Bag om En midsommerligning
Med japanske Keigo Higashinos krimier sker der noget helt særligt med én som læser. For selv om det er japansk krimi og foregår i japansk samfund og kultur, skriver Higashino i klassisk europæisk tradition, hvorfor man lader sig suge ind i det eksotiske og det velkendte på én og samme tid. Læg dertil fantastiske plot, som folder sig ud i stram logik og ovenikøbet leverer grundviden om forskning og logisk tænkning - Higashino er det mest spændende, der er sket på krimisiden, siden du opdagede de svenske krimidronninger. I En midsommerligning (Forlaget Modtryk) dumper vi lige ned i en ophedet debat om, om en falleret turistby skal reddes af udvinding af metaller fra havbunden, eller om man skal lade den fantastiske kyst blive ved med at være fantastisk. En forsker findes død, men hurtigt går det op for fysikeren Manabu Yukawa, at der må være tale om mord. Det her er en krimi, der læses, som du ser en Hitchcock-film, og giver dig kuldegysninger som et godt svensk mord, mens dialogen minder dig om franske krimier. Det er ganske enkelt perfekt.
Vis mere