Den farlige alder

»Ingen har nogensinde højt sagt den sandhed, at kvinden for hvert år, der går – som mod sommer, når dagene længes – bliver mere og mere kvinde. Hun sløves ikke i det, der angår hendes køn, hun modnes langt hen i vinteren. Men samfundet tvinger hende til at holde en falsk kurs. Hendes ungdom må kun vare, så længe huden er glat, og legemet fristende.«
Den farlige alder udkom for første gang i 1910, hvor den straks skabte skandale og – nok ikke uden sammenhæng – solgte som varmt brød i både Danmark og Tyskland.
Med den markerede Karin Michaëlis sig for alvor som en forfatter, der insisterede på at give stemme til kvinder med komplekse indre liv og stærke fysiske drifter – også efter deres første ungdom.
I romanen møder vi Elsie Lindtner, der som 42-årig forlader sin mand og går i eksil på en afsides ø. Igennem Elsies dagbogsnotater og breve tegnes et portræt af en viljestærk kvinde, der »vover at kræve livets ret i de sene år« og råder andre til at gøre det samme.
Hun skriver om sine bekendte, om samlivet og om kønnenes væsen med et skarpt blik og en skrap pen, men hendes klarsyn gælder ikke altid hende selv. Den farlige alder er en roman om kvindeskæbner i en historisk brydningstid, men også et tidløst psykologisk portræt af et menneske på en skillevej i livet.
Karin Michaëlis (1872-1950) havde ved udgivelsen af Den farlige alder allerede skrevet en lang række bøger og opnået international berømmelse for sine komplekse beskrivelser af kvindelig psykologi og seksualitet. Den farlige alder blev en af hendes største succeser og et hovedværk i hendes forfatterskab, hvis gennemgående tema er kvindens undertrykkelse – og emancipation. Michaëlis kæmpede også for frigørelse på andre fronter: Hun var bl.a. tidlig dyreaktivist, og som følge af sin støtte til antinazistiske forfattere som Bertolt Brecht, som hun gav husly på Thurø, måtte hun under besættelsen gå i eksil i USA.