Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Karl Gjellerup, der fik Nobelprisen i litteratur 1917, genfortæller i den smukke "Minna" sin og sin tyskfødte hustrus kærlighedshistorie. Romanens realistiske fortællestil, der var påvirket af Turgenjev, vandt ham et stort publikum i Tyskland, hvor han slog sig ned og levede resten af sit liv.

Illa Christensen (1851-1922), egentlig Mathilde Christensen, er en af de kvindelige forfattere, dr.phil. Pil Dahlerup beskæftiger sig med i disputatsen "Det moderne gennembruds kvinder", hvor det hedder om hende: "Hun havde kunstnerisk talent og vovemod, et usædvanligt indblik i partriarkatets psykologi og selvstændighed i sit eksistentielle standpunkt midt under naturalismen".

Da Claussen gjorde et udvalg af sine trykte og utrykte digte til samlingen Pilefløjter (1899), afsluttede han bogen med en troskabserkælæring til hjemmet og til det folk, digteren så gerne ville tjene. Han skrev på et skuespil, Arbejdersken, der i Herman Bangs instruktion blev opført på Folketeatret i maj 1898; det blev en eklatant fiasko. Stykket var en bedre skæbne værd, og det fik nogen oprejsning, da det i sæsonen 1925-26 spilledes på Arbejdenes Teater. Skuespillet kræver en lyrisk begavet kunstnerinde som fabrikspigen Jenny. Denne pige dræber fabriksherren, som har forført hende og forrådt arbejdernes sag; hun tager derefter sit eget liv. Digteren anskuede hende som heltinden i en græsk tragedie, ubøjelig og ubønhørlig; man kan tænke på Euripides' Medea og Fædra.Nederlaget var ved at tage modet fra Sophus Claussen i nogle år; det var for ham, i resten af hans digterliv, en gåde og en pine, at han ikke blev opfattet som en folkelig forfatter. Han ville være på een gang lyriker for de mange og får de få, Verlaine og Mallarmé.(Dansk Litteraturhistorie, Politiken 1977)

"Mit ubetydelige levnedsløb" er historien om hvor svært det var for en begavet pige i 1700-tallet.overhovedet at få lov til at læse og lære noget.***.Charlotta Dorothea Biehl voksede op som ene pige til en pigerolle hun aldrig accepterede. Hun lærte tidligt at læse og viste hurtigt en enestående læsehunger og begær efter viden. Hun støttedes heri til hun var otte af morfaderen, slotsfoged på Kbh.s slot og præsident i borgretten Hans Broer, der i modsætning til faderen forstod den sære pige. Efter hans pludselige død var hun overladt til faderen der, i hævdelse af en pater-familias-autoritet, forbød hende at røre en bog. Hvorefter hun under største anstrengelser skaffede sig bøger og læste på livet løs i smug. Trodsig, selvhævdende og ærekær synes hun at have lignet faderen så meget at alene dette var nok til at skabe den livslange konflikt mellem dem. Som pige fik hun ingen egentlig skolegang, alligevel kom hun til at beherske sit modersmål som en af de bedste, ikke blot i tidens rørende, men også den formelle kancellistil. Og i sin beundring for Holberg, der i sine sidste år var opmærksom på hende, var hun i stand til også at efterligne hans sprog. Desuden lærte hun sig efterhånden såvel tysk og fransk som også italiensk og spansk. Blandt husets venner i kredsen af hof- og statsembedsmænd var hun tidlig kendt for sin formuleringsevne. Og af stor betydning blev det at hun fra 1780 havde omgang med de franske skuespillere på Charlottenborgs scene, fra 1755 var inspektørboligen her hendes hjem, og hun fik indgående kendskab til dramaet i praksis ligesom hun satte sig ind i dets teori. 1760 blev hun sjælen i en lille trup der med den teaterinteresserede hofmand C. C. Danneskiold-Samsøe som initiativtager spillede privatteater.(Dansk Biografisk Leksikon)

I 1941 udgav Bodil Bech sin sidste digtsamling, året før hun døde. Det glødende erotiske i de tidligere digte viger her for en glødende alvor. Anden verdenskrig kaster sin tunge skygge over sindet, og Bodil Bech vender sig mod troen - gennem ekstatisk besværgende digte til guddommen.

"Kritiske studier og udkast", der udkom i 1880, da Herman Bang var 23 år, rummer litteraturkritiske analyser af franske forfattere og skildringer af teatrets skikkelser. Af særlig interesse er Herman Bangs lange og indgående artikel om Ibsens "Et dukkehjem".**Georg Brandes var i de år i Berlin, og før han vendte hjem i 1883, havde Bang etableret sig som den førende litteraturkritiker. Han havde udsendt to vægtige litteraturkritiske artikelsamlinger, Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880), som foregreb Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og Den romantiske Skole i Frankrig (1882) ved at portrættere de moderne realistiske danske forfattere samlet og introducere de tilsvarende franske. Kritiske Studier og Udkast indeholder også en afdeling „Dramaturgiske Pennetegninger“, som konkurrerede med Edv. Brandes' nyligt udkomne Dansk Skuespilkunst (1880).(Dansk Litteraturs Historie)

"Ak! hvor forandret" er et ofte tilbagekommende tema i Blichers noveller. I denne novelle husker den midaldrende mand den landsbyskønhed, han forelskede sig dødeligt i tyve år før: "Jeg saae ved første Øjekast, at hun var den Fuldkomneste i sit Slags. En saadan Skjønhedsfylde, blussende, bovnende, og dog i de skjønneste Former, troede jeg aldrig før at have skuet. ".Nu får han lejlighed til at se hende igen. Men, ak! hvor forandret

Når man vil læse en god gyser eller spøgelseshistorie, så griber man ud efter Edgar Allan Poe, Bram Stokers Dracula, Frankenstein, noget Stephen King eller en bog af Anne Rice. Skal det være dansk, kan man kaste sig over Dennis Jürgensen eller Kenneth Bøgh Andersen. Men Herman Bang? Det ligger ikke lige for, vel?.. Og alligevel udgav han i 1907 en lille samling med tre overnaturlige noveller – Sælsomme Fortællinger. ..de tre historier er ikke uefne, og Herman Bang er ikke bange for at kaste sig over en ny genre, hvor han ‘udforsker vore egne Sjæles hemmelighedssvangre Dyb’ eller det der stiger op af ‘vor Bevidstheds forgiftede Sumpe’..( Sonny Ankjær Sahl, Vangsgaards blog)

Steen Steensen Blichers suveræne fortælleteknik er afgørende for, at han fremstår som den første store realist i dansk digtning. Hans mange skildringer af steder og mennesker bliver levende og vedkommende, fordi de formidles gennem fortællingen om begivenheder, som har grebet og rystet de mennesker, der fortæller dem.Samtidig fremstår paradoksalt nok novellernes dybeste udsagn af det forhold, at fortællingernes troværdige vidnesbyrd fremlægges på en sådan måde, at de vækker læserens mistillid til fortællerne. Vi tror på, at tingene er sket, som de fortælles, men fortællernes engagement i dem er så rystet og hudløst, at vi tvinges til at tvivle på, om de tolkninger, som de nødvendigvis må fremlægge samtidig med fortællingen, er holdbare.Dette forhold mellem begivenheder og fortolkning gjorde Blicher til tema for en af sine største noveller, Præsten i Vejlbye (1829). I dagbogsform fortælles om præsten Hr. Søren, der efter aflagt tilståelse henrettes for et mord, som det viser sig, han ikke har begået. Gåden i den historie er, hvorfor præsten tilstår, og forklaringen, som også fremstår af fortællingen, er, at det gør han, fordi han ikke kan andet. Ellers bryder ikke bare hans tilværelse, men hele hans tilværelsesforståelse sammen.Præsten i Vejlbye er den eneste fortælling af Blicher, som direkte har tilværelsens uigennemskuelighed som tema, men alle hans store noveller handler om den. Til syvende og sidst blev han en af Danmarks allerstørste fortællere, fordi han skrev sine noveller på den overbevisning, at menneskenes virkelighed er af en sådan art, at den hverken kan forklares eller fortolkes; derfor må den fortælles.(Dansk Litteraturs Historie)Mark Twains roman "Tom Sawyer, Detective" (1896) bygger på historien om præsten i Vejlby.Novellen har været filmatiseret tre gange, i 1922, 1931 og 1972

Ti Aar’ er essays i krydsfeltet mellem erindringsskitser og fiktion. De skildrer Bangs ”vandreår”, hvor han rejste rundt og i perioder bosatte sig i Centraleuropa. Udgangspunktet er 1877, hvor farfaderen døde, arven slap op og unge Herman måtte skaffe sig et levebrød. Som en sidste desperat udvej forsøgte han sig med at skrive – og således begyndte et af dansk litteraturs mest geniale forfatterskaber!Bogens morsomste indslag er fra Norge og Bornholm. Bang fortæller her med herligt lune og underspillet selvironi om at rejse rundt og forsøge at skabe sig en næringsvej med skuespil, oplæsninger eller foredrag. Det var bestemt ikke nemt og giver anledning til skæve, humoristiske og groteske skildringer. Nyd dem.(Litteratursiden)

Røverstuen indeholder hele lageret af veltjente klicheer: kærlighedsintrige, de eiskendes flugt på én hest midt om natten, den simple men ædle krybskytte, sårbar kvinde i stærke arme, uforsonlige forældre, tiden og døden der alligevel skaber forsoning etc. Alle kortene er lagt ud og alle kabaler går op - men i slutningen siges klart, at de mennesker og steder historien omhandler, er borte forlængst. Kun fortællingen er tilbage.(Arkiv over Dansk Litteratur)Fortælleteknikken bidrager til den særlige blicherske tone. Den holder ved sin fortæller en afstand til virkeligheden og dermed en påmindelse om, at det, læseren erfarer, ikke nødvendigvis er hele virkeligheden. Der eksisterer noget, der ikke umiddelbart kan gennemskues.Grundtonen i de bedste af Blichers noveller er mørk og pessimistisk. De kan begynde som idylliserende fortællinger efter biedermeier-normen, men de lukker snart op for dramatiske – ofte ligefrem kriminelle – forløb, der afdækker en bitter viden om tilværelsens lod. Blicher gør op med biedermeier i disse fortællinger, og med sin realisme i beskrivelserne af miljø og psyke peger han frem mod langt senere forfattere i dansk litteratur.Blicher tilfører litteraturen i Danmark en tragisk tone præget af en dyb indsigt i grundlæggende menneskelige vilkår. Der er hos Blicher noget bagved, vi ikke kan stå op imod, men som uanset vore bestræbelser griber ind og dikterer vort liv. Blicher fører os frem til denne indsigt og lader sin læser opleve det knugende og uafvendelige i dette „bagved”, som ikke kan forklares, men alene opleves som en ubønhørlig skæbne hinsides vanlige forestillinger om kristen tro og frelse.(Store Danske Encyklopædi)

Herman Bang udgav kun én digtsamling, og det er ikke som lyriker, han vil blive husket. Men der kan være grund til at læse hans digte, dels fordi de viser, hvilke tanker han gjorde sig, og dels fordi de i deres rimfri, besværgende form kan minde om JP Jacobsen og vise frem til senere digtere som Bodil Bech og Gustaf Munch-Petersen.

Trediverne var i almindelighed ikke så godt et årti for poesien i Danmark som tyverne eller fyrrerne, men netop da fornyede Bodil Bech sammen med Gustaf Munch-Petersen og Jens August Schade den danske lyrik med deres rimløse digte. Bodil Bech skriver især om den ugengældte kærlighed, men i "Flyvende hestemanker", der udkom i 1940, kaster verdenskrigen sorte skygger ind over hendes indre landskaber."Følelserne vælder af det indre og har ikke altid ydre foranledning, hvilket fremgår af udtrykket „genstandsløs Forelskelse“, der optræder i samlingen Flyvende Hestemanker (1940). Ligesom hos surrealisterne viser flere af digtene opmærksomhed på afstanden i det offentlige rum mellem menneskers stivnede ydre og de heftige bevægelser, der foregår i det indre. Opmærksomheden udmønter sig ikke i en egentlig kritik, men snarere i en formodning om et dybere fællesskab mellem mennesker på et følelsesmæssigt grundlag."(Dansk Litteraturs Historie)

Bredden i Bødtchers digte er som hos hans samtidige ganske stor. Forfatterskabet spænder over traditionelle romancer, versfortællinger, lejlighedsdigte og lyriske digte. På samme måde er der også et ganske vidt udtryksregister i digtene, der rækker fra et udspekuleret erotisk vanvidsstykke som romancen „Mundus og Paulina“ (1840) over det heroiske i romancen „Turneringen“ (1839) og det hverdagshistorieagtige i digtkredsen „Fuglen“ (1845) til smigrende hyldest- og hilsendigte til venner og bekendte som Oehlenschläger, Ingemann, Hauch og Winther. Overordnet betragtet er Bødtchers poesi dog lysere og mildere i sin karakter end Aarestrups, Winthers og Paludan-Müllers. Skønt de findes, er der færre vanvidsstudier, færre sønderflåede skæbner, færre interessante mørke, erotiske undertoner osv. ..Bødtchers italienske digte er præget af en lang række beskrivelser af landets folkeliv, der skildres i al sin varmblodede livlighed. De er også præget af en samhørighed mellem nutid og fortid. Den katolske kirke er kun ret sparsomt til stede i de italienske digte. Til gengæld er de romerske guder levende virkelighed for den, der færdes i Italien. Særligt det italienske landskab og – selvfølgelig – de antikke ruiner er gennemtrængt af dem, og deres levende nærvær afgiver vedblivende betydning til digtene.Det ser man bl.a. i Bødtchers ubetinget mest berømte digt „Mødet med Bacchus“, hvis første version blev offentliggjort i P.L. Møllers tidsskrift Gæa i 1846, men hvis klassiske form er fra Bødtchers digtsamling i første udgave. Det beskriver jegets møde med en yngling, som måske, måske ikke er vinens og rusens gud Bacchus (Dionysos). Vi møder jeget båret af et æsel på en tur i omegnen af Frascati nær Rom. (Dansk Litteraturs Historie

Vilhelm Bergsøes science fiction-fortælling om Flyvefisken Prometheus er skrevet i 1869 og foregår i 1969, 100 år senere.I 1969 er man blevet færdig med Panamakanalen og man er i gang med at bore en tunnel under Øresund ved at sprænge vej med "ultramarin-dynamit".Køge by er nu for første gang oplyst af elektrisk lys - to kulbuer for hver ende af gaderne. Men den største bedrift er dog dampflyvemaskinen Flyvefisken, der beskrives således:"Princippet er, som sagt, ganske det samme som Fiskens, kun at han har taget noget af Blækspruttens Bevægelsesmelodi med. Skibet flyder paa Vandet, let som en Svane, sænker sig derpaa indtil en vis Dybde, ved at indtage Vand og uddrive Luft, og skyder sig derpaa opefter i en skraa Stilling ved atter med Voldsomhed at uddrive Vandet, hvis sidste Hest det slipper lige som det naar Overfladen. De udstødte Vandmasser giver det en saadan Bevægelsesmængde, at det føres indtil to Hundrede Fod op i Luften. Her sættes Vingefinne-Systemet i Bevægelse, Skruehalen trækkes ind. Styrehalen stikkes ud, og i en susende Fart af halvandet Hundrede engelske Mil i Timen bevæger det sig gennem Lufthavet, indtil det træffer et Vand, som er dybt nok til at Skibet ikke sønderslaas mod Bunden under sin Nedflugt. Flyvefisken kan altsaa afgaa fra enhver Havnestad, hvor Vandet blot har en tilstrækkelig Dybde. Alle kunstige Stationer med deres Driftsmateriale og Besætninger spares - kort sagt, den bærer med rette sit stolte Navn „Flyvefisken Prometheus".

Romanen Fædra (1883) behandler motivet med den modne, erotisk krævende kvinde og hendes incestuøse forhold til en stedsøn. En dramatiseret version, Ellen Urne (1885), blev opført på Aarhus Teater.(Dansk Litteraturs Historie)

""Et ubetydeligt Menneske" handler om en ugift pige, der finder mening med tilværelsen som plejemor for sin elskedes "uægte" barn. Romanens indledning er en overordentlig vittig beskrivelse af "skyggetanter" i et københavnsk, borgerligt miljø... Psykologisk giver de første kapitler en intens beskrivelse af, hvordan en ung pige vælger en påtagen, dækningsløs opstemthed som værn mod faderangreb på hendes identitet. Det maniske forsvar kunne man kalde det".(Pil Dahlerup: "Det moderne gennembruds kvinder")

Betty Borchsenius var en kendt og feteret skuespillerinde, da hun i 1884 udgav en lille samling skitser fra dagliglivet blandt rige og fattige. Bogen slutter med opfordringen: "Gaa da ud i Livet, Du haardt-prøvede Kvinde."

Liv og Død (1899) rummer et par lykkelige kærlighedshistorier om dem, der hensynsløst følger deres drifter.

"Filtret høst" består af digte, Marie Bregendahl skrev over en periode på fyrre år og udgav på et sent tidspunkt af sit liv. Det er måske ikke den store lyrik, hvad hun selv var klar over, men de prunkløse digte giver et smukt indblik i hendes sind og fortæller en historie om den store forfatter, hvis bog "En dødsnat" senere blev beundret af Sigrid Undset, der sagde, at den var blandt perlerne i den danske litteratur.

Baggesen debuterede febr. 1783 med en håndfuld poesier i Chr. Iversens "Nytaarsgave" (Odense) og vandt snart et sådant ry at han kunne samle 1200 prænumeranter til sin første bog, Comiske Fortællinger, 1785. Heri optrådte han som elev af J.H. Wessel og C.M. Wieland. Versifikation og stil er den førstes, men Jens Baggesen lagde vægten på en mere moderne sprogtone og rimteknik, en kunstfærdigere periodebygning og en raffineret udnyttelse af modsætningsforholdet mellem lange og korte verslinjer. Fra sin tyske mester har Jens Baggesen den snart parodierende, snart følsomme, snart frivole diktion. (Dansk Biografisk Leksikon)

Bergsøes hovedværk Fra Piazza del Popolo er med litteraturhistorikeren Lars Peter Rømhilds ord „en rammefortællingskreds der bliver til en roman“. Bogens rammehandling udspiller sig blandt skandinaverne i Rom med et enkelt fransk indslag. I bogens begyndelse kidnappes den unge læge Verner og for at fordrive ventetiden, mens han er borte, indlader de tilbageværende sig på at fortælle og læse historier for hinanden. Det lykkes efter nogle dages fangenskab for Verner at undslippe, og de to sidste historier er dels hans beretning om sit fangenskab og sin flugt, dels en beretning fra Leon de Ville, en franskmand, han undervejs har befriet fra en levende begravelse i en gammel romersk sarkofag. Disse to historier forbinder sig med dem, det tilbageværende selskab har fordrevet tiden med, til en samlet fortælling, der har den unge Verner som den centrale figur. Historierne afdækker tilsammen baggrunden for hans forældreløse opvækst, og de beretter hans liv fra en ungdom i overflod, men uden social og personlig balance, over et brat formuetab og en dyb social og menneskelig fornedrelse til hans genrejsning som et stadig ungdommeligt overmodigt, men nu balanceret og fornuftigt menneske. Samtidig fører historien på nutidsplanet ham sammen med sin tabte ungdomselskede, som hans egen formørkede natur samt en led italiensk pengemands intriger har revet fra ham.(Dansk Litteraturs Historie)

Min Broders Levnet... handler om modsætningen mellem fortælleren Johannes Harring og hans bror Arthur. De er blevet adskilt i fjendskab som børn og opdraget højst forskelligt: Johannes til deltagelse i samfundets almindelige liv, Arthur i praksis til et liv på samfundets skyggeside. De forenes og forsones først fuldstændig, da Johannes på brorens dødsleje foranlediger, at han bliver gift med præstedatteren Mathilde, som han tidligere har forført, gjort gravid og forladt. Dermed frelses også hun og deres barn fra vanære, og Johannes, der undervejs har forelsket sig dødeligt i hende, kan gifte sig med hende og indtræde i rollen som fader for den søn, Arthur i første omgang har svigtet, men i sidste øjeblik gjort legitim.Romanen bevæger sig i to meget forskellige miljøer. På den ene side står det pæne, borgerlige miljø, fortælleren er opdraget i, og hvorfra han taler. Det fortællende jegs skildring af sine omgivelser er poetisk-realistisk: „jeg … sidder her i den øde Præstegaard og bemaler det rene hvide Bikubepapir, med min smukke Kone, der sidder og syer ved Vinduet, medens den lille Carl leger med sine Tinsoldater og af og til seer hen til Arthurs store Hund, der løfter Hovedet iveiret og knurrende lytter til Avlskarlens Fodtrin i Gaarden.“ På den anden side står en københavnsk underverden, der er skildret med hele det interessantes sans for det radikale og dristige og med en usædvanlig nærgående realisme:„Og nu begyndte da atter den infernale Musik, medens min Broder paa eengang spilte Primoviolinen og dandsede med Damen. Donnaens Gebærder vare naturligviis særdeles uanstændige“.På samme måde er de to brødre taget fra hver side af biedermeierens spektrum. Johannes er som en af Thomasine Gyllembourgs helte, intelligent, ærlig, ordentlig, tilgivende, mådeholden, men dog i stand til at føle en voldsom lidenskab, der på sin side nok kan få grebet om hans dagklare fornuft, men ikke trække ham varigt ned. Nyere forskning har forsøgt at dokumentere, at Johannes på forskellig måde er en ironisk opfattet figur, men det forekommer ikke overbevisende. Arthur er i alt en interessant skikkelse. Hans sjæleliv er fra begyndelsen forvredet eller sygt i sit grundlag, og hans sindstilstand er derfor uden anden sammenhæng end den, der ligger i hans ubændige lidenskabelighed, hvert øjeblik slår den ud i et nyt indfald, i en ny retning, så han kun er sig selv i det, at han aldrig er stabil, og at hans gode og dårlige sider mindre kæmper om magten i ham end konstant veksler med hinanden. Johannes bliver da den, der forløser, hvad Arthur har svigtet, han får gjort mor og barn legitime og har broderens elskede hund hos sig, som han også på Arthurs bøn har taget til sig.(Dansk Litteraturs Historie)

Agitatoriske digte fra socialdemokratiets ungdomstid. Ikke stor litteratur, men et vidnesbyrd om det glødende engagement og den klippefaste tro på det socialistiske fremtidssamfund, man fandt dengang.

Herman Bangs skildring af barndomsårene på Asserballe Præstegård.***"Den skønneste lyriske prosa, Herman Bang har frembragt, findes ikke i hans digte, men derimod i prosabogen Det hvide Hus. Han har i denne mindebog sat sin mor et uforgængeligt monument, bogens lyrik er gennemtrængt af sjæl og har erindringens lange, sukkende og sugende åndedræt. Selv om sproget ikke synger, så hvisker, mumler og stundom nynner det på en egen indtrængende og hemmelighedsfuld vis, og pludselig møder man sætninger der ligesom stønner dumpt og uendeligt sagte af længsel og hjælpeløs hjemve. Ved følelsernes dybde, ved diktionens inderlighed, ved stemningssuggestionens åndeagtige karakter kroner denne sarte, men vægtige bog Herman Bangs produktion i kraft af sin poesis renhed og ømhed. Nægtes kan det ikke at Herman Bangs prosa, som flere slægtled forelskede sig i, gør et udansk indtryk og ofte synes direkte at være overført fra fransk, uden hensyntagen til det danske sprogs ånd og hævdvundne karakter. Man kan heller ikke sige at Herman Bangs stil har stiftet skole. Selv de forfattere der gennem læsningen af hans romaner og fortællinger har indset betydningen af de minutiøse iagttagelser i gengivelsen af virkeligheden, har ikke ladet sig påvirke af hans stil."(Dansk Biografisk Leksikon)

Poul Chievitz, 1817-1854, dansk forfatter. Han tilhørte en kreds af intellektuelle, kaldet "løsgængerne", der i 1830'erne og 1840'erne gik til angreb på enevældens og romantikkens bastioner. Som forfatter stod Chievitz i overgangen fra romantik til naturalisme. Novellen Saaledes forholder det sig (1845), der vakte skandale, beskriver tre unge mænd og deres erotiske samliv med tidens letlevende sypiger. Bogens hensigt var at afsløre tidens dobbeltmoral. Dette tema går igen i komedien Venskab og Kjærlighed (1847) og i romanen Fra Gaden (1847, på titelbladet 1848), hvis angreb på samfundsmoralen peger hen på fremtidens sociale omvæltninger: "Af en forsmaaet Bejler kan blive en fortrinlig revolutionær". Chievitz var en ualmindelig god iagttager af samtidens talesprog og havde modet til at bringe det på tryk.(Store Danske Encyklopædi)

Baggesen debuterede febr. 1783 med en håndfuld poesier i Chr. Iversens "Nytaarsgave" (Odense) og vandt snart et sådant ry at han kunne samle 1200 prænumeranter til sin første bog, Comiske Fortællinger, 1785. Heri optrådte han som elev af J.H. Wessel og C.M. Wieland. Versifikation og stil er den førstes, men Jens Baggesen lagde vægten på en mere moderne sprogtone og rimteknik, en kunstfærdigere periodebygning og en raffineret udnyttelse af modsætningsforholdet mellem lange og korte verslinjer. Fra sin tyske mester har Jens Baggesen den snart parodierende, snart følsomme, snart frivole diktion. Det var den form hvori han med årene vandt det fuldendte mesterskab som digter; endnu var han tynget af talløse litterære reminiscenser. (Store Danske Encyklopædi)

Novellesamlingen "Under åget" fra 1890 indeholder de tre noveller "En dejlig dag", "Irene Holm" og "Frøken Caja"."Irene Holm" regnes for et af Herman Bangs mesterstykker:"Irene Holm ankommer til en lille landsby, og tilbyder der de lokale at gå til danseundervisning. Når Irene Holm ikke underviser, holder hun sig meget for sig selv. Det eneste, der kan få hende til at live lidt op, er nyheder fra Det Kongelige Teater. Når der kommer nyheder fra København, drømmer hun sig tilbage til den tid, hvor hun selv gik på danseskolen. Da det bliver forår I den lille landsby, afholdes der et afdansningsbal, hvor Irene Holm, godt hjulpet af alkohol, optræder med en soloforestilling. Den ender i en katastrofe, som Irene måske, måske ikke forstår. Til sidst rejser hun videre til den næste by." (Novelleforlaget)

Den store novelle Les Quatre Diables eller De fire Djævle fra 1890 er en feberhed fortælling om ulykkelig kærlighed og en jaloux kvinde, der langsomt ædes op af et vanvittigt had. Men vanviddet griber ikke bare den stakkels kvinde, også fortælleren synes at blive opslugt af hadet og hævntørsten. Dette er ikke bare Herman Bangs sidste excentriske novelle, men også den mest excentriske.Det er historien om fire cirkusakrobater, der arbejder under navnet ”Les Quatre Diables”. Akrobaten Fritz, en af de fire djævle, får et forhold til en gådefuld overklassekvinde, der kommer aften efter aften til de fire djævles forestilling. Denne rovdyrslignende femme fatale-figur suger kraften ud af Fritz, og han bliver mere og mere ødelagt af deres forhold.Fra sidelinjen ser akrobatpigen Aimée sin elskede Fritz gå til grunde. Hun er hemmeligt forelsket i Fritz, og også hun bliver fortæret af had og sit eget ødelæggende begær.Det bizarre miljø og den tragiske fortælling om jalousiens ødelæggende væsen gjorde Les Quatre Diables til en af Herman Bangs mest elskede noveller. Denne fascinerende cirkusverden er skildret med en nerve og indlevelse, der sammen med den lumske bang’ske fortæller skaber en gådefuld stemning. Undergangsstemningen ulmer under overfladen fra novellens første sider, og læseren bliver langsomt spundet ind i fortællingens net af jalousi, hævn og det vanvid, der griber Aimée. (Litteratursiden)

Illa Christensen (1851-1922) kredsede i sine noveller særlig om forholdet mellem far og datter - konflikterne og bindingen. Dr. phil. Pil Dahlerup skriver om Illa Christensen i sin disputats "Det moderne gennembruds kvinder": "I Illa Christensens forfatterskab er det gennembruddet, at et menneske, der føler sig omgivet af løgn, finder frem til en følelse hos sig selv, som hun tør kalde sand."