Filosofi og Politisk Tænkning hos Aristoteles

Aristoteles´ Politikken står som et monument over den politiske kultur i det antikke Grækenland: Bystaten, dens institutioner, sammensætning og beliggenhed, forfatningsformerne og årsagerne til deres opløsning, den sociale konflikt mellem rig og fattig samt borgerkrigen, der var en stadig trussel mod bystatens enhed, er blot nogle af de temaer, som behandles i dette encyklopædiske værk.
Den røde tråd i det omfangsrige empiriske materiale er en stadig bestræbelse på at afdække de årsagssammenhænge, der strukturerer den politiske virkelighed. Denne bestræbelse fører Aristoteles til en erkendelse af, at det, der udspiller sig i bystaten, ikke lader sig forstå med filosofiens begreber. I et opgør med Platon lægger Aristoteles fundamentet for en tænkning, der anerkender, at de politiske forhold er underlagt en egen logik, en politisk tænkning.
Åbningen mod den politiske virkelighed er andet og mere end en bevægelse inden for den politiske teori: Bestræbelsen på at forstå, hvad der gør bystaten til et politisk fællesskab, er uløseligt forbundet med bestræbelsen på at sikre dette fællesskabs fortsatte beståen. Den sammenhæng, der knyttes mellem den politiske tænkning og det politiske fællesskab, er ikke uden betydning for filosofien som aktivitet. Den tilsyneladende så banale omstændighed, at filosoffen også er borger, skal vise sig at have vidtrækkende konsekvenser for den måde, hvorpå der kan bedrives filosofi i bystaten. Politikken kan således læses som den første refleksion over filosofiens politiske mulighedsbetingelser.