Sparekassen

Højdepunktet af Hertz' komediedigtning er Sparekassen, der blev opført første gang 26. maj 1836. I begyndelsen var hverken skuespillerne eller publikum videre begejstrede for stykket, men efterhånden opnåede det stor popularitet og var gennem mange år et af de hyppigst opførte stykker i Danmark.
Sparekassen udspiller sig i biedermeierstuens nære og fortrolige rum og åbnes med et familieskænderi hos den fallerede købmand Skaarup om anvendelsen af en mindre arv på 300 rigsdaler. Skaarup selv ønsker at sætte dem i banken, men han kan ikke sætte sin vilje igennem. Hvert af familiemedlemmerne vil bruge pengene på sig selv, og forvirringen er så total, at Skaarup, da støvet har lagt sig, er blevet overtalt til at købe et lod i klasselotteriet. Den tåbelige investering synes i første omgang at bære frugt, da det pludselig forlyder, at de har vundet den svimlende sum af 50.000 rigsdaler. Uden sikkerhed giver de sig til at gøre store indhug i pengene og bliver pludselig populære i borgermiljøet.
I mellemtiden er plejesønnen Nicolai vendt velhavende hjem fra Amerika for at hjælpe familien ud af dens økonomiske trængsler og for at fri til familiens eneste fornuftige medlem, datteren Antonie (en af fru Heibergs glansroller). Han har dog hemmeligholdt sin rigdom for at blive modtaget som sig selv. Antonie møder ham med kærlighed, men midt i opstandelsen lykkes det kun akkurat resten af familien at lægge mærke til ham. Da det viser sig, at loddet alligevel er værdiløst, kan Nicolai imidlertid træde til som familiens sande ven – i modsætning til de falske, der kun viste interesse på grund af den pludselige rigdom. Nicolai og Antonie kan da forenes, og stykkets undertitel „Naar Enden er god, er Alting godt“, kan også blive stykkets konklusion.
(Dansk Litteraturs Historie)
Stykket er et stilrent eksempel på den poetisk-realistiske satire. Selvom tonen er mild, er den bestemt ikke tandløs. Kun det centrale elskerpar er ikke betragtet med ironi: Borgermiljøets forlorenhed udstilles tydeligt, og skønt Skaarup-familiens medlemmer er elskelige, er de
fleste også tåbelige og egoistiske. Overladt til sig selv kan de ingenting, og kun en venlig indgriben af skæbnen i Nicolais skikkelse sikrer, at enden faktisk bliver god. Tonen er dog så venlig, at tilskueren aldrig lades i tvivl om den lykkelige slutning, men kun om, ad hvilken vej Sparekassen vil nå frem til den.