Den der tager livet

Kærlighed har mange ansigter. Kærligheden fra forældre fornemmer barnet ved blid tale og ømme berøringer. Barnets kærlighed til forældrene er ubetinget og evig. Livet gør, at når barnet når en bestemt alder, kommer ønsket om selvstændighed og med denne også en indtil da ukendt følelse rettet mod en fremmed. En følelse stærk og overvældende, som kaldes forelskelse. Gengældes forelskelsen af den, forelskelsen er rettet imod, det være sig mand eller kvinde, nedbrydes en usynlig mur imellem de forelskede, og de bliver intime i kærligheden. Det er livet, og hvad Gud således har sammenføjet, må intet menneske adskille.
Uddrag af bogen
”Tino, Tino.” En høj og skinger stemme fyldte hele domkirkens store rum i et råb eller nærmere i et skrig om hjælp, som kirketjeneren Tino Valente straks var klar over kom fra hans kollega Antoni Paluti. Antoni opholdt sig i kirkerummets modsatte ende ved portene ud mod pladsen, hvor han var i færd med rengøringen efter gårsdagen påskegudstjeneste. Tino var straks klar over, at det var noget alvorligt, og at Antoni hurtigt ønskede hans hjælp. Uden at svare på Antonis råb kravlede han straks ned ad den stige, som han stod på. Han havde været i færd med at skifte nogle lys ved alteret i kirkens modsatte ende, da Antoni råbte. Da han nåede frem til udgangen, så han Antoni stå ved en af boksene, der var placeret tæt på de store døre til kirken. Boksene var nogle træbokse, der tjente som kirkens skriftestole. ”Se her, se her,” næsten skreg Antoni, medens han holdt døren åben ind til en af boksene. Tino så nu, at der sammensunket på en stol i det lille rum sad en person, som han straks genkendte som kirkens Monsignore Vuti.
Om forfatteren
Stammende fra et arbejderkvarter i Aabenraa var det nok ikke nogen, der havde regnet med, at denne dreng en dag ville sætte sig foran en skrivemaskine og skrive en krimi. Ingen havde nok heller ikke dengang regnet med, at samme dreng ville tilbringe størstedelen af sit arbejdsliv hos politiet og her den længste periode hos kriminalpolitiet. Her ikke som en del af ledelsen, men som en af dem, der befandt sig helt ude i frontlinjen, hvor det ikke kun var juraen, men også menneskelige indsigt og empati, der gav resultaterne.