Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

De dødes rige udkom i fem bind, Torben og Jytte (1912), Storeholt (1913), Toldere og Syndere (1914), Enslevs Død (1915) og Favsingholm (1916), som i 1917 blev forkortet og bearbejdet til De Dødes Rige. I modsætning til de foregående to romaner er det en kollektivroman, der følger en række personer, som er knyttet til hinanden gennem familiebånd eller arbejdsfællesskab. Titlerne på de fem bøger nævner dels hovedpersonerne, godsejeren Torben Dihmer og ministerdatteren Jytte Abildgaard, som elsker hinanden, og Venstres politiske fører Enslev, dels de steder, hvor handlingen foregår, Torbens gods Favsingholm og Storeholt, som Jytte er knyttet til. Det midterste bind skildrer et degraderet København fuld af larmende trafik, lysreklamer, en kommercialiseret presse, et politisk liv gennemsyret af intriger og præster og læger i indbyrdes splid om, hvem der har patent på sandheden. To hovedhandlinger følger Torbens og Jyttes kærlighedsforhold, som ikke fører til ægteskab, fordi hun ikke stoler på sine følelser, og Enslevs kamp for social retfærdighed, som mislykkes på grund af indre stridigheder i hans parti. Titlen på andenudgaven henviser til, at Torben i begyndelsen hilses tilbage fra de dødes rige, da et nyt medikament har helbredt ham for en hjertesygdom, mens han i romanens slutning oplever den verden, han har gennemrejst efter at være blevet rask, som de dødes rige.(Dansk Litteraturs Historie)

Estrups statskup, hvor Højreregeringen styrede landet gennem provisoriske love uden at tage hensyn til Folketinget, fremkalde en hidtil uhørt politisk spænding i samfundet. Venstrebønder dannede riffelklubber for at forsvare folkestyret, og stemningen var på bristepunktet. Det er denne urolige tid, Pontoppidan beskriver i novellerne i samlingen "Skyer". En gammel revolutonær udråber et "Leve Krapylet" - men Pontoppidan ved, at ophidselsen er kortvarig, og at de oprørske hurtigt vil falde ned igen. For sådan er det jo i det lille Danmark.

Frem til omkring 1960 blev Nis Petersen betragtet som en af vores største lyrikere. Senere blev han udsat for en voldsom nedvurdering, men nu er tiden måske kommet til at trække hans bedste digte frem og læse dem igen. Dansk Litteraturs Historie skriver om digtet "Brændende Europa":"Uanset alle æstetiske svagheder gør det indtryk som et tidligt og magtfuldt varsel om de katastrofer, som få år efter satte Europa i brand. Digtet lægger ud med et storstilet vue over den moderne verden, hvor børnene udsættes for grusomheder af mange slags. Stilen er knapt konstaterende, reportagepræget. Der panoreres fra den polske landarbejderfamilie, som glæder sig til det kommende barn, til den engelske barnemorderske og videre til det tyske barn, der vokser sig sundt og stærkt – for engang at blive dræbt af politiet. Indignationen virker ægte, fordi den bæres af det faktuelt konstaterende."

"Labyrinten" er en beskrivelse af en rejse ned gennem Tyskland til Schweiz og Frankrig i revolutionsåret 1789. "Labyrinten" er på højde med Sternes "Sentimental Journey" i sit både muntre og følelsesfulde sprog. Den impressionistiske beskrivelse af opstigningen i Strasbourgs domkirke er medrivende og skrækindjagende - man får bogstavelig talt gåsehud af at læse om den farefulde bedrift. Baggesen er romantisk og letbevægelig, men samtidig et ægte barn af oplysningstiden med dens præg af fornuft og varm humanisme. Baggesen er oprørt over de umenneskelige forhold, jøderne lever under i ghettoen i Frankfurt, og en fortaler for tolerance. Han er opildnet af den franske revolution, der netop er begyndt, men frygter samtidig, at den vil udarte til et blodbad. Som læser kommer man tæt på den 25-årige forfatter, og man kan ikke lade være med at synes om ham og glæde sig over hans litterære evner, der så tydeligt folder sig ud i denne ungdomsbog.

Niende og næstsidste del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om en gruppe unge menneskers årelange rejse Jorden rundt - først i en ombygget rutebil af model Scania Vabis 1952 fra Odense til Kathmandu og hver for sig ned gennem Indien og Sydøstasien, før de samledes i Australien, hvor de boede et halvt år, og så tre måneder i en palmehytte på Tahiti og med skib tilbage til Europa.Uddrag af bogen:"Jeg gik alene rundt i Kandahar. Vejene var støvede jordveje, alle vegne samme gulbrune farve som dromedarer. Der var ikke ret mange biler, men masser af mennesker til fods. Mange af de køretøjer, der var, var russiskbyggede busser, der tilsyneladende havde fået nyt, groft sammentømret karrosseri her. Der sad altid folk oppe på taget af busserne, og tankbilerne fungerede også som busser. Der var hegn hele vejen rundt oppe på taget, og så stod eller sad folk utrolig tæt sammenstuvet inden for hegnet. Hver gang, en bus eller en lastbil kørte skarpt om et hjørne, intonerede en forsanger Mashallah, og hele den sammenstuvede klump stemte i med en lille, fatalistisk bøn. Der var flere hestevogne end motor­køretøjer, det var lette sulky-lignende vogne, og hestene havde fine, blomsterprydede tømmer... Mændene havde posede bukser, der mellem benene søkkede ned i en langstrakt pose til under knæene. På hovedet havde de en turban med en lang, nedhængende snip, som de brugte til at pudse næse i og hvad der ellers kunne falde for. Kvinderne var iført fugleburs­dragter, uformelige sorte betræk, slørdragter ned over hele kroppen og så et lille fletværk for øjnene, der fik dem til at minde om de flueskabe, vi havde, da jeg var barn. Mange mennesker havde bare fødder. Jeg så en tigger, der lå på siden på gaden og vendte fødderne ud mod vejen, de var skorpede, sprukne og mudrede som bildæk efter en terrængående tur. Nogle af kvinderne gik med metal-snabelsko. Mange piger havde ka­stemærke i panden, og nogle var barberet på issen, der var dækket af blå, tatoverede mønstre, men det var kun i glimt man kunne se det under tørklæ­derne. Børnene var tit klippet skaldede, men i reglen var der en lille firkant af hår tilbage mellem øjnene, eller der var en lang, tynd fletningepisk, der hang og daskede omme i nakken. Nogle af de små piger havde langt hår med en mængde tynde fletningeorme i nakken. En lille dreng var sminket med et tykt lag mascara rundt om øjnene. Man så uhyggeligt mange mennesker med øjensygdomme: Blinde øjne, helt hvide øjne, indfaldne øjenlåg over mugne øjeæbler. Fluerne sad i tætte, summende klumper om de syge øjne. Jeg så en kvinde, der sad med et lille barn på skødet, blodet løb ud fra hans øjenkroge. Et sted lå en lille dreng med forkrøblede ben helt alene midt på vejen. Han så dødssyg og udmagret ud; folk skrævede hen over ham uden at tage sig af ham, han strakte en lille, tynd fuglearm frem i en umulig vinkel"

Ottende bind af erindringsromanen handler om tiden fra sommeren 1966 til sommeren 1967. Rejser til USA og Grækenland, nogle måneders ophold i Provence og optakten til Summer of Love 1967, hvor det virkede som om alle grænser forsvandt og mulighederne var uendelige, som om hele verden var ved at forvandle sig.Uddrag af bogen:"Alle vegne omkring os brød de gamle dæmninger sammen. Vandet kom strømmende ud over landet, vi kunne høre de brusende strømhvirvler. Det var lyden af frihed. Universiteterne stod åbne for alle med studentereksamen. Vi kunne komme ind på alle fag, blive der så længe vi ville, livet igennem om det skulle være, skifte fag eller droppe ud, som vi ville. Vi kunne altid få et eller andet arbejde. Vi kunne holde fri fra arbejdet så længe, vi ville, der var altid noget at komme tilbage til. Vi kunne rejse frit, alle grænser stod åbne. Vores samfund var rigere end noget samfund havde været før. Vi havde råd til det hele. Der blev bygget skoler biblioteker, kulturhuse og sygehuse alle vegne. I de skandinaviske velfærdssamfund var der mere lighed, end man havde set noget sted i verden før. Der var plads til os alle, også de skæve og smalle. Vi levede ikke i ideelle samfund, men de var bedre end noget andet samfund havde været. Vi havde tiltaget os en frihed, som ingen generationer før os havde haft. Men der fulgte ingen brugsanvisning med. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle forvalte al den frihed. Vi sang bare som Pinocchio Der er ingen bånd, der binder mig, og stolprede rundt i Slaraffenland. Nogle blev blændet af solen, de ville have skyklapper på igen. Nogle søgte nye faste rammer, de satte religiøse eller politiske spændetrøjer om sig. Nogle smuldrede i den skarpe frihed, de gik op i limningen, de flossede op og gik til grunde. Der var ingen, der havde lovet, det skulle være nemt. Men vi fik slået nogle døre op, så de aldrig kunne lukkes mere. Vi kom ikke tilbage til halvtredsernes husmoder med pynteforklæde, vi kom ikke tilbage til den sorte skole eller den blinde autoritetstro."

Nordmændene Peter Christen Asbjørnsen (1812-1885) og Jørgen Moe (1813-1882) var de banebrydende samlere og udgivere af norske folkeeventyr, baseret på en mundtlig fortællertradition, som satte præg på det norske sprogs udvikling.De første samlinger med Norske folkeeventyr blev udgivet i perioden 1841–1844.Norsk retskrivning lå på den tid ret tæt på den danske. Sproget var dermed dårligt egnet til en eventyrsamling som havde rod i norsk tradition, og som var fortalt i lokale dialekter. Asbjørnsen og Moe løste problemet ved at bruge det samme princip som brødrene Grimm: en enkel sprogstil i stedet for dialekter, mens de beholdt fortællingernes oprindelige form.(Wikipedia)

Syvende del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om stormende forelskelse og om at sejle ud i det blå på et gammelt træskib.Uddrag af bogen:"Efter omkring tredive timers sejlads var vi nået frem til indsejlingen til Rotterdam, og vi satte farten ned for at kunne gå med strømmen ind i kanalen, Nieuwe Waterweg, til Rotterdam hen på morgenen. Det kunne vi roligt gøre, for vejrmeldingerne lovede fortsat god sigt og gode vindforhold. Men netop som vi skulle til at gå ind i kanalen ved Hoek van Holland, lagde en tæt tåge sig over os på få minutter, så vi næppe kunne se fra den ene skibsside til den anden, store tågetotter drev lavt hen over dækket. Det var et af verdens mest befærdede havneindløb. Det var store skibe, der var på vej ind og ud, og de havde travlt. Vi ringede hele tiden med vores klokke; det var en messingklokke, ikke meget større end den, dirigenter har på talerstolen. De store skibe tudede omkring os, langtrukne tudelyde, der fik en til at tænke på vældige, uddøde havuhyrer. Et stort, hvidt skib voksede langsomt frem af den tætte tåge. Det havde kurs lige mod os, og det lod ikke til, at de kunne se os eller høre den lille klokke. Til sidst var den skarpe stævn, der kunne pløje tværs gennem vores skib, kun tyve meter ret frem for os. Kaj løb om agter og begyndte at løsne de gjorde, der sad om kufferten med vores gummiredningsflåde. Der var ingenting, vi kunne gøre, andet end at håbe på, at de hørte den lille klokkelyd. Efter de internationale skibsfartsregler måtte vi i denne situation ikke prøve på at dreje bort. Enhver manøvre fra vores side kunne forvirre det andet skib, og så ville vi få hele skylden, hvis det kom til et sammenstød. Ikke fordi det betød så meget for os; vi ville alligevel ikke være med til søforhøret. Hvis det hvide skib skar tværs gennem os, overlevede vi det ikke. I sidste øjeblik opdagede det store skib vores lille galease, og det lykkedes ved en skarp drejning af undgå en kollision. Vi kunne tørre sveden af panden og fortsætte ind mod Rotterdam. Ingen af os var bange, mens der var grund til at være det. Det havde vi ikke haft tid til at blive. Bagefter gyngede knæene nok, men vi sagde til hinanden, at nu var der ikke grund til at være bange mere. Vi trak os lidt ud og kastede anker, det var en uhyggelig omgang blindebuk mellem de store skibe, der når som helst kunne sejle os ned. Der lå vi så til hen under aften og ventede, mens vi stadig skiftedes til at ringe på vores lille klokke. Da tågen lettede en smule, og det samtidig truede med at blæse op, blev vi nødt til at gå ind i kanalen ved 18-tiden. Vi gik ind og tog lods op, og han førte os så gennem Nieuwe Waterweg ind til Vlaardingen, en halv snes kilometer fra Rotterdam. Nu var Vlaardingen nærmest en slags forstad. Der var 74.000 indbyggere. Men hundrede år før var den en selvstændig købstad og Hollands største fiskerihavn."

En fængslende historie om den spekulerende og udspekulerede forfører Johannes, der er sig selv og sine åh, så spændende oplevelser nærmest - en psykologisk indsigt i en begavet narcissist. Og en historie med et - måske - eviggyldigt tema.I København stiger den ukendte og skønneste pige ud af sin karet. Hvem hun er, er ikke vigtigt. Tværtimod. For vores dagbogsskriver, Johannes, har ingen hast; ”Ingen Utålmodighed, ingen Griskhed, alt vil nydes i langsomme drag; hun er udset, hun skal vel blive indhentet”. Her begynder Johannes sin erotiske dresseren af denne ubekendte, som han aldrig tvivler på vil indfanges af hans fantastiske evner ud i forførelsens kunst.Gennem Johannes´ nøje dagbogsoptegnelser og breve følger vi hans kyniske fremfærd mod den ubekendte, der viser sig at hedde Cordelia. Undervejs må bl.a. ”vennen” Edvard og Cordelias faster koldblodigt se sig udnyttet af Johannes’ selviskhed. Men ikke mindst Cordelia bliver drevet rundt i manegen af Johannes´ skamløse adfærd, hvor han med overblik og præcision, komplekse manøvrer og intriger, søger at gøre forførelsen mere og mere spændende for sig selv.'Forførerens Dagbog' skildrer ikke en traditionel Don Juan-figur, der blot elsker nydelsen for nydelsens skyld. Den fremstiller derimod en næsten satanisk nyder af eget intellekt, der beregnende og betingelsesløst søger den største udfordring i forførelsen. For Johannes er forførelsens tese “Det er ingen Kunst at forføre en pige, men en Lykke at finde En, der er værd at forføre”.'Forførerens Dagbog', oprindeligt trykt i 'Enten-Eller'(1843) som en afslutning på æstetikerens papir, skrev Søren Kierkegaard med en klar hensigt om, at læserne skulle præges til at træffe nogle valg. Og 'Forførerens Dagbog' tvinger bestemt sin læser til at tænke.Men om Johannes vil fungere som et skræmmebillede eller som en rollemodel for læseren må stå åbent. Én ting er dog sikker: 'Forførerens Dagbog' er med sit poetiske, til tider ophøjede sprog, der fint underbygger bogens tema, skræmmende god læsning, der hurtigt fangede anbefaleren i sit net.(Litteratursiden)

I sjette bind af erindringsromanen "Grænseløs" holder fortælleren pause i studierne. Han er ude som vikar på københavnske kommuneskoler og arbejder som journalist på Ritzaus Bureau og Aktuelt. Han bliver sat på mange sære opgaver og har svært ved at finde på noget originalt at skrive om prinsesse Alexias fødsel, men ved hjælp af Benjamin Spocks "Bogen om barnet" skriver han en artikel, der fører til, at han ikke længere skal beskæftige sig med kongestoffet. Han nægter at spørge de myrdede politimænds enker om, hvordan de har det, men kaster sig med stor glæde ud i en mængde andre opgaver.Uddrag af bogen:"Jeg gik ind i Mikkelbryggersgade og op på Ritzaus Bureau, hvor jeg snakkede med chefredaktøren, Gunnar Næsselund. Jeg sagde til ham, at jeg godt kunne tænke mig at blive ansat på bureauets udenrigsafdeling. Han så på mig, denne toogtyveårige fyr, der kom vadende lige ind fra gaden, og spurgte, om jeg havde nogen form for journalistuddannelse. Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen formel journalistuddannelse, men jeg fortalte også om mine vikariater på Aktuelt og hvad, jeg ellers havde lavet i tidens løb. - Jamen, så kan du gå op på udenrigsredaktionen nu, sagde han. - Jeg ringer derop. Så sætter de dig på forskellige opgaver, og så kan du komme ind til mig i morgen formiddag. Så fortæller jeg dig, om du er ansat eller ej. Jeg gik op på udenrigsredaktionen, hvor jeg fik telegrammer på engelsk og tysk frisk fra fjernskriveren. Jeg skulle skrive dem sammen til historier på dansk. Næste dag var jeg inde hos Næsselund, og han sagde, jeg kunne begynde 1. april. De kørte i døgndrift med trevagtsskift, jeg skulle gå ind i vagtordningen. Jeg skulle have en 12-1500 kroner for den første måned…Jeg kom tilbage til København ved middagstid, og så var jeg på Ritzau fra 14 til 21.30. Det var en spændende proces at skrive historierne sammen. Vi havde en hel række fjernskrivere stående, en til hvert af de internationale bureauer. De havde papirruller i forskellige farver, så man altid let kunne se, hvor et telegram kom fra - lyseblåt for det engelske Reuter, lyserødt for det franske AFP, gult for det tyske DPA. Vagthavende rev strimlerne af, gennemgik dem og fordelte dem til medarbejderne. Journalisterne fik et bundt strimler om samme historie og strikkede dem sammen til en artikel, der blev hamret ned på en af de aldersstegne skrive¬maskiner. Når der kom en ny historie ind, lavede man et kort take på det. Efterhånden som der kom flere detaljer på, lavede man nye takes. Når man var færdig med et take, gav man det til vagthavende. Han lavede rettelser, nogle gange skulle man skrive det hele om. Når han var tilfreds, gik manuskriptet videre til hulledamen, der sad med touperet hår og perlemorsfarvede negle ved telexsenderen og forvandlede de maskinskrevne ark til en uforståelig række hulmønstre på lange, smalle papirstrimler. "

Man tror det ikke, men Oehlenschlägers Raad til unge Ægtemænd (ofte betitlet Raad til en ung Ægtemand) blev, efter længe at have cirkuleret i afskrifter, offentliggjort første gang i Ekstra Bladet mandag d. 4. maj 1970, nærmere bestemt i sexbrevkassen "Spørg Inge & Sten" på side 18 mellem henholdsvis et læserbrev af en ung kvinde der gerne vil vide om det nu også er almindeligt at kæresten altid har rejsning allerede ved afklædningen, og et andet læserbrev der fremhæver tungekysset blandt tidens erotiske udsvævelser. Således al mulig grund til at afvise digtet som et falsum, men flere skriftkloge har sagt god for det.Den 18. maj gav Povl Ingerslev-Jensen, formanden for Oehlenschläger Selskabet, følgende svar i samme avis:"De spørger, om digtet med elskovsråd, som Ekstra Bladet bringer i dag den 4. maj 1970, er af Oehlenschläger? Som formand for Oehlenschläger-Selskabet kan jeg svare, at det er det så ganske afgjort. Man træffer på mere af samme skuffe i digterens papirer på Det kgl. Bibliotek. Om det citerede dig kan siges, at det i årevis er rendt byen rundt i forskellige varianter. En nu afdød litteraturprofessor har fundet det med følgende begyndelse: 'Ifald Du kneppe vil i Mag -'. Desværre er ingen fortsættelse overleveret, uden den allerede kendte, men Ekstra Bladet har gengivet digtet i en af dets bedste versioner, der ikke på noget punkt lider under afskriveres individuelle tilføjelser. Noget originalmanuskript har jeg hverken truffet eller hørt om, men ægtheden lyser ud af ordvalget. [...] Jeg vil tro, det er fra hans tidlige manddomsperiode mellem 1809 og 1820. Hans senere forlibelser gik ikke så yderligt - eller inderligt. [...]"Og selveste F.J. Billeskov Jansen forsvarer digtets ægthed i et brev til udgiverne af 1000 danske digte:"Man bør regne med, at erotik i praksis og i diskussion var mere gængs end vi forestiller os fra tidens erindringer og officielle digtning. [...] Jeg tror altså, at det fritsvævende digt er af Oehl.; versene profesionelle, indholdet præcist som et kapitel hos Vandervelde eller Inge og Sten! Anskuelighedens triumf." (citeret på side 1519 i 1000 danske digte)

"En Dødsnat" udspiller sig som en tragedie midt imellem livet og døden, imellem altings begyndelse og slutning. Romanen skildrer det ubarmhjertige drama, der på en enkelt nat udspiller sig omkring en skæbnesvanger fødsel, der ender med en dødelig styrtblødning.Scenen for det ubarmhjertige skue er Broholm, en større gård et sted på Skiveegnen i 1870’erne. Som i en græsk tragedie lurer der hele fortællingen igennem en lunefuld og indifferent skæbne på menneskene, der til sammenligning synes små og magtesløse. Fortællingen er blottet for blød sentimentalitet, men alligevel er der masser af humor og ironi at skimte i Marie Bregendahls (1867 – 1940) karaktertegninger. Hver især stræber romanens personer efter at finde en højere, bagvedliggende mening ikke blot med Anne Grams død, men med livet som sådan. En Dødsnat er dermed først og fremmest en fortælling om forskellige menneskers symbolske strategier for det meningsløse: hvordan bevarer man sin medmenneskelighed, håbet og ikke mindst troen på Gud i en verden, der gang på gang demonstrerer sin ondskab, tilfældighed og (gudløse) meningsløshed?(Litteratursiden)

I femte bind af erindringsromanen Grænseløs begynder tresserne at træde i karakter. Nogle bliver langhårede og hører nye former for musik. Folk klæder sig anderledes end før, og forholdet mellem kønnene ændrer sig. På en lang rejse rundt i hele USA med Greyhound-bus møder vi Mississippi Riders og Vietnam-demonstrationer, og vi kommer indenfor til Goldwaters nomination, samtidig med at vi følger demonstrationerne mod den republikanske kandidat udenfor.Uddrag af bogen:"Al var af italiensk afstamning og katolik. Han var stor og virkede lidt langsom og solid, umiddelbart meget tillidsvækkende. Han var medlem af Socialist Party, hvilket tydede på en høj grad af selvstændighed i en stat, hvor næsten alle var racister og reaktionære. Jeg spurgte ham, hvor mange medlemmer der var. Der var syv i millionbyen New Orleans.- Kan det ikke være lidt ensomt at have den politiske holdning? Kan du ikke somme tider føle, det er temmelig besværligt? sagde jeg.- Jo, sagde han. - Det kan være meget besværligt. Meget ensomt. Nogle gange er det næsten ikke til at holde ud. Når det bliver rigtig slemt, går jeg hjem og sætter Pete Seeger på grammofonen. Det hjælper.Deckey var lille og væver, katteagtig og lidt nervøs. De talte begge to meget om en razzia, der havde været i deres yndlings-kaffehus, The Quorum, aftenen før. De havde været i biografen og gik ned på Quorum bagefter. Var de kommet der tre kvarter før, var de blevet arresteret, og var jeg kommet til New Orleans en dag før, var jeg også blevet arresteret, for så havde de taget mig med derned. Alle deres venner var røget i spjældet.Den eneste grund til, at politiet var ude efter dem, var, at Quorum var et sted, hvor både hvide og sorte kom og endda kunne finde på at danse med hinanden. Alle, der var til stede, var blevet anklaget for "disturbing the peace". Hvis de erklærede sig skyldige, fik de en betinget dom på tre måneders fængsel. Hvis de erklærede sig uskyldige, skulle de betale 100 dollars i kaution for at komme på fri fod, indtil der blev afsagt dom…Om aftenen var vi nede på The Quorum, hvor folk diskuterede, hvordan de skulle forholde sig til anklagerne. De havde fået fat på en advokat fra de sortes organisation, NAACP. Han sagde, at NAACP interesserede sig for sagen, fordi den virkelige grund til deres anholdelse utvivlsomt var, at sorte og hvide havde været til stede i samme lokale. Der var ikke fundet alkohol eller narkotika på stedet, og der var ikke foregået noget ulovligt. Politiet havde ikke haft en ransagningskendelse, så han mente, at de havde en dårlig sag. Al havde sagt til mig, at politiet i New Orleans var en militant afdeling af John Birch Society. Advokaten mente også, at politiet kunne anklages for injurier, fordi politichefen havde udtalt til pressen, at der havde været "homoseksuelle aktiviteter, kommunistisk propaganda og agitation for integration".

Fjerde bind af erindringsromanen "Grænseløs" fortæller om at læse historie, russisk og kinesisk - og egentlig helst ville læse det hele. Om fester og eksperimenter med hash og andre stoffer, om at være redaktør for Studenterbladet, vikar på Aktuelt og om at debutere som forfatter.Uddrag af bogen:"- Spis, sagde Rydi. Han havde skåret et stykke af en svamp. Nu rakte han dolken med den spiddede stump frem mod mig. Jeg tog stykket og spiste det. Det smagte ikke af så meget, nærmest som rå kartoffel, måske lidt jordskokkeagtig. Lugten var sødlig. - Hvad er det for en? sagde jeg. - Jeg tror, det er snehvid fluesvamp, sagde Rydi. Han lo og proppede selv et stykke i munden og spiste det. Jeg så på den svamp, han havde skåret stykkerne af, de hvide lameller, skællene på den hvide hat, ringen der hang om stokken og svøbet nederst. Det kunne godt se ud til, at han havde ret. Det var ikke så gunstigt. Vi var taget ned til Vallø skov for at lede efter psykoaktive planter. Vi var især på udkig efter bulmeurt, pigæble og galnebær. Man skulle kunne finde dem omkring de gamle middelalderklostre. Vallø havde ganske vist aldrig været nonnekloster, men der boede da nogle ugifte stiftsdamer, så måske havde de også dyrket lægeurter. Rydi havde fundet frem til en del interessante recepter fra det 16. århundrede. I tørkeperioder havde man en metode til at få regnen til at falde. Man skulle binde en kvist bulmeurt fast under en nøgen jomfrus højre lilletå og hælde vand over hende; så regnede det. Et andet sted stod der, at taterne brugte bulmeurtefrø, når de var ude og stjæle bøndernes høns. De lagde nogle frø på en lægte og satte ild til dem, røgen fra frøene bedøvede hønsene, så de drattede lydløst ned i hønsetyvenes sæk. Vi talte om, at vi ville prøve at kombinere de to opskrifter. Vi ville afbrænde bulmeurtefrø under afklædte jomfruer, så de skvattede om. Men der var hverken bulmeurt eller pigæble i skoven. Rydis schæferhund Lotte løb henrykt rundt, vi kastede kæppe, som den kom tilbage med. Det var en smuk dag. Så fandt vi en masse hvide svampe og begyndte at plukke dem. Nu så vi på hinanden. Snehvid fluesvamp var dødelig giftig. Så meget vidste vi da. Vi vidste ikke, hvor stor den dødelige dosis var. Det stykke, vi havde spist, var ikke ret stort, omtrent på størrelse med en ært. Var det noget, man kunne dø af? Det ville være lidt dumt. Vi smed svampene under et træ og kørte tilbage. Vi sagde ikke så meget på vejen hjem. Næste dag gik jeg og ventede på, om forgiftingssymptomerne skulle vise sig, men der skete ikke noget. Jeg sagde noget om det til mine forældre, og min far blev splittertosset. Jeg forstod ikke, hvorfor han tog det så nært, det var da ikke ham, der havde ædt svampe. Han råbte og skreg op om, hvor dumme vi var. Da vi sad og drak kaffe om aftenen, rejste han sig pludselig op og blev askegrå i ansigtet. Han lagde sig på sofaen, men klagede over trykken i brystet og sagde, at hans hænder føltes så underligt, næsten følelsesløse."

Gustav Wieds klassiker om Gammelkøbing med Thummelumsen, der så gerne vil tilbage til gården, tolderen Knagsted, Esau kaldet, Overlærer Clausen og foreningen De danske Ædedolke.

Når man har været et år i Amerika, er det hårdt at vende tilbage til skolebænken i København. Men alt får en ende, og tredje g. slutter med studenterfesterne.Uddrag af tredje bind af erindringsromanen "Grænseløs":"Der skulle være kommunevalg, og jeg ville holde valgfest i kæl­deren. Jeg mente, at den helt rigtige udsmykning ville være valgplakater. Jeg sad og læste Oblomov til ud på natten. Så gik jeg ned til Islev station og kravlede op i en lysmast for at få fat på en enorm A-plakat. Den viste sig at være sat fast med jernkroge, jeg fik vristet den ene krog løs, men kunne ikke få den anden fri. Samtidig opdagede jeg, at der blev tændt lys inde på stationen, og en klokke ringede, så jeg smuttede. Jeg prøvede på Ålekistevej, men alle plakaterne var sat fast med ståltråd, og jeg havde kun en saks med, så jeg fik kun en lille, grim konservativ plakat. Desuden var der stadig for meget trafik. Jeg gik hjem og læste Oblomov færdig. Klokken tre kom Mariann hjem fra en fest; hun ville gerne med på et raid. Udstyret med bidetang gik det ud igen, og vi skaffede os plakater fra næsten alle partierne. Oppe på Ålekistevej fik vi en kæmpestor, socialdemokratisk plakat. Den var sat fast med ståltråd til en betonstolpe, som man ikke kunne klatre op i, men jeg klippede ståltråden over forneden og vrikkede den forover mod betonkanten. Det sled ståltråden over, så plakaten faldt ned med et brag. Jeg sendte Mariann hjem med rovet og fortsatte ned ad Slotsherrensvej. Dér hang en kommunistisk plakat i en almindelig lygtepæl, som man kunne klatre op i. Plakaten var omkring en meter og firs høj og hang med underkanten omkring to meter oppe. Jeg blev derfor nødt til at klatre fire meter op til der, hvor lygtepælen var ganske smal. Her måtte jeg holde fast med én hånd og svinge rundt med bidetangen og klippe løs, til plakaten raslede ned med et kolossalt brag. Den atletiske bedrift skulle min gymnastiklærer bare have set. Det var i øvrigt ikke nogen mindre bedrift at få den slæbt hjem. Den var meget tung, og jeg var bange for, at en af de partritro i området skulle se mig. Klokken var allerede fire, og der var aviskoner ude på vejene. Men det lykkedes. Det var meget populært at stjæle skilte og sætte dem op på sit værelse. Christian havde et stort "14" fra en sporvogn. En i kursusklassen, der hed Mette, havde en hel samling. Over sit kyske leje havde hun et porcelænsskilt fra en elevator med "Plads til fire personer" og et med "Ingen betjening på værelserne". En SF'er, der hed Hougaard, havde et fra et missionshotel, hvor der stod: "Hvis De søger åndelig bistand, bedes De henvende Dem til porti­eren."Erik fra min klasse havde plakater med fra de radikale, Retsfor­bundet og De Uafhængige. Så var samlingen komplet. "

Andet bind af erindringsromanen "Grænseløs" beskriver et år som udvekslingsstuderende på en amerikansk high school 1960-61. Mødet med de mange sære amerikanske skikke - fra dating til halloween - er overvældende. Men der er også meget, der er kendt hjemmefra, men bare optræder i nye former: forelskelser, politisk engagement og endeløse diskussioner om livets store spørgsmål.Bogen begynder sådan:"Hvorfor skulle jeg ikke stå på vandski? Jeg havde aldrig prøvet det før - det var en udmærket grund til at prøve det nu. Den røde motorbåd lå inde ved molen. - Uanset hvad der sker, skal du bare holde fast, sagde Chuck. Jeg iførte mig for en sikkerheds skyld den orangefarvede vest og korkbælte om maven. Jeg frøs lidt, selv om det var varmt; jeg var så tynd, at jeg fik gåsehud bare jeg kom ud i luften. Hank og Billy var lidt yngre end mig, men helt anderledes polstrede. Maven hang dem ud over badebukserne, navlerne forsvandt helt i fedtval­kerne. Chuck var elleve år og en lille tynd spirrevip. Det var ham, der styrede båden, han var også den bedste i familien til at stå på vandski, han kunne have optrådt med det i Everglades. Jeg sad yderst på molen med vandskiene på og holdt fast i det røde plastichåndtag. En lang hvid line snørklede sig hen over vandet til motorbådens agterstavn. - Så starter vi, sagde Chuck. - Læn dig frem, når du mærker, linen strammer, og så tilbage. Og hold fast. For Guds skyld, hold fast. Båden startede med overdøvende motorlarm. Linen strammedes. Jeg lænede mig frem og gav mig alle vandguder i vold. Ingen kunne benægte, at jeg et øjeblik efter stod på vandski og blev trukket af en motorbåd. Det var indiskutabelt. Der var bare det lille problem ved det, at jeg med vandski på fødderne befandt mig et stykke under vandets overflade og nu nede mellem fisk og søgræs blev trukket ud mod midten af søen. Hold fast, havde Chuck sagt. Jeg holdt fast. Det var meningen, at fremdriften skulle få mig op af vandet, op at flyve. Men der måtte være et eller andet, vi havde fejlberegnet. Den line, jeg så krampagtigt holdt fast i, sank længere og længere ned mod søens bund. Snart ville den gå næsten lige ned, og mine vandski ville pløje to riller gennem mudderet dernede. Det kunne ikke blive ved på den måde. Jeg slap. Jeg kom prustende og baskende op i luften og fik samlet skiene sammen, og så hundesvømmede jeg ind til molen og klavrede op. Chuck kom tilbage med båden. - Er du klar til en tur til? sagde han. Selvfølgelig var jeg det. Jeg var altid klar til en tur til.Vi var i Eagle River i det nordlige Wisconsin, et område med tusinde søer op til Ottawa National Forest og ret syd for Thunder Bay på den canadiske side af Lake Superior. Familien havde lejet et hus den sidste uge af sommerferien; så kunne vi også lære hinanden at kende. Jeg var sammen med de to fremmede mennesker, jeg det næste år skulle kalde mom og dad og de to drenge og to piger, jeg skulle til at kalde mine søskende. "

Første bind af erindringsroman om tresserne. Første bind foregår i foråret og sommeren 1960. Anden g på et københavnsk gymnasium, fester og forelskelser, politik og skolekomedie.Uddrag af Grænseløs 1:Birgitte var begyndt at komme ovre på isbaren efter skoletid, hvor vi altid sad og hang en halv times tid. Jeg sad engang og sugede orangeade op af glasset med sugerør, mens jeg så på hende, og da hun vendte sig halvt om for at tale med Leif, strøg hendes hår let hen over min kind. Det brændte, i lang tid sad jeg med næsen ned i glasset og mærkede, hvor det sved i kinden af hendes hår. Nældestriber, sådan føltes det. Da hun var gået, sagde Leif: - Hver gang, jeg ser den pragtfulde røv, bliver jeg liderlig. - Åh, mind mig ikke om den, sagde Jørgen. Jeg sagde ikke noget. Hvem taler I om? Birgitte? Hvad for en Birgitte? Nåh hende, har hun en røv? Det havde hun formodentlig, men jeg havde ikke lagt mærke til den. Jeg var ikke kommet længere end til håret, læberne og øjnene. Disse blå øjne. Var de violblå, himmelblå, havblå, dueblå, hyacintblå? Eller skulle jeg bare følge mine nye principper og fastslå: Hun har blå øjne, der er blå. Blå. Så blå, at intet er blåttere, blåttere end blåt, blot blå. Jeg havde været oppe i et digt af Pierre de Ronsard i fransktimen i dag "Mignonne, allons voir si la rose..." Det var hundesvært, men netop derfor havde jeg brugt lang tid på det derhjemme og redet alle trådene ud, så jeg klarede det godt nok. Nu sad jeg og tænkte på det. Det handlede om Birgitte: Tandis que votre âge fleuronne en sa plus verte nouveauté, cueillez, cueillez votre jeunesse comme à cette fleur, la veilesse fera ternir votre beauté- Og så er der det ved det, sagde Leif, - at i modsætning til de fleste kønne piger er hun også intelligent. Så man kan også tale med hende uden at det bliver kedeligt eller irriterende.Det var rigtigt, man kunne tale med Birgitte. Hun og Leif og jeg kastede os ud i alle de store diskussioner ovre på isbaren, og når jeg var i gang med det, kunne jeg godt være naturlig over for hende. Jeg håbede bare på, at hun ikke anede, hvad for nogle følelser, der rumsterede rundt i mig. Men selvfølgelig vidste hun det. Det ved de altid, tit før vi selv ved det. Så vidt, så godt, men det var ikke til at komme længere. Strategi kendte jeg ikke noget til. Enten busede jeg alt for hårdt og voldsomt på eller også var jeg stum. Jeg havde ikke lært at spille en lille smule ligeglad for at lokke hende frem.

"Vandene synger" er ikke kun en beskrivelse af en rejse i Surinam og Guyana 1987-88, men et forsøg på at forstå landene ud fra deres historie og kultur.Uddrag af bogen:Nå, så vi sad og ventede på Dwayne fra Dadenawa ranch, sagde Allan. Ja, det var i øvrig hans svoger. Han havde en myresluger, der hed Anita. Fin fyr. Skulle han være i byen i dag? Det havde han da ikke hørt noget om. Men hvad i alverden lavede vi i øvrig her i Lethem. - Guds røvhul, som han kaldte det. Vi fortalte, hvordan vi måtte opgive at flyve fra Paramaribo til Georgetown i Guyana, fordi Air Guyanas fly enten blev helt væk eller omdirigeret til andre destinationer. Derfor var vi kommet kravlende ind ad bagdøren. Vi havde taget med bus ned gennem hele Venezuela og et hjørne af Brasilien og over Takutu-floden ind i Guyana. Nu regnede vi med at flyve op til Georgetown herfra. Der skulle være to ugentlige forbindelser fra Lethem. Det lo Allan meget af. Det var godt nok det morsomste, han havde hørt længe. Alle smuglerne - hucksters - i Georgetown tager ned til Lethem og over grænsen til Brasilien og køber ind. Dels almindelige varer, der er knaphed på, dels narkotika. Den anden vej smugler man guld og diamanter ud fra Guyana. Det betyder, at alle fly er overbooked måneder i forvejen. Og selv om man har reserveret plads, bliver man sat af, hvis en huckster kan betale piloten ekstra for at få ens plads. De betaler tusinder af dollars i bestikkelse for at springe over i køen. Skulle der endelig være nogle ledige pladser mellem smuglerne, sætter politiker­ne sig på dem og fordeler dem til deres venner og forbindelser. Vi kunne såmænd godt komme til Georgetown, fordi vi nu tilfældigvis havde mødt ham. Han havde de rigtige forbindelser, så han kunne få sat nogle andre godtroende fjog med pladsreservering af til fordel for os. Men han kunne ikke garantere os, vi kunne komme ud af Georgetown igen. Det ville endda ikke gøre så meget, hvis det ikke var fordi vi havde en 60 dages billet hjem. Hvis vi ikke nåede det rigtige fly fra Trinidad til London, måtte vi købe ny billet hele vejen hjem. - I må hellere tage tilbage samme vej, I er kommet, sagde Allan. - Det er også sikrere. Guyana Airway har leaset sit jetfly af en privat millionærfamilie i Georgia. Det er af en type, der er forbudt i USA, fordi de har en beklagelig tendens til at falde fra hinanden oppe i luften. Air Guyanas faste pilot er cubaner. Allan havde fløjet med ham engang, og da var piloten så døddrukken, at han ikke kunne stå på benene, men måtte hjælpes ud af cockpittet. I skyndingen havde de glemt at få copilot med. De to stewardesser var ved at falde om af træthed. De og maskinen havde været i gang uafbrudt i atten timer. Piloten landede flyet som en sæk kartofler der falder ned fra et tårn. Små børn fløj gennem luften i kabinen. Det var et under, at ingen var blevet alvorligt kvæstet.

Eksperimenterende visuelle digte af Arne Herløv Petersen, skrevet 1963-1965

Samling af Arne Herløv Petersens indlæg på Facebook i året 2020. Året var præget af corona-pandemien og valget i USA, men der blev også tid til iagttagelser og meninger om politik og natur, litteratur og dagligdagens tildragelser - og meget andet.Et eksempel kunne være:Hvis jeg ser tilbage på de bøger, jeg hare læst de sidste tyve-tredive år, er det et meget broget kludetæppe.Jeg læser en del ældre litteratur. Der er fra disse perioder en overvægt af mandlige forfattere, men jeg har forsøgt at skabe en vis ligevægt i det, jeg læser, og jeg har læst kvindelige forfattere fra Sapfo, Sei Shonagon og Shikibu Murasaki over Jane Austen og søstrene Brontë til moderne klassikere som Virginia Woolf og Nathalie Sarraute.Jeg har i mine udgivelser af e-bøger forsøgt at sætte lys på oversete kvindelige forfattere fra tidligere perioder, og har f.eks udgivet bøger af samtlige de kvindelige forfattere, Pil Dahlerup nævner i sin epokegørende disputats, og prøvet at skabe opmærksomhed om glemte og efter min mening meget betydelige forfattere som Inga Nalbandiàn. De fleste af disse forfattere er for øjeblikket kun umiddelbart tilgængelige gennem mine e-bogudgaver. I den nye litteratur, jeg læser, er der vel omtrent ligevægt mellem kønnene. Jeg vil gerne følge lidt med i, hvad der foregår her og nu - også i den danske litteratur - så jeg læser altid et udvalg af årets bøger. I år har jeg således med stort udbytte læst nye bøger af Solvej Balle, Stine Pilgaaard og Asta Olivia Nordenhof. Jeg har nok læst flere nye danske bøger af kvinder end af mænd, for dem er der flest af.*Jeg har disse hovedsynspunkter:1. Der er ikke grund til konkurrence og brødnid mellem forfattere, for der er plads til alle. Enhver har sin egen, individuelle stemme. Læseren foretrækker naturligvis nogle stemmer frem for andre, men det er ikke muligt at opstille lister, hvor forfattere bliver nummer et, to eller tre. Litteratur er ikke hækkeløb, der er forfattere til enhver læserskare.2. Enhver forfatter kan skrive om hvad som helst. Man skal ikke finde sig i mundkurv - som når nogle vrænger "kulturel appropriation", hvis man skriver om et andet køn eller en anden etnisk gruppe. Man kan skrive om hvad som helst og hvem som helst. Man kan godt skrive om en Quasimodo uden selv at være en pukkelrygget dværg. Man kan skrive om Madame Bovary uden at være kvinde eller om Orlando uden at være transkønnet.2. Monokultur er ikke godt - hverken i naturen eller i litteraturen. Det er bedst, når hundrede blomster blomstrer. Det er bedre med mangfoldighed end med ensretning.3. Som læser synes jeg, det er spændende og givende at læse bøger skrevet af mennesker af forskellige køn og med forskellige seksuelle orienteringer, bøger skrevet om/af mennesker fra forskellige sociale lag, forskellige tider og steder,4. Det er netop det mirakuløse ved litteraturen, at den gør det muligt at gå ind i andre mennesker, se med deres øjne og tænke deres tanker. Til daglig går vi rundt mellem hinanden, lukket ind i vores hylster af hud. Når vi læser, flyder vi over i de andre og de ind i os. 5. Af alt det følger, at jeg ville anse det for en ulykke, hvis der *kun* blev udgivet bøger skrevet af mennesker af ét køn, fra én socialgruppe eller aldersgruppe eller etnisk gruppe. Jeg vil have det hele - broget og mangfoldigt.6. Man skal ikke tilstræbe absolut, matematisk lighed. Det er overflødigt og umuligt og ville skabe kunstige begrænsninger. Men der skal være mulighed for at vælge i et stort og broget udbud.

536 af Arne Herløv Petersen er en samling med seks, store mytiske fortællinger, der både trækker på den gotiske tradition og den fantastiske litteratur. Nobelpristagerens Iziguros seneste roman The Buried Giant befinder sig et lignende sted.Tidsmæssigt er det i året 536, der af en historiker er udnævnt til at være det værste år at leve i i verdenshistorien. Det er den mytiske tid, der forbindes med antikkens endelige kollaps og kirkens magtovertag på alle niveauer, tiden umiddelbart før Islam trådte frem.Arne Herløv Petersen skriver sig ind i forskellige områder af tiden og viser denne, den mørkeste middelalders ukendte og overraskende, kulturelle variation.En af fortællingerne, Tjalve, foregår i Norden. En anden, Procopius, i det Østromerske rige. En tredje, Chunyu, foregår i ”Den første dag i ferskenmåneden i dragens år, i kejser Wus 35. regeringsår,” altså i Kina. Og alle vegne på alle kontinenter slukkes solen midlertidigt og pesten trænger sig frem.

Henrik Pontoppidan (1857-1943) skabte med "Det forjættede land" sit første storværk.Værkets tre bind Muld (1891), Det forjættede Land (1892) og Dommens Dag (1895), er historien om en utopi og dens sammenbrud. De tre bind har alle undertitlen „Et Tidsbillede“. Første bind omspænder 10 måneder fra december efter Estrups første provisorium i 1877 til det følgende efterår. Andet bind omfatter forår til efterår 1885 efter det andet provisorium, og tredje bind et par måneder af 1887. Stedet er landsbyerne Vejlby og Skibberup, der minder om Skuldelev og Østby i Hornsherred, og Sandinge med højskolen på den anden side af fjorden, der minder om Slangerup og Mortens højskole i Jørlunde.

Første bind af udviklingsromanen om Pelle fra krigstiden og frem til det 21. århundrede. Første bind består af punktnedslag i 1947, hvor Pelle som fireårig tuller rundt på legepladsen, 1952, hvor han er ulveunge og går i kommuneskole, 1957, hvor han bliver forelsket og politisk interesseret, og 1962, hvor han er begyndt at læse på universitetet. I en prolog om 1942 møder vi Pelle i fostertilstanden."Fjerne mål 1" er en udvidet og redigeret udgave af "Imod fremtids fjerne mål" fra 1975. Da den udkom, skrev anmelderne:"Aldri et dødpunkt. Enkelte kapitler... skiller sig ut ved en innsikt i guttefantasien, som får kapitlet til å stå lysende frem for all tid innen nordisk prosa... "Imod fremtids fjerne mål" er et tidsdokument og dansk. Men det når ut over tids- og landegrenser."Johan Borgen - Dagbladet"Romanen er fuld af liv, oplevet og reproduceret med en appetit og en verbal oplagthed, som trods mylderet af detaljer og af mennesker aldrig virker andenhånds, aldrig trættende."Jens Kistrup - Berlingske Tidende"En klassisk udviklingsroman af så lødig karakter, at man ikke føler, at det forpligtende navn Pelle er taget forfængeligt."Ejgil Søholm - Aarhuus Stiftstidende"En bredt underholdende strøm af livs- og tidsbillder."Marie-Louise Paludan - Weekendavisen"Med sin Pelle leverer (AHP) et opmuntrende billede af en af de menige i kampen for fremtidens fjerne mål. Det er en ganske dejlig bog."Claus Rude - Aktuelt"Vad som gör "Imod fremtids fjerne mål" så rik og läsvärd är inte bara den sråkliga träffsäkerheten utan också de många levanda personproträtten, spännvidden av stämningar och, inte minst, den fasetterada bilden av Danmarks politiske utveckling under efterkrigsdecennierne."Nicke S.E. Andersson - Expressen

I tredje bind af udviklingsromanen om Pelle med punktnedslag i 1987, 1992, 1997 og 2002, oplever Pelle glæden ved at blive ældre sammen med sit livs Louise og ved arbejdet som selvstændig reasearcher. Han gennemlever sorgen over forældrenes død og oplever med resignation at blive presset ud af arbejdsmarkedet.De to første afsnit i bindet er redigeret og ændret fra to afsnit af "Himlen under Jorden" (1994). De to sidste afsnit og epilogen, der handler om Pelles død, er nyskrevet.Da "Himlen under jorden" udkom, skrev anmelderne:"Der er et enormt verbalt overskud i "Himlen under jorden". Det er ikke bare kærligheden, men også sproget, der holder liv i Pelle. Romanen vrimler med litterære indfald og udfald.... Selv når Pelle er mest jamrende, er han det på en måde, som læseren har glæde over."John Chr. Jørgensen - Politiken"***** Det er noget så forunderligt som en udviklingsroman og et tidsbillede, Herløv Petersen har skabt med sit storværk om Pelle."Hans Fl. Kragh - Ekstra BladetDa det samlede trebindsværk udkom i 2006, skrev anmelderne:"Det er til at blive trist af. Og glad. Trist over, at fællesskab er blevet til friværdi. Glad over, at nogen i dagens Danmark kan skrive så perlende, opfindsomt...Fortælleren kan brede sine vinger ud og favne et forløb i få ord...Arne Herløv Petersen skriver som et springvand, men detaljerigdommen overskygger aldrig de levende mennesker... Hvor er det godt! ’Fjerne mål’ er et lille, sørgmodigt mesterværk"Steffen Larsen, Politiken"»Fjerne mål« er på den ene side en klassisk litterær afsøgning af et individs udviklingshistorie. En roman, som står på skuldrene af Pontoppidan og Andersen Nexø. Men samtidig formår Herløv Petersen at vise den store historie i den lille så også de, der ikke var med dengang, får ny viden og indsigt... Stilistisk er romanen også gennemført til mindste detalje. Sproget og stillejet skifter i harmoni med Pelles personlige udvikling...Barndomsbeskrivelserne er forrygende detaljerede og godt sete...Og romanens afslutning er en fremragende beskrivelse af den accept af dødeligheden, som Pelle kommer meget sent til."Erik Andresen - Vejle Amts Folkeblad "I denne samlede udgave af de tre romaner, der oven i købet er suppleret med helt nye afsnit, ser man et værk med klassiker-gen, en indsigtsfuld og overbevisende skildring af 60 års danmarkshistorie fra besættelsestiden til i dag, set gennem én person".K.E. Watz - Lolland-Falsters Folketidende "Det er et stort værk om drengens udvikling i den første generation, hvor man trods forældrenes små kår fik mange muligheder, og Pelle kunne som så mange andre blive første generations akademiker."Per Månson - lektørudtalelse "Skriv litteraturkanonen om. Arne Herløv Petersen har skrevet en stor samtidsroman.. "Fjerne mål" fremstår som et helstøbt kunstværk og trods mange andre fine romaner fra Arne Herløvs hånd som hans hovedværk." George Zeuthen - Arbejderen

Andet bind af udviklingsromanen "Fjerne mål" består af punktnedslag i Summer of Love 1967, hvor Pelle møder den forunderlige Tulte og fejrer Københavns 800 års dag og efteråret 1972, hvor Pelle er gymnasielærer og gift med Eva. De har datteren Dunja på fire år. I 1977 er Pelles ægteskab ved at gå op i sømmene, og i 1982 møder vi ham på en selvdestruktiv druktur gennem et koldt København. De fire afsnit er redigeret og ændret fra "Imod fremtids fjerne mål" (1975), "Blussende våger" (1991) og "Himlen under jorden" (1994). Da "Blussende våger" udkom, skrev anmelderne: "Bedre roman end "Blussende våger" skrives der ikke i Skandinavien i dag. Den er lige til Nordisk Råds pris - mindst!" Johs. B. Christensen - Aktuelt "En ordtæt tidskrønike, der har aflyttet perioden med fint gehør. Og den tillader sig at være både realistisk og underholdende." Ejgil Søholm - Information "En stykke vittigt, til tider bidende ironisk danmarkshistorie." Holger Ruppert - BT "Hans originale indsats er de myldrende optrin af livet i en generation, der troede, den kunne det hele. Det er, som om dynamikken fra dengang for en stund er vendt tilbage i Herløv Petersens gnistrende fortællestil." Claus Grymer - Kristeligt Dagblad ""Blussende våger" er en levende, sammensat og humoristisk skildring af en generation. Ironisk uden at være ond. Indsigtsfuld uden at være bagklog. Engageret uden at være fanatisk. Foruroliget uden at være fortvivlet. Et opgør og et selvopgør skrevet af generationens egen medvider - med et forløsende glimt i øjet." Knud Bjarne Gjesing - Fyens Stiftstidende.

I 1920'erne mødtes en række unge digtere på Universitetets frokoststue. Blandt dem var Tom Kristensen, Rud. Broby-Johansen, Jens August Schade, Johannes Weltzer og Knud Bruun-Rasmussen. Nogle af dem fandt sammen om at udgive lyriktidsskriftet Klinte, der stadig findes hundrede år efter, nu som Hvedekorn. Det var en bevæget tid med kongekup og genforening. Tom Kristensen kom også i den gruppe, der blev kaldt Valby-Parnasset, sammen med bland andre Emil Bønnelycke og Harald H. Lund. Broby-Johansen hentede den jyske digter William Waagner til København. Klinte skildrer hele denne flok brogede digtere, hvis liv på godt og ondt flettede sig sammen i denne tid.

Barbara udspiller sig på Færøerne i midten af 1700-tallet og anvender et kendt folkesagn, Beinta og Peder Arrheboe, som ramme. Romanen handler om den dobbelte præsteenke, som indfanger en tredje præst, der ellers er sendt til Færøerne for at reformere sin stand. Barbara svigter snart præsten til fordel for en ung økonomistuderende, men nu er det hendes tur til at blive svigtet. Idémæssige modsætninger væves ind i romanens personkonstellation; pietisme sættes op mod oplysningstid, og under det hele høres barokkens salmedigter Thomas Kingo; bogens arbejdstitel 'Far Verden – Far vel' refererer til Kingos salme „Keed af Verden, og kier ad Himmelen“. Konklusionen er ironisk, mere besk end munter: uanset hvilke motiver vi besmykker os med, så er vi inderst inde altid drevet af forfængelighed.Barbara er den frigjorte eros, som ikke kender til splittelsen mellem sjæl og legeme, men udfoldelsen af det erotiske livsprincip er ikke nok i længden, og en oplevelse af tomhed bemægtiger sig hende. Først da Barbara møder den økonomistuderende, fyldes hun af en længsel efter mere. Også han har et direkte, sanseligt forhold til det erotiske, uden at det dog betyder alt for ham. Nu konfronteres hun med flygtighedens barske vilkår og udsættes så at sige for sin egen medicin.Romanen er gennemsyret af erotik, men trods sin kropslighed er Barbara mere symbol end individ. Hun repræsenterer det lunefulde liv, hvor gavmildhed veksler med skuffelser, og håb slår om i desperation. Uberegnelighed er livets inderste væsen.(Dansk Litteraturs Historie)

Petter Dass, 1647-1707, norsk præst og digter, søn af en skotsk forretningsmand, P.P. Dundas, og norsk mor. Efter studier i København blev han huskapellan 1673 efter kongelig tilgivelse for et uægteskabeligt forhold; i 1689 sognepræst på sin fødeegn i Alstahaug, Nordlands rigeste kald. Dass er især berømt for sit store epos Nordlands Trompet (færdigt 1696, først trykt 1739), en hyldest til den norske fiskerbonde, til hverdagslivets folk og fæ, fugle og fisk, i en fyndig folkelig stil, men med fuld beherskelse af barokkens kunstneriske virkemidler. "Vær hilset, I, Nordlands bebyggende Mænd/fra Verten i Huset til trælende Svend,/Vær hilset, I, Kofte-klæd Bønder!" Det topografisk maleriske værk fik stor brugsværdi ved sin vidensformidling og afsmittende talenærhed. Hans katekismesange Aandelige Tids-Fordriv og Evangelier sangviis, forfattet udi beqvemme Melodier, det første store protestantiske digterværk i Norge, var folkeopdragelse og -oplysning af reel virkning.

De bærende temaer i Gustav Wieds forfatterskab er ikke det sjælfuldt lyriske og åndfuldt spejlende eller vitalt livsforvandlende, der kendetegner en stor del af epokens litteratur. Han viderefører i stedet den naturalistiske litteraturs skildring af arv og miljø, drevet ind i en forfaldskurve med et overfølsomt blik på degeneration og driftsdeterminisme. Forfatterskabets fokus på de kødelige lyster og kroppens krav drives ud i det absurde og forlener denne alt for sene naturalistiske blomstring med en yderliggående dekadence, en grotesk og misogyn vrængen på eksistensens vegne. I et ødelæggende amokløb over 25 år brænder det store forfatterskab igennem alle illusioner.(Dansk litteraturs historie)