De druknede og de frelste

I 1986 vendte Primo Levi tilbage til Auschwitz. Der er denne gang tale om en essayistisk tekst forankret i analyser af forholdene i lejren og af de moralske spørgsmål om ondskab, ansvar, skyld, skam og fordømmelse. De erindrede episoder i bogen fungerer som eksemplificeringer i de analyser, Levi foretager. Bogen bliver Levis sidste og er præget af en mørkere tone end tidligere i forfatterskabet.
En af de ting, Levi i denne bog bærer vidnesbyrd om, er den overlevendes moralske byrde som overlevende. Et element af denne overvejelse er ofrenes mulige medansvar for det frygtelige, der skete. I lejren var der ikke blot ofre og forfølgere men en stor gråzone, hvor medfanger også medvirkede i de forbrydelser, som blev begået. Levi diskuterer ligeledes de bagvedliggende mekanismer, som bl.a. resulterede i, at nazisterne satte jøder til at administrere gaskamre og krematorier.
Et andet element er de smertefulde åg, der er forbundet med at have overlevet. De indsatte i udryddelseslejren blev frarøvet deres skæbne og blev reduceret til dyr, men efterfølgende bliver bevidstheden om at have overlevet på en andens bekostning en del af deres fortsatte eksistens. Levi analyserer bl.a. den overlevendes behov for at retfærdiggøre sin eksistens og skammen over at være den, der overlevede, mens de fleste døde.