Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Rimestads mærkelige sensitivitet, sammenblandet med pågående erotiske fantasier og indtryk fra naturen kan lede tanken hen på Edvard Munch og hans mest makabre sortkunst. Han er medvidende, klog, fortrolig og betroende, med en lavmælt trøst til os. (Cai M. Woel)

"Nattevagt", der, som næsten alt fra Pontoppidans Haand, er særdeles velskrevet og letlæst, handler om en ung, radikal Maler, Jørgen Hallager, eller den røde Hallager, kaldet saaledes paa Grund af sin Haar- og Skjægfarve, dels formedelst sin Førerstilling i "Klumpen", en Kreds af unge Kunstnere, hvis ramme Virkelighedsbilleder har gjort Front mod saavel gammel Renæssance som ny Symbolisme. Jørgen har i Rom, hvor Hovedparten af Fortællingen foregaar, ægtet en ung Pige af det højere Bourgeoisi, en Datter af en rig Etatsraad og forhenværende Departementschef. Det unge Ægtepar tilhører ikke blot to forskellige Samfundslag, men deres Naturanlæg og Gemytsbund er saa ulige som tænkes kan. Ursula er en lille, fin Kvinde, der med Hengivenhed slutter sig til sin Mand og efter yderste Evne stræber at tilegne sig hans Syn paa Livet. Men den lige saa raa og brutale som kyniske Jørgen støder hende uafbrudt tilbage, og til sidst knækker Ursula over i en Kamp, hvor hendes Evner ikke strækker til. Fra deres første Samlivsdag har Jørgen ikke andet end Haan og Foragt for hendes Fader og hele den Verden, hvori hun er voxet op. Han selv er Søn af en fattig Landsbyskolelærer, der er faldet som Offer for sit Venstresind og sin Sandhedsdrift og efter uskyldig at være mistænkt for Bedrageri har slaaet sig paa Flasken. Jørgen vil være hans Hævner, og hele det besiddende Samfund skal undgjælde for Faderens Skæbne. I hans Øjne er Svigerfaderen og hele hans Omgangskreds "Ærkekjæltringer, Tyveknægte, infame Hyklere, der under Paaskud af at værge Lov og Orden holder Folket i Søvn for at kunne bestjæle det des grundigere"1. Den for Øjeblikket samlede skandinaviske Koloni i Rom bliver lutter Typer Kjæltringer i Hjemmet. Men Jørgens Radikalisme gaar endnu videre. De hjemlige Strejker er kun "Lapperier" for ham, skjønt han altid med Glæde hilser "en knyttet Næve" og "et Spark i Bagen paa Avtoriteterne".(Otto Borschenius)

Det er de færreste der har læst Pontoppidans lille roman "Spøgelser" fra 1888, for forfatteren strøg den senere af sin produktion.Men mange litteraturforskere mener, at romanen udgør et vigtigt vendepunkt i forfatterens produktion - fra det socialt indignerede til det indtrængende psykologiske.

Bogen er den første af Henrik Pontoppidans ‘små romaner’. Det er en genre, hvor et aktuelt problem - åndeligt, politisk, kunstnerisk - tages op til debat. Eller snarere for denne forfatters vedkommende: til anskueliggørelse af de pågældende problemstillinger, idet de fremstilles igennem individuelle menneskeliv og miljøer. Det er Henrik Pontoppidans metode. I Sandinge Menighed belyses det kontrastrige forhold mellem bondesind og -kultur overfor Folkehøjskolens ivrige og optimistiske oplysningsvirksomhed. Pontoppidan kender begge miljøer indefra, og er derfor istand til med sit dobbeltblik at skelne imellem velment teori og virkelighedshård praksis. I denne roman er forfatterens sympati hos bondebefolkningen, hvor folkesindets dybde og alvor skildres med respekt i forhold til højskolens overfladiske livsjubel. Som tidligere højskolelærer havde Pontoppidan på dette felt en pålidelig baggrund. Højskoleverdenen brød han sig ikke om. Grundtvigianismen vedbliver at være skydeskive for hans ironi og kritik. (Silkeborg bibliotekerne, Epoke)

Henrik Pontoppidan skrev ikke mange digte, men nogle af dem er blevet almindeligt kendt, især genforeningsdigtet "Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage" og Brandes-digtet "Den 4de Februar."

Pontoppidan fortæller om Husmandsdatteren Grethe, som tjener i Præstegaarden, en enfoldig og troskyldig Sjæl, som har bedt Vorherre om at faa den kønne Niels til Kæreste og er bleven bønhørt, skønt hun baade er rødhaaret og grim. De mødes hemmeligt i al Uskyldighed om Aftenen og sværmer sammen, men en Nat, da Grethe efter et saadant Stævnemøde vil krybe tilbage gennem sit Vindu, som hun har ladet staa paa Klem, finder hun det til sin Rædsel lukket indvendig fra og opdager – til sin endnu større Rædsel – at Præsten og hans Frue sidder oppe i Dagligstuen og venter paa hende. Hun tør da slet ikke komme ind af Frygt for at blive jaget fra sin Plads – hjem tør hun heller ikke komme – og mens hun fortumlet flakker omkring paa Markerne vokser Angsten i hende og gør hende efterhaanden helt afsindig. Hun føler sig forpint af Samvittighedsnag, forstødt af Gud og Mennesker, forfulgt af den hængte Jesper Smeds Spøgelseskridt.Dagen efter, da hun savnes og eftersøges, finder man hende druknet i en lille Skovsø. Præsten kan ikke forstaa det. "Det var en af de Ting, han i sin Egenskab af Sjælesørger stadig fik Lejlighed til at forundre sig over, at Menneskene havde saa ringe Modstandskraft overfor Døden. Netop i det tilsyneladende saa frejdige og livsglade danske Folk, hvis daglige Liv formede sig saa betryggende, hørte Selvmord til Dagens Orden. Her var en Sjælegaade, han ofte forgæves havde grundet paa. Selv her i hans eget venlige og frugtbare Sogn ... fandtes ikke mange Hjem, hvor der ikke et Sted paa Loftet eller i et Udhus var en skummel Krog, som Beboerne helst gik udenom, fordi den gemte et blodigt Minde." Ved Grethes Begravelse taler han meget om Samvittigheden og Syndsbevidsthedens forfærdelige Gru.Men "Det store Spøgelse" er alligevel ikke blot en Præstehistorie. Bag Pontoppidans Ironi over Præstens naive Selvretfærdighed skjuler sig noget andet: den underlige Sørgmodighed, den ubestemte Følelse af Synd, som uden Hensyn til religiøs Tro kan nedsænke sig i Sindet hos mange Mennesker paa en Sommeraften, naar Kirkeklokkerne ringer Solen ned over et fredeligt dansk Landskab. "Mens Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægeligt Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem véd? Maaske gaar man tilsidst virkelig hjem og hænger sig." Thi "der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vore svage Øjeblikke." Den – og ikke Helvedeslæren – er det sande store Spøgelse i Henrik Pontoppidans lille Fortælling, hvis Sprogkunst minder om Violoncellens dybe, sørgmodige Tone – en afklaret Aftenhimmel, som spejler sig dybt i blankt Vand.(C.E. Jensen)

I 1892 tog Sophus Claussen til Paris. Her stiftede han bekendtskab med den symbolistiske kreds omkring Paul Verlaine, som blev en stor inspiration. Oplevelserne i Paris blev poetiseret i en række rejseskildringer, der blev sendt hjem til Politiken, og som senere resulterede i den ’impressionistisk flimrende’ rejseroman Antonius i Paris (1896). (Litteratursiden)

En humoristisk, satirisk og lidt ondskabsfuld skildring af en lille kystby i Vendsyssel i slutningen af 1800-tallet. Fra den dag de badelystne bymennesker ankommer til byen ... Hele romanen er centreret omkring Brasens hotel i den lille by. Og de centrale skikkelser for handlingen er værtsparret hr. og især fru Brasen.Da historien begynder, er der endnu ikke dukket nogen sommergæster op. Fru Brasen går alle rum igennem og forsøger at sikre sig, at alt er parat. Hr. Brasen vogter den tomme pengekasse, og parret skylder penge overalt i byen. Det er tilsyneladende almindelig kendt, at Brasens skylder, og nogen godter sig mere end andre over det.Men pludselig kommer der ”Køretøjer fra Sønder”, og alt bliver kaos. Hr. og fru Brasen løber forvirrede rundt og råber og skriger af hinanden og deres ansatte. Men endelig får sommergæsterne deres værelser, og fru Brasen går nervøst og febrilsk i gang med aftensmaden.Det lykkes at stable en middag på benene. Senere på aftenen underholder en kendt sanger, der er blandt gæsterne, og der bliver danset. Da fru Brasen træt falder om i sin seng, hører hun allerede hanen gale i gården.(Pernille Lisborg på Litteratursiden)Romanen er skrevet let og humoristisk, og Herman Bang skildrer tydeligt tidens klasseskel. Både de tilrejsende velhavende sommergæster over for Brasens ”tomme kasse”. Og også klasseskellene i den lille by skildres rigtigt godt; konsulen, lægen, apotekeren, og over for dem bønder, fiskere og tjenestefolk.

Samlingen 'Krøniker' (1890) fortsætter i allegorisk form kritikken af dansk smålighed, der kvæler »fribaarne Foregangsmænd« og anden »Ørneflugt« i konvention, materialisme, sladder, snobberi og angst for det ukendte. (Hans Hertel)

"Isbjørnen" handler om den bjørnestærke Thorkild Müller, der ikke dur til at læse teologi, men bliver præst alligevel og sendt til Grønland. Da han efter sin kones død kommer tilbage til Danmark. De bønder, han prædiker for, elsker ham, men gejstligheden hader ham og tror, han må være forrykt, fordi han vil afskaffe tiende-betalingen.Da han til sidst tvinges bort, skriver han med kridt på døren: "I har de Tyranner, som I fortjener".

De fleste af novellerne i Fra Hytterne blev skrevet i Østby, og skønt fortælleren især er den iagttagende vandringsmand, har han også kritiske kommentarer til den sociale uretfærdighed, der skaber menneskelig lidelse. Præstens afsluttende ord over den døde Ane i „Knokkelmanden“, at „Herrens Naade er over al Maade“, står i grel modsætning til det uretfærdige i, at døden forhindrer hende i at nyde frugterne af sit hele livs hårde slid. I „Naadsensbrød“ er uligheden flyttet med ind i det fine fattighus, hvor lemmerne til middag får „Vælling og en Sild, eller grøn Søbeskaal med Roer og Kartofler – samt Duften af Inspektørens Bøf“. Det er derfor Stine Bødkers, som altid har klaret sig selv, vægrer sig så voldsomt mod at flytte dertil.(Dansk Litteraturs Historie)

En Dansk Students Eventyr, roman af Poul Martin Møller; den blev aldrig skrevet færdig. Romanen blev trykt i 1843, men dateres gerne til 1824, da forfatteren læste op af den i Studenterforeningen i København. Dette første danske forsøg på en dannelsesroman i Goethes ånd skildrer "den krøllede Frits'" menneskelige udvikling. Andre karaktertyper er "den jydske Bertel", "den følsomme Christian" og især Licentiaten, berømt for sin uendelige, handlingslammende selvrefleksion.(Store Danske Encyklopædi)

"Rugens sange" er Jeppe Aakjærs mest folkekære digtsamling, der blandt andet indeholder så kendte sange som "Jens Vejmand" og "Sundt blod" ("Jeg bærer med smil min byrde")

Novellen "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" er et hovedværk i dansk litteratur. Den er skrevet i dagbogsform og som sådan i et personligt og fortroligt sprog af degnen Morten Vinge. Vi følger ham henover det meste af hans liv, men med tyve års pause. Sproget skal nutidens læser måske lige vænne sig til, men det er letflydende, selvom der forekommer latinske og franske ord og vendinger. Lad ikke dette afholde nogen fra at læse novellen.Nogle særlige forhold gør novellen bemærkelsesværdig i dansk litteratur. Blicher har nemlig givet novellen et autentisk præg, ved at lade den udkomme med noten: "Fundet, gennemset og udgivet af S.S. Blicher." Han har endvidere som noget nyt for sin tid forelagt et menneskes livsforløb i brudstykker, og det er op til læseren at stykke Morten Vinges liv sammen ud fra, hvad der bliver fortalt. Sidst men ikke mindst bygger novellen på den autentiske historie om Marie Grubbe.(Litteratursiden)

"Der sad han i sin stue i Fiolstræde og skrev 539 epistler, som ikke er breve til nogen bestemt, men henvendelser til menneskeheden. Alting interesserede ham. Han skrev om Gud og materien, og han skrev om Tjære-Vands Cuur. Han skrev om kys og kinesiske skuespil. Han skrev om kvægsyge og den tyrkiske sultan... Han beskæftigede sig med de små ting og de store problemer, med det dagligdags og det ophøjede, liv og død og hunde og katte.. Der er stadig megen aktualitet i disse meddelelser fra Holberg. De narre, han afslørede, lever endnu iblandt os."(Hans Scherfig: "Om Holbergs epistler")Indeholder bl.a. disse epistler:Forholdet mellem Fornuft og AabenbaringKan et Samfund bestaa uden LasterMit Helbred og mine religiøse BekymringerJeg lærer meget ved Omgang med BønderHar Dyrene en SjælForsvar for FandenPolypdyrene og Sjælens EnhedDen religiøse Tolerances FremskridtFor og imod Te, Kaffe og TobakDer er Hvile for Hjernen i DameselskabIndbildt Sygdom er virkelig SygdomJeg holder mere af Katte end af HundeFiduser for ForlæggereHvorfor jeg blev BaronKan en Stat af Ateister bestaaKinesiske SkuespilMine teologiske SærmeningerEr vor Verden den bedst muligeArbejdsnedlæggelser i KøbenhavnUrimelig Helgen- og HeltedyrkelseHvem tjener paa DyrtidenGrønlændernes NaturbegavelseMuhammed og hans LæreIndtægten af min Formue bortgives straksEr Universet uendeligtGud har forment os at flyveMenneskenes Behandling af DyreneAlderdommen er Skrøbelighedernes TidGrønlænderne og det Ondes ProblemMontesquieu's Brev fra en Jøde

Hovedværket, den selvbiografiske roman Levnet og Meeninger, skrev han 1774-78 (trykt 1804-08). Den er angiveligt en selvbekendelse; men han underminerer genrens fromhed med skeptisk romanlitteratur. Miguel de Cervantes Saavedras Don Quixote (1605, 1615) og Laurence Sternes Life and Opinions of Tristram Shandy, Gentleman (1759-67) er de to vigtigste inspirationskilder; men også Daniel Defoe, Henry Fielding og François de Voltaire er blandt Ewalds foretrukne forfattere.Levnet og Meeninger låner træk fra både syndsbekendelse, selvbiografi og roman. Han bruger her — ironisk og parodisk — alle tre genrer uden at lægge sig fast på én model. Manuskriptet skildrer et romanagtigt liv. Det handler om en ung person, der ikke vil affinde sig med en borgerlig tilværelse. Overalt søger han det normbrydende. Ud af ungdommens drømme væver den voksne, indsigtsfulde fortæller værkets forfinede tekst vel vidende, at kun i kunstværket kan de gamle drømme lyse med usvækket glans.Den berømte kærlighedshistorie mellem ham og Arendse Huulegaard handler derfor ikke om at besidde hende i virkeligheden. "Min Arendse" er først og fremmest et billede i ord, der skal fastholde de første overraskende, sublime indtryk. Ewald søger nemlig overalt det pludselige frem for det tilvante. Derfor er hans stil springende og alogisk. Vi skal via Jens Baggesen frem til Søren Kierkegaard og H.C. Andersen, før vi møder en lige så smidig prosa i dansk litteratur.(Dansk Litteraturs Historie)

I Gustaf Munch-Petersens sidste digtsamling, "Nitten digte" fra 1937, når han frem til en stor skønhed og enkelhed, som i digtet "Rids": "viben skriger en cirkel sortskriger en kurve hvid i luften - saltengen drejer sig grøn-graa vaad med et lukket æg i midten -"

"Trækfuglene" fra 1838 er et højdepunkt i Blichers lyriske produktion. Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk, Jeg hører Vinterens Stemme;Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk, Og haver andensteds hjemme.

Udvalg af Aarestrups digte

Haikudigte af Kobayashi Issa, udvalgt og oversat af Arne Herløv Petersen

"Pilefløjter" er en af Sophus Claussens betydeligste digtsamlinger. Her finder man digtet "Rejseminder": Og det var paa Skanderborg Station,der blev mine Tanker forfløjne.Jeg saa en nydelig ung Personmed nøddebrune Øjne.

Stuk (1887) af Herman Bang

"Sne" af Viggo Stuckenberg indeholder mange af forfatterens mest elskede digte, som digtsuiten til Ingeborg med linjerne "Thi to, som elsker hinanden, kan volde hinanden mer' ondt end alle de argeste Fjender, som hævner sig Jorden rundt" - og den storslåede "Bekendelse", henvendt til vennen Johannes Jørgensen, hvor Stuckenberg indrømmer, at han måske tog fejl i nogle henseender i sin ungdom, men at han alligevel elsker den tid: "Jeg solgte gerne et par Aar af dem, som er i Vente, for fra min Ungdoms viltre Vaar endnu et Kys at hente."

Tredje og sidste bind i Gustav Wieds udødelige beretning om toldkontrollør Knagsted. Morsom og bidsk, især over for missionske præster og hyklerisk seksualmoral.

Gustav Wieds uforglemelige skildring af Knagsteds og overlærer Clausens rejse til Karlsbad. Fortsættelse af "Livsens ondskab".

Sonetter og andre vers i bunden form.

Digte om springhaler, lindorme og svanefrø."Solen er rødglødendeLangt ude over markernerammer den sneenHvæsende hvislendedamp stiger opZvisssj vuuussjnår solen slukkes.En afsveden solskorpelister sig ned under jorden.Sneen smelterog solblomster skyder frem."

Seks hundrede år efter atomkrigen strejfer små grupper mennesker rundt i urskoven, hvor København lå, i stadig kamp mod mutanter og kæmpestore edderkopper. Kia er en pige på femten år i en flokkene. Hun har født to børn og ædt dem begge to. Hun møder den sære Ethan, der helt alene har lært sig at læse og at bygge en tidsmaskine for at tage tilbage i tiden og forhindre krigen. Men det bliver Kia, der kommer til at rejse tilbage til København 1990. I bogen, der er skrevet i 1982, er Gorbatjov anført som sovjetisk præsident i 1990 og Svend Auken som dansk statsminister. Det kom til at passe med Gorbatjov, men ikke helt med Auken. Spørgsmålet er nu, om Kia kan få afværget den truende krig, og om det betyder, at alle problemerne så er løst - eller om det først er nu, problemerne bliver uoverskuelige.Da bogen udkom i 1983, skrev anmelderne:"En barsk humoristisk fantasi over livet i det tropiske, atomforbrændte København... Et spændende spil med tidsmaskinens muligheder og farer. En pessimistisk vurdering af chancen for, at menneskeheden kan blive klogere. Og en spids satire over Danmark i dag. En fortælling der sætter gnister gang på gang og lader læserhjernen op til en masse viderearbejde."Lars Borberg - Aalborg Stiftstidende"Petersens fantasi blomstrer fint i fremtiden"Anders Bodelsen - Politiken"Det er en dyster beretning. Men for fanden, hvor er den god. Takket være Arne Herløvs muntre og satiriske måde at berette på."Herman Oschlak, Land og Folk"Arne Herløv Petersen slår alle hidtidge rekorder i grotesk indledning, selv i denne genre. Og den groteske indledning følges op i handlingen... Jovist, Herløv Petersen kan sin metier."Tage Eskestad - Flensborg Avis

I en fremtidsverden er Johanne på vej til en konference i Sydamerika med sin telepatiske hamster. I flyet møder hun den mærkelige Malzhuis og i Sydamerika bliver hun forelsket i Churumá fra Guyana. Johanne og Churumá opdager, at Malzhuis har planer om at redde dyrene ved at udslette menneskeheden med biologiske våben. Jagten på terroristen kulminerer på en forladt atol i Stillehavet.Da bogen udkom i 1993, skrev anmelderne:"Selv om jeg totalt mangler gehør for science fiction-genrens fantasikonstruktioner, har jeg læst "Duens tænder" med begejstring. Utrolig megen kontant viden om dunkle sager er formidlet så klart og med en så formidabel sprogformåen, at man alene af den grund må imponeres. Det er en farverig vision af en kærlig verden for alle jordens folk. Utopi? Javel. Men uden drømme dør vi."Ejgil Søholm - Information"Budskabet er enkelt og bevægende.. En flot, debatskabende "grøn" spændings- og kærlighedsroman, som også virker helt nødvendig."Hans Fl. Kragh - Ekstra Bladet"Arne Herløv Petersen er en spændstig og fantasifuld sprogskaber. "Med åben pande" var skrevet i et selvkonstrueret eurosprog, og verden i "Duens tænder" er virkelig set og sanset gennem en økologisk bevidsthed."Knud Bjarne Gjesing - Fyens Stiftstidende

Den femtenårige Erwin, der er vokset op i Adenauerparken i København i 2043, har ikke noget sted at bo, efter at hans mor har hængt sig i en computerledning. Han bliver taget ved en razzia og sendt til Ochsbüll, hvor han skal uddannes til soldat for Uniropa.Da bogen udkom i 1992, skrev anmelderne:"Arne Herløv Petersens eminent velskrevne fremtidsgyser... Bogens groteske humor giver sig ikke mindst udslag i dens stil... Et særdeles velkomment køligt gys."Jens Juhl Jensen, Information"Scheissegut... Herløv Petersen slår gækken løs i denne Gesellschaftskunde i gavtyveromanform. Vanvittig og grovkornet. Den kan blive noget af et muss for gavflabede gymnasiedrenge."John Chr. Jørgensen, Politiken"Tidsånden er taget lige på kornet af en skriverkarl, der kan ryste de mest hårrejsende tanker og dialoger ud af knojernet. Det er virkelig imponerende håndværk. Og som al god fremtids-kikkeri... Der er jo lidt om snakken."Steffen Larsen, Aktuelt"I denne roman går alle Herløvs kvaliteter op i en enhed. "Med åben pande" er et sort show af karat og dimensioner, og det viser Herløv som humorist i den helt svære misantropiske klasse."Bo Green Jensen, lektørudtalelse"Det er en særdeles velskrevet, men meget barsk roman."Elin Søborg, lektørudtalelse"Det er begavet tankeprovokerende og underholdende samfundskritik, ikke bare for skolens ældste elever, der vil blive fanget lige fra den første sides chokstart, men også for voksne, der måske bedre fornemmer, hvor provokerende en parodi, hvor fed en ironi og hvor sort en galgenhumor, historien rummer."Jens Verner Nielsen, lektørudtalelse"Effektiv parodi på alle de hårde drenge, man har mødt i tidens løb."Bo Bjørnvig, Weekendavisen"Herløv Petersens kolde, dystre, barske og sælsomt morsomme roman...Spændende er bogens sprog... Det er nemt at opfatte romanen som endnu en grum, fremtidsangst advarsel. Men den kan også læses som en meget sort satire. Eller endda som en historie med håb."Lars Borberg, Ålborg Stiftstidende