Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

"Breve fra ensomheden" fra 1936 er Knud Poulsens sidste essaysamling. Her møder vi igen hans uforlignelige sprogkunst og hans store og varige kærlighed til naturen. På mange måder fremtræder han moderne, nærmest økologisk orienteret. Kriseårene i trediverne får ham til tydeligere at tage politisk stilling end før, og han vender sig skarpt mod nazismen og kalder Landbrugernes Sammenslutning "den desperate, nazistisk farvede og med sjofel Antisemitisme befængte L.S.-Bevægelse". I andre henseender er hans holdninger præget af den tid, han levede i - f.eks. er hans holdninger til kvindekamp, børneopdragelse og andre folkeslag svære at kapere i dag. Men bag tidspræget mærker man et humanistisk sindelag, en stille og vemodig humor og en inderlig følelse af samhørighed med naturen.

"De røde navne" handler ligesom hovedværket "Mikrobernes palads" om den russisk-japanske krig 1904, som Aage von Kohl fulgte på nærmeste hold som korrespondent. De fire noveller i "De røde navne" skildrer krigen fra en japansk synsvinkel. Bogen er tilegnet "dem, der endnu ikke har lært at hade Krigen". Den er illusionsløs i sin beskrivelse af krigens gru og barbari. Køligt iagttagende og med stor præcision i formuleringerne. Novellerne kan minde om Ambrose Bierces "Fortællinger om soldater og civile". Cai M. Woel skriver i Dansk Litteraturhistorie 1900-1950 om "De røde navne": "Ganske vist indbød emnet ikke til romantik og hyggestemning, men de blodige og grufyldte beretninger er usædvanlig koldt set og gengivet, ren naturalisme! De følelser, der mere anes end egentlig er tilstede, er sådanne som stolthed, pligt over for fædrelandet... Men novellerne er gode. Kohl beretter nøgternt og anskueligt, han har evne for spænding, de er fyldt af angst, og den smitter af på læseren".Dansk Biografisk Leksikon skriver om Aage von Kohl: "I sit forsøg på at udforske menneskets underbevidsthed har v. K. lært meget af Fjodor Dostojevskij. Med forkærlighed beskæftiger han sig med driftslivets natside, den instinktive ondskab og grusomhed, men hævder til stadighed muligheden for de positive kræfters sejr gennem selvovervindelse og opofrelse".

"Degnens hus" (1929) er Hulda Lütkens første roman. Hun bygger på sin egen baggrundshistorie i skildringen af lærerparret Peter og Lina på den jyske hede. Peter lider af stemningssvingninger, han er snart rastløs og snart apatisk. Lina står urokkeligt fast og er hjemmets faste forankring. Linas mor er hendes modstykke, kuet og trykket, men holdt oppe af sin religiøse tro.

Titlen "Lykkelige barndom" skal opfattes ironisk, for historien om den intelligente, men lidt vege og ubeslutsomme Svends barndom er ikke lykkelig.Alt, hvad er er forbundet med spirende seksualitet, er knyttet til skyld og skam. Hans mor dør tidligt, og hans far, der er birkedommer, forstår ham ikke. Han bliver mobbet af de andre drenge. Som elleveårig bliver han opdaget midt i en seksuel leg med en pige på otte år og bliver bortvist fra hjemmet. Han kommer i pleje hos en præstefamilie, der skal opdrage ham kristeligt. I en ferie bliver han forelsket i en sytteårig pige, som hans far, den 43-årige enkemand, også er interesseret i, og en åben strid mellem far og søn undgås kun ved, at pigen pludselig får en blodstyrtning og dør. Senere er Svend så plaget af, at han giver sig af med det, han kalder selvbesmittelse, at han fortvivlet skøjter ud over den frosne sø, går gennem isen og er ved at drukne. Bogen giver et levende tidsbillede med leg og lektier, læsning og stridigheder - og den strenge seksualmoral, der kaster sin mørke skygge over livet.

"Doktor Moreaus Ø" - HG Wells gyser fra 1896 - handler om en gal videnskabsmand, der gennemfører eksperimenter på dyrene på en fjern stillehavsø, så de bliver en slags menneskelige væsener. Bogen er mere aktuel end nogensinde, nu hvor vi ved genmanipulationer kan gå ind og ændre på arveanlæggene. I HG Wells' bog går forsøgene frygtelig galt. Hvor galt, det kan gå, hvis vi forvandler os selv og andre til nye arter, ved ingen, men Wells' gamle bog advarer os om konsekvenserne af uigennemtænkte handlinger.

Hulda Lütken debuterede i 1927 med digtsamlingen "Lys og skygge". Dansk Litteraturs Historie skriver: "Digtenes rum befinder sig gerne i grænsefeltet imellem drøm og virkelighed og kredser omkring stærke sindsstemninger, typisk udløst i forbindelse med sorg eller længsel efter kærlighed, som spejler sig i natlige, melankolske landskaber. Men naturen kan kun gengive stemningen, den kan ikke svare igen eller bringe trøst".

I "Over det Indiske Hav" fra 1920 beskriver Rørdam en rejse til Java. Det tog sin tid at komme frem, for man sejlede naturligvis. Digtsamlingen giver et levende indtryk af rejsen, og Rørdam sugede til sig af de mange indtryk, men det virker ikke som om han bevægede sig meget ned under overfladen. På hjemvejen bliver han rørstrømsk og lovpriser Danmark, som han synes er langt bedre end alle andre lande. Selv om Rørdams noget chauvinistiske holdning til fædrelandet kan virke frastødende, er der næppe tvivl om, at de fleste af dem, der foretog den slags rejser, der dengang var forbeholdt de få, havde samme holdning, og det er trods alt godt at se, at Rørdam forsøger at sætte sig lidt ind i forholdene i de lande, han besøger, og ikke hengiver sig helt til de racistiske stereotype forestillinger, der var så almindelige på den tid. Under alle omstændigheder kommer den nutidige læser til at foretage både en rejse mellem kontinenter og en rejse i tid.

Mange af digtene i "Under åben Himmel" handler om jagtens glæder - glæden over naturen og glæden ved at dræbe dyr. Det sammensatte i denne holdning kaster lys over dobbeltheden i Rørdams sind. På den ene side den sårbare, skadede dreng, der blev mobbet og anbragt i pleje. Det lyriske, nærheden ved naturen. Den spirende forelskelse, den voksne mand kærlighed til kone og børn. Og på den anden side det, han så gerne ville være, og som runger så hult: Nationens skjald, forsvarer af kongemagt og adel og storkapital, den der besynger slægt, æt, nation og stamme. Kantater og klingklang En forførende versekunst, et indblik i et splittet sind. .

Pressen skrev om "Elskovs rose" (1934):Hun er den nordjyske Sapfo... Man føres ved denne Digterpiges Haand henreven til det gamle, poetiske Land, mens hun fortæller alting om sin forgæves Længsel og sin SmerteHans Brix i "Dagens Nyheder"Hun har et Tonefald, der er hendes eget, selve hendes Temperaments. Det overbeviser os, og det bider vor Sjæl endnu langt mere end vore Sanser.Christian Rimestad i "Politiken"Ti Verslinjer fra hendes Pen vejer op mod hele Bøger pakfulde af Rimerier.Frejlif Olsen i "Ekstrabladet""Elskovs Rose" er ikke blot ægte Kunst, men noget af en Oplevelse; det er sjældent at møde et saa voldsomt og oprindeligt Sind.Ejnar Thomsen i "Aarhus Stifstidende"

Hulda Lütken er nok mest kendt for sine kærlighedsdigte, der ofte er besværgende, længselsfulde og fulde af sorg over tabt eller ugengældt kærlighed. Et stort udvalg af hendes bedste kærlighedsdigte er samlet i "Kommer du til mig"."Hulda Lütkens lyrik, som er påvirket af Edith Södergran, søger at bryde tidens traditioner og i en tidlig modernisme gennem intensitet og subjektivisme at finde nye erkendelser" (Den store danske Encyklopædi)

Eugen Onegin (1832) er et hovedværk i russisk litteratur, skrevet af Aleksandr Pusjkin (1799-1839). Det er en versroman, der handler om ugengældt kærlighed, om jalousi og duel, om anger og sorg og ensomhed. Det er et storladent epos, fortalt i 389 fejende flotte fjortenlinjers vers i jambisk tetrameter, smukt gengivet i Valdemar Rørdams oversættelse.I 1878 skrev Tjajkovskij operaen Eugen Onegin, og bogen er flere gange blevet filmatiseret, blandt andet i den engelsk-amerikanske "Onegin" (1999). Eigen Onegin er en af de store verdensklassikere, der fortæller os om store og evige følelser.

"Skærsilden" fra 1945 er Hulda Lütkens sidste digtsamling og den mest omfangsrige. Den adskiller sig fra de foregående ved ikke at være koncentreret om kærlighed og ensomhed, men vende sig udad mod samfundet. Krigen og dens væsen tages op til behandling , og Hulda Lütken nærmer sig en politisk bevidsthed: "Men der vil komme en Tid / da det lunkne Legeme / Massen / vil blive bevidst / og da vil Brødet blive taget fra de Rige / og givet til de sultne Børn".Det store afsluttende prosadigt "Skærsild" er en bekendelse til humanismen, der kan sammenlignes med Chaplins store tale i sidste scene af "Diktatoren".

Valdemar Rørdams buldrende og bragende fædrelandssange og militaristiske viser og ikke mindst hans tyskvenlige vers under besættelsen har gjort det svært at læse hans digte. Men hvis man ser bort fra personen og holdningerne, er der meget at glæde sig over i hans digte, og man forstår, hvorfor de i sin tid var så folkekære. Valdemar Rørdam var ikke nybrydende og original, men han var traditionens tro vogter og uhyre sprogbevidst og formsikker. Disse tidlige kærlighedsdigte er smukke og indtagende, og det er befriende at se, at han ikke kun hylder den første forelskelse, men også den dybe, ægteskabelige kærlighed og kærligheden til det fælles barn.

"Luft og land" fra 1910 indeholder smukke natur- og erindringsdigte og især langdigtet "Ondløse", som Poul Borum kaldte "Rørdams ubetinget bedste digt" - en blid og usentimental rejse tilbage til barndommens by.

Valdemar Rørdam blev to gange indstillet til Nobelprisen, hans "Danmark i tusind år" blev af mange foreslået til ny nationalsang, et udvalg af hans digte udkom i 1940 med forord af Kaj Munk og Julius Bomholt skrev i 1941 en stærkt anerkendelse kronik i Social-Demokraten om hans lyrik. Men så skrev han to hyldestdigte til det nazistiske Tyskland, og dermed var hans skæbne beseglet. Han blev slettet af Finansloven efter befrielsen, og som digter gik han i glemmebogen. Nu er der gået så mange år, at der kan være grund til at skelne mellem de buldrende og tomme militaristiske udgydelser fra hans hånd, der ikke fortjener at blive husker, og de smukke digte, han også skrev. Vi straffer ikke ham ved at lade være med at læse hans natur- og kærlighedsdigte, for han er for længst død. Vi straffer kun os selv. Der ligger oplevelser af stor skønhed og dybde og venter på os i de bedste af hans digte, som dem, der er medtaget i dette udvalg, hvis titel er førstelinjen af et af hans digte i versromanen "Gudrun Dyre".

"Købstad-Idyller" fra 1918 er måske en af Rørdams reneste og bedste digtsamlinger. Han besøger sin fødeby og finder den lille og puslingeagtig og samtidig storslået på sin egen, stille måde. I "Danske digtere i det 20. århundrede" (1. udgave 1951) citerer Jens Kruuse disse linjer fra "Købstad-Idyller": "Ja, det bliver tidligt Aften! / Spisende af Mellemmaden / leger Børnene paa Gaden / i den klare, sorte Mørkning. // I hver Rugbrøds-Mundfuld smages / Krydderfedtet, Køkkensaltet / og den kolde Luft samsmeltes / underlig med Verdensaltet // Men i Døden vil de mindes / deres Mørkningsleg paa Gaden, / Køkkensaltet, Fedtemaden / og den kolde Luft og Stjernen" og fortsætter: "Så fuldkomne ting i den danske lyriks ædleste tradition for inderlighed, klarhed og ægthed løb ikke som ingenting fra Rørdams pen. Just på baggrund af hans poetiske heroisme og hans forløbne sanselighed, overvundet i højtravemde etos og vælde, er så jævne, sunde vers en bedrift. De røber det egentlige ved denne digter. Han måtte overvinde sine egne anlæg, beherske sine lyster, hæmme sin løbskhed for at skrive vers som disse. Men de er hans berettigelse"."Købstad-Idyller" er både i originaludgaven og det senere genoptryk sat med gotisk skrift. Denne e-bogudgave er den første, der er tilgængelig for moderne læsere, der har svært ved at læse gotisk skrift.

Det er alderdomsdigtene, der gør "Alderdoms Fæstning" fra 1938, der gør denne digtsamling virkelig læseværdig. Så gammel var Rørdam heller ikke, da han skrev den - han var 67 år - men han er bidsk, illusionsløs, selvironisk og samtidig selvbevidst: Hvad er der af kroppen / jeg bryder mig om? / To ben som loppens / en gasfyldt vom. // De trofaste lunger / Blodrensere, ak / de skratter og runger / af sprit og tobak.". Anden del af samlingen består af hyldestdigte til danskere fra skibsrederen, etatsråd HN Andersen til socialisten Jeppe Aakjær. Men det er især de nationalkonservative åndsfæller, digtene er rettet til. Samlingen slutter med en række fædrelandsdigte, der trækker Dybbøl mølle ind i kravet om et stærkere forsvar. Der er en vis lydhørhed over for det nazistiske Tyskland, "Fra det tredje rige taler / store tyske idealer / om hvad manddom kan og tør" - men han siger derefter, at vi har andre idealer og ikke skal kopiere de tyske. Rørdam har også et hyldestdigt til de danske jøder i anledning af synagogens 100 års jubilæum, så antisemit er han i det mindste ikke. Når Rørdam ville være patriotisk, bliver han tit hul og rungende, og de fleste af disse digte kan man roligt springe over. Men læs digtene om, hvordan det er at blive gammel. De holder.

Statusopdateringer på Facebook 2016

Erindringsromanen "På højskole" (1898) beretter om den rige jurastuderende Henrik, der keder sig i København og efter forslag fra en kammerat tager på højskole. Her møder han unge fra helt andre sociale lag end sit eget, og han bliver forelsket i præstedatteren Linda. Og han lærer at børste sine egne sko - det har han ellers altid haft tjenestepige til.Valdemar Rørdam gik på Askov i 1890. Han omtaler i romanen meget negativt en lyrisk skomagersvend, han kalder Fahlberg. Rørdam beskriver ham som en mand med små øjne og fladt ansigt. Han går rundt i sivsko og "aborrespættet ulster". Rørdam skriver, at skomageren er ulideligt selvsikker og ser på Rørdam med en "snurrig Blanding af ærbødig Undskyldning og fed Selvtilfredshed". Han skriver, at skomagersvenden havde gået på en anden højskole, før han kom til Askov.Martin Andersen Nexø gik på Askov 1891-93. Året før havde han gået på Østermarie højskole. Nexø var uddannet skomager.Er Fahlberg i Rørdams roman så Nexø? Det ville være interessant at vide. Men uanset om Fahlberg i bogen er tegnet efter levende model eller ej, giver "På højskole" et godt og detaljeret i højskolelivet, dengang de fleste af dem, der gik der, var drevet frem af en uudslukkelig kundskabstrang, og dengang det forekom indlysende, at man skulle lære for livet og ikke lære for at få en specialiseret færdighed eller uddannelse.

Den egentlige skurk i romanen "Karen Kjeldsen" er den forkyndende kristendom, og bogen må have virket provokerende, da den udkom i 1900. Romanen skildrer et kærlighedsforhold mellem en troende, ung mand og en ung kvinde, der har arvet sin fars skeptiske holdning til religionen. Det, der kunne være blevet så smukt og blomstrende mellem dem, forpestes af hans evige forsøg på at omvende hende, og han ender med at ødelægge deres forhold og indirekte drive hende i døden. Der er ingen falsk happy end eller forsoning. Bogens konklusion bliver, at den doktrinære og forkyndende kristendom er livets og kærlighedens fjende.

Efter at have boet en årrække i Australien, flyttede Knud Poulsen hjem til Danmark og slog sig ned på Djursland. Her skrev han en række essays om naturens gang og om vandreture. Hans sprogkunst er uforlignelig, og når vi nu hundrede år senere læser hans skildringer af dansk natur, kan vi glæde os over det, der stadig findes, og sørge over det, der er gået tabt i en tid, hvor bondegårdene er blevet til agroindustri med gyllespredning, og hvor grøftekanter og levende hegn er sløjfet.

"Tre strenge" fra 1897 er en ungdommelig bog, Rørdams anden bog. Digtene handler mest om ensomhed, ulykkelig kærlighed og naturen. Nogle gange er de lidt famlende og usikre, men i det store og hele viser Rørdam allerede her en imponerende formsikkerhed og bevidsthed om sine virkemidler. Han var på det tidspunkt endnu ikke grebet af sin ulyksalige trang til at være nationalskjald og mane til samling om konge og fædreland, så den dødvægt, der tynger en del af hans senere samlinger, findes ikke her. Digtene virker unge, friske og oprindelige. Han taler fra hjertet, når han taler om sine følelser.

I Lokesæd er moderens død det symbolske udgangspunkt for datterens kamp med det ondes princip, lokesæden... Datteren Tore søger på eventyrvis beskyttelse hos den gode fader, til puberteten river hende med sig og kampen mellem den onde, den gode (og den biologiske) fader slår igennem og hindrer hende for alvor i at forbinde sig med sin mand. Deres barn dør, og Tore bliver vanvittig af splittelsen. Myte, religion, eventyr og driftspsykologi blandes sammen i denne historie om pigen, der går under i mandsverdenens magtkampe, efter at moderen blot har efterladt hende med en advarsel om at hengive sig til den onde drift".(Dansk Litteraturhistorie 1984)**Ordet "Lokesæd" eller "Lokes havresæd" bruges dialektalt om hedeflimmer i stille, varm luft og overført om noget uvirkeligt, kun som luftsyn eksisterende.

I "Mennesket på lerfødder" begiver Hulda Lütken sig ud i en dybdeosykologisk og mytisk version af døtrenes, og det vil sige kvindernes, identitetsproblev. Jeg'et begiver sig på en rejse gennem barndommens land, gennem en lidelseshistorie til et kønsskifte, hvor hun som den korsfæstede søn overgiver sig til faderen"(Dansk Litteraturhistiorie 1984)"Mennesket på lerfødder" er et selvopgør, en bøn til Gud, et kampskrift, en redegørelse, en myte, en åbenbaring, en drøm... det er en bog, der ikke rigtig ligner nogen anden bog.

Ingen havde troet, der var livpå Mars, men en dag landede marsmændene ved den lille by Woking i England. Marsmændene angreb menneskene fra deres trebenede, vandrende stativer. De spreder død og ødelæggelse om sig med ildstråler og kvælende giftgas, Menneskene er på flugt, London raseres, og man kan frygte, at menneskehedens sidste time er kommet. Men netop som alt ser sort ud, frelses menneskene uden egen indsats på en både overraskende og logisk måde.

"Banjoen synger" er en samling af Kiplings digte i Valdemar Rørdams kongeniale oversættelse. Her er sangen om øst og vest. der aldrig skal mødes, men mødes alligevel, da den britiske soldat og røverhøvdingen værdsætter hinandens ære og troskab. Her er sange om soldater og sømænd, om gamle England, og imperiet hvor solen aldrig går ned - altsammen gengivet i taktfaste rytmer og med klingende rim, som Rørdam gengiver med stort teknisk mesterskab.

Digtsamlingen "Sol og Sky" fra 1895 er Valdemar Rørdams debut. Han var 23 år, men kunne allerede i denne første bog brillere med sine formfuldendte digte - der dog undertiden kan virke lidt blege. Han besynger kærligheden i alle dens former og har også digte, der besynger jagten.

I langdigtet "Huset ved volden" ser Rørdam som tresårig tilbage på sin tidlige barndom i Stege i 1870'erne - fra fødslen og til han skulle i skole. Det var på mange måder et idyllisk liv, han levede i den solide præstegård, og man kommer til at tænke på Carl Larssons tegninger, når man læser de præcise og detaljerede skildringer af, hvordan de bagte småkager før jul, af piberøg og stearinlys. Men der var også mørke skygger, og dem fortier Rørdam ikke. Hans mor var meget syg og døde ung. Flere søskende døde som små. Han selv fik difteri og måtte holde sengen i lang tid. Han opdagede, at der fandtes løgn og sladder i verden. Han fik lussinger af kokkepigen. Han var ofte svag og drømmende. Han drømte som stordåd uden selv at kunne udrette meget. Og han fik mareridt, så han vågnede fuld af angst. Han var sengevæder og svagelig. Og han husker tydeligt, hvor ubehageligt det var at blive løftet op og kysset af en voksen, måske en mand med stilkkende skæg.

"Afrodites boldspil" er en let og yndefuld digtsamling, der viser Rørdams store evner som versekunstre. Bogen er lykkeligt fri for de bombastige og svulstige læredigte om fædreland, konge, militær og erhvervsfolk, der skæmmer en del af forfatterens andre bøger. Her er den knap halvtredsårige forfatter næsten kåd og sprælsk, lykkelig forelsket og forelsket i livet. Det eren bog, man bliver glad af at læse.

Som ung blev Valdemar Rørdam ramt af tuberkulose. Han var sengeliggende i to år og nær ved at dø. I "Dansk Tunge" skildrer han vemodigt og resigneret sin sygdom og senere glæden over atter at være rask. Her er smukke kærlighedsdigte og nogle af de mest indtagende digte om dansk natur, der er skrevet.