DEN FORSVUNDNE BARNDOM

Jørgen voksede op i halvtredserne og tresserne på en skole ude på Østmøn i nærheden af Møns Klint. Hans forældre var lærere på skolen. Jørgen havde fire søskende. En af dem døde af kræft, inden Jørgen blev født. Hans lillebror druknede i 1967.
Jørgen havde en kusine, som besøgte Møn i mange af ferierne, og sammen med hende udførte Jørgen og hans lillebror mange opfindsomme og morsomme skarnsstreger.
Bogen filosoferer også over Udkantsdanmarks skæbne i de seneste år. Fra at være et levende og ret tæt befolket område i halvtredserne står mange huse tomme, og de fleste unge flytter fra øen.
Det har været meget positivt for fortælleren at vokse op på et af de smukkeste steder i Danmark. Og han bor der endnu. Jørgen synes selv, han har haft en god barndom.
Uddrag af bogen
Jeg kan af gode grunde ikke skrive om den første tid af mit liv, for et nyfødt barn kan ikke huske sine første oplevelser, selvom de dog er ret voldsomme. Sådan set er det den største og vigtigste begivenhed i ens liv, og så fatter man ikke en skid af det hele. Det er måske derfor, man hyler.
Overgangen fra den dejlige, trygge, vægtløse tilstand i mors mave med bløde punkter til at absorbere ethvert stød ude fra den væmmelige verden, er voldsom. Den eneste trøst i den nye kolde verden er mors bryst, som man ihærdigt suger sig fast til.
Om forfatteren
Jørgen Munck Rasmussen (f. 1949) er uddannet lærer og har undervist i både folkeskole, efterskole og på VUC. Samtidig dermed har han skrevet bøger for både børn og voksne. Da mange af hans bøger har et historisk indhold, har han været på en del studierejser, først og fremmest til Italien.
Jørgen debuterede i 1985 med Slaven Atticus.