Bøger om Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning

Hvis man studerer sammenhængen mellem bydannelse og statsdannelse, viser det sig, at der i verdenshistorien fra ca. 3000 f.Kr. til ca. 1900 e.Kr. har eksisteret to forskellige statstyper: makrostater med et stort antal byer inden for hver enkelt stats territorium, og regioner opdelt i mikrostater, der hver bestod af én by med dens opland. En sådan mikrostat kaldes en bystat, og en region opdelt i bystater udgør, hvad vi har kaldt en ""bystatskultur"". Der har været mindst 35 bystatskulturer i verdenshistorien, og de fleste af dem har ligget i Sydøsteuropa, i Nærorienten, i Sydøstasien, i Vestafrika og i Mellemamerika. Den største af dem alle var den oldgræske bystatskultur. Den bestod af i alt henved 1.500 bystater spredt over hele Middelhavsverdenen. Bystat hedder polis på oldgræsk, heraf vore låneord: politi, politik og politiker. De ældste poleis opstod i 700-tallet f.Kr. De sidste forsvandt i 500-tallet e.Kr. Bedst kendt er Athen og Sparta, men på Platons og Aristoteles´ tid var der mindst 1.000 andre bystater. I denne bog opsummeres i overskuelig form de forskningsresultater, der i perioden 1993 til 2003 er opnået på Polis Centeret - et forskningscenter på Københavns Universitet under Danmarks Grundforskningsfond.

Filosoffen Aristoteles (384-322 f. Kr.) var banebrydende inden for en række filosofiske discipliner. Det er især velkendt, at han grundlagde den formelle logik og lagde grunden for zoologisk videnskab. Hvad der måske er mindre kendt, er, at han også var nyskabende i sine overvejelser vedrørende sjælen (gr. Psyche), hvorunder han udviklede en række teorier, som vi nu til dags ville regne under bevidsheds-filosofi eller psykologi. Denne bog forsøger at belyse to af disse teorier, nemlig Aristoteles´ teorier om hukommelse og genkaldelse.Bogen er den første danske oversættelse af Aristoteles´ skrift Om hukommelse og genkaldelse, der her er oversat, grundigt indledt og kommenteret af David Bloch. Bloch argumenterer for en fuldstændig nyfortolkning af skriftet og for, at Aristoteles´ teori om hukommelse var radikalt forskellig fra moderne teorier. Ikke desto mindre - eller netop derfor - er værket nyttig og interessant læsning den dag i dag.Bogen er velegnet til studiebrug, men henvender sig også bredere til alle med interesse for filosofi og antikken.

Engelsk er i dag det dominerende fremmedsprog i Danmark og så udbredt, at mange er bekymrede på det danske sprogs vegne. Men dette er en ny udvikling. Endnu for 100 år siden kunne man blive student uden at have læst et ord engelsk, og selv matematiske studenter havde mere latin end klassisksproglige har i dag. Først skolereformen i 1903 gjorde op med latinskolen og gav de moderne sprog en central stilling både i folkeskolen og i gymnasiet. Fra at have været et foragtet handelssprog blev engelsk nu anerkendt som et fuldgyldigt kultursprog.Bogen ridser denne udvikling op og diskuterer spørgsmål som: Hvorfor blev engelsk så sent en del af almendannelsen? Hvad var forbindelsen mellem Danmarks politisk-kulturelle orientering efter 1864 og udviklingen af skolens sprogfag? Hvorfor fik det nysproglige gymnasium først succes, for så i 1930´erne at løbe ind i en identitetskrise?Bogen giver historisk perspektiv til den aktuelle gymnasiedebat og viser, at mange argumenter i denne debat er gamle kendinge.

I de sidste årtier er interessen for krigsførelsen i antikkens græske bystater steget kraftigt. Bystaterne, poleis, bekrigede hinanden i så høj grad, at krig nærmest var et af tilværelsens grundvilkår. Bystaterne havde borgerhære af hoplitter, et sværtbevæbnet infanteri, der i over 400 af de mest turbulente år af Grækenlands historie (ca. 750-340 f.Kr.) var det helt dominerende element i krigsførelsen.

Aristoteles´ Politikken står som et monument over den politiske kultur i det antikke Grækenland: Bystaten, dens institutioner, sammensætning og beliggenhed, forfatningsformerne og årsagerne til deres opløsning, den sociale konflikt mellem rig og fattig samt borgerkrigen, der var en stadig trussel mod bystatens enhed, er blot nogle af de temaer, som behandles i dette encyklopædiske værk. Den røde tråd i det omfangsrige empiriske materiale er en stadig bestræbelse på at afdække de årsagssammenhænge, der strukturerer den politiske virkelighed. Denne bestræbelse fører Aristoteles til en erkendelse af, at det, der udspiller sig i bystaten, ikke lader sig forstå med filosofiens begreber. I et opgør med Platon lægger Aristoteles fundamentet for en tænkning, der anerkender, at de politiske forhold er underlagt en egen logik, en politisk tænkning. Åbningen mod den politiske virkelighed er andet og mere end en bevægelse inden for den politiske teori: Bestræbelsen på at forstå, hvad der gør bystaten til et politisk fællesskab, er uløseligt forbundet med bestræbelsen på at sikre dette fællesskabs fortsatte beståen. Den sammenhæng, der knyttes mellem den politiske tænkning og det politiske fællesskab, er ikke uden betydning for filosofien som aktivitet. Den tilsyneladende så banale omstændighed, at filosoffen også er borger, skal vise sig at have vidtrækkende konsekvenser for den måde, hvorpå der kan bedrives filosofi i bystaten. Politikken kan således læses som den første refleksion over filosofiens politiske mulighedsbetingelser.