Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

"Forårstaler" er en broget samling prosastykker - først og fremmest erindringer fra barndommen på Lolland og overvejelser om hvad litteratur og malerkunst er og skal være.

Helten er en roman af den danske forfatter Harald Kidde (1878-1918) og regnes for hans hovedværk. Den er af mange litteraturforskere anset for at være en af 1900 tallets væsentligste danske romaner. Romanen er oversat til fransk, tysk, norsk og vietnamesisk og er den eneste af Kiddes romaner, der solgte i større oplag. Hovedpersonen er en fattige lærer Clemens Bek, der er sand kristen i en verden af hyklere – altså en troens helt.Handlingen foregår på Anholt, men er inspireret af Kidde-familiens tilknytning til Læsø. Harald Kiddes mor Inger Dorothea "Doris" Corneliussen (1848–1931) blev fem år gammel sendt i pleje på Læsø hos sin moster Polly Ørum, hvis mand Erik Frederik Ørum (1810-73) var tolder på Læsø i årene 1853–71. Doris forlod øen som syttenårig i 1865, og blev seks år senere blev hun gift med Harald Kiddes far den tredive år ældre amtsvejinspektør Christen Kidde i Vejle. Hendes moster Polly havde behandlet Doris hårdt, og hun havde oplevet sin tid på Læsø som et mareridt:(Wikipedia)

Novellesamlingen "Mellem to kyster" udkom samme år som Sophus Claussen havde sit afgørende gennembrud som lyriker med "Djævlerier" - 1899. Rejser og kærlighed spiller som altid i Claussens ungdomsår en vigtig rolle i disse fortællinger.

Sophus Claussens næstsidste digtsamling, Titania holdt bryllup, indeholder et skuespil og elleve digte. Endnu som 62-årig kredsede Sophus Claussen om sin ungdomsforelskelse, der livet igennem optog ham. Som han selv siger her:Ak, den unge Svæven, ak, den lange Favnenaf den korte Drøm om evigvarig Lykke,ak, den sære Sværmen, Kyssen, Savnen! Skal dens Fryd og Sorger fylde hele Livet,elskes, æres, til den helt udtømmes,og er ingen Skaben mere givet?

Romanen skildrer den unge jøde Jacob Bendixens problemer med at finde sin plads i det danske samfund. Han er splittet: På den ene side er han dybt forbundet med sine jødiske rødder og nærer en indgroet mistænksomhed over for danskerne som følge af barndommens forfølgelser og spot. På den anden side er han forelsket i det danske og ønsker at blive accepteret. Den megen hån, han tidligere er blevet mødt med, og hans nærtagenhed i den anledning, betyder, at han dels reagerer uhensigtsmæssigt voldsomt på den spot, han stadig kan møde, og også ofte ser forhånelser, hvor der ingen er, eller har svært ved at lade andres velvilje tælle for velvilje og ikke nedladenhed. Romanen er allerstærkest i skildringerne af dette psykologiske kompleks, hvor den knivskarpt holder balancen mellem samfundskritik og psykologisk karakteristik. Disse vanskeligheder lader sig i sidste ende overvinde af Bendixens talentfuldhed, af hans egen gradvise frigørelse fra de jødiske miljøer og af hans møde med mere fordomsfri venner i studentermiljøerne. Men da raceforskellene i sidste ende betyder, at han mister sin forlovede, den kristne Thora, hvis navn patetisk-ironisk er identisk med den jødiske helligskrift, brister det for ham, og han vender sig i formørket had bort fra det kristne samfund og overtager den mest foragtede jøderolle, samfundet overhovedet kan tilbyde ham: ågerkarlens. Han, der hele tiden har kæmpet imod at blive låst fast i kulturens vrængbillede af en jøde, ender som selvsamme vrængbillede.(Dansk Litteraturs Historie)

I "Hinsides" (1900) beskriver Helga Johansen sin sindssyge, sin afhængighed af opium og sit ophold på Skt. Hans. Hans Otto Jørgensen skriver i "Horden" (2015) om bogen."Når man læser "Hinsides", er det første, der slår en, hvor tæt en skrift, det er, man har med at gøre. Den er så mættet. Der er noget af den samme ud-over-alle-grænser-opslidende-arbejde-med-stilen som hos J.P. Jacobsen. Man undres over, at det overhovedet kan lade sig gøre".

Splittelsen mellem flid og drømmeri, pligt og lyst, borgerlig orden og personlig frihed, som allerede prægede Palnatoke Olsen, er hovedtemaet i Drachmanns første roman En Overkomplet (1876). Den 16-17-årige Erik har svært ved at underordne sig sin faders strenge krav om regelmæssig livsførelse og vedholdende skolearbejde. I sommerferien, som tilbringes i Fredensborg, vil han hellere strejfe om i den nordsjællandske natur end repetere latinske forfattere fra gymnasiets pensum. Dagen lang hengiver han sig til drømmerier i slotsparkens lindealleer mellem de mytologiske og allegoriske statuer og mindesmærker, sejler på Esrom Sø eller vandrer til Gurre og Hornbæk. Ved synet af vennen Adolfs uhæmmede dyrkelse af vinens og erotikkens fornøjelser, lægger han imidlertid sin livsstil om og udvikler sig til en pligtopfyldende akademiker. Adolf er overkomplet, „vaklende, drømmende, villieløs, bevæget hid og did af ethvert Indtryks Strømning“, fordi han lever alene uden faderlig vejledning med sin smukke og eftergivende mor, som både Erik og hans fader forelsker sig i. Erik anerkender faderens fortrinsret og afvikler dermed sit ødipuskompleks. Mens han studerer og arbejder i udlandet, dør begge forældrene. Adolf forfalder til druk og udsvævelser og synker socialt, men reddes af kærlighed til en ung opvarterske i et værtshus, en pige af folket hvis jævne baggrund opvejes af hendes rene jomfruelighed. Hun er den første udgave af det kvindeideal, som Drachmann siden forfulgte og færdigudviklede med Edith-figuren i hovedværket Forskrevet – (1890). Da Adolf og pigen gifter sig, bliver han komplet, og de kan udvandre til USA. På skibet rager parret op over mængden, „fast omslyngede, store, stærke, naive Skikkelser.“(Store Danske Encyklopædi)

Seks år gammel kom Meïr Goldschmidt i huset hos sin onkel, der var købmand i København, og blev der i to år, til hans far slog sig ned som købmand i Valby. Indtryk fra købmandsgårdene er brugt i disse noveller fra den gamle købmandsgård, hvor købmanden herskede uindskrænket over de mange butikssvende og piger, men hvor de unge svende alligevel kunne finde ud af at mødes hemmeligt med pigerne. Novellen "Tømmerpladsen" fortæller om sådanne møder, en ny udgave af den gamle historie om Pyramus og Thisbe.

Genboerne, egl. Gjenboerne, komedie af J.Chr. Hostrup, opført 1844 og utallige gange siden, baseret på idéen om modsætningen og forsoningen mellem det satte borgerskab og studenternes åndsverden, i skikkelse af kobbersmedemesterfamilien og Regensens beboere.En forelskelse bygger "en Bro, der knytter Livet til Ideen". Løjtnant von Buddinge, store skuespilleres komiske glansnummer, er bejleren, der forsmås for sin opblæste opportunisme.(Store Danske Encyklopædi)

Spændvidden i Hertz' lyriske produktion stor. Hertz' digtekunst omfatter rene lyriske stykker, selvbiografiske og bekendende digte, skæmtende rimbreve, rolledigte, satirer og fortællende digte, hvoraf flere er nordisk-mytologiske af karakter. Også i hans lyrik fornemmer man dramatikerens Hertz' sans for absurde situationer og besynderlige figurer. Det ser man fx i showstykket „Skriftemaalet“, hvor den ærværdige pater Joseph er villig til at lade enhver synd passere, blot der bedes lidt bønner og foræres stadig større mængder vokslys til klosteret. Men da det afsløres, at alle skriftebarnets synder er begyndt med, at han af nød og sult har stjålet en kapun fra den ærværdige pater selv, er det slut med syndsforladelsen.Blandt de "kendteste af Hertz' poetiske arbejder den korte digtkreds „Erindringer fra Hirschholm“ (1832), der består af „Posthuset i Hirschholm“, „Billardet i Hirschholm“ og „Hyacintherne“. Digtenes baggrund er det førnævnte ferieophold med ægteparret Heiberg, hvor bl.a. deres fælles Bellman-interesse udgjorde en del af underholdningen, og digtkredsens to første digte er da også skrevet på strofeformer hentet i Fredmans Epistler. Bellmans erotiske frimodighed er stærkt dæmpet hos Hertz, men blandingen af vemod og letsind, den stilistiske elegance og sansen for antydningen og detaljen deler Hertz med Bellman. Centralt i digtene står Johanne Luise Heiberg, der opfattes i et idyllisk skær med strejf af en kun halvt udtalt erotik. "(Dansk Litteraturs Historie)

Digteren skaber en lyrisk korrespondance mellem jordens indre kræfter og digterens indre kræfter i et formende greb, hvor det kvindelige og mandlige med centrifugal kraft slynges sammen i poesien. Det sker i de år til akkompagnement af 1. Verdenskrigs kanontorden og ødelæggende smerte, som digteren skaber en kongenial poetisk praksis til i Fabler. I samlingens to kernedigte, de mægtige „Mennesket og Digteren“ og „Digteren og Daarskaben“, beskriver Claussen kunstnerens dilemma og sætter et skel mellem mennesket og den poesi, han fostrer. Hvor mennesket apokalyptisk forliser „korsfæstet paa den nøgne Vinduspost“, genopstår digteren triumferende med de finale og i alle henseender udødelige ord: „Jeg har alt, hvad jeg behøver. / Jeg er død, men om mit Spor svæver Livets Skaberord“. Den vældige patos forlænges ind i „Digteren og Daarskaben“, hvor digter-jeget ikke sætter skel, men i stedet ophæver det. Han definerer poesien som nabo til vanviddet og påkalder sig både den hellige Frans af Assisi og tidsfilosoffen Nietzsche som vidner på, at den heroiske lidelse er både skabende og ødelæggende.(Dansk Litteraturs Historie)

Meïr Aron Goldschmidt hentede stof til sine fortællinger mange steder fra: fra det jødiske miljø, han kendte så godt, fra almueliv på landet, hvor han sine steder kan minde om Blicher, og fra rejser i udlandet.

Digterjeget hos Claussen bærer billedet af kvinden ind i sjælen, hvor hun forvandler sig i en oversanselig form som muse og helligdom. Frem for at forbrændes og fortæres, forklares jeget ved dette afkald og kan i digtet „Trøst“ fra Djævlerier besværgende vise forførersken fra sig:Blev dit Blik den lille Glød,Kvinde – hvoraf jeg forbrænder,raader du dog ikke Liv og Død.Jeg er hellig og i Gudens Hænder.Digterjeget er godt klar over, at den erotiske passion ikke kommer til at brænde med samme lidenskabelige vanvid som tidligere. At forvandle erotik til Eros er ensbetydende med afsvaling. Det bliver en ny tid med „Drifter som Straaild og Troskab som Favnebrænde“, som det bittert ironisk hedder i „Il letto“ i Djævlerier. Afrodite fra samme digtsamling kommer ikke mere til at dampe, når digteren, i stedet for sin sanselighed, fylder hendes smukke hår med „Visdomsugler“ og transformerer sin sansning fra krop til ånd.(Dansk Litteraturs Historie)

"Seks noveller" fra 1885 lægger ud med novellen "Enlig" om en ugift kvinde, der bliver gravid. Helt modsat tidens normale forestillinger har hun det helt fint med det, og hendes arbejdsgiver er forstående og giver hende orlov med fuld løn. Novellen slutter med at hun tilfældigt møder barnets far: "Det var, som følte hun et smertefuldt Klip, noget briste i sit inderste, og saa var hvert Baand, det helligste og fineste, skaaret over mellem hende og denne Mand. Og hun var fri.Saa dræbte sund, rolig Foragt langsomt, sikkert tilsidst hver ulmende Gnist af hendes Kjærlighed."

Skal man karakterisere Hjortøs debutbog og hans åndesbeslægtede Johannes Holbeks kunst, er det mest dækkende ord måske "psykedelisk" - 70 år for sin tid.***"Som debutværk er Syner en åndelig trykkoger. En eksplosion. Blodet koger i kroppen på fortællingens digterjeg, hans hjerte er en granat og hans hjerne et splintrende Golgata. Det er hovedskalsstedet, der sprænges: „Nu stormer blodet op gennem halsen, mit hoved er fuldt af blod, ha, ha! Vil ingen se det syn? Min hjærneskal sprænges af, splintres til alle sider, og det røde, skummende blod står op af hullet med en jublende hvæsen“. Ligner Syner Ernesto Dalgas samtidige Dommedags Bog, er den imidlertid vildere skrevet med en kraftspænding i sig, der truer med at tage magten fra forfatteren. I et selvbiografisk erindringsstykke „Lidt selvbiografi“, posthumt udgivet af vennen Johannes V. Jensen i samlingen Under det svindende Lys (1933), skriver Hjortø om tilblivelsen af Syner: „Jeg kan godt sige, at den blev mig dikteret, jeg overvejede ikke, hvad jeg skrev. Mine senere bøger har jeg selv haft magt over, denne blev mig paatvunget“. Om det er Gud eller Satan, der indgiver Hjortø inspirationen, er et åbent spørgsmål ikke alene i Syner, men i den mængde af bøger, der blev genereret ud fra dette powerhouse i forfatterskabet."(Dansk Litteraturs Historie)

Thomasine Gyllembourgs historier udspiller sig i alt væsentligt i det københavnske borgerskab, og hendes interesse samler sig om familien og især om familiestiftelsen. Det viser sig allerede i „En Hverdags-Historie“, hvor fortælleren i et lidt for sværmerisk øjeblik er kommet for skade at forlove sig med en pige, han dårligt nok kender. Da en mere nøgtern forståelse af hende indfinder sig, følger tømmermændene med. Pigen, Jette, er udannet og uden alvor i sit væsen. Det bliver skærende tydeligt, da fortælleren indføres i hendes hjem, som mangler enhver orden og sirlighed, og hvor samtalen evigt forstyrres af morens, Jettes og venindernes alt for store optagethed af deres flitterstads. Huslivets miserable tilstand afsløres af det kaos, der altid råder – også blandt tjenestefolkene, så maden aldrig kommer på bordet i tide og altid på den ene eller den anden måde er blevet ødelagt. Kun faderen, Hr. H., har nogen egentlig alvor og sammenhæng i sit væsen. Fortælleren er fortvivlet, men hans hæderlighed og trofasthed er dog så stor, at han ikke vil bryde det afgivne ægteskabsløfte. Da flytter faderens datter af første ægteskab, den svenske Maja, ind i huset, og hun er alt, hvad Jette og familien ikke er: alvorlig og beskeden uden at være selvudslettende. Maja forstår med sin diskrete indflydelse at påvirke hele stemningen i huset, så alting kommer i en bedre og mere velordnet gænge. Fortælleren forelsker sig voldsomt i hende, og hun i ham, og gennem en række besynderlige handlingsomslag bringes situationen dertil, hvor de to elskende kan få hinanden.(Dansk Litteraturs Historie)

I de sene digtsamlinger "Heroica" og "Hvededynger" fremtræder Sophus Claussen som en seer, der advarer os mod at ødelægge vores livsgrundlag, den klode vi bor på. I "Heroica" er det atomernes sprængkraft, der truer. I "Hvededynger" miljøkatastrofen og overbefolkningen:Paa alle Kanter er Jorden bidtaf Menneske-gnaveri,og tilsidst vil de bore sig ormesolidtderes Gang under Havet,hedder det og i et andet digt:Tror du Skoven intet aner,tror du ikke Skoven tænker?Hele Skoven, omend lydløs,er saa vaagen, er saa lydhør.

Nyaars-Morgen er et episk og selvbiografisk digt af N.F.S. Grundtvig, skrevet i 1824. Det består af 312 strofer af 11 verselinjer fordelt på 10 sange. Digtet er Grundtvigs vigtigste enkeltstående digterværk og hans betydeligste litterære arbejde ved siden af hans salmer. Som titlen angiver er dets billeddannelse bestemt af døgnets og årstidernes vekslen. Digtets ti sange danner en cirkelkomposition, således at første digt åbner i et morgenlandskab præget af sol, varme, lys, liv og fællesskab, anden sang springer tilbage til nattens begyndelse og viser Grundtvig fanget i en verden præget af nat, kulde, mørke, død og isolation. Igennem de efterfølgende sange gennemløber digtet en lang udvikling hen imod sit begyndelsespunkt, og ved åbningen af 10. sang gentages de første tre strofer fra første sang, og digtet er bragt tilbage til sit udgangspunkt.

Goldschmidt fortællinger om det jødiske liv i Danmark i midten af det 19. århundrede giver et klart indblik i et miljø, de færreste kender. Troen spiller en stor rolle, og forholdet mellem forældre og børn er af afgørende betydning, selv for voksne børn. Men Goldschmidt har i mange af sine noveller en lys tro på, at kærligheden besejrer alt og overvinder alle hindringer.

Den antimilitaristiske Soldater, der blev udgivet som føljeton i Socialdemokraten i 1901, omhandler en ung magisters rekruttid ved fæstningsartilleriet og dennes kritiske blik på værnepligten. Julius Bomholt beskriver den som et selvbiografisk portræt, og detaljerne er da også slående, hvis de er korrekte: værnepligtig indskrivning på datoen d. 4. juni, både i Soldater og for Hansen selv, og jeg-fortælleren er en snedkeruddannet akademiker, som Hansen også selv var. Om det er Hansens egen ”accent”, der gennemsyrer fortælleren, skal dog ikke diskuteres nærmere her. Denne accent, denne fortællestil, der præger Soldater er en distanceret, deskriptiv tone, der skildrer den problematiserede autoritet i militæret:”Vi blev alle enige om, at den [militarismen] var en anomali, et rudiment fra en svunden barbarisk tidsalder og som sådan dødsdømt; […] Hvad kommer de os ved? Hvad har de at gøre med vor personlige selvopholdelsesdrift?” (Kulturkapellet)

Højdepunktet af Hertz' komediedigtning er Sparekassen, der blev opført første gang 26. maj 1836. I begyndelsen var hverken skuespillerne eller publikum videre begejstrede for stykket, men efterhånden opnåede det stor popularitet og var gennem mange år et af de hyppigst opførte stykker i Danmark.Sparekassen udspiller sig i biedermeierstuens nære og fortrolige rum og åbnes med et familieskænderi hos den fallerede købmand Skaarup om anvendelsen af en mindre arv på 300 rigsdaler. Skaarup selv ønsker at sætte dem i banken, men han kan ikke sætte sin vilje igennem. Hvert af familiemedlemmerne vil bruge pengene på sig selv, og forvirringen er så total, at Skaarup, da støvet har lagt sig, er blevet overtalt til at købe et lod i klasselotteriet. Den tåbelige investering synes i første omgang at bære frugt, da det pludselig forlyder, at de har vundet den svimlende sum af 50.000 rigsdaler. Uden sikkerhed giver de sig til at gøre store indhug i pengene og bliver pludselig populære i borgermiljøet.I mellemtiden er plejesønnen Nicolai vendt velhavende hjem fra Amerika for at hjælpe familien ud af dens økonomiske trængsler og for at fri til familiens eneste fornuftige medlem, datteren Antonie (en af fru Heibergs glansroller). Han har dog hemmeligholdt sin rigdom for at blive modtaget som sig selv. Antonie møder ham med kærlighed, men midt i opstandelsen lykkes det kun akkurat resten af familien at lægge mærke til ham. Da det viser sig, at loddet alligevel er værdiløst, kan Nicolai imidlertid træde til som familiens sande ven – i modsætning til de falske, der kun viste interesse på grund af den pludselige rigdom. Nicolai og Antonie kan da forenes, og stykkets undertitel „Naar Enden er god, er Alting godt“, kan også blive stykkets konklusion.(Dansk Litteraturs Historie)Stykket er et stilrent eksempel på den poetisk-realistiske satire. Selvom tonen er mild, er den bestemt ikke tandløs. Kun det centrale elskerpar er ikke betragtet med ironi: Borgermiljøets forlorenhed udstilles tydeligt, og skønt Skaarup-familiens medlemmer er elskelige, er defleste også tåbelige og egoistiske. Overladt til sig selv kan de ingenting, og kun en venlig indgriben af skæbnen i Nicolais skikkelse sikrer, at enden faktisk bliver god. Tonen er dog så venlig, at tilskueren aldrig lades i tvivl om den lykkelige slutning, men kun om, ad hvilken vej Sparekassen vil nå frem til den.

Handlingen i Metamorphosis udspiller sig i en mytologisk skov. Digtet består af en række historier, eller fabler, om dyr og planter der forvandles til mennesker - og derved gives forklaringer på bestemte mennesketypers oprindelse. Digtet er inspireret af den romerske digter Ovids store latinske epos Metamorphoserne, men med omvendt fortegn: Ovid fortæller om forvandlinger fra menneske til dyr, mens Holbergs forvandlinger går fra dyr og planter til mennesker. Se et resume af digtets handling her.Holberg skrev under pseudonymet Hans Mikkelsen - som han også gjorde i de tidlige komedier og Peder Paars. Metamorphosis er indledt af to fortaler, den ene skrevet i Hans Mikkelsens navn, den anden i Just Justesens.

Ingen steder kommer Hauchs livsbetragtning så rent til orde som i hans lyrik. Prosa og lyrik er to adskilte scener i forfatterskabet: Der er romanernes store scene, hvor de skiftende verdensbilleder udfoldes med bred rollebesætning, og der er lyrikkens intime scene, hvor jeget optræder i sin egen kompromisløse rolle.Et karakteristisk mønster tegner sig allerede i ungdomsdigtet „De stridige Veie“ (1814), hvor konflikten mellem videnskabens og poesiens sandhed males i voldsomme naturbilleder. Det er ren Sturm und Drang. Erfaringens alvor træder stærkere frem i „Bekjendelse“ (1842), der er en status over kunstnerkaldet, og betragtningen når sin i enhver forstand sublime kulmination i det kosmiske digt „Pleiaderne ved Midnat“ (1861). Digtene handler om afkald, og digteren fremlægger sine hårdt tilkæmpede konklusioner, men billeder og rytme røber også de håb, som konklusionerne ofte dækker til. De store bekendelsesdigte er skrevet i rimløse former, hvor det voldsomme og det tilbagetrængte kæmper med hinanden i vekslende metrum. I det hele taget får Hauchs gemyt en anden gennemslagskraft i lyrikken, hvor alt det udenoms er barberet væk, og kun det essentielle taler. I lyrikken tragter Hauch efter kernen, som Brandes siger, og foragter skallen. Det, der ofte i romanerne får hans sprog til at virke omstændeligt og tungt, findes ikke i lyrikkens kortform. Her giver tanke og ordbillede hinanden prægnans.Digtet „Bekjendelse“ står centralt i forfatterskabet, og Hauch nævner det selv i erindringerne som et memento over sit liv. Baggrunden er den svære personlige krise under sygdommen i Italien, som førte ham tilbage til et livshåb i digtningen. Digtet er så et tilbageblik og en meditation over dette håb. Hauch taler selvblottende og til dels overdrivende om sin manglende succes hos publikum: „Thi sielden har et Haandtryk, / Et venligt Blik, / End sieldnere en smeltet Menneskesiæl / Betalt mig for min Sang.“ Men den halvkvalt sørgmodige røst hæver sig gennem digtet til en tone og et håb, der bærer langt ud over miskendelse og det, som han afvisende kalder „Verdens Glimmer“. For i digtets højere sfære tolkes tilværelsen efter en anden monumental skala, så at digteren føler:den høie Giengieldelses Ret,Hvis hellige Finger,I det den fælder sit Offer,Over dets GravHenpeger mod Evigheden.

Heiberg "nåede sit kunstneriske højdepunkt og det endda ganske sent i sin forfatterkarriere. Det skete med Nye Digte, der udkom ved juletid 1840 (med 1841 på titelbladet), og som består af kun fire tekster: „Gudstjeneste. En Foraars-Phantasie“, „En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie“, „De Nygifte. En Romance-Cyclus“ og „Protestantismen i Naturen. En Mysterie“. Betegnende for Heiberg er de tre første tekster i vidt omfang dramatiske af karakter. Nye Digtes første og sidste tekst danner en spekulativ ramme om de to større arbejder i midten, som er samlingens hovedstykker....„En Sjæl efter Døden“ er en ondsindet satire over den, som er fanget i en slet, umiddelbar uendelighed og ingen evne eller vilje har til at løfte sig op til et højere synspunkt, idet selve bevægeligheden er den første, afgørende forudsætning for nogen form for opstigning. „De Nygifte“ derimod beskriver en bevidsthedsbevægelse, hvor den umiddelbare og ikke fuldt erkendte natur mellem ægtefolkene gennem mødet med sin negation i Fredriks tilbedelse af Marie bringes i spil og bevidstgøres. Derefter ophæves begge til et højere niveau, hvor negationen neutraliseres som trussel imod kærligheden gennem Fredriks forståelse af sin åndelige historie, mens hele processen har aflejret sig i den oprindeligt umiddelbare kærlighed som en bevidstgørelse markeret af Vilhelms afsluttende spørgsmål „Vil du taale min Haand under Kaaben?“ som netop markerer det bevidste fællesskab og den bevidste kærlighed mellem ægtefællerne."(Dansk Litteraturs Historie)

Det er karakteristisk, at Unge Bander i lighed med Claussens berømte digt „Rejseminder“, optrykt i Pilefløjter (1899), slutter med en afsked på en banegård, hvor helten har togets rude mellem sig og sit hjertes udkårne. Der er et skel imellem dem, der fordrer afsked som mellem en munk og en nonne, som det hedder i romanens epilog af breve. Helten er i sine længslers sluttede klostercelle, mens den elskede forsvinder bag kulrøgen og efterlades med tegn på det ungdommens nødvendige brud, som Skanderborg station bliver sindbillede på i „Rejseminder“.I Unge Bander hedder det om helten, at han må bære sin største og stolteste drøm hel ud af den provinsby, hvori den har været ved at gå under, for han havde jo dog ikke boet der „for at bortslænge sig selv og sin Tid, men for at oplede et Liv, hvormed hans Hjærte var fortroligt – som en Musling, der forsøger at danne sin Perle“. Det liv, helten og hans alter ego Claussen skal oplede og med hjertets renhed gøre til ét, ligger således uden for romanens provinsielle, ungdommelige ramme og har en langsom, tålmodig vækst som forudsætning. En vækst, der er at ligne med perlens i muslingen, der får lagt lag på lag af køligt (d)ulmen-de lidenskab over den inderste smertelige anfægtelse. Billedet gentager Claussen i digtet „Søstad“, optrykt i Danske Vers (1912), hvor den sølvgrå perle i hans hjertes musling er fremelsket i kraft af den digteriske muse. Hvis sorgen skal slukkes og perlen findes, skal han have musen udenfor med ind i sig, så hun ikke efterlades på perronen, men rejser med i ham som sjæl i sjæl.(Dansk Litteraturs Historie)

Da Holberg var blevet professor i historie i 1730, blev han grebet af en historisk raptus og skrev en række historiske værker, deriblandt Danmarks Riges Historie, der udkom i tre bind 1732-1735. Holbergs Danmarkshistorie er så velskrevet, som man kunne forvente af et værk fra hans hånd, og giver et levende indblik i den danske historie, sådan som den blev opfattet på den tid, hvor hovedvægten lå på kongernes bedrifter og krige.Danmarkshistorien er omfattende og udførlig - i bogform fylder den mere end 2000 sider.

Vor tids unge har fået en dårlig opdragelse. De ved for lidt, de vælter sig i stimulanser og burde sætte sig ned og tie stille og lære noget mere. Det mente Christian Falster også i 1720, så han skrev et langt, satirisk digt om vor tids onde optugtelse. De næste år fortsatte han med at brokke sig over folk, der kommer hjem fra udlandet og gør sig til af, hvad de har set rundt omkring, mens de ikke kender deres eget land, om kvinder, der er pyntedykker og tomme i hovedet og hvad han ellers kunne finde på at beklage sig over og konkluderede i en af sine sidste satirer, at verden er ét stort dårehus.

Erna Juel-Hansen (1845-1922) debuterede i 1881 med "Mellem 12 og 17", en skildring af nogle københavnske overklassespigers udvikling fra store børn til unge damer. Det er en levende beskrivelse, og selv om sproget og miljøet tilhører en anden tid, er mange af følelserne og oplevelserne tidløse. Erna Juel-Hansen ville gerne have læst videre, men kunne ikke få dispensation til at tage studentereksamen. I stedet oprettede hun senere Danmarks første børnehave. I debutbogen går hun ind i den sædelighedsfejde, der i den periode rasede i Norden, og lader en ung pige sige om forskellen på kravene til mænds og kvinders sædelige vandel: "Naar jeg skal være ærlig, kan jeg godt lide Jer for, at I stiller saa strænge Fordringer til os. Kun burde vi Kvinder være stolte og stærke nok til at gjøre samme Krav gjældende over for Jer, saa vilde Samfundet og vi alle være bedre farne".

"Ravnen" handler om tre brødre, der vil hævne den uret, der overgik deres far, da han efter et skibsforlis blev snydt for forsikringssummen og ruineret. Blandt sønnerne er det skibsdrengen Ferdinand, der fører an, mens teknikeren Morten og studenten Vilhelm bidrager på hver deres vis. Efter mange eventyrlige oplevelser og genvordigheder lykkes deres foretagende, takket være den jødiske kommissær Simon Levi, hvis skrutryggede, sortklædte skikkelse minder om ravnen - den fugl, der ifølge en spådom skal give brødrene oprejsning."Ravnen" udkom i 1867 og blev den mest læste af alle Goldschmidts romaner. Den forener realismen med det eventyrlige og giver samtidig et indblik i den bevægede tid omkring treårskrigen 1848-50.

I Valfarts pilgrimsfærd bevæger hovedpersonen sig fra metropolens mørke og op i lyset og dermed ind i den passionerede kunstneriske renfærdighed, der lægges op til i Antonius i Paris. Den unge ingeniør og violinist Silvio gennemlyses af Italiens varme sol og musens lutrende forsyn. Bruddet og afskeden, der er kendemærker i forfatterskabets lutring og selvstændiggørelse af Eros, effektueres med rejsen til Italien, hvor han kvitter sine sværmeriske livsløgne i skikkelse af den uopnåeligt skønne Célimène til fordel for den livsglade og ligefremme Clara, der med sin uselviske kærlighed sætter ham fri til at erobre sig selv og sit poetiske talent. I digtet „Ekbátana“ frasiger jeget sig begærets utålmodighed og sanselige opfyldelse til fordel for drømmen om det:Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,al Livets Vellyst – hvad var den da?Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømtved en kongelig Fest i Ekbátana.Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømten dybere Lykke, end nogen har tømt.Lad Syndflodens Vande mig bære herfra– jeg har levet en Dag i Ekbátana.Det bliver fremover alene erindringen om den sanselige hengivelses lystne illusionsverden, der driver digteren frem som inspirationens motor, ikke den konkrete tilfredsstillelse af begæret. Silvio vil som ingeniør til at bygge broer, der i romanens slutning sindbilledligt udlægges som broer mellem menneske og natur, jord og himmel, mellem sanseligt begær og lutret, skabende og skønhedsgivende Eros. Silvio identificerer sig med Homers helt Odysseus, der modstår alle fristelser og omsider kommer hjem i kraft af sin snilde, sin stolthed og sin vilje. Med hellenistisk etos konstaterer Silvio, at „den heroiske Tid er oprunden“, helten er som nyfødt, udfriet af det sene 1800-tals tvivl, nerveliv og spleen, genfødt til en heroisk tid og en heroisk bevidsthed i 1900-tallet. Han er blevet et helt menneske med en „Vilje villig til alt stort“. Hans heroisme er identisk med selvopofrelse, hvor poesien bliver livets mål og mening.(Dansk Litteraturs Historie)