Bøger om Paraply

I årtusinder har mennesket kendt til overtro, og selvom de færreste vil være ved det, er der stadig mange, som ikke helt kan slippe tanken om, at der måske er noget om det. At der er mere mellem himmel og jord, end man lige er klar over. Indrøm det bare. Fx er tallet 13 (eller fredag den 13.) stadig noget, mange frygter, og det samme gælder, at man ikke går under en stige, at man ikke slår en paraply op indendørs, at sorte katte og ravne bringer uheld, at man skal sige 7-9-13 og banke tre gange under bordet, hvis man har sagt noget, der for alt i verden skal undgås, at det koster syv års ulykke at smadre et spejl, at tallet 666 er Djævelens tal, at man krydser fingre og slår kors for sig for at påkalde sig held og lykke, at man ikke må træde på mellemrummet mellem fliserne på gaden, og at der er noget, der hedder en tychobrahesdag, hvor man skal passe på ikke at komme galt afsted. Så hvorfor kan en cykeltrøje ikke også være forhekset? Uddrag af bogen Og det var hér, allerede mens Coppi stod på podiet for at få overrakt sin mesterskabstrøje, at Forbandelsen ramte ham, for den sortklædte kvinde, der stod ved siden af ham, var ikke hans kone, men hans elskerinde. Og at have en elskerinde/elsker, når man var gift, var forbudt i Italien på den tid. Sådan noget skulle holdes hemmeligt. Så var det i orden. Pyt med det. No problem. Men ikke i fuld offentlighed! I første omgang vidste man ikke, hvem hun var, og italienerne nægtede at tro på, at deres cykelgud var ude i noget snavs. Men uvejret lurede, og hverken Coppi eller hans smukke kæreste, den senere såkaldte Hvide Dame, anede, hvilken fare de var i. Om forfatteren René Preuthun er uddannet lærer med historie som speciale, og Regnbuens Forbandelse er hans femte bog om den professionelle landevejscyklings historie. Tidligere har han udgivet For enden er regnbuen (om VM), De store klassikere (Om World-Cuppen 1989-2004), Der er et yndigt løb (om Post Danmark Rundt) og La Corsa Rosa (om Giro d’Italia). Preuthun har desuden skrevet indlæg på Danmarks største cykelsite, feltet.dk, og er krediteret for flere artikler i det officielle program for VM i landevejscykling i Danmark i 2011.

Potemkins paraply er en roman om en skizofren mand, der i sine vanvidsøjeblikke tror, at han er rådgiver for den russiske præsident. Han hjemsøges af tvangstanker, der er ved at ødelægge ham selv og hans omgivelser. Han forsøger at flygte – både fra præsidenten, sin familie, sin kæreste og fra sig selv, men han er på en umulig opgave. Jens Blendstrup skriver om Tørke: Det er sjældent, jeg har læst en nutidig satire så skarp som den her. En vigtig pointe er, at der ikke er nogen helt – men en vranten gammel mand, der insisterer på medmenneskelighed i en tid, hvor menneskelighed betragtes som en svaghed. (…) Der er noget Panduro over det … Jens Blendstrup skriver om Næsvisheder frabedes: God bog. Meget fin og ganske usentimental. Nogen ville sige sort komik. Og denne pragtfulde umulige far-figur. Og sønnen der fører fanen videre. Det er jo på den ene side tragisk men også enormt befriende festligt, ja livsbekræftende. Der bliver sagt meget på de 70 sider – også på de 10.000 sider, som er i mellem sætningerne. Jeg kan rigtig godt lide den måde, musikken og fortiden blandes ind i historien – ligesom sætstykker. Det er en lille perle, sgu. Uddrag af bogen Jeg har forgæves prøvet at afkode magtesløsheden på en tilfredsstillende måde. Man taler om den nødvendige samtale. Det er værd at huske, at nogle mennesker er bange for kvinder. Sådan er det bare. Det er jo ikke alle, der sørger for at holde kvinden i snor. En løbende dialog er vigtig, før man beslutter sig endeligt, den slags er jo ret nemt at få fat på. Det er en mild vinter i år, og det er ikke kun det egern, der sidder der i træet, der er blevet overvægtig. Man tænker på sig selv, gør man, og man gemmer sine sparepenge i fryseren, gør man… Man er som et pindsvin, der har rullet sig sammen og er gået i dvale. Næh, du – tænker Sergej højt – det er ikke alle, der sørger for at holde deres kvinde i kort snor. Jeg søger sorgløs dovenskab, men jeg mangler viljekraft. Min ferieudflugt er for at passe på mit helbred. Min interesse for mig selv er min udødelige pine. Mine trætte øjne. Det dunkle må blive klart. Er det her en forsvarstale? Eller er det en syndsbekendelse? Jeg bebrejder mig selv. Vanen har gjort mig sløv. Jeg er en kamæleon. Jeg burde gøre noget og følge én vej – i stedet for at være så apatisk. Om forfatteren Michael Pedersen (f. 1974) har tidligere udgivet romaner, noveller og en filosofihistorisk bog om Søren Kierkegaard. I dag underviser han til daglig på Vejen Gymnasium og HF. Før dette underviste han på musikskole i Aalborg.

I en opgang på Amager, i hver deres lejlighed, bor Asta og Zacharias. Asta er en lille pige, der har mistet sin mor og nu har et meget tæt forhold til sin paraply. Zacharias er en ældre herre, der har et meget tæt forhold til sin dørspion.Asta bor sammen med sin far, der oprindeligt gik på Kunstakade­miet, men nu er skraldemand. Zacharias bor sammen med sig selv og oversætter klassisk russisk litteratur. Asta har en mission. Det har Zacharias ikke. Til gengæld har han masser af holdninger.De to har meget lidt til fælles, men er alligevel knyttet sammen af de ting, der gør verden til et smukt og sørgeligt sted.Monica Hylander Friis (f. 1981) er uddannet cand.mag. i engelsk og teatervidenskab fra Københavns Uni­versitet og Royal Hollo­way, University of London. Hun bor i København med sin mand og deres datter.