Bøger af Lis Mikkelsen

De danske sønderjyders førstemand H.P. Hanssen har altid fået stor og velfortjent opmærksomhed. Men havde han ikke haft sin kone som organisator, er det tvivlsomt, om han var nået så langt. Helene Hanssen skrev mange breve til sin mand. Først i forlovelsestiden, og også senere da han blev landdagsmand og rigsdagsmand i Berlin og var væk 8 måneder om året. Hun sørgede for at arkivere deres korrespondance, så man i dag kan følge deres liv næsten fra dag til dag.”Helene Hanssen – et liv i strid og kærlighed” er en biografi om kvinden bag Genforeningen. Helene Hanssens hjem var en veldrevet gård på Sundeved. Hun havde svært ved at tilpasse sig de normer, man dengang havde. Hun havde ikke lyst til de ting, piger helst skulle beskæftige sig med.Hun var ikke huslig og hadede det sorte komfur. Hellere ville hun læse eller tumle rundt med drengene. Hendes ældre søstre søgte at holde hende til arbejdet. Hendes skolegang var elendig og hun fortalte senere mange gange, at hun ikke havde lært noget af betydning i sin barndoms skole.Da hun traf det opadstigende politiske talent Hans Peter Hanssen var det to modsætninger, der mødtes. Han var vant til anerkendelse og positiv interesse. Hun var vant til kritik. De to unge forlovede sig i 1882, og nu fulgte en 6 år lang forlovelse, hvor Helene prøvede at indhente noget af det forsømte, hvad uddannelse angik. Hun var 3 gange på Askov og fik her øjnene op for, hvordan skolegang kunne være.Helene Iversen uddannede sig først som mejerske, senere blev hun en kort tid lærer. Hun sluttede med at stå i lære i ekspeditionen på Fyns Tidende, så hun kunne være med til at administrere en avis. Hendes forlovede havde planer om at blive redaktør. I 1888 blev de gift. De første år boede de i Sønderborg. I 1892 købte de avisen Hejmdal i Aabenraa. Hans Peter var meget ude at holde foredrag og blev i 1896 valgt til landdagen i Berlin. Helene overtog avisdriften og pasningen af Hafnia kontoret. Sideløbende fik hun 10 børn på 14 år og passede også dem og den store husholdning.Hun var ikke et nemt menneske og stødte tit sammen med de ansatte på Hejmdal. Hun sagde tingene ligeud og kunne ikke omgås med flere sandheder. Det blev et for en kvinde dengang usædvanligt liv. Helene Hanssen rådgav sin mand i politiske spørgsmål og sørgede for at holde ham ved jorden. Hun var uimponeret og sørgede for, at de mange børn kom godt i vej. Helene Hanssen var sin mand en uvurderlig støtte i kampen for at få Sønderjylland dansk.

Henriette Gubi (1856-1894) havde alle odds imod sig, men formåede alligevel at sætte sit præg på mange sønderjyske børn i tiden fra 1891-1894. Årene var midt i udlændighedstiden, og det danske sprog truedes af det store sprog sydfra. Henriette Gubi rejste som vandrelærerinde fra gård til gård og underviste børnene i dansk sprog og dansk kultur.Sønderjydernes førstemand H. P. Hanssen var medvirkende til hendes første jobs i 1891 på gårde på Als og Sundeved. Da vandrelærer Kasper Jensen af de tyske myndigheder fik undervisningsforbud i Midtlandet byttede han og Henriette, så hun blev lærerinde i Geestrup og Mandbjerg ved Toftlund.De tyske myndigheder var på nakken af Henriette Gubi. Amtsforstander Krause i Toftlund var irriteret på hende og kaldte hende et stædigt kvindemenneske. Han følte at hun drillede ham.Efter sommerferien i 1893 fik hun brev fra amtsforstanderen: Det er ikke ulovligt at undervise, men det er ulovligt at have undervisning som et erhverv.Henriette Gubi nåede at blive en højt respekteret lærerinde, inden sygdom indhentede hende før hun fyldte 38 år. Den 3. juli 1894 måtte hun aflyse sin deltagelse i folkefesten på Skamlingsbanke dagen efter. Hendes feber var stigende og doktoren stillede diagnosen, tyfus. Henriette Gubi døde den 14. juli 1894 på Gram Sygehus

Lægen Aage Lauesgaard, der i 1928 stiftede ”Sønderjydsk Gruppe- og Udlånsbibliotek” populært kaldet BOGENS HØJSKOLE havde målet: En god bogsamling i ethvert sønderjysk hjem. Med dannelsen af Bogens højskole søgte han at nå sit mål og at få institutionen til at stå som en sønderjysk kulturfæstning.Lauesgaard opbyggede i 1930´erne en stor landsomspændende virksomhed, der udgik fra Bogens Højskole i Toftlund. Der var forlag, avisudgivelser, børnehave og forskellige foreninger.Uddrag af Jes Fabricius Møllers anmeldelse af Bogens Højskole i Kristeligt Dagblad:Aage Lauesgaard (1868-1958) er en overset skæbne i dansk intellektuel historie. Han var en ildsjæl og iværksætter, socialdemokrat, filantrop, inspirator, nazist, redaktør, læge og meget andet.Han drev i slutningen af 1800-tallet lægepraksis i Ålborg. Antagelig i forventning om at byen blev dansk slog han sig ned i Flensborg efter 1. verdenskrig. Da det ikke skete flyttede han til Toftlund nord for grænsen.I Toftlund var han meget aktiv, det blev til lige fra et lokalhistorisk museum til en vidtløftig forening kaldet antisladderforeningen. Men han største og vigtigste projekt var BOGENS HØJSKOLE, et privat udlejningsbibliotek med hovedsæde i Toftlunds nedagte banegård.

Det var lidt af en bedrift, at det lykkedes at fastholde det danske sprog i Nordslesvig 1864-1920, hvor tysk sprog og kultur var herskende.Trods et massivt pres for at indføre tysk sprog og kultur i løbet af en enkelt generation, lykkedes det af fastholde dansk tale- og skriftsprog. Både fra dansk og fra tysk side vidste man, at kampen stod om børnene.I dag har man næsten glemt de pionerer, der udkæmpede hvad de fleste anså for at være en umulig kamp, men takket være forholdsvis få personers indsats for at fastholde børnene som dansktalende, lykkedes det. Disse få – i dag næsten glemte forkæmpere havde måske i virkeligheden hovedansvaret for, at 75% af sønderjyderne stemte dansk den 10. februar 1920.Bogen fortæller om Sprogforeningens bogsamlinger. Den Blå Sangbog og de forbudte sange. Børneblad for Nordslesvig, det sønderjyske biblioteksvæsen og ikke mindst sprogkampens pionerer.