Excentriske noveller

Excentriske Noveller handler om mennesker af en særlig 'kaste', der lever uden at „eje eller kende et Hjems Fodfæste i Livet“ – virtuosen og artisten, der rejser fra optræden til optræden og er fremmede, hvor de end kommer hen. De er uden interesse for deres omgivelser, men grænseløst optaget af sig selv. Deres liv drejer sig kun om de kunster, de optræder med, og „lange Regnestykker om at sikre Sukcessen“. Andre mennesker er hjælpere eller konkurrenter: „Man beregner hvert Blik og lever i evig Addition og Subtraktion.“ Deres personlighed bestemmes af deres håndværk. Det er „fælles for alle i Kasten, at Individualiteten knap er til at opdage (…) Man ser Mennesket som det komplet passive. Beskæftigelsen er det aktive“. Deres berømmelse skabes af impresarioen. Han sår det „Begejstringens Frø“, som pressens „store Vandmølle“ derefter væder med „Notitsers og Feuilletoners Skylle.“
I „Charlot Dupont“ udnyttes et „Violin-Vidunder“ af sin far og sin impresario, der sender ham verden rundt på turnéer, indtil han som voksen ikke længere kan tiltrække det store publikum. Som virtuos kan han ikke få ansættelse i et orkester, hvor dirigenten søger „Folk, der kan arbejde“. I stedet må han fortsætte turnélivet i halvsmå byer for halvtomme sale. Bang kendte virtuosernes liv fra sine egne skandinaviske turnéer. Han var selv kommet i kløerne på en tysk forretningsmand, Theodor Hermann, som beholdt hele fortjenesten fra turnéen i Sverige. Til gengæld brugte Bang ham som model for impresarioen Theodor Frantz, der også dukker op i Stuk (1887).
En anden 'kaste' er tjenerne på de internationale hoteller. I „Franz Pander“ vækkes den fattige Franz' lyst af luksusvarerne i forretningernes udstillingsvinduer og af romanernes fantasier om overklassekvinder. For at tilfredsstille sin lyst bliver han tjener på et stort hotel, men det hårde arbejde sætter ham hverken i besiddelse af de kostbare ting eller de overlegne kvinder, det bidrager kun til at forøge de riges luksus. Hans erotiske betagelse af en af hotelgæsterne forhindrer ham i at besvare de følelser, en stuepige nærer for ham. Uden penge føler han sig som kastreret. Han går til en prostitueret for at tilfredsstille sit rent seksuelle begær, men derved blegner stråleglansen om hotellets luksusverden. Han ser nu restaurantens „halvskidne Duge“ og „kunstige Palmer“ og tager sit eget liv i hotellets vestibule som symbol på den tomhed, fascinationen af rigdom har efterladt ham i. Tjeneren repræsenterer, mere alment end virtuosen, underklassens nye liv i storbyen, hvor klasse- og kønsforskellen forbindes, idet de fattige med deres arbejdskraft skaber både de riges overflod og det drømmebillede om et lykkeligt liv, som de rige symboliserer.
„Fratelli Bedini“ handler om den tredje kaste, cirkusartisternes. De lever det samme hårde liv som virtuoserne, men flere sammen i et kollektiv, hvor to mandlige artister kan opbygge ømhed og omsorg for hinanden i køns- og klasseforskellens fravær. (Dansk Litteraturs Historie)