Dunkelblum

August 1989. Jerntæppet er ved at falde. Dunkelblum er en søvnig lille by i Østrig, på grænsen til Ungarn. Bag den idylliske facade blomstrer årtiers tavshed, som bliver brudt da en ung kvinde forsvinder, en mystisk besøgende stiller mærkelige spørgsmål og man finder et skelet fra krigen på en mark i udkanten af byen.
Dunkelblum er en spændende og skelsættende roman om historisk skyld, om skeletter i skabet og fortielsernes ødelæggende kraft.
»Eva Menasse har med Dunkelblum skabt et mesterværk.« – Die Zeit
“Mørkt og komisk, perspektivrigt og særegent om skeletter i skabet og sår der aldrig heler … Det her er et imponerende stykke litteratur, om historisk skyld og om hvordan man forholder sig til den …”– Sigmund Jensen, Stavanger Aftenblad
FRA CHRISTIAN JOHANNES IDSKOVS INTERVIEW MED EVA MENASSE I POLITIKEN»
Den historiske model til Dunkelblum fandt Menasse i Rechnitz i Burgenland en landsby tæt på den østrigungarske grænse. Her afholdt grevinde Margit Batthyány-Thyssen om natten til 25. marts 1945 en stor fest for de lokale nazistiske berømtheder. I en blanding af feststemning og desperation tømte gæsterne grevindens våbenarsenal og skød cirka 180 underernærede jødiske tvangsarbejdere, der ikrigens sidste dage skulle bygge den sydøstlige mur op som det sidste forsvarsværk mod denfremstormende Røde Hær.Dunkelblum, siger Menasse, er ikke historien om Rechnitz, men en historie om landskabet og det omkringliggende landlige miljø. Hun ønskede at skrive en roman som virkede almengyldig, fordi det langtfra bare var i Rechnitz at sådanne hændelser indtraf.
Der var omkring 120 sammenlignelige massakrer i hele området i de sidste uger af krige. Det enestående ved Rechnitz er at man aldrig opdagede massegravene. Alle andre steder fandt man ligene af de døde og byggede mindesmærker. Kun i Rechnitz fortiede man katastrofen.«