Mødet med Bacchus

Bredden i Bødtchers digte er som hos hans samtidige ganske stor. Forfatterskabet spænder over traditionelle romancer, versfortællinger, lejlighedsdigte og lyriske digte. På samme måde er der også et ganske vidt udtryksregister i digtene, der rækker fra et udspekuleret erotisk vanvidsstykke som romancen „Mundus og Paulina“ (1840) over det heroiske i romancen „Turneringen“ (1839) og det hverdagshistorieagtige i digtkredsen „Fuglen“ (1845) til smigrende hyldest- og hilsendigte til venner og bekendte som Oehlenschläger, Ingemann, Hauch og Winther. Overordnet betragtet er Bødtchers poesi dog lysere og mildere i sin karakter end Aarestrups, Winthers og Paludan-Müllers. Skønt de findes, er der færre vanvidsstudier, færre sønderflåede skæbner, færre interessante mørke, erotiske undertoner osv. ..
Bødtchers italienske digte er præget af en lang række beskrivelser af landets folkeliv, der skildres i al sin varmblodede livlighed. De er også præget af en samhørighed mellem nutid og fortid. Den katolske kirke er kun ret sparsomt til stede i de italienske digte. Til gengæld er de romerske guder levende virkelighed for den, der færdes i Italien. Særligt det italienske landskab og – selvfølgelig – de antikke ruiner er gennemtrængt af dem, og deres levende nærvær afgiver vedblivende betydning til digtene.
Det ser man bl.a. i Bødtchers ubetinget mest berømte digt „Mødet med Bacchus“, hvis første version blev offentliggjort i P.L. Møllers tidsskrift Gæa i 1846, men hvis klassiske form er fra Bødtchers digtsamling i første udgave. Det beskriver jegets møde med en yngling, som måske, måske ikke er vinens og rusens gud Bacchus (Dionysos). Vi møder jeget båret af et æsel på en tur i omegnen af Frascati nær Rom.
(Dansk Litteraturs Historie