Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Digte om lindetræer, snefnug og mosskorpioner.

Arne er nu blevet en veletableret oversætter og kan klare sig overalt i verden med en skrivemaskine. Derfor tøver han ikke med at hoppe på en godt brugt jysk rutebil, endnu engang i selskab med Amdi og den gruppe der har formet sig om den karismatiske leder. Gennem Østeuropa, Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan og Indien, hvor oplevelserne står i kø, når de frem til Nepal og sælger bussen. Siden fortsætter eventyret i Australien og som forfulgte politiske agitatorer i Polynesien hvor de første franske atomprøvesprængninger samtidig finder sted. Udvist og atter hjemvendt til Danmark lukker Arne tresserne som husejer på Nørrebro, frigjort og med masser af erfaring, men ikke uden rod i kærlighedslivet.

Pelle er 14 år i 1957. Han er forelsket i Gurli, der ikke er forelsket i ham. Så møder han Suzanne, og det går bedre, men der er jo det ved det, at de kommer fra to forskellige klasser. Og Pelle er rød. Ikke socialdemokrat og ikke kommunist, men i et lille parti med medlemmer, der kunne være taget ud af Scherfigs Idealister.

Det er lige efter krigen, og Pelle er fire år gammel. Hans liv er centreret omkring legepladsen og familien. Der er så mange ting i verden, der ikke er til at forstå, og Pelles storebror Allan kan være uberegnelig. Der er store drenge i Utterslev Mose, og måske er Allan alligevel ikke lige så stærk som Tarzan. Man kan risikere at blive hængt til tørre, når man sidder på legepladsen og vipper, og når de store drenge siger, man må køre en tur i deres legevogn, risikerer man bare at blive proppet ned i en sæk og stillet væk.

Variationer over de kendte myter og sagn - fra bibelshistorien, græsk mytologi, eventyr og folkesange

Efter oliekrisen er halvfjerdserne ved at glide over i fattigfirserne, og Pelles og Evas ægteskab knirker faretruende. Helt galt bliver det, da Eva pludselig bestemmer sig for at flytte til Svendborg og tage deres datter, Dunja, med.Det er et skæbnedrama, der rulles op, så derfor er bogen formet som et ibsensk drama i fem akter.

Pelle er ni år og på ulvelejr. Føreren bestemmer, og ulveungerne skal bare adlyde. Efter sommerferien begynder skolen, der er indrettet på samme måde. Lærerne bestemmer det hele. Pelle opdager, at andre mener noget andet om politik end hans forældre, der taler om amerikanernes grusomheder i Korea. Han opdager også, at piger ser helt anderledes ud end drenge.

Den nyudklækkede student Arne begynder at studere historie, med afstikkere til russisk, kinesisk og sociologi, på Københavns Universitet. Samtidig får han udgivet sin første roman, arbejder som aspirant på Aktuelt og redigerer en række blade og tidsskrifter. Der bliver festet med vennerne på hovedstadens beværtninger og i private hjem hvor mange også er begyndt at nyde den hash der netop er kommet til landet. Vi følger hovedpersonen til koncert med Dollar Brand, til atommarch, tilbage til Amerika, hvor han genopfrisker gamle venskaber og indleder nye, samt på udflugter i det gamle Europa. Og overalt hvor han kommer rammes han af friske forelskelser og de alt for velkendte kærlighedssorger.

Pelle og Louise lever lykkeligt sammen i parcelhuset og glæder sig over samværet og børnebørnene. Men en dag opdager Pelle en lille udvækst, som han frygter han være en dødbringende kræftsygdom.

Det er 1982, og Pelle er fyrre og færdig. Alene og fortvivlet er han gået ind i en nedadgående spiral på dødsruten rundt på byens værtshuse, hvor bogen følger ham i en flimrende bevidsthedsstrøm, til han pludselig og på paradoksal måde bliver kaldt tilbage til livet.

"Branden" er et udvalg af Herman Bangs reportager, især fra Nationaltidende 1880-84. Skildringen af Christiansborgs brand er en klassiker i dansk journalistik. Herman Bang var en fremragende reporter. Han var her og der og alle vegne, og han fortalte, hvad han så og følte - i sit eget udsøgte og smukke sprog. Man taler om New Journalism, hvor journalismen trækker sig selv ind i reportagen, men så ny er den heller ikke. Herman Bang var en mester i den form. Man kan mærke ekkoer af Bangs reportager i dansk presse frem gennem tiden. Dan Turèlls "I byen" giver mindelser om genren. Herman Bang kaldte artiklerne "feuilletoner", i dag ville vi måske betegne en del af dem som kronikker eller essays.Vi besøger overklassen i modesalonen, på udstilling og på landet. Men vi kommer også til syerskernes fest, i lighuset og blandt zigøjnere og artister.Udvalget her føjer sig til reportagerne i "Herhjemme og derude" og til sammen giver Herman Bangs feuilletoner et enestående billede af Danmark og især København i tiden under Estrups styre.

I 1962 er Pelle nitten år og studerer historie. Han er politisk aktiv i SF og deltager i en demonstration mod Moralsk Oprustning. Han går til fester og er med i en fast sammentømret vennekreds. Og så har han det store problem, at han endnu ikke har været sammen med en pige - men det kommer han så til.

Den eventyrlystne Arne sætter sine studier på standby og køber skibet Dania sammen med Mogens Amdi Petersen og en række andre unge mennesker der vil ud i verden og eksperimentere med alternative levemåder. De storslåede planer slår fejl, men den lille besætning får da krydset Den Engelske Kanal og prøvet det hårde sømandsliv samt slidt for smør på brødet i en række nordeuropæiske havne. Arne forelsker sig i den karismatiske og originale, men ombejlede pige Tulte, og følger hende og hele hendes dyreflok til Middelhavet. Men hun vil ikke binde sig til Arne og fører sig til hans fortrydelse frem med stadig nye og flere elskere. 1960’erne nærmer sig sin kulmination i sex, stoffer, musik og oprør.

I 1967 er Pelle i gang med studierne. Der er krig i Mellemøsten, og København fylder 800 år. Der er flower power og rockmusik og hippier. Men først og fremmest møder Pelle den sære Tulte, der bor med et helt manageri af dyr og tilbedere i en kvistlejlighed i Nansensgade. Det er en flimrende og kaotisk tid, der skildres, så derfor er bogen formet som et filmmanuskript i 100 korte scener.

Kaj Munk havde i trediverne nærmet sig til fascismen, men efterhånden vendte han sig mere og mere mod nazismen. Under besættelsen skrev han sange, der kaldte til modstand, og hans sidste prædiken i Vedersø kirke var ikke til at tage fejl af. Derfor myrdede tyskerne ham 4. januar 1944. Men hans sange og prædikener spredte ud over hele landet som illegale skrifter og inspirerede til aktiv modstand.

Morten Nielsen (1922-44) var født i Aalborg som søn af overlærerne EjnarNielsen og Gerda Lebrecht og døbt Karl Bent Lebrecht Nielsen. Morten blev hankaldt fra barnsben, og som voksen fik han det også skrevet på sin navneattest.Han blev student fra Aalborg Katedralskole i 1940 og drog umiddelbart efter tilKøbenhavn for at studere almindelig og sammenlignende litteraturhistorie veduniversitetet. Litterære ambitioner havde han ganske tidligt, og han arbejdedeflittigt og målrettet på at indfri dem. I 1937 debuterede han som digter i Gymnasiastbladet,og i løbet af gymnasieårene fik han flere digte trykt i Vild Hvede,tidens førende lyriktidsskrift. Han leverede digte til Politikens og Social-Demokratenstillæg og journalistiske artikler og teateranmeldelser til AalborgStiftstidende. I 1942 gik han aktivt ind i modstandskampen, først sommedarbejder ved det illegale blad Frihedsstøtten, senere som kurér fortransportgruppen Speditøren, der blandt andet smuglede flygtninge til Sverige.Den udslagsgivende anfægtelse var for ham, ligesom for mange andre studerende,Danmarks underskrivelse af Antikominternpagten den 25. november 1941. Medpagten bandt Danmark sig til et løfte om at bekæmpe Kommunistisk Internationaleog til en aftale om en senere fordeling af de kommunistisk ledede lande imellempagtlandene. Med i pagten var ikke blot Tyskland, Italien og Japan, men også enrække andre fascistisk ledede lande (Ungarn, Spanien, Rumænien og Slovakiet),til hvis selskab Danmark nu havde sluttet sig.Portrætfoto af Morten Nielsen med fast blik og tidstypiskfrisure. Som person og som digter blev han et samlingspunkt og et forbilledefor mange danske digtere, både mens han var i live og efter sin d Læs mereAf omfang er forfatterskabet begrænset. Debutsamlingen Krigere udenVaaben udkom i efteråret 1943, stort set samtidig med at også Ole Sarvigdebuterede. I 1945 udgav Paul la Cour et bind af hans Efterladte Digte,som senere er blevet slået sammen med debutsamlingen og suppleret medyderligere 12 digte. I 1962 udkom brevsamlingen Breve til en ven, og i1966 den lidt større Breve fra Morten Nielsen. Til sin ven Morten rugeudtrykte Morten Nielsen betænkelighed ved debutsamlingens titel: „Det er enfarlig Titel ved jeg nok – demilitariserede Landsoldater og den Slags – men dendækker noget saa væsentligt i Bogen, at jeg løber Risikoen for at blivemistænkt for Konjunkturforf atteri“. Så bogstaveligt skulle titlen altså ikkeforstås; den er metaforisk, som det også fremgår af samlingens indledningsdigt,„Riget af Tusind Aar“, hvori udtrykket er indeholdt. Digtet skildrer vanviddetsudbrud hos en jævnaldrende, der bringer bud fra Jesus om, at tusindårsrigetstår for døren. På dette tidspunkt, hvor ikke så få opfattede Det Tredje Rigesom det frembrydende tusindårsrige, var tanken ikke ualmindelig eller udprægetpsykotisk. Forløbet bliver skildret af en udenforstående, som i tredje strofestår frem og præsenterer sig som del af et kollektiv:Vi andre blev hadske og blege– Mænd paa atten Aar,Krigere uden VaabenOg saarede uden Saar.Strofen fastslår, at den sindssyge og de ikke-sindssyge betragtere reagererpå samme vilkår, men gør det forskelligt: Den ene bliver psykotisk, mens deandre fatter et passivt og udtryksløst had. Psykosen er altså eksogen; den erforårsaget af forhold, som også de andre lever under, og over for hvilke de ersom „krigere uden våben“ – forsvarsløse og sårbare. Om dette fælles vilkårkredser mange af Morten Nielsens digte, der er rige på vi-passager somden ovenstående. Digtene taler dermed på vegne af et fællesskab, som det liggerlige for at forstå som forfatterens generation.Som citatet viser, er Morten Nielsens digtning ikke nybrydende i formelhenseende: „jeg mangler Interesse for Sproget, som Konstruktion, detinteresserer mig kun som Middel“, skrev han i et brev til forældrene i 1940.Der handlede det om litteraturens forrang frem for filologien i hans studierved universitetet, men udsagnet kan også gælde for hans digte, hvori sproget sågodt som udelukkende virker som middel og ikke som materiale. Formen ergennemført – især i digtenes rytmiske forløb, hvor afvigelser i mønstret oftegriber ind og betoner betydningen – men den er ikke eksperimenterende.Alligevel er digtenes lyriske alvor forblevet gribende op gennemefterkrigstiden, hvor den æstetiske interesse ellers gentagne gange har rettetsig mod sproget som konstruktion og ikke som middel. Ikke mindst hans mestfortættede lyriske udtryk, som det ultrakorte digt „Foraarets Horisont“, harfortsat vundet nye beundrere:Verden er vaad og lys –Himlen er tung af Væde . . .Hjertet er tungt af Lykke,Lykkeligt nær ved at græde.„Snart brister alt“, lyder den berømte afslutning på Ivan Malinovskis seneredigt „Myggesang“, der står i Galgenfrist (1958), men i Morten Nielsensfire linjer fastholdes tilstanden på bristepunktet, før regnen og grådenvælder. Digtet er i sig selv komprimeret, ligesom hjertet og himlen er det medderes tyngde af væde og lykke. (Dansk Litteraturs Historie)

Morten Nielsen (1922-1944) er mest kendt for sine digte, men han skrev også prosa. Samlingen indeholder nogle noveller, der oprindelig blev trykt i tidsskriftet "Vild Hvede", og udkast til et filmmanuskript.

Henri Nathansen er mest kendt for skuespillet "Indenfor murene" og sine romaner, men han skrev også digte. Både fædrelandssange, hyldestdigte til Hørup og Pontoppidan, skarpe satiriske vers og stemningsfulde, smukt formede digte, der ofte kommer ind på den dobbelte identitet som dansker og jøde.

"Den blå anemone" er nok det mest kendte og elskede af Kaj Munks digte, men mange kender også sange som "Så sødt som i gamle dage". Her er et lille udvalg af Kaj Munks sange.

"Ingen skal flygte herfra" er den mest omfattende samling af Morten Nielsens digte, der endnu er udkommet. Ud over digtene fra "Krigere uden våben", "Efterladte digte" og de digte, der er medtaget i tidligere samlede udgaver, finder man her digte, der ikke tidligere har været publiceret i bogform.Morten Nielsen, der døde som 22-årig i 1944 ved et vådeskud, står som besættelsestidens vigtigste lyriker, og hans digte om krigen og om kærligheden har været elsket af generationer af lyriklæsere.

Artikler fra 2013 og 2014 - hovedsagelig indlæg på Facebook. Små essays, epistler, klummer eller causerier om at se på små dyr og hvad vi kan lære af historien. Om fysik og lyrik, klima og katte, samfund og sygdom og meget mere. I alt omkring tre hundrede indfald og indspark.

Morten Nielsen skrev mange breve og en del af dem er senere udgivet i to samlinger. Han skrev især til sine forældre og morfar og til venner som Morten Ruge (R. eller M. i brevene), Mogens Krustrup og Halfdan Rasmussen.Forfatterweb skriver:Disse breve efterlader læseren med indtrykket af et nuanceret menneske, hvis livssyn var præget af stor alvor, men også af elementær legesyge og nysgerrighed. Gennem brevene får man indtryk af et rigt menneske. Et menneske der følte en stor taknemmelighed over for livet og menneskene i sit liv på trods af krigens alt for tidlige vielse af ham til grublerier over store problemer, sygdom hos sig selv og sine venner, angst og frygt for ikke at slå til som digter og intellektuel. I sin barndom var han flere gange døden nær i forbindelse med sygdom, men han fjernede sig aldrig fra livet på trods af, at tanker om døden fyldte meget i hans bevidsthed. Han nød foråret, og trods sin unge alder forstod han at nyde den ukrænkelige livsfølelse, som det trods alt giver én at få sit hjerte knust af en pige. Han kunne skrive naivt, men hans forståelse for følelseslivet, og hans mod til at kaste sig ud i livet, kunne have gjort ham til et langt mere erfarent menneske.

Lægen Charles Bovary, der er enkemand, gifter sig med en af sine patienters unge datter, Emma. Emma keder sig i middelklasselivet i provinsen og lever med sine romantiske drømme. Hun finder først en elsker og så en anden og bruger løs af sin mands penge, til hun har ruineret ham, hvorefter hun begår selvmord."Madame Bovary" er et af verdenslitteraturens hovedværker, skrevet med enestående stilkunst.

Arne Herløv Petersens artikler fra perioden 1991-2002. I denne periode ændrede verden karakter tre gange: Gennem computere og internettet, da muren faldt og 11. september. Artiklerne afspejler disse ændringer. Der er tidlige beskrivelser af nettet, overvejelser om den nye verden efter 1989 og 2001 - og så er der rejsebeskrivelser fra Salomonøerne og Madagascar. Artiklerne rykker mere og mere over på Nettet - først på nettidsskrift og blog, senere på Facebook.

Artikler af Arne Herløv Petersen fra perioden 1975-1990. Artiklerne dækker en periode, hvor forfatteren arbejdede som litteratur- og tv-anmelder for Aktuelt og Land og Folk, pludselig blev anholdt, sigtet for at være "påvirkningagent", hvad så end det er, og derefter en periode med mange og lange rejser - som for eksempel til Surinam og Guyana.

Artikler af Arne Herløv Petersen fra han i 1954 som 11-årig blev ansat ved Social-Demokratens børneside Mini-avisen til 1974. I denne periode vandt han Politikens konkurrence om en anmeldelse af fotoudstillingen "Vi Mennesker" i 1958, var et år i USA 1960-61, udgav sin første bog i 1962, var redaktør af Studenterbladet 1963-65, journalist ved Aktuelt og Ritzaus Bureau, sejlede ud i det blå med et gammelt sejlskib og rejste med en gruppe andre unge Jorden rundt 1967-68, før han i 1973 flyttede til Langeland for at leve som oversætter og forfatter.

"Håbet", der udkom i 1946. er en samling af Nordahl Griegs efterladte digte fra tyverne og trediverne. I det første afsnit fra tyverne finder man blandt andet hyldestdigte til Bjørnson, Nansen og Amundsen. Anden del - fra trediverne - er præget af Nordahl Griegs politiske udvikling og den antifascistiske kamp. Her er digte til det kæmpende Spanien og undergrundsbevægelsen i det nazistiske Tyskland og her finder man Griegs store digt "Til ungdommen" - "Kringsat av fiender":Norsk biografisk Leksikon skriver om digtet:"I 1936 skrev han diktet Til ungdommen, ofte kalt Kringsatt av fiender. Dette ble tonesatt av Otto Mortensen i 1952, og slik er det blitt en av Griegs mest kjente tekster. Sangen er brukt som allsang i arbeiderbevegelsen og fredsbevegelsen. Etter attentatene mot regjeringskvartalet og Utøya 22. juli 2011, ble den sunget i begravelser og minnemarkeringer. Sangen ble et symbol på hvordan Norge valgte å svare på angrepet. Noen av AUF-ungdommene som svømte fra Utøya for å redde livet, skal ha sunget Til ungdommen for å klare å holde motet oppe."

Kitty "følger et mønster, der er karakteristisk for Claussens forfatterskab i de første tiår og for halvfemsernes dekadente tematik generelt. Således er helten... splittet mellem to kvindetyper: den erotisk fristende og forførende, der indvier den utålmodige helt i den kødelige, nydelsessyge kærlighed, og den svalt distancerede og uudgrundelige, der stimulerer hans fantasi. Den første, nedværdigede, tilfredsstiller helten sin lyst med, men han lukker hende aldrig for alvor ind i sin formende livsverden. Den sidste, ophøjede, erobrer han gradvist i kraft af sine nyvundne erotiske erfaringer – for dog straks at bryde forbindelsen, så tilegnelsen bliver en anden og dybere, bundet til erindringen om forelskelsens og forventningens forjættende syner. Heltens indre synes at rumme langt rigere og sødere billeder, når den udkårne forvandles til hans sjæls veninde, end når hun er konkret til stede i tiden som et menneske, der kræver hele hans opmærksomhed. " (Dabsk Litteraturs Historie"I slutningen af "Kitty" møder hovedpersonen sin ungdomselskede Kittys veninde og spørger hende ud. Veninden svarer:"Hvis da Kitty havde været saaledes, at De kunde forstaa hende, havde De vel ikke mere brudt Dem om hende.... Jeg synes, at De maatte være taknemlig, fordi De fandt en Kvinde, som passede til Dem, en, som vilde dyrkes, som strittede imod og bestandig maatte vindes.... De var saa forelskede begge to. Men De maa jo huske paa Provinsbyen, hun levede i, og alt det, hun selv tog Hensyn til."

Novellesamlingen "Stille eksistenser" udkom i 1886 og indeholdt oprindelig fire noveller, hvoraf den ene, "Ved vejen", har et omfang som en almindelig roman og allerede samme år også udkom som selvstændig bog. "Ved vejen" foreligger også som e-bog og er derfor ikke med i dette udvalg, der omfatter de tre noveller "Min gamle kammerat", "Enkens søn" og "Hendes højhed". Det aristokratiske miljø i "Hendes højhed" er efter Bangs mening beslægtet med cirkus- og artistmiljøerne i "Excentriske noveller". Fyrsterne lever ligesom artister, virtuoser og tjenere af at fornøje publikum.

Men den stolte arv fremtræder som en arvelig belastning. Hvad forfædrene præsterede i virkeligheden, vil William præstere på scenen, men kommer til kort som skuespiller.I skildringen af heltens barndom byggede Herman Bang på sine egne barndomsoplevelser: Utrygheden ved faderen, hvis manio-depressive psykose længst muligt søges skjult for omverdenen, og en desto stærkere binding til moderen, hvis død af tuberkulose giver William (som den gav Bang) et ulægeligt sår. Hans moderbinding får ham til at falde for meget ældre kvinder; skildringen af et sådant forhold vakte anstød og gav anledning til tiltale og dom for pornografi.***Da "Håbløse slægter" ved Højesteret var dømt usædelig, blev restoplaget beslaglagt. I 1884 udgav Bang en revideret udgave, der kunne passere gennem censuren. I 1905 udkom en tredje udgave med nyt forord af forfatteren.Det er i reglen den reviderede udgave, der er blevet genoptrykt.Den foreliggende e-bogsudgave er den oprindelige, beslaglagte udgave fra 1880.