Drys fra himlen til mit jeg

Lejlighedsdigtning er en personlig form anvendt i situationer hvor enkeltpersoner eller sociale begivenheder i særlig grad har kunnet berøre og derfor givet anledning til et udtryk, der adskiller sig fra det, der mest ofte udveksles imellem mennesker. Digtets jeg-form er ikke nødvendigvis selvbiografisk. Den kan være empatisk og brugt som kunstnerisk frihed for at udtrykke livshistorien på 2. hånd.
Livets pas de deux danses af det glade hjerte, der rimer på smerte hos det hele menneske.
Poesi skal gerne være æstetikken om det at leve alene og med andre. Den æstetik kan selvfølgelig bare opleves og måske nydes. Det ændrer ikke ved, at poesi ligesom eventyr kan have pædagogisk funktion både socialt og psykologisk. Og der er vel intet i vejen ved at erkende hjulpet på vej af den æstetiske oplevelse?