Markedets laveste priser
Dag-til-dag levering

Bøger af Thomas Teglgaard

Den danske forfatter og læge, Thomas Teglgaard, blev født på Amager i 1970. Efter gymnasietiden blev han optaget på medicinstudiet i 1992, hvilket han færdiggjorde i 2001. Thomas Teglgaard har i længere tid arbejdet som læge, samtidigt med at han har fungeret som forfatter. Hans debutroman ”Kaffementaliteten” udkom i 1995. Den handler om en familie, som flytter til en ny by. I den nye by ankommer en kristen menighed, hvis leder virker til at gemme på nogle mørke hemmeligheder. Thomas Teglgaard er selv tilhører af den Lutherske Mission, hvilket også kommer til udtryk igennem hans forfatterskab. Flere af Teglgaard´s romaner handler om den konflikt, der er mellem religion og videnskab. Han har således blandt andet udgivet essaysamlingen ”Tid til læhegn” i 2002, der netop handler om konflikterne mellem tro og videnskab i forbindelse med emner, som for eksempel tæller fosterdiagnose, organtransplantation og kloning. Thomas Teglgaard gjorde sig særdeles bemærket, da han i 2004 udgav romane ”Uddrift”. Romanen handler om, hvordan en læge på en lukket psykiatrisk afdeling, behandler en kvindelig patient, som han tror er besat af en dæmon. Romanen vakte stor opsigt, da mange mente at den stod i skarp kontrast til Thomas Teglgaard´s erhverv som læge. Thomas Teglgaard selv ønskede at skabe en debat, hvilket man må sige lykkedes. Ud over at være kontroversiel, er Thomas Teglaard også en interessant og velskrevne forfatter, som i løbet af årene har udgivet en masse spændende og fangene bøger. Han er en forfatter som man helt klart bør undersøge nærmere.

Vis mere
Filter
Filter
Genre
  • (2)
  • (1)
  • (3)
  • (1)
  • (1)
  • (4)
Bogtype
  • (6)
  • (1)
  • (1)
Format
  • (6)
  • (1)
  • (1)
Sprog
  • (7)
Pris
DKK
Sorter efterSorter Populære
  • af Thomas Teglgaard
    168,95 kr.
    Fragt 39,95 kr.

    • Fragt
    • 39,95 kr.
  • af Thomas Teglgaard
    16,95 kr.

    Roman om retsmedicineren Oskar Larsen, som kommer på sporet af en serieforbryder og kærligheden. Begge dele viser sig farlige.Bogen udkom oprindeligt på Gyldendals forlag og er efterfølgende oversat og udkommet i Norge.Thomas Teglgaard er læge og forfatter. Han er oversat til norsk, tysk og hollandsk. På http://thomasteglgaard.dk findes en oversigt over forfatterskabet.Politiken skrev om den oprindelige udgave, som udkom på Gyldendal:AF MAY SCHACKOskar er den typiske mondænt livstrætte og rastløse helt. Flot uddannelse, retsmediciner på rekordtid, nyligt udnævnt til statsobducent, lækkert hus på Østerbro.I sagens natur er han ikke optaget af at stille diagnoser i behandlingsøjemed, men indimellem overvejer han, om det officielle ICD-10diagnose-klassifikationssystem ikke skulle have tilføjet lidelsen »akut menneskemangel«. Hans eget problem med andre ord, som han så elegant ironiserer over med mange henvisninger til den metier, han deler med sin forfatter Thomas Teglgaard.I litterær forstand kunne diagnosen hedde spleen, for det er denne tilstand af rastløshed og diffus livslede på luksusklasse, Oskar deler med så mange andre litterære skikkelser i litteraturhistorien. Den får ham til at følge kriminalassistenten Verner Olsen langt ud over, hvad hans arbejde som obducent kræver.De efterforsker først et mord på en mand sidst i halvtredserne. Oskar bliver betaget af den myrdedes datter Iben, der giver et indtryk af både styrke og såret dyr, samtidig med at hun ikke kan skjule, at hun er ganske tilfreds med, at faderen er skaffet af vejen.Oskars »akutte menneskemangel« bliver lindret, da Iben forslået ankommer til hans hus, og derefter ruller krimihistorien med yderligere fem lignende mord , tilsyneladende uden motiv, på andre ældre mænd tilhørende et socialt lag i den nedre ende. Oskar indblandes mere, end han havde tænkt sig, på grund af Iben, som han ikke bare vil hjælpe, men også elske. Det har hun imidlertid problemer med, og det er en del af gåden.Thomas Teglgaard har med sin tredje bog skrevet en krimi, der er slentrende, slagfærdig og med en diskret humoristisk-ironisk stemmeføring. Han skriver en glat, flydende og veltilrettelagt prosa, der ikke plejer at få danske anmeldere til at klappe i hænderne. Det er nærmest en tradition, at vi vil have kanter og knaster og skæve vinkler. Men man bør kreditere Teglgaard for hans evne til at skabe en tone. Lethed i stemmeføringen har nu aldrig været en fejl i en fortælling.Han har yderligere visse ambitioner med sin krimi, hvad angår samfundsetiske spørgsmål. Oskars lede ved sit job som obducent er, at han har set for meget, som han selv udtrykker det. Det gratis frisind, der ligger ligefor for medlemmer af en privilegeret klasse, er ikke ham. Han er i bund og grund borgerlig, traditionel og går ind for gamle dyder og retfærdighed uden dikkedarer, dvs. uden den helt store og nuancerede sociale bevidsthed.Det er her, romanen kommer op på dupperne, og læseren udfordres. Seriemorderen og Oskar ligger ikke langt fra hinanden i holdning, og selv om Oskar – og læseren – ikke går ind for selvtægt på retfærdighedens vegne, forstår man så glimrende morderens motiver til at rydde op i den ondskab, han har mødt og ikke kan holde ud.Bag sin rappe, letløbende overflade kommer romanen ind på spørgsmål som selvtægt, strafudmåling og bedømmelsen af årelang seksuel udnyttelse af børn og unge, der kompliceres af en juridisk og psykologisk sump i opregningen af tvangens flertydige mekanismer.Når det drejer sig om genrelitteratur af denne type, skal man måske ikke efterspørge egentlig troværdighed. Men den rosenrøde udvikling af forholdet mellem den myrdede mands datter og retslægen er lovlig meget, og morderens handlinger tror man, uanset hans motiver, ikke på. Der er absolut også grænser for dybden i ræsonnementerne, men Teglgaards håndelag er ikke ueffent, og man er spændt på, i hvilken retning det videre vil udvikle sig.Jyllandsposten skrev om den oprindelige udgave: Af LARS OLE SAUERBERGMed sans for det muntert-groteske skriver Thomas Teglgaard om stats-obducenten og seriemordene.Thomas Teglgaard:AL DEN ONDSKAB252 sider, 225 kr.GyldendalUDKOMMER I DAGOskar R. Larsen, midaldrende statsobducent, er træt af eksistensen i almindelighed og sit job i særdeleshed. Hvad der ser glamourøst ud på film og i TV-serier, når retsmedicineren udfolder sig med professionalisme og livsvisdom, er i virkelighedens verden kedsommelig rutine.På hjemmefronten er det ikke meget bedre. Ej heller her er der meget til at opkvikke den livstrætte og ugifte obducent.På bølgelængdeOskar keder sig og har kun tvære og ironiske kommentarer til politimanden Verner Olsen, når denne på alle døgnets tider med slet skjult entusiasme kalder ham ud til diverse findesteder med lig, som statsobducenten skal tage sig af.Men da voldelige dødsfald rundt i hovedstadsområdet begynder at danne et mønster af mænd i 50′erne fra samme socialgruppe, bliver Oskar modstræbende interesseret.Ikke mindst fordi Iben, datteren til det første offer for hvad Olsen med åbenlys fryd begynder at kalde seriemorderen, synes at være på bølgelængde med den trætte obducent fra det øjeblik, de første gang mødes.Da Oskar selv bliver genstand for grov vold, efter at han på Ibens anmodning har skjult hende i sit hus, aner han, at der er en forbindelse mellem Iben og seriemordene, og at forbindelsen skal søges i Ibens fortid og hendes ulyst til sex.Forfatteren, der selv er læge, har adskillige finter til sit eget fagområde.Mere overordnet gælder det alvorlige samfunds-etiske spørgsmål om seksualforbrydelsers retlige status, om balancen mellem forbrydelse og straf og om individets rettigheder og pligter.Teglgaards obducent-krimi er en veloplagt og velskrevet historie, der behandler sine dystre emner med en næsten Leif Panduro’sk sans for det muntert-groteske.En dansk krimi af de bedre.

  • - Når psykopati og narcissisme kommer helt tæt på
    af Thomas Teglgaard
    16,95 kr.

    Fra bogens forordDenne bog gør hverken krav på at være en videnskabelig fremstilling eller en banebrydende åbenbaring. Den er muligvis heller ikke særlig underholdende. Hvad den imidlertid insisterer på at være - hvad jeg insisterer på, at den er - er at være et forsøg på at tænke ord som psykopat, dyssocial, afviger og lignende belastende betegnelser ind i vores egen kontekst, vores eget liv, vores eget hjerte, der hvor egoisme, hensynsløshed, ja, slet og ret ondskab ustandseligt trænger sig på, hvad enten vi vil være ved det eller ej.
 Påstanden er, at når alt det, der almindeligvis siges, alt det der med, at der findes mennesker, som af natur helt åbenbart er mere egoistiske og hensynsløse end andre, og som vi kan give den ene eller den anden diagnose - når det er sagt, så er alt ikke sagt. Diagnoser er ikke faldet ned fra himlen, det er menneskers forsøg på at organisere en forståelse. I det daglige kliniske arbejde er muligheden for med en diagnose at sammenfatte beskrivelsen af nogle symptomer et gode. Den store fare er dog, at både fag- og lægfolk ikke standser op og reflekterer, for de mener at vide - måske endda uden nogensinde at have tænkt nærmere over det - hvordan tingene hænger sammen. Videnskaben har jo bevist osv.Dette er hovedpointen i bogen: Hvis ikke du igen og igen går ind i de smertefulde opgør med dig selv, går ind under andre menneskers anklage, bøjer dig for den, ligesom du tager samvittighedens stemme til efterretning og gør, som den befaler dig at gøre, så ender du nøjagtig samme sted som psykopaten.Det kan godt være, at du aldrig får diagnosen, men hvad er diagnoser andet end ordstillladser? Hensynsløs egoisme vokser fint frem uden brug af den slags stilladser, trives ligefrem i al ubemærkethed. Det ligger netop i sagens natur, at man ikke selv opdager, hvad der er på færde. Og når andre mennesker forsøger at gøre en opmærksom på dette eller hint, opleves det helt oplagt som værende dem, der har et seriøst problem. Bemærk: Jeg siger ikke, at du altid skal bøje dig, men faktisk mener jeg, at vi i udgangspunktet står stærkest, når vi gør det i udgangspunktet. Og tro mig: Det er de færreste mennesker, et sådant udgangspunkt ville forvandle til dørmåtter. Det at kræve vores ret, at hævde os selv, at handle til fordel for os selv - det falder os helt naturligt. Det er at kræve de andres ret, at hævde de andre, at handle til fordel for vores medmennesker, vi har vanskeligt ved.Til sidst en skræmmende observation fra min tid som læge inden for især psykiatrien: De mest hensynsløse egoister har ofte selv den opfattelse, at det forholder sig lige omvendt. Det er lige før, jeg vover den påstand, at jo værre det er, jo mere mener de selv, at det er alle mulige andre end dem selv, de tager hensyn til. Det er mildt sagt skræmmende!Vi skal se nærmere på en bestemt kategori af mennesker, nemlig dem, som ved deres hensynsløse adfærd, ved deres egoisme og løgne, ved deres lunefuldhed, hidsighed og uansvarlighed synes at trampe sig vej gennem tilværelsen efterladende sig meget menneskeligt vraggods.Traditionelt kender vi dem som psykopater, sociopater, personlighedsforstyrrede, karakterafvigere, magtmennesker osv., men jeg tillader mig flere steder at sammenfatte dem under betegnelsen hensynsløse egoister. Jeg vil først kortfattet gennemgå den traditionelle psykiatriske fremstilling, dog vil jeg anvende betegnelsen psykopat uagtet at den – med rette – er noget belastet og derfor ikke anvendes officielt mere. Jeg vil forsøge at beskrive mulighederne for at navigere i det minefelt, som disse mennesker etablerer i deres umiddelbare nærhed. Man kunne så have sluttet dér, men i så fald ville det her være ganske uinteressant og ligne de bjerge af bøger og internetsider, der behandler emnet.I sidste del af bogen er der nemlig anlagt en anden og efter min bedste overbevisning mere nuanceret og pågående synsvinkel: At når “alt det andet” er sagt, så er der tale om noget værdifuldt, som smuldrer. Og det kan smuldre for os alle sammen.HENSYNSLØS EGOISME er ikke nogen lærebog - hverken i psykiatri eller psykologi. Den kan dog bruges som en slags introduktion til disse fag, især hvis man skal beskæftige sig med personlighedsforstyrrelser.OM FORFATTERENThomas Teglgaard (f. 1970) er læge og forfatter. Som læge har han hovedsageligt arbejdet i psykiatrien, ikke mindst retspsykiatrien; i skrivende stund fungerer han som afdelingslæge i Københavns Kommunes tilbud til stofmisbrugere.Forfatterskabet spænder vidt: Romaner for børn, unge og voksne; essays, andagtsbøger, kronikker og videnskabelige artikler. Størst succes har han haft med romanen Uddrift, som på dansk er solgt i flere oplag og desuden er oversat til norsk, tysk og hollandsk.

  • af Thomas Teglgaard
    16,95 kr.

    Det går ikke så godt for Birger. Ikke nok med, at han bliver drillet med sit udseende og sine dårlige evner (og indrømmet: Han er hverken kvik, stærk eller køn), en dag i omklædningsrummet i skolen står der en engel foran ham og siger, at han er udvalgt til en ganske særlig opgave. En pige er blevet kidnappet, og det er Birger, der skal befri hende.Vi har alle længe hungret efter en kristen superhelt ... og det gør vi sådan set stadig. For er der noget, Birger ikke er, så er det en superhelt. Alligevel holder han stædigt fast i sin søgen efter den kidnappede pige – især da Miriam med fregnerne også på mystisk vis forsvinder.Bøjlebirger og den forsvundne prinsesse er en rablende aktionhistorie om en dreng, som ingenregner med, og som sådan set heller ikke regner med sig selv. Men da det ser allersortest ud, sker der ting og sager, Birger aldrig i sin vildeste fantasi kunne have drømt om.OM FORFATTEREN: Thomas Teglgaard er læge og romanforfatter og troede, da den første bog om Bøjlebirger udkom, at nu havde han endelig hittet. Desværre var der, som han siger, ikke ret mange andre end ham, der havde opdaget, at bogen overhovedet var udkommet. Imidlertid har flere og flere læsere fundet frem til den kiksede dreng med bøjle på tænderne (plus alt det andet), som på forunderlig vis slipper af sted med at redde verden (eller i hvert fald noget af den), uden at nogen opdager, at det er ham.Over 1300 solgte eksemplarer af den oprindelige bog er efter danske forhold faktisk ret godt - og grunden til dette er den simple, at dette er en sjov og spændende ... og, for at det ikke skal være løgn, lødig børnebog for børn og voksne!ANMELDELSER(Materialevurderinger produceres af Dansk BiblioteksCenter)Teglgaard, Thomas,Bøjlebirger og den forsvundne prinsesse (2007) - BOGAnvendelse/målgruppe/niveau: Kan selvlæses fra 10 år. Det er en børnekrimi med et kristent islæt, idet der tales om Gud, engle, mirakler og bøn i bogen. Den henvender sig mest til drenge, som med spænding vil følge Birgers kamp for at redde først én, siden to piger. Bogens forside yder ikke historien retfærdighed med en lidt primitiv tegning af en nøgen Birger.BeskrivelseBirger på 13 er en rigtig kikset fyr: Splejset, ikke særlig klog eller køn. En dag viser en engel sig for ham og fortæller, han er udvalgt til at redde en kidnappet pige. Hun er kommet i kløerne på forbryderen "Psyko-Søren", og undervejs bliver også naboens pige, Miriam, som Birger er lun på, bortført. Historien er godt fortalt og ganske spændende, personerne fremstår i det store hele ret nuanceret. Det er forfatterens børnebogsdebut. Han har gennem de seneste 12 år udgivet en række bøger for voksne.SammenligningBjarne Reuters En som Hodder handler også om en dreng, som bliver betroet en opgave af et overnaturligt væsen - en fe. Han skal redde hele verden. Bøjlebirger og den forsvundne prinsesse adskiller sig fra de fleste andre børnekrimier/detektivhistorier ved at indeholde barske elementer så som afskårne fingre, et øje som bliver gennemboret af et træstykke og blodige slagsmål.Samlet konklusion: En underholdende og velfortalt børnekrimi med et til tider barsk indhold.Lektør: Ole Laursen***(IMT 2007 nr 44)Lige til at guffe i sigBoganmeldelse Thomas Teglgaard Bøjlebirger og den forsvundne prinsesse Lohse 136 sider – 149,95 kr. Der er meget her i livet, som er uhyggeligt.For eksempel er der uhyggeligt meget, som er uhyggeligt svært at forklare de voksne – især skolepsykologer og andre såkaldt almindelige voksne …Det er ikke let at gå i 7. klasse, at være kikset, ikke særligt pæn eller klog. Det er ikke let at være anderledes. Men det er der jo ikke noget nyt i, for sådan er det bare at være teenager. Og sådan én er bogens hovedperson. Birger hedder han.At bære rundt på sådan et navn og tandbøjler, have arme og ben, der ikke kan styres, ikke være god til noget særligt – faktisk ingenting, tjaa ... det kan vel være at henregne til almindeligheder.Men så bliver det uhyggeligt anderledes: Birger møder en engel, der fortæller ham, at han er udvalgt til noget specielt: Birger skal befri en bortført pige – ups …Ikke helt let at forklare og slet ikke let at gøre i virkeligheden. Men det hjælper at en dejlig pige dukker op midt i historien.Hvad der er det største drama – det med den dejlige pige – eller det med bortførelsen – det er ikke let at sige. Der er aktion og skæve vinkler – og en hel del til smilet. Det sidste er en underdrivelse. Jeg mere end smilede flere gange.Det er bare en uhyggelig sjov og til tider også rigtig uhyggelig historie.Den er lige til at guffe i sig – både for juniorer/teenagere og de voksne, der leder efter noget at læse højt for de store børn!Janne Lillelund, Vejle ***(Ugeavisen Udfordringen)Den kiksede Bøjlebirger går i aktionThomas Teglgaard forsøger sig med held med børnekrimi, den første bog om Birger, som alt går galt for - og som har bøjler på tænderne.Af Bjarne Nederby JessenBøjlebirger er bare så kikset. Han bliver drillet i skolen på grund af sit udseende og sine dårlige evner, både i klassen og på idrætsbanen. Alt går galt for Birger, der har bøjler på tænderne. Bøjlebirger har fået sin egen hjemmeside, www.boejlebirger.dk. Her kan man bl.a. læse, at bind 2 - Bøjlebirger og terroristerne - udkommer medio marts 2008.Men en dag møder han en engel og får at vide, at han er udvalgt. Udvalgt til at svare på en fars bøn. Faderen har - måske uden selv at tro på, det ville hjælpe - bedt Gud om hjælp, da hans datter er blevet kidnappet.Sådan er oplægget i Thomas Teglgaards nye roman, hans første roman for børn, og vi aner, at vi her skal møde en kristen superhelt, men der tager vi fejl. Bøjlebirger er ikke nogen superhelt, men han er trofast og går ind i den opgave, han er blevet udvalgt til: at finde den forsvundne „prinsesse“.Elementær spændingI starten er romanen rablende skør, og man aner en spændende børnekrimi, der er helt Bjarne Reutersk, og man hensættes til tanker om Bertram i Bjarne Reuters første børneromaner. Man glæder sig til fortsættelsen. Men det rablende forsvinder efterhånden op i tågerne, og bogen bliver efterhånden en ret almindelig børnekrimi, dog med utraditionelle indfald her og der. Men gassen går lidt af ballonen, og bogen bliver ikke rigtigt det, den lagde op til i starten. Den har dog elementær spænding, voksenkritik, en anelse samfundskritik og forbryderjagt, lidt kæresteri og kristne holdninger.Kan skrive fremragende børnebøgerPå trods af mine forbehold tror jeg dog, at mange børn i 3.-5. klasse vil sætte pris på at læse den og endnu mere pris på at få den læst højt, og Thomas Teglgaard har fået vist, at han har det i sig og vil være i stand til at skrive fremragende kristne børnebøger med Reutersk tilsnit. Så forhåbentlig bliver Bøjlebirger og den forsvundne prinsesse ikke den sidste børneroman fra hans hånd.Thomas Teglgaard:Bøjlebirger og den forsvundne prinsesse136 sider • 149,95 kr.LohseOg samme anmelder om efterfølgeren:Bøjlebirger på spil igenSpændende og morsom børnekrimi af Thomas Teglgaard.Af Bjarne Nederby Jessen„Sådan gik det til, at en uskyldig mand brutalt blev skudt ned og dræbt, og tre uskyldige mænd blev anholdt. Alt sammen fordi de befandt sig på Hovedbanegården netop denne dag, og, ikke at forglemme, fordi de tilfædigvis havde deres rødder i Mellemøsten og derfor havde lidt mere farve i kinderne og lidt mere skæg i ansigterne“. Sådan står der i Thomas Teglgaards nye børnekrimi Bøjlebirger - og terroristerne, der er en fortsættelse af Bøjlebirger og den forsvundne prinsesse. Bøjlebirger er kikset og bliver moppet i skolen. Han tror på Jesus, og han har mødt en engel, der hjælper ham. Han er udvalgt og får forskellige opgaver. I den nye bog får han til opgave at fange terrorister, der vil springe mennesker i luften i Allahs navn. Bøjlebirger og Thomas Teglggaard bringer os direkte ind i en nervøs tid med terror og terrortrusler. Bogen er højaktuel.En lille gruppe terrorister har besluttet at sætte en frygtelig plan i værk, som kan koste mange menneskers liv. Derfor bliver englen sendt til Birger. Han skal forhindre katastrofen - og gør det. Det er troen på Gud og Jesus, der hjælper ham, og Bøjlebirger bliver til Superbirger.Bogen er samfundskritisk, ikke mindst i vores forhold til nydanskere, den er fyldt med spænding, og vi ser gang på gang psykiateren i forfatteren dukke op i forhold til normalitet hos børn. Fremragende børnebogThomas Teglgaard er ved at etablere sig som en spændende børnebogsforfatter.Thomas Teglgaard fortsætter her i Bjarne Reutersk Bertram-stil. I den første bog holdt han ikke stilen hele vejen igennem, men denne bog er langt mere helstøbt end den første og holder tonen og stemningen hele vejen igennem. Det er en fremragende børnebog, som en del voksne også vil kunne glæde sig over. Med den nye børnebog om Bøjlebirger er Thomas Teglgaard ved at etablere sig som en spændende børnebogsforfatter, og jeg glæder mig allerede til næste bind i serien om Bøjlebirger.Thomas Teglgaard: Bøjlebirger - og terroristerne134 sider • 149,95 kr.Forlagsgruppen Lohse

  • af Thomas Teglgaard
    12,95 kr.

    KONFIRMANDBOGEN var tænkt som en nem, billig og især relevant konfirmationsgave. 50 kr koster papirudgaven, og bogen handler - kort sagt - om, hvad det egentlig er, man som konfirmand har sagt ja til. Bogen udkom i 2011 på Forlagsgruppen Lohse og solgte i første omgang godt tusind eksemplarer. Den er netop blevet trykt i endnu et oplag.Endog rigtig gode anmeldelser blev det til, men mens konfirmanderne ingen problemer havde med omslaget, havde enkelte af de (voksne/ældre) anmeldere det.Derfor det sorte omslag!Forfatterens påstand er nemlig, at konfirmanderne interesserer sig for indhold snarere end form.Denne e-bog er primært tænkt som en mulighed for i kort form at minde læsere i alle aldre om, hvad det egentlig var, der skete, dengang de blev døbt. For det er nemlig, hvad konfirmation handler om: At bekræfte dåben og dens evige betydning.På hjemmesidenwww.konfirmandbogen.dkkan du læse mere om bogen og forfatteren.Her er, hvad man på www.lohse.dk kan læse om KONFIRMANDBOGEN:»Det er en passende bog til den konfirmand, som gerne vil undersøge kristendommen og, hvem Gud virkelig er.«Udfordringen»Alt i alt en rigtig sjov og lærerig bog, som jeg er ret sikker på de fleste konfirmander – men også andre – vil blive glade for.«Konfirmand Lasse Andersenkirkenikoebenhavn.dkHvad vil det sige at blive døbt? Og hvad har dåb og konfirmation med hinanden at gøre? Og hvorfor påstår forfatteren, at hverken fest eller gaver eller blå mandag er det bedste ved konfirmationen?Læs svarene på disse og mange andre spørgsmål (f.eks. hvad det var for ulovligheder, Brian gjorde sig skyldig i, og om det virkelig vil lykkes læseren at få byttet forfatteren ud) i Konfirmandbogen.Bogen der indeholder alt det, en konfirmand bør vide ... og lidt til.

  • - Ingen Betingelser — Ingen Begrænsninger
    af Thomas Teglgaard
    59,95 kr.

    IB er en fræk og kvik andagsbog.Andagtsbogen er bygget op kronologisk efter biblen og præget af Teglgaards skævheder og pudsige indfald. Bogen giver på få minutter et dybt indblik i troens liv og rummer meget godt til et øjeblik i løbet af dagen.Tekststykkerne er ikke særlig lange og egner sig godt til at blive læst i bidder, måske et stykke hver dag.Temaerne i bogen variere meget, men spørgsmålene:Hvem er du?Hvem er Gud?Hvad sker der, når du dør?Hvad er meningen med livet?Står som helt centrale gennem hele bogen.

  • af Thomas Teglgaard
    116,95 - 231,95 kr.

    Ny bibelhistorisk roman af Thomas Teglgaard.I slægtsromanen Tårnet i Sinear følger vi Noa og hans familie – fra arken på Ararat til Babelstårnet i Sinear. Ikke bare de otte mennesker har overlevet syndfloden; det viser sig snart, at også ondskaben har klaret skærene. Intriger, magtkampe og forskellige religiøse opfattelser af Gud og hinanden skaber konflikter.Længe ser det ud til, at ondskaben kan tæmmes. Man kan dog tale sig til rette. Men da de pludselig en morgen ikke længere forstår hinanden, er det slut med at være samlet som én stor familie i én stor by. »Thomas Teglgaards roman »Tårnet i Sinear« er uden tvivl noget af det vigtigste, der er skrevet på dansk om Babelstårnet. Det hænger også sammen med, at han respekterer den bibelske beretning om det som autentisk historieskrivning.«Poul HoffmannUddrag af bogen:ArkenEfter 375 dage i arken fik Noa endelig den besked, han havde længtes sådan efter. Skulle de blive i det forbistrede skib meget længere, ville de blive aldeles vanvittige alle sammen. Det var egentlig ikke livet som dyrepasser, der var problemet. Faktisk måtte han indrømme, at han virkelig nød at gå helt tæt på slangerne, tale til leoparderne og slå armene omkring de store løvers hals. Han huskede kun alt for godt, hvor farlige disse dyr engang havde været. Selv Kam syntes igen at bemærke, at Gud virkelig havde gjort et stort mirakel.Besynderligt. Ikke bare det med dyrene. Også det med Kam. At noget menneske kunne have så dårlig hukommelse. Underligt nok syntes han så begavet, når det gjaldt alt muligt andet. Kam, Noas anden søn, den første af tvillingerne. Kam, den søn som uden at vide det holdt sin far vågen om natten … eller rettere: det, som formentlig var nat. Det var nemlig ikke meget lys, der trængte ind i arken, der var i det hele taget ikke særlig meget lys, heller ikke udenfor. Alting var mørkt eller i bedste fald dunkelt. Udenfor rasede stormene, hvor de dog rasede; indenfor var de nok i ly for vandenes brusen, men ikke for den selv samme ondskab, som Gud havde søgt at udslette gennem oversvømmelsen.Vidste Kam mon, hvilke kvaler Noa led for hans skyld? Kam, hans mors yndling, den smukke, gyldne skønhed, som kvinderne flokkedes om, dengang det stadig gav mening at tale om, at der fandtes så mange kvinder, at de kunne flokkes. Kam, den mand, som alle kunne lide, og som alle havde gode grunde til at kunne lide. Han var venlig, hjælpsom, forstående. Altid morsom. Åh, hvor han dog kunne være morsom, den Kam. Hvor ofte havde de ikke siddet her i det dunkle – i kommandocentralen, som var hans helt konsekvente betegnelse for det lille rum, de spiste og sov og elskede i – og tænkt dystre tanker, talt om alle de mennesker, de savnede, og så sagde knægten et eller andet forløsende, som fik smil og latter tilbage hos dem? Kommandocentralen havde han kaldt det, morsomt var det, men det var vel kun Noa, som rigtig havde bemærket det ironiske og tragiske i ordet. Pointen var, at de ikke kommanderede noget som helst. De styrede ikke skibet selv. De drev omkring på må og få, med drivankrene hængende efter sig.Hvor meget Noa end anstrengte sig, kunne han ikke få Kam til at fatte, at de havde den allerbedste kaptajn med på skibet, nemlig Gud Den Almægtige selv, som kendte alle vind- og vejrforhold, og som, hvis det skulle være, ligefrem kunne løfte skibet op i luften, hvis en bjergtop under dem skulle komme i vejen.Timingen havde været rigtig dårlig. Noa havde haft endnu en af sine alvorlige samtaler med sin søn, og han havde netop sagt det med, at Gud aldrig ville tillade dem at lide skibbrud, da der lød et enormt brag, og de begge blev slynget gennem luften og ind i væggen. Kam havde ikke kommenteret det, blot set overbærende på sin far.Det var nu mange dage siden. Det havde været meningsløst at forklare, at det kæmpebump blot betød, at deres trængsler snart var slut. Vandet var sunket og sank stadig. De var stødt på grund – endelig! Det, de havde oplevet de sidste dage, var en mægtig storm, som havde blæst hen over jorden for at tørre den. Snart ville Gud give dem tilladelse til at gå ud af arken.Noa havde ofte forsøgt at ransage sig selv: Elskede han Kam mindre end sine øvrige sønner? Han kunne ikke frigøre sig fra den tanke. Det ville have været en stor synd at gøre urimelig forskel på de tre. Kam selv havde aldrig vovet at påstå noget sådant, det behøvede han heller ikke, et smerteligt blik var nok. Men var det sandt?Engang havde han talt med sin hustru Emzara om det. Det var før vandfloden på en af disse lune aftener, hvor man sidder og nyder maden og vinen. Eller nød. Hvem vidste, hvilken verden der ventede dem? Ville det blive muligt igen at dyrke druer, at presse vin? Gud havde mere end antydet, at der ventede dem en forandret verden. Vandfloden var begyndelsen til fuldstændig forandrede klimaforhold. Når det igen kom på mode at studere vejrforholdene, ville man sige, at vandfloden og selv den store storm var naturens måde at bringe balance på, og som tiden gik, ville man glemme den egentlige årsag til, nå ja, alting velsagtens. Den aften for kun få år siden, hvor de havde siddet på terrassen i deres lille hus lidt uden for byen med et køligt glas vin i hånden, havde Noa endelig fået sat ord på det, han så længe havde spekuleret over.“Er jeg urimelig?”276 års ægteskab gjorde det muligt for ham at nøjes med en så kort sætning og så forvente, at Emzara vidste, hvad han mente. Hun på sin side sprang også nogle led over og svarede:“Hvis du endelig vil vide det, så tror jeg næsten, at du elsker Kam mere end de andre. Al den energi du bruger.”Det var sandt, det vidste han, så snart hun havde sagt det. Men heraf fulgte så endnu et spørgsmål, som han netop skulle til at formulere, da hun besvarede det for ham:“Og nej, du forsømmer ikke de andre.”Så lo de. Det gjorde de ofte, når de havde disse nærmest telepatiske samtaler, som for dem var så naturlige. Hvor mennesker dog snød sig selv for mange velsignelser. De giftede sig og blev skilt, og de giftede sig igen og igen – og kun de færreste nåede at opleve det fantastiske at vokse rigtig sammen med et andet menneske.Men al den ulydighed imod Gud var slut nu. Vandmasserne havde for længst druknet og mast og opløst de mange mennesker. Noa burde vel have ondt af dem. Det besynderlige var imidlertid, at det kun var i glimt, at medlidenheden vandt over lettelsen. Verden var virkelig blevet et ondt sted at være. Alene i Noas levetid havde forråelsen været til at tage at føle på. Kæmperne havde raset; fra bjergene havde de domineret store landområder med en besynderlig brutalitet. Kongerne havde ladet alle lige fra frie, tapre mænd til de mest underdanige slaver mærke deres magt. Men værst var nok præsterne, som gjorde skaden i det skjulte, de, som havde været sat til at stille det fortabte menneskes åndelige tørst, og som kun havde givet disse stakler gift, fordi det var det, de allerhelst bad om. Engang havde de været Guds redskaber – Noa kunne endnu huske sin far og ikke mindst sin farfar fortælle om gamle dage – men de havde mere og mere fået rollen som Fristerens forlængede arm. Han, som engang måtte krybe i en slanges skind for at friste Eva, tog nu åbenlyst bolig i mennesker, uden at nogen forsøgte at standse det. Man kaldte det i bedste fald vanvid, i værste fald bekræftede man, at gudssønnerne ikke kun var gammel overtro, men en manifestation fra den åndelige verden. En sådan besættelse var i visse, oplyste kredse ligefrem eftertragtet. Fra præsterne var budskabet, at det var Guds måde at vise sin velvilje på: Ved at mennesket, som var skabt i Guds billede, på denne måde kunne få del i guddommelighed.Dette var altså sandheden om Adams forkvaklede slægt: Man åd og drak, man giftede sig og lod sig skille og giftede sig igen, eller man gjorde sig ikke engang den ulejlighed at lade sig skille, men muntrede sig med flere kvinder ad gangen. Man holdt fester fra den hverdag, som for de fleste mennesker hovedsageligt bestod af hårdt arbejde, men for en lille elite betød en endeløs række af delikate oplevelser. Man påkaldte sjældent nogen gud, og når man endelig gjorde, fordi man var ked af det, eller fordi man var overstrømmende lykkelig, eller fordi man mærkede tomheden gnave, så skete det ved at henvende sig i et af de mange templer, betale præsten for et offer og en bøn, hvorefter man gik hjem igen med den viden, at der nu var taget hånd om det alt sammen.Det blev ofte meddelt, at der skete dette eller hint i templerne, noget stort, noget spektakulært, men på en eller anden måde var det lykkedes at gøre folk døve for budskabet. Selv ikke de mest dristige begivenheder kunne trække mennesker til, eller det ville sige, at Kams kone, der havde søgt tilflugt der nogle år tidligere, havde været undtagelsen, som bekræftede reglen. I flere århundreder var det kun et fåtal, der interesserede sig for det åndelige; enhver havde rigeligt at se til i hverdagen. Imidlertid havde de allerfleste stor respekt for det, når nogen gjorde sig anstrengelser for at komme i kontakt med gudssønnerne. De fleste havde enten selv forsøgt sig eller kendte nogle, som havde hengivet sig til gudssønnernes kærlighed – om ikke andet så anede vel alle, hvad der foregik af brunstigt samkvem mellem dæmonerne og de kvinder, som fædre i deres uvidenhed eller – værre – religiøse iver gav deres døtre hen til.De havde fået 120 år. Noa mindedes med bitterhed, hvordan han kort efter Guds befaling om at bygge arken havde indkaldt til stormøde i dalen. Fra den store talerstol havde han sagt det, som det var: At den menneskeslægt, som for under to tusinde år siden var blevet drevet ud af Edens have, nu var i færd med at føje hidtil usete dimensioner af synd til den enorme mængde, som allerede hobede sig op. Han var selv en del af alt dette, de måtte tilgive ham, det var da også derfor, at han ustandseligt bad Gud om nåde og oplevede det forunderlige, at Gud erklærede ham retfærdig.Han var nær blevet lynchet. Kun kæmpernes indgriben havde forhindret det. Hvorfor de havde gjort det, undrede ham stadig – han tolkede det som et Guds under. Jafet, derimod, mente, det skyldtes, at de anså Noa for en så stor uromager, at det tjente deres interesser bedst, hvis han levede og fortsat kunne sørge for splittelse i Den Gamle By.Efter den episode var det, som om de sidste hæmninger blev smidt. Der bredte sig en bizar løssluppenhed i byen, og volden og besættelserne fik luften til at vibrere af skrig og stønnen, mens dommedagsprofeternes løsningsforslag antog stadig nye dimensioner af listig ondskab forklædt som fromme ofre og bønner.Så en dag var arken færdig. Det var på den tid, at sælsomme beretninger nåede deres ører, beretninger om dyr, som gik to og to, nærmest i lange kolonner. Jægerne forsøgte naturligvis at skyde dem, men pilene nåede aldrig deres mål. Der blev kaldt til nye møder i dalen, og Noa forsøgte at komme til orde, men ingen tillod ham det. Man måtte gøre noget for at stoppe dette vanvid. Løver gik jo lige bag antiloper uden at angribe. Slanger og mus og får og andre uforenelige størrelser gik i samlet trop imod dem. Nærmest som en hær, der marcherede. Det var et varsel, mente præsterne, et varsel om, at noget ondt var ved at ske; man var nødt til at formilde gudssønnerne.Det måtte have været en vanskelig manøvre for Den Onde: Først at lade, som om han ikke eksisterede, prisgive menneskeslægten til sine altfortærende lyster og egoisme, for så, da Gud endelig syntes at gribe ind, at fare frem på den mest nedrige måde. Den ene dag hed det sig, at de åndelige kræfter kun var menneskers forestillinger – den næste dag stod det alle klart, at der var stærke kræfter på spil, så stærke, at noget måtte gøres, hvis ikke ondskaben skulle fortære ikke bare Den Gamle By, men hele dalen. Ja, hvem vidste, om ikke hele menneskehedens eksistens stod på spil? Det var ikke nemt for Noa at tænke tilbage på alt dette. Ene mand havde han vovet at fastholde sandheden, han havde hvisket, råbt og grædt, han havde skrevet sit åndelige manifest, i hvilket han postulerede, at hele menneskeslægten havde hengivet sig til ugudelighed og afgudsdyrkelse, hvilket i virkeligheden var det samme, og folk havde slået sig på lårene af latter. I bedste fald. Der havde også været alle chikanerierne, ikke bare af ham selv, men af hele familien. Kun Kam var gået helt fri af alt dette, rigdom og berømmelse havde gjort ham næsten urørlig.Hvad der var foregået i templet, havde de færreste anet. Noa heller ikke. Han var blevet afskediget for et halvt årtusinde siden, længe før han var blevet indviet i noget som helst. Planerne om selv at blive præst og revolutionere tingene indefra lod sig ikke gøre. Trods en nærmest eksplosionsagtig begyndelse med alle præsternes benovelse over en opgavebesvarelse på første semester om Guds skabelse ikke bare af den synlige verden, men også af hele åndeverdenen, var han snart blevet ekskluderet af det gode selskab. Det var sket allerede på andet semester, hvor han havde skrevet om Guds hellighed, og hvor han til forsvaret havde argumenteret for, at alle mennesker skulle kræves til regnskab for deres liv. Ja, havde hans opponent sagt, når vi gjorde godt, mødte vi godt, og når vi gjorde ondt, mødte vi ondt – det vidste enhver! Nej, havde Noa sagt, alle gjorde ondt, han tvivlede faktisk på, at nogen, selv ikke de hellige præster, foretog sig andet, og for det alt sammen skulle Gud kræve hver enkelt til regnskab. Gud havde sagt til Adam og Eva, at hvis de spiste af det forbudte træ, så skulle de dø. Og her i landet, mente Noa, åd man ikke andet end den fordømte frugt.Her havde Den Højeste lænet sig frem og spurgt, hvor konkret denne påstand skulle opfattes. Og Noa havde vidst det i samme øjeblik; alligevel havde han ikke tøvet med at sige sandheden. Hvor kunne han andet end sige sandheden? Og drevet helt derud, hvor han vidste, at alle karrieredrømme allerede var forlist, fik han sagt det, som han så brændende havde ønsket at sige siden optagelsen på det teologiske fakultet: “Fuldstændig helt og aldeles konkret. Du og jeg, alle her, alle i byen, i dalen, ja, i hele verden skal stå til regnskab over for Skaberen, og det er mildt sagt ikke noget, vi skal glæde os til. Alt, hvad vi gør, er ondt, og vi må alene håbe på, at løftet til Adam står ved magt – og det gør det! – en dag knuser han slangens hoved. Det er desværre lykkedes den gamle slange at bilde os noget andet ind, og jeg kender intet sted, hvor han synes at lykkes bedre med sit forehavende end her i templet, hvor alting emmer af fromhed og inderlig religiøs hengivelse …”Han havde vist sagt meget mere; da de første ord var sagt, trak de på en eller anden måde de efterfølgende med op fra hjertet. Til sidst havde de fået ham standset. Han dumpede naturligvis, begrundelsen var hans useriøse tilgang til teologien, en tilgang som var både sværmerisk, usaglig og selvretfærdig. Han fik aldrig mulighed for at gå semesteret om. Senere den eftermiddag, hjemme på gården, meddelte han kortfattet sin far, at han havde svigtet sit kald, og at han meget gerne ville have lov til at arbejde ude på vinmarkerne, sådan som hans far oprindeligt havde foreslået ham. “Det var på tide,” sagde Lemek. “Jeg ved heller ikke, hvad du havde forestillet dig. Du er vindyrker ligesom din far. Al den teologi gør folk skøre i hovedet.”Nej, han vidste ikke, hvad der skete i templet. Han havde ikke set andet end det, der var tilgængeligt for alle. Men han havde hørt rygterne, de rygter, som han var overbevist om, at alle var bekendt med, men som ingen syntes at have nogen interesse i at afsløre, eftersom alle lå under for de såkaldte gudssønners luner.Så var han altså blevet vinbonde ligesom sin far. Indtil den dag Gud udtalte dommen og fristen på de 120 år. Herefter var det gået stærkt. Vel var Noa vindyrker, men nu fik han i tillæg en helt ny opgave. Det var ikke, fordi han havde holdt sin tro hemmelig, men indtil nu havde han nøjedes med at lade sine gerninger tale for sig selv og kun, når nogen spurgte, videregivet den tro, som hans far havde givet videre til ham: Troen på, at Skaberen ikke havde vendt sin skabning ryggen, men at skabningen lige siden udvisningen af Edens have havde gjort sit bedste for at vende ham ryggen. Selv alle de religiøse bestræbelser i templerne var i virkeligheden en hån imod Gud … Det var her, folk plejede at stå af. Det var her, der begyndte at falde hårde ord. Det var her, venner blev til fjender. Og det var derfor, på grund af den megen forbitrelse, at Noa i mange år ikke ivrede med at fortælle andre end sin nærmeste familie, især sine børn, om Den Almægtige Gud, som ikke havde det allerfjerneste med templernes afgudsdyrkelse at gøre. Men med Guds dom ætset ind i sin samvittighed kunne Noa ikke tie stille længere. De kaldte ham Retfærdighedens Forkynder og mente vel Selvretfærdighedens – det blev i hvert fald hans øgenavn, selv om ingen gad høre på ham.Efter hans far Lemeks død, her kort før farfar Metusalem endelig begyndte at vise de første tegn på alderdom, ændrede Noa strategi. Tilskyndet af Gud – ja, han turde knap udtale dette højt, men det var, som han sagde til sin kone, sandheden – lod han marker være marker og brugte al sin tid på at færdiggøre arken og ellers prædike for enhver, der gad høre på ham. For at kunne gøre det, måtte han rejse langt bort til steder, hvor man ikke kendte ham. I Den Gamle By var der ikke andet at gøre end at prædike for enhver, som ikke gad høre på ham. Og de lo ad ham og sagde: “Er det ikke Noa, den store landmand? Er han blevet splitterravende vanvittig?” Man fandt ud af, at han engang havde forsøgt at blive præst, men ikke havde magtet de svære eksaminer, og en ekspert i sindets lidelser stod frem og forsøgte at forsvare den gamle, tossede mand med, at det slet ikke var unormalt, at barndommens og ungdommens traumer i en sen alder fik ejendommelige senfølger, fortrænge kunne mennesket jo ikke i al evighed, vel?Vanvittig eller ej, Noa havde fuldført projektet, og arken stod færdig. Trods al mulig modgang og spot og sabotage lykkedes det. Dyrene kom. Nogle af dem syntes endda at holde vagt omkring arken. Alting var rede. De, som ville, kunne redde sig fra katastrofen. Men der var ikke nogen, der ville, nej, der var ikke nogen. Selv ikke de få gamle venner, hvor Noa havde håbet, at de trods alt ville høre på ham. Hvad kunne det skade at søge ly i arken? Da det endelig kom til stykket, blev de væk. De blev inde i byerne, hvor alting på få dage blev til fortættet ondskab. Dæmonerne havde for længst vejret den forestående katastrofe, og det var, som om menneskene også havde. Noa kunne høre dem feste flere kilometer borte.Og mens alt dette rasede, mens Noa græd sig i søvn om aftenen, mens bekymringer og tiltagende hån og undren over arken, mens sabotage og ondskabens eskalering gjorde livet uudholdeligt, mens venner blev til fjender, og ørerne lukkedes, så ingen længere kunne høre, hvad han sagde til dem, blev målet for dyrenes færd klar for de få, der anså begivenhederne hos Noa for mere interessante end byens orgier. Underholdningen var også i top: En gammel mand havde bygget et enormt træskib midt inde på land. Så kom dyrene, alle mulige og umulige arter. Snart begyndte dyrene i god ro og orden at gå ind i arken, ind i de båse og bure, som Noa og hans sønner havde indrettet til dem.Den sidste dag var folk decideret krigeriske. Skønt de altså havde været som dyr, der instinktivt vejrer, at noget er på vej, havde de dog aldrig begrebet noget som helst af, hvad der var ved at ske. De forsøgte flere gange at brænde arken af, de forsøgte endda at få fat i Noa og hans familie, de ville slå dem ihjel, men de store rovdyr stod vagt og tillod ingen at komme dem for nær. Da Noa derfor som den sidste gik ind i arken, vendte han sig ikke om for at se på de mange mennesker, som stod derude og råbte efter ham, for de skulle ikke se hans tårer. Det var heller ikke nødvendigt; døren gled lydløst i bag ham.Ventetiden i arken havde været uudholdelig. Var det blot, som adskillige havde påstået, en gammel mands galskab? Kunne det virkelig passe, at Gud ville udslette hele menneskeslægten fraset otte? Kunne Gud, som var kærlig og forstående, og som selv værdsatte sit skaberværk, virkelig finde på at udslette det alt sammen?Udenfor lød de hadefulde stemmer. Nogen råbte noget med at hente og noget med ild og noget med at slå hul. Det var ikke svært at gætte, hvad meningen var. De hørte dem også hamre løs imod skibet. Men så blev der pludselig stille. Helt stille. Indtil det begyndte at regne.Til at begynde med havde det været Kam, som viste tegn på den største lettelse. Vel omtrent et døgn efter, at de havde mærket vandet løfte arken op, havde de hørt nogen banke på døren. Eller var det banken? Der havde også været en anden lyd, muligvis lyden af et desperat skrig langt borte. Der havde længe hersket en trykket stemning i skibet, ingen af dem sagde særlig meget, men det var her, Kam havde sagt de forløsende ord:“Helt ærligt, hvis vi skal gå her og flæbe over at være i live, så tror jeg altså, at jeg foretrækker en kold dukkert udenfor!”Nu – efter mere end et år i dette skib – nu havde Gud endelig givet befalingen om at åbne op til Den Nye Verden.Noa havde kaldt dem sammen i kommandocentralen. De stod forventningsfulde og betragtede ham. Han forsøgte at smile, men det blev kun til en flygtig krusning på læberne. Så vendte han sig om imod døren og åbnede.

Gør som tusindvis af andre bogelskere

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.