Byen, livet - og det spatiale dispositiv

Byplanlægning gælder livet. Ikke mindst ’det gode liv’. De fleste af os forstår det først, når et projekt rammer på en måde, der berører os. Et højhus, et naturområde der bliver til en vej, gamle bygninger der rives, børnenes legeplads forsvinder, arkitektur der er uforståelig eller grim.

At leve i bymæssighed tiltrækker og mange borgere ønsker at komme mere i centrum i byplanlægningen bl.a. for at sætte livet først.
Byplanlægningens diskurser er kræfter, der skal påvirke tænkemåder og praksisser. Det skal også de spatiale omgivelser, vi lever i. Historisk set har byplanlægning nærmet sig det sociale gennem rummet og ikke rummet gennem det sociale. Bymæssighed, urban design, steder og pladser er en invitation til en bestemt brug af rummet.
Offentligheden inviteres ind i byplanlægningen, hvor de møder diskurser der skal disponere for en specifik forståelse af planen, stedet og det sociale i rum. De møder et magt-viden kompleks, der også er en del af et større netværk af strategiske og taktiske relationer indenfor politik, kapital, byudviklings interesser, turisme og byøkonomi.
Med eksempler som Den Røde Plads, Køge kyst, Musicon, Distortion musikfestival, Vulkan og Bjørvika byudviklingen i Oslo diskuteres, hvordan tanker om f.eks. flydende planlægning og bymæssighed overstyres af det spatiale dispositiv. Et dispositiv, hvor andre generative kræfter som mentalitet, tænkemåder, drifter og begær ikke tematiseres.

Analyserne giver eksempler på, hvordan begær, det ikke-repræsenterbare, atmosfære og forandring kan blive en del af den praktiske byplanlægning. Nye metoder og begreber er nødvendige for at kunne arbejde med byers generative kræfter. Både de der findes i bypolitik, byplanlægning, i rummet og i det sociale og livet selv. Bogens begreb for dette generative er ’dispositif’ og ikke dispositiv.