Tårnet i Sinear

Ny bibelhistorisk roman af Thomas Teglgaard.
I slægtsromanen Tårnet i Sinear følger vi Noa og hans familie – fra arken på Ararat til Babelstårnet i Sinear. Ikke bare de otte mennesker har overlevet syndfloden; det viser sig snart, at også ondskaben har klaret skærene. Intriger, magtkampe og forskellige religiøse opfattelser af Gud og hinanden skaber konflikter.
Længe ser det ud til, at ondskaben kan tæmmes. Man kan dog tale sig til rette. Men da de pludselig en morgen ikke længere forstår hinanden, er det slut med at være samlet som én stor familie i én stor by.

»Thomas Teglgaards roman »Tårnet i Sinear« er uden tvivl noget af det vigtigste, der er skrevet på dansk om Babelstårnet. Det hænger også sammen med, at han respekterer den bibelske beretning om det som autentisk historieskrivning.«
Poul Hoffmann
Uddrag af bogen:
Arken
Efter 375 dage i arken fik Noa endelig den besked, han havde længtes sådan efter. Skulle de blive i det forbistrede skib meget længere, ville de blive aldeles vanvittige alle sammen. Det var egentlig ikke livet som dyrepasser, der var problemet. Faktisk måtte han indrømme, at han virkelig nød at gå helt tæt på slangerne, tale til leoparderne og slå armene omkring de store løvers hals. Han huskede kun alt for godt, hvor farlige disse dyr engang havde været. Selv Kam syntes igen at bemærke, at Gud virkelig havde gjort et stort mirakel.
Besynderligt. Ikke bare det med dyrene. Også det med Kam. At noget menneske kunne have så dårlig hukommelse. Underligt nok syntes han så begavet, når det gjaldt alt muligt andet. Kam, Noas anden søn, den første af tvillingerne. Kam, den søn som uden at vide det holdt sin far vågen om natten … eller rettere: det, som formentlig var nat. Det var nemlig ikke meget lys, der trængte ind i arken, der var i det hele taget ikke særlig meget lys, heller ikke udenfor. Alting var mørkt eller i bedste fald dunkelt. Udenfor rasede stormene, hvor de dog rasede; indenfor var de nok i ly for vandenes brusen, men ikke for den selv samme ondskab, som Gud havde søgt at udslette gennem oversvømmelsen.
Vidste Kam mon, hvilke kvaler Noa led for hans skyld? Kam, hans mors yndling, den smukke, gyldne skønhed, som kvinderne flokkedes om, dengang det stadig gav mening at tale om, at der fandtes så mange kvinder, at de kunne flokkes. Kam, den mand, som alle kunne lide, og som alle havde gode grunde til at kunne lide. Han var venlig, hjælpsom, forstående. Altid morsom. Åh, hvor han dog kunne være morsom, den Kam. Hvor ofte havde de ikke siddet her i det dunkle – i kommandocentralen, som var hans helt konsekvente betegnelse for det lille rum, de spiste og sov og elskede i – og tænkt dystre tanker, talt om alle de mennesker, de savnede, og så sagde knægten et eller andet forløsende, som fik smil og latter tilbage hos dem? Kommandocentralen havde han kaldt det, morsomt var det, men det var vel kun Noa, som rigtig havde bemærket det ironiske og tragiske i ordet. Pointen var, at de ikke kommanderede noget som helst. De styrede ikke skibet selv. De drev omkring på må og få, med drivankrene hængende efter sig.
Hvor meget Noa end anstrengte sig, kunne han ikke få Kam til at fatte, at de havde den allerbedste kaptajn med på skibet, nemlig Gud Den Almægtige selv, som kendte alle vind- og vejrforhold, og som, hvis det skulle være, ligefrem kunne løfte skibet op i luften, hvis en bjergtop under dem skulle komme i vejen.
Timingen havde været rigtig dårlig. Noa havde haft endnu en af sine alvorlige samtaler med sin søn, og han havde netop sagt det med, at Gud aldrig ville tillade dem at lide skibbrud, da der lød et enormt brag, og de begge blev slynget gennem luften og ind i væggen. Kam havde ikke kommenteret det, blot set overbærende på sin far.
Det var nu mange dage siden. Det havde været meningsløst at forklare, at det kæmpebump blot betød, at deres trængsler snart var slut. Vandet var sunket og sank stadig. De var stødt på grund – endelig! Det, de havde oplevet de sidste dage, var en mægtig storm, som havde blæst hen over jorden for at tørre den. Snart ville Gud give dem tilladelse til at gå ud af arken.
Noa havde ofte forsøgt at ransage sig selv: Elskede han Kam mindre end sine øvrige sønner? Han kunne ikke frigøre sig fra den tanke. Det ville have været en stor synd at gøre urimelig forskel på de tre. Kam selv havde aldrig vovet at påstå noget sådant, det behøvede han heller ikke, et smerteligt blik var nok. Men var det sandt?
Engang havde han talt med sin hustru Emzara om det. Det var før vandfloden på en af disse lune aftener, hvor man sidder og nyder maden og vinen. Eller nød. Hvem vidste, hvilken verden der ventede dem? Ville det blive muligt igen at dyrke druer, at presse vin? Gud havde mere end antydet, at der ventede dem en forandret verden. Vandfloden var begyndelsen til fuldstændig forandrede klimaforhold. Når det igen kom på mode at studere vejrforholdene, ville man sige, at vandfloden og selv den store storm var naturens måde at bringe balance på, og som tiden gik, ville man glemme den egentlige årsag til, nå ja, alting velsagtens. Den aften for kun få år siden, hvor de havde siddet på terrassen i deres lille hus lidt uden for byen med et køligt glas vin i hånden, havde Noa endelig fået sat ord på det, han så længe havde spekuleret over.
“Er jeg urimelig?”
276 års ægteskab gjorde det muligt for ham at nøjes med en så kort sætning og så forvente, at Emzara vidste, hvad han mente. Hun på sin side sprang også nogle led over og svarede:
“Hvis du endelig vil vide det, så tror jeg næsten, at du elsker Kam mere end de andre. Al den energi du bruger.”
Det var sandt, det vidste han, så snart hun havde sagt det. Men heraf fulgte så endnu et spørgsmål, som han netop skulle til at formulere, da hun besvarede det for ham:
“Og nej, du forsømmer ikke de andre.”
Så lo de. Det gjorde de ofte, når de havde disse nærmest telepatiske samtaler, som for dem var så naturlige. Hvor mennesker dog snød sig selv for mange velsignelser. De giftede sig og blev skilt, og de giftede sig igen og igen – og kun de færreste nåede at opleve det fantastiske at vokse rigtig sammen med et andet menneske.
Men al den ulydighed imod Gud var slut nu. Vandmasserne havde for længst druknet og mast og opløst de mange mennesker. Noa burde vel have ondt af dem. Det besynderlige var imidlertid, at det kun var i glimt, at medlidenheden vandt over lettelsen. Verden var virkelig blevet et ondt sted at være. Alene i Noas levetid havde forråelsen været til at tage at føle på. Kæmperne havde raset; fra bjergene havde de domineret store landområder med en besynderlig brutalitet. Kongerne havde ladet alle lige fra frie, tapre mænd til de mest underdanige slaver mærke deres magt. Men værst var nok præsterne, som gjorde skaden i det skjulte, de, som havde været sat til at stille det fortabte menneskes åndelige tørst, og som kun havde givet disse stakler gift, fordi det var det, de allerhelst bad om. Engang havde de været Guds redskaber – Noa kunne endnu huske sin far og ikke mindst sin farfar fortælle om gamle dage – men de havde mere og mere fået rollen som Fristerens forlængede arm. Han, som engang måtte krybe i en slanges skind for at friste Eva, tog nu åbenlyst bolig i mennesker, uden at nogen forsøgte at standse det. Man kaldte det i bedste fald vanvid, i værste fald bekræftede man, at gudssønnerne ikke kun var gammel overtro, men en manifestation fra den åndelige verden. En sådan besættelse var i visse, oplyste kredse ligefrem eftertragtet. Fra præsterne var budskabet, at det var Guds måde at vise sin velvilje på: Ved at mennesket, som var skabt i Guds billede, på denne måde kunne få del i guddommelighed.
Dette var altså sandheden om Adams forkvaklede slægt: Man åd og drak, man giftede sig og lod sig skille og giftede sig igen, eller man gjorde sig ikke engang den ulejlighed at lade sig skille, men muntrede sig med flere kvinder ad gangen. Man holdt fester fra den hverdag, som for de fleste mennesker hovedsageligt bestod af hårdt arbejde, men for en lille elite betød en endeløs række af delikate oplevelser. Man påkaldte sjældent nogen gud, og når man endelig gjorde, fordi man var ked af det, eller fordi man var overstrømmende lykkelig, eller fordi man mærkede tomheden gnave, så skete det ved at henvende sig i et af de mange templer, betale præsten for et offer og en bøn, hvorefter man gik hjem igen med den viden, at der nu var taget hånd om det alt sammen.
Det blev ofte meddelt, at der skete dette eller hint i templerne, noget stort, noget spektakulært, men på en eller anden måde var det lykkedes at gøre folk døve for budskabet. Selv ikke de mest dristige begivenheder kunne trække mennesker til, eller det ville sige, at Kams kone, der havde søgt tilflugt der nogle år tidligere, havde været undtagelsen, som bekræftede reglen. I flere århundreder var det kun et fåtal, der interesserede sig for det åndelige; enhver havde rigeligt at se til i hverdagen. Imidlertid havde de allerfleste stor respekt for det, når nogen gjorde sig anstrengelser for at komme i kontakt med gudssønnerne. De fleste havde enten selv forsøgt sig eller kendte nogle, som havde hengivet sig til gudssønnernes kærlighed – om ikke andet så anede vel alle, hvad der foregik af brunstigt samkvem mellem dæmonerne og de kvinder, som fædre i deres uvidenhed eller – værre – religiøse iver gav deres døtre hen til.
De havde fået 120 år. Noa mindedes med bitterhed, hvordan han kort efter Guds befaling om at bygge arken havde indkaldt til stormøde i dalen. Fra den store talerstol havde han sagt det, som det var: At den menneskeslægt, som for under to tusinde år siden var blevet drevet ud af Edens have, nu var i færd med at føje hidtil usete dimensioner af synd til den enorme mængde, som allerede hobede sig op. Han var selv en del af alt dette, de måtte tilgive ham, det var da også derfor, at han ustandseligt bad Gud om nåde og oplevede det forunderlige, at Gud erklærede ham retfærdig.
Han var nær blevet lynchet. Kun kæmpernes indgriben havde forhindret det. Hvorfor de havde gjort det, undrede ham stadig – han tolkede det som et Guds under. Jafet, derimod, mente, det skyldtes, at de anså Noa for en så stor uromager, at det tjente deres interesser bedst, hvis han levede og fortsat kunne sørge for splittelse i Den Gamle By.
Efter den episode var det, som om de sidste hæmninger blev smidt. Der bredte sig en bizar løssluppenhed i byen, og volden og besættelserne fik luften til at vibrere af skrig og stønnen, mens dommedagsprofeternes løsningsforslag antog stadig nye dimensioner af listig ondskab forklædt som fromme ofre og bønner.
Så en dag var arken færdig. Det var på den tid, at sælsomme beretninger nåede deres ører, beretninger om dyr, som gik to og to, nærmest i lange kolonner. Jægerne forsøgte naturligvis at skyde dem, men pilene nåede aldrig deres mål. Der blev kaldt til nye møder i dalen, og Noa forsøgte at komme til orde, men ingen tillod ham det. Man måtte gøre noget for at stoppe dette vanvid. Løver gik jo lige bag antiloper uden at angribe. Slanger og mus og får og andre uforenelige størrelser gik i samlet trop imod dem. Nærmest som en hær, der marcherede. Det var et varsel, mente præsterne, et varsel om, at noget ondt var ved at ske; man var nødt til at formilde gudssønnerne.
Det måtte have været en vanskelig manøvre for Den Onde: Først at lade, som om han ikke eksisterede, prisgive menneskeslægten til sine altfortærende lyster og egoisme, for så, da Gud endelig syntes at gribe ind, at fare frem på den mest nedrige måde. Den ene dag hed det sig, at de åndelige kræfter kun var menneskers forestillinger – den næste dag stod det alle klart, at der var stærke kræfter på spil, så stærke, at noget måtte gøres, hvis ikke ondskaben skulle fortære ikke bare Den Gamle By, men hele dalen. Ja, hvem vidste, om ikke hele menneskehedens eksistens stod på spil?
Det var ikke nemt for Noa at tænke tilbage på alt dette. Ene mand havde han vovet at fastholde sandheden, han havde hvisket, råbt og grædt, han havde skrevet sit åndelige manifest, i hvilket han postulerede, at hele menneskeslægten havde hengivet sig til ugudelighed og afgudsdyrkelse, hvilket i virkeligheden var det samme, og folk havde slået sig på lårene af latter. I bedste fald. Der havde også været alle chikanerierne, ikke bare af ham selv, men af hele familien. Kun Kam var gået helt fri af alt dette, rigdom og berømmelse havde gjort ham næsten urørlig.
Hvad der var foregået i templet, havde de færreste anet. Noa heller ikke. Han var blevet afskediget for et halvt årtusinde siden, længe før han var blevet indviet i noget som helst. Planerne om selv at blive præst og revolutionere tingene indefra lod sig ikke gøre. Trods en nærmest eksplosionsagtig begyndelse med alle præsternes benovelse over en opgavebesvarelse på første semester om Guds skabelse ikke bare af den synlige verden, men også af hele åndeverdenen, var han snart blevet ekskluderet af det gode selskab. Det var sket allerede på andet semester, hvor han havde skrevet om Guds hellighed, og hvor han til forsvaret havde argumenteret for, at alle mennesker skulle kræves til regnskab for deres liv. Ja, havde hans opponent sagt, når vi gjorde godt, mødte vi godt, og når vi gjorde ondt, mødte vi ondt – det vidste enhver! Nej, havde Noa sagt, alle gjorde ondt, han tvivlede faktisk på, at nogen, selv ikke de hellige præster, foretog sig andet, og for det alt sammen skulle Gud kræve hver enkelt til regnskab. Gud havde sagt til Adam og Eva, at hvis de spiste af det forbudte træ, så skulle de dø. Og her i landet, mente Noa, åd man ikke andet end den fordømte frugt.
Her havde Den Højeste lænet sig frem og spurgt, hvor konkret denne påstand skulle opfattes. Og Noa havde vidst det i samme øjeblik; alligevel havde han ikke tøvet med at sige sandheden. Hvor kunne han andet end sige sandheden? Og drevet helt derud, hvor han vidste, at alle karrieredrømme allerede var forlist, fik han sagt det, som han så brændende havde ønsket at sige siden optagelsen på det teologiske fakultet: “Fuldstændig helt og aldeles konkret. Du og jeg, alle her, alle i byen, i dalen, ja, i hele verden skal stå til regnskab over for Skaberen, og det er mildt sagt ikke noget, vi skal glæde os til. Alt, hvad vi gør, er ondt, og vi må alene håbe på, at løftet til Adam står ved magt – og det gør det! – en dag knuser han slangens hoved. Det er desværre lykkedes den gamle slange at bilde os noget andet ind, og jeg kender intet sted, hvor han synes at lykkes bedre med sit forehavende end her i templet, hvor alting emmer af fromhed og inderlig religiøs hengivelse …”
Han havde vist sagt meget mere; da de første ord var sagt, trak de på en eller anden måde de efterfølgende med op fra hjertet. Til sidst havde de fået ham standset. Han dumpede naturligvis, begrundelsen var hans useriøse tilgang til teologien, en tilgang som var både sværmerisk, usaglig og selvretfærdig. Han fik aldrig mulighed for at gå semesteret om. Senere den eftermiddag, hjemme på gården, meddelte han kortfattet sin far, at han havde svigtet sit kald, og at han meget gerne ville have lov til at arbejde ude på vinmarkerne, sådan som hans far oprindeligt havde foreslået ham. “Det var på tide,” sagde Lemek. “Jeg ved heller ikke, hvad du havde forestillet dig. Du er vindyrker ligesom din far. Al den teologi gør folk skøre i hovedet.”
Nej, han vidste ikke, hvad der skete i templet. Han havde ikke set andet end det, der var tilgængeligt for alle. Men han havde hørt rygterne, de rygter, som han var overbevist om, at alle var bekendt med, men som ingen syntes at have nogen interesse i at afsløre, eftersom alle lå under for de såkaldte gudssønners luner.
Så var han altså blevet vinbonde ligesom sin far. Indtil den dag Gud udtalte dommen og fristen på de 120 år. Herefter var det gået stærkt. Vel var Noa vindyrker, men nu fik han i tillæg en helt ny opgave. Det var ikke, fordi han havde holdt sin tro hemmelig, men indtil nu havde han nøjedes med at lade sine gerninger tale for sig selv og kun, når nogen spurgte, videregivet den tro, som hans far havde givet videre til ham: Troen på, at Skaberen ikke havde vendt sin skabning ryggen, men at skabningen lige siden udvisningen af Edens have havde gjort sit bedste for at vende ham ryggen. Selv alle de religiøse bestræbelser i templerne var i virkeligheden en hån imod Gud … Det var her, folk plejede at stå af. Det var her, der begyndte at falde hårde ord. Det var her, venner blev til fjender. Og det var derfor, på grund af den megen forbitrelse, at Noa i mange år ikke ivrede med at fortælle andre end sin nærmeste familie, især sine børn, om Den Almægtige Gud, som ikke havde det allerfjerneste med templernes afgudsdyrkelse at gøre. Men med Guds dom ætset ind i sin samvittighed kunne Noa ikke tie stille længere. De kaldte ham Retfærdighedens Forkynder og mente vel Selvretfærdighedens – det blev i hvert fald hans øgenavn, selv om ingen gad høre på ham.
Efter hans far Lemeks død, her kort før farfar Metusalem endelig begyndte at vise de første tegn på alderdom, ændrede Noa strategi. Tilskyndet af Gud – ja, han turde knap udtale dette højt, men det var, som han sagde til sin kone, sandheden – lod han marker være marker og brugte al sin tid på at færdiggøre arken og ellers prædike for enhver, der gad høre på ham. For at kunne gøre det, måtte han rejse langt bort til steder, hvor man ikke kendte ham. I Den Gamle By var der ikke andet at gøre end at prædike for enhver, som ikke gad høre på ham. Og de lo ad ham og sagde: “Er det ikke Noa, den store landmand? Er han blevet splitterravende vanvittig?” Man fandt ud af, at han engang havde forsøgt at blive præst, men ikke havde magtet de svære eksaminer, og en ekspert i sindets lidelser stod frem og forsøgte at forsvare den gamle, tossede mand med, at det slet ikke var unormalt, at barndommens og ungdommens traumer i en sen alder fik ejendommelige senfølger, fortrænge kunne mennesket jo ikke i al evighed, vel?
Vanvittig eller ej, Noa havde fuldført projektet, og arken stod færdig. Trods al mulig modgang og spot og sabotage lykkedes det. Dyrene kom. Nogle af dem syntes endda at holde vagt omkring arken. Alting var rede. De, som ville, kunne redde sig fra katastrofen. Men der var ikke nogen, der ville, nej, der var ikke nogen. Selv ikke de få gamle venner, hvor Noa havde håbet, at de trods alt ville høre på ham. Hvad kunne det skade at søge ly i arken? Da det endelig kom til stykket, blev de væk. De blev inde i byerne, hvor alting på få dage blev til fortættet ondskab. Dæmonerne havde for længst vejret den forestående katastrofe, og det var, som om menneskene også havde. Noa kunne høre dem feste flere kilometer borte.
Og mens alt dette rasede, mens Noa græd sig i søvn om aftenen, mens bekymringer og tiltagende hån og undren over arken, mens sabotage og ondskabens eskalering gjorde livet uudholdeligt, mens venner blev til fjender, og ørerne lukkedes, så ingen længere kunne høre, hvad han sagde til dem, blev målet for dyrenes færd klar for de få, der anså begivenhederne hos Noa for mere interessante end byens orgier. Underholdningen var også i top: En gammel mand havde bygget et enormt træskib midt inde på land. Så kom dyrene, alle mulige og umulige arter. Snart begyndte dyrene i god ro og orden at gå ind i arken, ind i de båse og bure, som Noa og hans sønner havde indrettet til dem.
Den sidste dag var folk decideret krigeriske. Skønt de altså havde været som dyr, der instinktivt vejrer, at noget er på vej, havde de dog aldrig begrebet noget som helst af, hvad der var ved at ske. De forsøgte flere gange at brænde arken af, de forsøgte endda at få fat i Noa og hans familie, de ville slå dem ihjel, men de store rovdyr stod vagt og tillod ingen at komme dem for nær. Da Noa derfor som den sidste gik ind i arken, vendte han sig ikke om for at se på de mange mennesker, som stod derude og råbte efter ham, for de skulle ikke se hans tårer. Det var heller ikke nødvendigt; døren gled lydløst i bag ham.
Ventetiden i arken havde været uudholdelig. Var det blot, som adskillige havde påstået, en gammel mands galskab? Kunne det virkelig passe, at Gud ville udslette hele menneskeslægten fraset otte? Kunne Gud, som var kærlig og forstående, og som selv værdsatte sit skaberværk, virkelig finde på at udslette det alt sammen?
Udenfor lød de hadefulde stemmer. Nogen råbte noget med at hente og noget med ild og noget med at slå hul. Det var ikke svært at gætte, hvad meningen var. De hørte dem også hamre løs imod skibet. Men så blev der pludselig stille. Helt stille. Indtil det begyndte at regne.
Til at begynde med havde det været Kam, som viste tegn på den største lettelse. Vel omtrent et døgn efter, at de havde mærket vandet løfte arken op, havde de hørt nogen banke på døren. Eller var det banken? Der havde også været en anden lyd, muligvis lyden af et desperat skrig langt borte. Der havde længe hersket en trykket stemning i skibet, ingen af dem sagde særlig meget, men det var her, Kam havde sagt de forløsende ord:
“Helt ærligt, hvis vi skal gå her og flæbe over at være i live, så tror jeg altså, at jeg foretrækker en kold dukkert udenfor!”
Nu – efter mere end et år i dette skib – nu havde Gud endelig givet befalingen om at åbne op til Den Nye Verden.
Noa havde kaldt dem sammen i kommandocentralen. De stod forventningsfulde og betragtede ham. Han forsøgte at smile, men det blev kun til en flygtig krusning på læberne. Så vendte han sig om imod døren og åbnede.