Potemkins paraply

Potemkins paraply er en roman om en skizofren mand, der i sine vanvidsøjeblikke tror, at han er rådgiver for den russiske præsident. Han hjemsøges af tvangstanker, der er ved at ødelægge ham selv og hans omgivelser. Han forsøger at flygte – både fra præsidenten, sin familie, sin kæreste og fra sig selv, men han er på en umulig opgave.
Jens Blendstrup skriver om Tørke:
Det er sjældent, jeg har læst en nutidig satire så skarp som den her. En vigtig pointe er, at der ikke er nogen helt – men en vranten gammel mand, der insisterer på medmenneskelighed i en tid, hvor menneskelighed betragtes som en svaghed. (…) Der er noget Panduro over det …
Jens Blendstrup skriver om Næsvisheder frabedes:
God bog. Meget fin og ganske usentimental. Nogen ville sige sort komik. Og denne pragtfulde umulige far-figur. Og sønnen der fører fanen videre. Det er jo på den ene side tragisk men også enormt befriende festligt, ja livsbekræftende. Der bliver sagt meget på de 70 sider – også på de 10.000 sider, som er i mellem sætningerne. Jeg kan rigtig godt lide den måde, musikken og fortiden blandes ind i historien – ligesom sætstykker. Det er en lille perle, sgu.
Uddrag af bogen
Jeg har forgæves prøvet at afkode magtesløsheden på en tilfredsstillende måde. Man taler om den nødvendige samtale. Det er værd at huske, at nogle mennesker er bange for kvinder. Sådan er det bare. Det er jo ikke alle, der sørger for at holde kvinden i snor. En løbende dialog er vigtig, før man beslutter sig endeligt, den slags er jo ret nemt at få fat på. Det er en mild vinter i år, og det er ikke kun det egern, der sidder der i træet, der er blevet overvægtig. Man tænker på sig selv, gør man, og man gemmer sine sparepenge i fryseren, gør man… Man er som et pindsvin, der har rullet sig sammen og er gået i dvale. Næh, du – tænker Sergej højt – det er ikke alle, der sørger for at holde deres kvinde i kort snor. Jeg søger sorgløs dovenskab, men jeg mangler viljekraft. Min ferieudflugt er for at passe på mit helbred. Min interesse for mig selv er min udødelige pine. Mine trætte øjne. Det dunkle må blive klart. Er det her en forsvarstale? Eller er det en syndsbekendelse? Jeg bebrejder mig selv. Vanen har gjort mig sløv. Jeg er en kamæleon. Jeg burde gøre noget og følge én vej – i stedet for at være så apatisk.
Om forfatteren
Michael Pedersen (f. 1974) har tidligere udgivet romaner, noveller og en filosofihistorisk bog om Søren Kierkegaard. I dag underviser han til daglig på Vejen Gymnasium og HF. Før dette underviste han på musikskole i Aalborg.