Bag om Erobrerne
’Erobrerne’ er en roman om Mexicos erobring 1519-21. Om to kulturers voldsomme møde, menneskeofringer og guldtørst. Om elskov og svig, tvivl og beslutsomhed. Den skæbnesvangre undergang for et af verdens største riger, en skæbne, der præger vores klode endnu i dag. ’Erobrerne’ er også en roman og Mexico og Danmark i 1990’erne. Om vores syn på ”de andre” og deres syn på os. Og om de prøvelser kærligheden sættes på, når vi når den yderste grænse for, hvad vores viden og samvittighed kan bære.
”Det var Malenes ide, at vi skulle rejse til Mexico, men jeg var ikke svær at overtale. To måneder alene med Malene, dag og nat. Sammen skulle vi rejse i Hernán Cortés’ fodspor ad den rute, Mexicos erobrere fulgte mod hovedstaden, hvor fjer og blomster blev værdsat højere end guld. Sammen ville vi være tæt på et af de største dramaer i verdenshistorien. Dengang var jeg ikke opmærksom på, at de største dramaer ikke altid ender i historiebøgerne. At de udspiller sig her og nu, at de største erobringer ikke nødvendigvis gælder guld og nationer. At de involverer mig. Og Malene.”
Vis mere