Bag om Den uvidende lærer
Jacques Rancière er med Toke Lykkeberg Nielsens ord "en af Frankrigs største og mest respekterede filosoffer". Ranciére er først og fremmest en politisk tænker, og hovedværkerne i den henseende er La nuit des prolétaires (Proletarernes nat, 1981), Den uvidende lærer (1987) og La mésentente (Uoverensstemmelsen, 1995). Blandt disse udmærker Den uvidende lærer sig på flere måder. Den er forholdsvis kort og letlæst, henvender sig til et bredt publikum og er af den grund oversat til flere sprog end nogen anden af Rancières bøger (engelsk, tysk, spansk og portugisisk). Med dens radikale insisteren på lighedsprincippet kan den desuden forstås som udgangspunktet for Rancières politiske tænkning.
"I 1818 oplevede Jacques Jacotot, lektor i fransk litteratur ved universitetet i Leuven, et intellektuelt eventyr." Sådan begynder Den uvidende lærer, der er historien om denne revolutionære lærer, der med sin anti-pædagogik spredte panik i de lærde kredse i datidens Europa. Jacotot havde opdaget, at den bedste lærer er den, der intet ved om sit fag. En sådan lærer forklarer nemlig ikke noget, men tvinger sine elever til at tænke selv. Den uvidende lærer handler således om intellektuel emancipation og om det uanede potentiale i princippet om, at alle mennesker har en lige stor intelligens. Spørgsmålet om intelligensen vedrører i høj grad begge fløje i det drama om pædagogikken, der i udspiller sig i aviser, på fjernsyn og lige foran vore uskyldige børns næser i dagens Danmark. Begge fløje tager dog udgangspunkt i den umiddelbare ulighed i elevernes intellektuelle formåen. Jacques Rancière provokerer: Hvad om vi i stedet for at tage ulighederne for givet begyndte med at postulere lighedens princip? Hvad ville vore elever sige til det? Hvilke konsekvenser ville det få, ikke bare i pædagogisk øjemed, men også i politisk?
Bogen er oversat af Holger Ross Lauritsen og indeholder et efterskrift af Kåre Blinkenberg.
Vis mere