Bøger udgivet af Batzer & Co

Tomas Espedal, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 og har udgivet tolv bøger. Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for Gå og Mod kunsten. Fik i 2010 Kritikerprisen for Mod kunsten og i 2011 Brageprisen for Mod naturen.Mod naturen er en undersøgelse af arbejdet: fabriksarbejdet, skrivearbejdet og kærlighedsarbejdet. Og en bog om den svære kærlighed mellem en ældre mand og en yngre kvinde. Hvad er naturligt? Og hvorfor drages fortælleren mod det umulige: den umulige kærlighed, bøgerne, myterne, tabuerne? Han læser fortællingen om Abélard og Héloïse, og langsomt går det op for ham at han selv lever mod naturen.BRAGEPRISEN 2011. Fra juryens begrundelse:“Den handler om en midaldrende mand, en jeg-fortællers liv, erfaringer, arbejde og refleksioner, hans kærlighed og lidenskab, hans forhold, barn, intense lykke og ubodelige vedvarende sorg. Blandt skrivende er Tomas Espedal digter og magter derfor at transformere liv til litteratur. (-) Mod naturen er dristig, elegant og farlig. Teknisk er den virtuos.”

Eden, skrevet af Auður Ava Ólafsdóttir, er en indtagende bog, der vil tage dig med på en uforglemmelig rejse. Denne bog, udgivet af Batzer & Co i 2023, er en hyldest til forfatterens evne til at skabe levende, tankevækkende historier, der udfordrer og underholder læseren. Eden er en dygtigt skrevet bog, der fanger essensen af genren og viser Ólafsdóttir's evne til at skabe en verden, der er både realistisk og fantasifuld. Udgivet i 2023, viser Eden Ólafsdóttir's utrolige evne til at skrive med en dybde og klarhed, der er sjælden i moderne litteratur. Batzer & Co er stolte af at kunne præsentere denne bemærkelsesværdige bog, der er sikker på at blive en klassiker i genren.

En rastløs kedsomhed får fortælleren til at sætte sig bag rattet i sin bil og køre afsted uden et mål. Han drejer på må og få når vejen deler sig og havner til sidst langt inde i en skov hvor han kører fast på en lille skovvej. Det begynder at sne, dagen går på hæld og han aner ikke hvor han befinder sig. Han går efter hjælp imens sneen dækker hans spor og kulden trænger ind gennem tøjet. Ud af mørket træder en hvid skikkelse. Han spørger hvem det er og får til svar: Jeg er den jeg er. Og den hvide skikkelse bliver ikke den eneste han møder i vinterskoven den aften.Jon Fosse har skrevet en lysende lille roman om grænsen mellem liv og død.

Den indiskfødte forfatter Neel Mukherjee har begået en kalejdoskopisk roman om et indisk samfund i dyb konflikt med sig selv. De andres liv dissekerer en nations sjæl mens den udfolder en families historie og giver læseren et sanseligt og dybdegående indblik i det stærkt traditionsbundne og ulige indiske samfund i 1960-1970’erne. I De andres liv møder vi familien Ghosh. På traditionel vis bor de tre generationer i samme hus, den aldrende patriark der har svært ved at slippe tøjlerne i familievirksomheden, de tre sønner som med vekslende interesse og dygtighed skal redde den gennem svære tider og arbejderuroligheder, og alle kvinderne som styrer det daglige liv og tjenestefolkene. Uden at familien har bemærket det er Supratik, et af børnebørnene, blevet involveret i ekstremistisk politisk aktivisme. Anført af en idealistisk trang til at ændre sit liv og verden omkring sig, efterlader han sig kun et brev før han forsvinder. Det er en tid præget af turbulens, af uundgåelige forandringer, kløften mellem generationerne og mellem de rige og de fattige har aldrig været større. 5 stjerner Kristeligt Dagblad “Mukherjee forfærder og henrykker os på en gang.” – A.S. BYATT, THE GUARDIAN “En fremragende roman: fængslende, medfølende og kompleks, levende, musikalsk og vild.” – ROSE TREMAIN “Det er vildt, hensynsløst og brutalt ærligt.” – ANITA DESAI På shortlisten til Man Booker-prisen

Bådehuset handler om den sommer som netop er forbi og ungdommen som fortælleren og Knut havde sammen. Om rockbandet de startede, og det trekantsdrama der udspillede sig sidste sommer. En historie om venskab, kærlighed og jalousi, spændende som en kriminalroman, og fortalt på Fosses karakteristiske og musikalske måde. I foråret 2007 modtog Fosse Svenska Akademiens nordiska pris, ´den lille nobelpris´. Jon Fosse (f. 1959), har siden debuten i 1983 udgivet omkring 35 bøger, romaner, digte, børne- og billedbøger og skrevet mere end 20 dramaer som flittigt opføres på Europas teaterscener. Bådehuset (1989) er Fosses mest læste roman og indgår i dag som pensum i norske skoler. I udlandet er Fosse mest kendt som dramatiker, og han kaldes ofte vor tids Ibsen. Bådehuset handler om det trekantsdrama der udspillede sig sidste sommer da Knut og konen kom hjem på ferie. Fortælleren og Knut voksede op sammen, mødtes i Bådehuset, deres hemmelige mødested, og startede et rockband, men nu har de ikke set hinanden i ti år. Knut flyttede fra bygden, blev musiklærer, fik kone og børn. Fortælleren derimod er ikke rigtig blevet til noget. Han bor stadig hjemme hos sin mor selv om han er over tredive, og ud over at tage nogle småjobs spiller han en gang imellem op til dans med Torkjells duo. Men siden sidste sommer er der kommet en uro over ham som han nu prøver at skrive sig ud af. Uddraf af anmeldelser: »... romanen fra 1989 rammer lige dér i centralnervesystemet, hvor den norske mester ud i puritanisme og repetitioner har sat sig som en art velklingende tinnitus siden det første danske Fosse-boom på 1990´ernes teaterscene. Og pludselig hører man atter det hele, skærende klart og uafviseligt som en postmoderne, nordisk komposition - fjorden, der giver og tager, bruser og tier og lever sit dobbeltbundne symbolske liv med hilsener til salig Ibsen.« - Lise Garsdal, Politiken »Jon Fosse har en nærmest henkastet, hviskende og diskret forfatterstil, og allerede i denne tidlige roman, som er blevet en norsk nyklassiker, havde han udviklet det lavmælte til perfektion.« - Klaus Rothstein, Weekendavisen

En ny fodboldtræner formørker den tolvårige Lena Lids målmandsliv. I nabohuset spekulerer Theo på hvordan han skal gøre indtryk på den nye pige i klassen. Og på havet jagter farfar de store fisk, uden at bekymre sig om at han er ved at blive gammel. Dette år må Lena, Theo og farfar kæmpe hårdt, både med sig selv og naturkræfterne. For hvad skal man gøre når alt er modvind og ingen forstår sig på det man virkelig kan? Man skal i hvert fald ikke give op. Som Lena Lid siger i pressede situationer: Nu må I saftsuseme vågne lidt op derude! “Det er særdeles glædeligt at Parr er tilbage og overgår sig selv … Det er en af de bøger som jeg får lyst til at læse højt, kapitel for kapitel, for alle omkring mig. … Det er klogt, smukt og gribende"– AFTENPOSTEN “Hjertevarm, spændende, poetisk og glitrende komponeret." – DAGBLADET “Endnu en klassiker fra Maria Parr." – NRK Maria Parr (f. 1981) er norsk børnelitteraturs nye stjerne og er af anmelderne blevet sammenlignet med Astrid Lindgren. Hun debuterede i 2005 med Vaffelhjerte og fik det store gennembrud i 2009 med Tonje Glimmerdal. Bogen indbragte både Brageprisen og Kritikerprisen og året efter fik den Die Zeits pris for årets børnebog i Tyskland. Maria Parrs bøger er solgt i mere end 150.000 eksemplarer.Vaffelhjerte er nu solgt til 16 lande, senest USA, England, Rusland og Kina, og lavet som tv-serie.

Der hvor vi gik engang fører læseren gennem en omtumlet periode i Finlands og Europas historie: Eccu, Allu, Lucie og deres vennekreds er født ind i La Belle Époque, men oplever både en verdenskrig og den blodige og brutale finske borgerkrig mellem de røde og hvide, ”de brølende tyvere” og krakket på Wall Street før de fylder tredive. Borgerskabet forsøger at leve som om ingenting er hændt. Jazzen syder, synden blomstrer, og spritten flyder trods alkoholforbudet, alt mens det moderne samfund tager form og et nyt Helsingfors vokser frem med sit caféliv, sin kultur og arkitektur. Der hvor vi gik engang er en fortælling om de drømme som vi alle deler: drømme der sommetider går i opfyldelse, men oftere bliver knust. Eccu Widing og Allu Kajander vokser op i Finlands hovedstad Helsingfors i starten af det 20. århundrede, Eccu i den hvide og velhavende del, Allu i den røde og fattige. Mens Allu stikker til søs som 16-årig for at forsørge sin familie og senere bliver en stjerne på fodboldbanen, forsøger Eccu at glemme sin tid i den hvide henret­telsespatrulje i den finske borgerkrig ved at begrave sig i arbejde i sit nyåbnede Atelier Widing. I al hemmelighed begynder han at tage nøgenbilleder af Helsingfors’ rigeste og mest prominente kvinder. En ting har de to til fælles: fascinationen af den charmerende, uafhængige og flygtige overklassepige Lucie Lilliehjelm. «Der hvor vi gik engang er et panorama hvor alt fra bilmærker til jazzmelodier og bogtitler trækkes ind i skildringen, til tider med en befriende humor.» – Dagens Nyheter Finlandiaprisen 2006

TOMAS ESPEDAL, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 og har i alt udgivet elleve romaner. Hans forrige bog, GÅ, handlede om nødvendigheden af at bryde op og være i bevægelse, hver gang forfatteren flyttede ind i et hus og slog sig ned, gik han i stå. I MOD KUNSTEN er situationen en anden. Forfatteren har mistet sin mor og sin kone og flytter ind i et hus på Askøy ved Bergen for at være far og mor for sin datter. Han holder hus, køber ind, laver mad, vasker tøj. Alt ligger i faste rammer, og det at skrive er et arbejde. Der hviler en fred over huset, og hver morgen, når datteren er gået i skole, sætter han sig ved skrivebordet. Espedal skriver om naturen og sit eget liv, han skriver om bedsteforældrene og slægtens historie gennem tre generationer, om længsel og savn og drømmen om fællesskabet. Hver fortælling bliver en lille roman i sig selv, hvad enten det handler om de to halvvoksne søstre der bliver jaget hjemmefra af farens nye kone eller om drengen der bliver sendt til slægtninge på landet under krigen og savner sin mor. I alle bogens fragmenter, enten det nu er de små historiske fortællinger, de konkrete dagbogsnotater, de poetiske partier som nærmer sig digte, eller de mere essayistiske passager, handler om det at skabe kunst. Den første sætning skal være hård som stål, skriver Espedal, og lægger til: Men også mit sprog vil forandres, langsomt, som når vi bytter et navn ud med et andet, en sætning med en ny, den første sætning, den skal være blød som voks.I København gør han treogtyve år gammel sin første roman færdig. Han læser Poul Borum og Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Han deler et værelse med en pige på et kollegium i Rødovre og tager ind til København, går på Krasnapolsky og Bo-Bi Bar og opfører sig som han tror en forfatter skal opføre sig. En dag siger pigen at hun flytter, hun har i smug læst hans roman og siger at den er fuld af løgn. Du må skrive bogen om, det forlanger jeg, siger hun.KRITIKERPRISEN, fra komitéens begrundelse:"Kritikerprisen for bedste voksenbog 2009 går til et poetisk og usædvanligt skriveprojekt. Det er en beretning om en slægts historie, om at skrive og arbejde, om at flytte eller blive boende, og det er et skrift til en mor. Værket kan siges at gå til angreb på kunsten og er samtidig et tydeligt skrift for kunsten. Det er personligt, selvbiografisk, til tider hudløst. Mod kunsten er stor romankunst og viser Tomas Espedals originale blik."

Gennem det halve år op til at han fylder 69 tager forfatteren Per Petter­son notater fra livet på Porten hvor han bor. Hver dag står han op klokken seks og prøver at læse i to ti­mer, siddende på en pindestol eller stående ved køkkenbordet, inden han går ned til skrivehytten for at arbejde. Han venter på nyt om den røde jeep som han håber kan reddes, men som måske må skrottes. Der er hele tiden arbejde der skal udføres på det lille landbrug, en grund skal ryddes på det sted hvor der måske kan bygges et nyt hus, træer skal fældes, fårene skal klippes, og han slås med den rasende vædder der skal fodres og passes og kløs i pelsen. Af og til kører han til Lillestrøm og mødes med Øivind som han har haft et nært venskab med i snart fyrre år. Han har samtaler med sin storebror Steen om familiens historie, om moren og faren og de to brødre der alle sammen er borte. Min­der trænger sig på, om barndom og opvækst og en dreng som aldrig kunne sidde stille, en nervøs dreng som blev en nervøs voksen og siden en nervøs ældre mand. Om møder med forfattere hjemme i Norge og på rejser rundt om i verden. Og som en rød tråd gennem det hele løber litteraturen, i en slags indre samtale om og med forfattere og deres bøgerMit Abruzzo er både en melankolsk og energisk tekst, skrevet frem med fintsleben sårbarhed og barsk humor, og hele vej­en igennem med Pettersons umiskendelige, lysende ­prosa.

Det er blevet lillejuleaften. Asle har sovet på køkkenbænken med alt tøjet på, der er koldt i huset, han orker knap nok at tænde op. Han har mistet lysten til at male, og nu pakker han malergrejerne væk og sorterer sine malerier så kun et portræt af hans afdøde kone Ales bliver tilbage. Resten skal udgøre hans sidste udstillinger.Han kører endnu en gang til Bjørgvin og afleverer en ekstra stabel malerier til Beyer på galleriet, og imens han er i byen viser det sig at der er sket dramatiske ting med to af hans bekendte.Vi hører om Asles studietid, hvor udlejeren Herdis Åsen vil have Asle for sig selv, og hun betaler ham for at male sit portræt, ligesom hun som ung er blevet malet af en kendt maler.Ales er utryg ved Herdis Åsen og kræver at Asle flytter ud, og kæresteparret flytter snart sammen selv om de næsten lige har mødt hinanden. Ales er glødende katolik, og Asle der ellers ikke er meget for religion drages af kirken og ritualerne, der giver ham ro.Asle har for første gang sagt ja til at fejre jul med Åsleik og hans søster Guro. Juleaften sejler Åsleik, Asle og hunden Brage med Sjarken ind i Sygnefjorden til den ø hvor Guro bor. De har strømmen med sig, det fine tøj er pakket ned og de skiftes til at stå ved roret. Med sig har de to malerier som skal være Guros julegaver. Hjemme hos Guro dufter der af røget pindekød, og hun virker bekendt, selv om hun og Asle aldrig har mødt hinanden.

Subhash og Udayan Mitra er brødre. De er uadskillelige, men også meget forskellige. Subhash er den forsigtige, stille og pligtopfyldende storebror, som adlyder forældrene og klarer sig godt i skolen. Udayan er den vilde, stædige og charmerende lillebror, som også er modig og exceptionelt intelligent. Vi befinder os i 1960'erne, og Udayan bliver tiltrukket af den revolutionære naxalit-bevægelse. Han er klar til at sætte alt på spil for det han tror på. Subhash deler ikke sin brors politiske lidenskab og han forlader Indien for at forfølge sine akademiske ambitioner i USA. Men da Subhash får at vide at hans bror er blevet dræbt, rejser han tilbage til Indien i et forsøg på at finde ud af hvad der egentlig skete og for at samle stumperne af sin sønderknuste familie. «Betagende ... Fyldt til randen med smerte og kærlighed og al livets skønhed.» – THE OPRAH MAGAZINE «Lahiris bedste bog indtil nu ... På en gang foruroligende og generøs.» – THE NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

”En følsom, sprød og knivskarp registrering af en drengs univers.” Weekendavisen “En James Dean-historie fra halvfjerdsernes Norge ... skrevet i et mesterligt neddempet sprog.” Der Spiegel “Per Petterson er en litterær seismograf, en af den slags som ethvert samfund har brug for.” Neue Züricher Zeitung “En stilist af guds nåde ...” Bibliotekernes lektør Audun er 13 år gammel og skal begynde i en ny skole. Han og hans mor er lige flyttet til byen, på flugt fra en alkoholisk og voldelig far. Moren er vild med Jussi ­Björ­ling og opera, mens Audun hører Jimi Hendrix og Bob Dylan – for at rense ­hovedet. Første dag i skolen møder han ­Arvid, der kommer fra en velfungerende familie, og de bliver bedste venner. I en tid hvor Vietnam-krigen sætter sine spor og folk engagerer sig politisk, finder Audun og Arvid sammen i et litteraturens fællesskab. Audun identificerer sig med Jack Londons Martin Eden og drømmer om at blive forfatter. det er okay med mig er en barsk og gribende historie om at vokse op i en forstad til Oslo i 1970’erne, fortalt i et skarpt og maskulint sprog, men den varme og lavmælte humor som kendetegner Per Petterson. Per Petterson (f. 1952 i Oslo) har udgivet ni bøger og fik sit store internationale gennembrud med romanen ud og stjæle heste der er blevet oversat til 49 sprog og er solgt i mere end 1 million eksemplarer verden over. Per Petterson har modtaget en lang række fornemme, litterære priser for sine bøger, både i Norge og i udlandet, bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, Independent Foreign Fiction Prize og Impac-prisen.

I Historien om Asta følger vi Asta, hvis navn betyder kærlighed på islandsk, og netop kærligheden kommer til at skabe ravage gennem Astas liv.I starten af romanen møder vi Astas forældre, Helga og Sigvaldi, som forelsker sig hovedkulds i hinanden. Deres kærlighed er stormfuld og de har et brusende og lidenskabeligt sexliv. Helga er lidt af en femme fatale, hun er umådelig smuk og driver mændene til vanvid og en dag forlader hun pludselig manden og sine to små piger. Sigvaldi lammes af Helgas svigt og formår ikke at tage sig af sine to døtre, så Asta ender i pleje hos en varm og godhjertet kvinde. Men da hun brækker næsen på skolens mest populære fyr, sendes hun på sommerophold på vestlandet hvor hun møder Josef med de smukke øjne, og han bliver starten på Astas omtumlede kærlighedsliv.Historien fortælles dels set med Sigvaldis øjne og dels gennem de breve Asta skriver. Helga går i hundene og Sigvaldi falder ned fra en stige og mens han ligger på fortovet passerer hans liv revy.Er det virkelig nødvendigt at falde ned fra en stige og slå sig halvt fordærvet for at finde ud af hvad der er det vigtige i tilværelsen?“I det hele taget er den på sin vis bedrøvelige historie om Asta og hendes underskønne mors kamp med drifterne brolagt med spids humor og samfundsvinkler, der gør romanen til en af årets bedste fangster fra Nordatlanten. Læs Jón Kalman Stefánsson og bliv fortryllet af sproget og den skiftevis legesyge og alvorlige kærlighedshistorie.” – WeekendavisenJón Kalman Stefánsson (f. 1963) er en af Islands allerstørste forfattere. Han debuterede i 1988, har udgivet flere digtsamlinger, noveller og romaner. Kalman har været slagteriarbejder, arbejdet i fiskeindustrien, studeret på universitet, undervist på højskole og arbejdet som bibliotekar. Boede i København i årene 1992-95. Siden 2000 forfatter på fuld tid. Han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris fire gange, senest i 2015 for romanen Fisk har ingen fødder.

Det ulyksalige ved at være en Skrake er en episk fortællende og underholdende roman om slægten Skrake og begynder i 1952, det skelsættende år i Finlands historie hvor der var OL i Helsingfors, coca-colaen kom til landet og den finske skønhedsdronning Armi Kuusela blev Miss Universe. Den idealistiske drømmer Werner Skrake er passioneret lystfisker, hammerkaster og Elvis-fan, men har hele sit liv været forfulgt af uheld som for evigt knytter Skrake-navnet til ulyksaglige begivenheder. Fortælleren er Werners søn, Wiktor Jurij Skrake, og bogen handler om hans forsøg på at komme til rette med sin familiehistorie og den skæbne som hviler over slægtsnavnet Skrake. ”Kjell Westös store roman om Skrake-slægtens mange ulykker, spejlet i det 20. århundredes finske historie er poetisk, melankolsk og meget, meget morsom - en ny-klassiker.” – Weekendavisen ”Det er en fabelagtig fortælling.” - Kristelig Dagblad ”Westös prosa er gjort af en helt særlig blanding af fortællende energi, humor og vemod. Hans projekt kan i denne roman minde om den norske Lars Saabye Christensens i Halvbroderen. Kjell Westös Helsingforsroman er på højde hermed.” - Politiken

Det er dagen før lillejuleaften. Asle har afleveret malerierne til juleudstillingen på Galleri Beyer og har mistet lysten til at male. I dag skal han forberede en middag med ludefisk til Åsleik og sig selv, det er en juletradition, men i år orker han det ikke rigtig, faktisk orker han ikke noget som helst.Han tænker tilbage på studietiden på Kunstskolen, og på dengang han mødte Ales på Buscaféen og de blev kærester i samme øjeblik de så hinanden. Ales følger med ham hen til den lettere alkoholiserede og ensomme Herdis Åsen hvor han skal se på et værelse. Herdis Åsen og Ales kan ikke udstå hinanden, og Asle får at vide at han ikke må have piger på værelset.Mens Asle venter på at få lov at besøge sin indlagte navnebror får vi brudstykker af den anden Asles liv med druk, utroskab og konens selvmordsforsøg. Asle sidder og ser ud mod sit pejlemærke på Sygnefjorden og tænker over livet, og når han vågner om natten er det som om Ales ligger ved siden af ham, for selv om legemet dør, lever sjælen videre, og Ales er himlen over alt som findes.

Auður Ava Ólafsdóttirs nye roman udspiller sig i vintermørke, lige inden jul, mens hidtil ukendte lavtryk er under opsejling. På anden sal i Ljósvallagata bor en jordemoder i en lejlighed hun har arvet efter sin enlige, barnløse grandtante. Op af en kasse som har indeholdt Chiquita-bananer, dukker tre manuskripter som grandtanten arbejdede på og som undersøger hvad mennesket er i stand til.Hovedpersonen i Dyreliv er en ljósmóðir, en lysmoder, som en jordemoder kaldes i Island. Ordet blev ved en afstemning i 2013 valgt som det smukkeste ord på islandsk."En af de smukkeste bøger jeg nogensinde har læst ... Årets bedste roman." – Morgunblaðið "En unik stemme i Islands litterære flora. Ekstremt kraftfulde skildringer ... Bogen fører sine læsere ind i mørket og derfra ud i lyset." – RUV (Islands Statsradio) “Jeg kan let se Ólafsdóttirs nye bog som julegave til folk, der har brug for et lynkursus i taknemmelighed og undren over, at vi er i live, får børn og har et univers af svimlende skønhed til vores rådighed.” – Information“At læse ‘Dyreliv’ er som at skabe gennemtræk i sit hjem på en dag, hvor vejret er lunefuldt. Sommetider uden mærkbar vind, sommetider så velbesøgt af vind, at man må flytte på fødderne for at holde balancen. I ’Dyreliv’ er begge dele – stilheden og stormen – behandlet med lige stor opmærksomhed og respekt.” – Litteratursiden“Ét er sikkert: Også Auður Ava Ólafsdóttir har mærket sig de ildevarslende tegn på et klima i forandring, men i stedet for at skrive en dystopisk roman har hun med “Dyreliv” skrevet omridset af en forsigtig utopi.” – Jyllands-Posten 5 stjernerLÆSEPRØVE: https://issuu.com/batzerco/docs/audur_ava_dyreliv_l_sepr_ve

Dragerne over Helsingfors er en roman om Helsingfors i tiden efter 2. verdenskrig og frem til årtusindeskiftet, fortalt gennem en families brogede liv. Historien begynder da Henrik Bexar som ung dreng kommer tilbage til Österbotten i det vestlige Finland efter at have været krigsbarn i Sverige. Men fortællingen kredser først og fremmest om Henriks tre børn: Dani, Marina og Riku og deres tre vidt forskellige livsforløb. Rickard eller Riku, det yngste barn, er romanens hovedperson. Man hører om hans forhold til forældrene, og til hans ældre søskende Marina og Dani. Det er en fortælling om et far-søn-forhold der styrkes af en fælles kærlighed til ishockey, men som er mærket af farens svigt og fravær. I romanens første del følger man Rikus venskab med Robbi Åström og Sammy Ceder. De tre drenge bliver uadskillelige, og man følger dem langt ind i deres voksenliv. I romanens anden del forsøger Rikus storesøster Marina at genkalde sig minderne om en nær fortid som har været udslagsgivende for deres forståelse af dem selv og hinanden. Marina har et forhold til Ufa, som hun senere bliver gift med. Vi hører om Marinas problematiske forhold til Riku og om det forretningsimperium Sammy og hans storebror Benno starter. Vi er i yuppietiden i firserne og man skyer ingen midler i jagten på profit. I bogens tredje og sidste del er et årti gået. Økonomien er krakket og Riku har endegyldigt brudt med Sammy Ceder, Robbi Åström og deres stadig mere fordækte arbejdsmetoder. Riku er i begyndelsen af 30’erne og efter selv at være blevet far har han behov for at opklare familiens tabubelagte fortid. Dragerne over Helsingfors er en klassisk Westö-roman, en hjerteskærende slægtskrønike og et tidsbillede, hvor de historiske begivenheder og strømninger beskrives gennem deres indvirkning på skrøbelige og sårbare individer.

Ekkoland fra 1989 handler om Arvid Jansen som vi mødte i Aske i munden, sand i skoen. Arvid er blevet tolv år og tilbringer sommeren hos bedsteforældrene i Nordjylland. Her bor faren, moren, Gry og Arvid i en lille lejlighed oven over bedstemorens mælkeudsalg. Det er først i tresserne, mælk er på flaske og Arvid hjælper bedstefar med at bringe den ud på budcykel om morgenen. Arvid er en dreng der tager livet alvorligt, og der er meget han spekulerer på. Hvorfor græder bedstemor så ofte inde bag døren til det lille kammer? Hvad skete der mellem hans mor og far før han og søsteren blev født? Hvorfor tænker Arvid så meget på Bruno Angelini, den italienske bagersøn og brobygger som de siger han ligner.Arvid er en gennemgående person i Per Pettersons bøger. I debutbogen Aske i munden, sand i skoene befinder vi os i halvtredserne, og Arvid er omkring 6 år. I Ekkoland, der foregår i tresserne, er Arvid 12 år og tilbringer sommeren hos bedsteforældrene i Nordjylland. I Det er okay med mig er Arvid bedste ven med hovedpersonen Audun, vi befinder os i halvfjerdserne, stedet er Veitvedt, en forstad til Oslo, og Audun drømmer om at blive forfatter. I romanen I kølvandet er jegfortælleren forfatteren Arvid Janson der befinder sig i et eksistentielt tomrum i kølvandet på en katastrofe som trækker dybe spor i hans liv. Både i Aske og i Ekkoland møder vi Arvids danske mor. Hendes historie er fortalt i romanen Til Sibirien, hvor den navnløse jegfortæller er en kvinde som ser tilbage på sin barndom i Nordjylland omkring anden verdenskrig og sit opbrud og sin rejse til København, Stockholm og Oslo.

August 1989. Jerntæppet er ved at falde. Dunkelblum er en søvnig lille by i Østrig, på grænsen til Ungarn. Bag den idylliske facade blomstrer årtiers tavshed, som bliver brudt da en ung kvinde forsvinder, en mystisk besøgende stiller mærkelige spørgsmål og man finder et skelet fra krigen på en mark i udkanten af byen.Dunkelblum er en spændende og skelsættende roman om historisk skyld, om skeletter i skabet og fortielsens ødelæggende kraft.

Hovedpersonen Vasja er en beskeden og følsom kontorist der via hårdt arbejde og sin flotte håndskrift har arbejdet sig op fra en fattig baggrund til en position som betroet skriver i departementet. Han har ikke den store indtægt, så han deler lejlighed med sin bedste ven, Arkadij. Fortællingen starter en nytårsaften hvor Vasja kommer glædestrålende hjem til vennen og fortæller at han har forlovet sig med Liza. Han er dybt forelsket, kærligheden er gengældt, og han oplever på den måde en stor lykke og medgang i sit liv, men inderst inde føler han ikke at medgangen er fortjent. I glædesrusen over at skulle giftes med sin elskede kommer han voldsomt bagud med sine arbejdsopgaver. Det virker helt umuligt at overholde tidsfristen, men Vasja er så samvittighedsfuld og fast besluttet på at nå det alligevel, at arbejdspres og selvbebrejdelser truer med at knække hans følsomme sind. Arkadij mærker en katastrofe nærme sig og sætter alt ind på at hjælpe vennen helskindet ud af kniben.Noget af det helt særlige ved Et svagt hjerte er den kærlige og humoristiske beskrivelse af Vasja og Arkadijs nære venskab. Fortællingen fra 1848 er en af Dostojevskijs tidligste.“Hvide nætter og Et svagt hjerte giver et fint indblik i den unge Dostojevskijs forfatterskab.” – Kristeligt Dagblad“‘Hvide nætter’ og ‘Et svagt hjerte’ udtrykker tilsammen den unge Dostojevskijs store spænd fra storslået lyriker til indigneret socialrealist.” – Politiken“… et bemærkelsesværdigt fint, lækkert layout med en baggrund som gammelt tapet, der passer til det romantiske indhold. (–) Både Trine Søndergaard og Tine Roesens oversættelser er meget vellykkede, og de adskiller sig væsentligt fra Ejnar Thomassens.”– Bibliotekernes lektørudtalelseLÆSEPRØVE: https://issuu.com/batzerco/docs/et_svagt_hjerte_l_sepr_ve

Fortælleren Jean tænker tilbage på en “sag” han havde til opgave at efterforske da han som ganske ung var ansat en kort tid hos en privatdetektiv. En ung kvinde, Noëlle, var forsvundet, og der var kun få spor. Et af dem førte til en lejlighed hvor hun havde boet, og hvorfra Jean tog en notesbog med sig. Der var noget med en mand, var hun gift, var hun flygtet fra en mand? Optegnelserne var få og uklare, men når Jean husker sagen her ti, tyve, tredive år efter og genlæser notaterne, er det som om der står noget mere. Var det skrevet med usynligt blæk, og er tidens gang det der skal til for at skriften træder tydeligere frem? Vi er i erindringernes utydelige univers, nogle erindringer er som “hvide pletter”, glemte, mens andre måske er noget han tror han husker. Som så ofte før hos Modiano spiller kvarterer og gader i Paris en rolle, et skilt fra et forhenværende dansested eller et bilværksted trækker erindringer frem fra glemslen. Det er som om efterforskningen genoptages gang på gang, og hver gang kommer læseren lidt tættere på gåden Noëlle.Patrick Modiano, f. 1945, er fransk forfatter og modtager af Nobelprisen i litteratur i 2014. Han debuterede som 22-årig i år 1968 med krigsromanen La Place de l´Etoile. Modiano har foruden romaner også skrevet børnelitteratur og han sidder med i juryen, der uddeler den franske litteraturpris Prix Centrepoint.“Usynligt blæk taler til os om kærlighed. Uimodståelig, den tager vejret fra en, og den føjer sig til det værk hvor hver bog er et forsøg på at afkode fortiden – ja, selve eksistensen.” – Les Inrockuptible“Man sluger hans sætninger en for en, man er som forhekset.” – Le Figaro Littéraire“I Usynligt blæk skriver Patrick Modi­ano smukt om forholdet mellem skrift og glemsel, de hukommelseslag som et menneske består af.” – Le Monde“Langsomt lader han sine erindringer komme op til overfladen. Usynligt blæk er en dunkel og uimodståelig roman.” – L’ Obs

PER PETTERSON (f. 1952 i Oslo) fik sit store internationale gennembrud med UD OG STJÆLE HESTE, der er oversat til 45 sprog og i 2007 indbragte forfatteren IMPAC-prisen, verdens største litteraturpris for en enkelt bog. I 2009 modtog han NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS for romanen JEG FORBANDER TIDENS FLOD.En kvinde ser tilbage på sin barndom i 30’erne og 40’erne i en lille havneby i Nordjylland. Faren oplever en social deroute, og hendes dybt religiøse mor søger trøst i at digte salmer. En gang om måneden spænder bedstefaren hesten for vognen for at køre til byen og drikke sig fra sans og samling på værtshuset Aftenstjernen. Fra den store verden hører man om Den spanske borgerkrig, og en dag står tyskerne i byen, og fra radioen lyder Staunings opfordring til at udvise ro og orden. I kulisserne optræder den fordrukne baron Biegler, datidens storsmugler Ernst Bremer og landsforræderen Gestapo-Jørgensen. Centralt i historien står forholdet mellem fortælleren og hendes storebror Jesper der ikke er bange for noget, han er politisk bevidst og går ind i modstandsbevægelsen. De to søskendes skæbne er symbiotisk forbundet, Jesper drømmer om Marokko, hun om Sibirien. Da hun senere rejser til København, Stockholm og Oslo, er han stadig det vigtigste menneske i hendes liv.“Den er så smukt skrevet at det er til at græde over. Det er den rene stilistiske magi, en stor oplevelse.” BIBLIOTEKERNES LEKTØRUDTALELSE“Det er godt! Godt skrevet og godt fortalt, gennemtænkt og velkomponeret. Det er realisme, lige til at blive høj på.” DR/Kulturnyt”En af forrige tiårs mest gribende romaner.” Guardian“Et mesterværk” Times Literary Supplement

Forsøg over svampenarren fra 2013 er det femte og (foreløbigt) sidste af de litterære “forsøg” Peter Handke påbegyndte i 1989. Forsøgene står som en milepæl i forfatterskabet, og historien om svampenarren udgør den seneste manifestation af disse uudgrundelige, fortællende essays hvor Handke tager livtag med skriftens og læsningens gåder. I Forsøg over svampenarren udforsker Handke fortællingens muligheder gennem en sælsom sproglig erindringsrejse som forsøger at bringe den skrivende og den beskrevne sammen i tid og rum - med eventyrelementet som det gådefulde, femte element. Forsøget udfolder den tragikomiske beretning om forfatterens forsvundne ven, der som navnet antyder er besat af skovbundens små gevækster. Gennem fortællerstemmens humoristiske men barokt slyngende syntaks får vi præsenteret historien om svampeidiotens tiltagende besættelse af sit objekt - hvor søgningen synes at udgøre målet i sig selv. Det er et eventyr, en allegori og en vejledningshåndbog udi øvelsen at se, høre og læse verden: som Peter Handke. På Weekendavisens liste over MÅNEDENS BEDSTE BØGER. “Handke skriver, så alt synger” – Berlingske 5 stjerner Peter Handke, f. 1942, østrigsk forfatter. Med sin righoldige produktion som fortæller, lyriker, dramatiker, essayist og oversætter er Peter Handke en af de tysksprogede landes mest markante, men også mest omdiskuterede forfattere. Fik Nobelprisen 2019.

★★★★★★ – Kristeligt DagbladStrindberg skrev Inferno på fransk i løbet af syv uger i 1897 på grundlag af de dagbogsoptegnelser hand havde ført gennem tre år. Inferno er beretningen om nogle år "i helvede", hvor Strindberg gennemgår en dyb sjælelig krise og hvor hans liv er som et laboratorium. Skuepladsen er Paris. Strindberg har forladt kone og barn med en følelse af at have brændt alle broer, samtidig med at han føler lede ved bohemelivet og overvejer "at vende poesien ryggen". Han kaster sig ud i naturvidenskabelige studier og eksperimenter og er besat af tanken om at fremstille guld. Hvor Strindberg tidligere betragtede sig som frontkæmper for det moderne, er Inferno præget af en vending indad, af introspektiv fordybelse og religiøs søgen. Hans sind er åbent for alt det der sker omkring ham; han eksperimenterer, fortolker, ser tegn alle vegne og skriver i en impressionistisk stil som foregriber den moderne autofiktion.

Vi befinder os i Keflavik som er blevet kaldt Islands mørkeste sted og er kendt for sin amerikanske militærbase og den evige vind fra havet. Et sted der er lige så tomt og svært at blive klog på som den hjemvendte Ari. Bogens navnløse fortæller og Ari havde en gang en drøm om at redde Island med poesi, men en morgen forlod Ari konen fordi han følte han var ved at blive kvalt og slog sig ned i København som forlagsredaktør. Nu vender han tilbage fordi hans far er ved at dø og han konfronteres med alle de uløste problemer i sin egen fortid. Ingen kan gå på vandet, derfor har fisk ingen fødder.«Kalmans prosa gør himmelen højere, natten klarere, hjertet større. Det er litteratur som får livet til at spire.» – Sydsvenska DagbladetNomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2015.Det er historien om en slægt fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til i dag, en historie om smerte og tab, om vold og et hav fuld af fisk som du ikke må fange. Centralt står Aris bedsteforældre: Oddur, arketypen på den tavse islænding, fiskeren som ikke frygter noget, og hans smukke kone Margret, poetisk, følsom og drømmende som Ari. Det er hende som siger: Hvis jeg er nøgen under kjolen, så ved du at jeg elsker dig.

I 2022 blev Judith Hermann bedt om at holde den legendariske Frankfurter poetikforelæsning, noget som kun tilfalder de største tysksprogede forfattere. Resultatet blev en overraskende åbenhjertig beretning om hendes liv og forfatterskab.Judith Hermann skriver om en opvækst i det delte Berlin. Om en barsk familiehistorie. Om mange år i psykoanalyse og lange lykkelige somre ved havet. Om mennesker hun har mødt og som har præget hende, og dermed litteraturen hun skriver. Sandhed, fiktion og hemmeligheder – hvor begynder en historie, og hvor ender den? Hvor pålidelig er vores erindring, hvor tæt er vores drømme på virkeligheden?Vi ville have fortalt hinanden alt handler om både litteraturen og livet og det der holder skrivningen og livet sammen og forbinder dem. Som i sine romaner og noveller indfanger Judith Hermann en hel livsholdning: Med en klar poetisk stemme fortæller hun om den følsomme midte i livet, om venskab, opbrud og frihed.

Herkomst er baseret på Saša Stanišićs egen historie som flygtning fra borgerkrigen i Jugoslavien, der førte ham til Tyskland som stort barn. Det er en universel fortælling om at måtte forlade det sted man hører til og være tvunget til at finde sig til rette i nye omgivelser. Om at være barn og teenager i et fremmed land, hvor man endnu ikke behersker sproget og måske til tider kan føle sig uvelkommen, men alligevel formå at slå rødder.Samtidig er romanen en smuk og kærlig fortælling om demens via forfatterens bedstemor der mister sin erindring og bliver rodløs og forvirret i sin nutid. Bedstemorens erindringstab og forfatterens eget tab af hjemlandet flettes sammen og belyser hinanden elegant og livsbekræftende.Saša Stanišić har sin helt egen underfundige og legesyge skrivestil der gør at bogens grundtone er lys og fuld af sødme trods de alvorlige emner.

To dage efter murens fald forlader Inge og Walter Bischoff deres tidligere liv, nærmest over hals og hoved og overlader deres lejlighed til sønnen Carl. Men Carl nægter at overtage barndomshjemmet og flygter til Berlin. Her bliver han optaget i en gruppe af unge kvinder og mænd som fører en guerillakamp for at indtage tomme huse, og samtidig driver et kælderværts­hus kaldet Assel, Bænkebideren. I Assel klarer Carl sig gennem kaosset efter murens fald, hele tiden med håbet om at finde sammen med Effi, “den eneste kvinde han nogensinde har været forelsket i”.Efter murens fald opstår der et tomrum hvor et broget univers af farverige eksistenser, lyk­keriddere, hippier og kunstnere besætter tomme huse og danner kreative og autonome ­fællesskaber. Carl er egentlig uddannet murer, noget som han har stor glæde af når Assel skal restaureres. Men egent­lig vil han gerne skrive og drømmer om at få ud­givet en digtsamling. Og en dag møder han helt tilfældigt Effi, som han altid har været betaget af, og de to ind­leder et kærlighedsforhold.

I en lille syditaliensk landsby holder to par ferie. Det franske ægtepar Sara og Jacques bor i et lejet hus med deres barn og barnepige, mens Ludi og hans kone Gina bor længere nede ad vejen med parrenes fælles veninde Diana. En trykkende varme har lagt sig som en tung dyne over byen og gør det umuligt at foretage sig noget. Man vågner sent og dårligt udhvilet inden man begiver sig til stranden, der er det eneste tålelige opholdssted indtil mørket sænker sig og brisen gør at man kan spille boule på de lokale baner. Stemningen er præget af en tragisk ulykke som fandt sted på bjerget ovenfor landsbyen. En ung minerydder er sprængt i luften og den afdødes forældre insisterer på at indsamle resterne af hans legeme og nægter at underskrive dødsattesten. En yngre mand med en motorbåd holder også ferie i landsbyen og hans interesse for Sara går ikke ubemærket hen. Man forsøder ventetiden ved at drikke campari, og det seksuelle spil lurer under overfladen alt mens man venter på at der skal ske noget som kan ophæve kedsomheden. Du har lyst til at være mig utro, ikke? spørger Jacques.Ja, ligesom dig, svarer Sara. Marguerite Duras (1914-1996) udfordrede den traditionelle romanform og skabte nye måder at fortælle på når hun opløste grænserne mellem livet og fiktionen. Hun var en kontroversiel figur i den franske offentlighed, både på grund af sit politiske engagement, sine skilsmisser, de seksuelle motiver i hendes bøger, de konsekvente selvudleveringer og ikke mindst fordi hun var en kvinde som tog sig selv seriøst som skrivende. “At synke ned i Duras’ lakoniske feriehelvede er som at fare vild i en labyrint af meningsløshed.”Amanda Svensson, Ekspressen.se

»Nu foreligger hele Per Pettersons fiktive forfatterskab på dansk. Vi bøjer os og takker.« - Weekendavisen 5 stjerner Ekstrabladet og Euroman 6 stjerner Berlingske Tidende Aske i munden, sand i skoen er Per Pettersons debutbog fra 1987 og handler om den seksårige Arvid og hans verden. Arvid bor i en forstad til Oslo. Hans far arbejder på en skofabrik og hans mor er dansk og gør rent. Arvid tisser i sengen om natten og har mareridt om slanger og krokodiller. En dag bliver hans far hentet af en sort bil, for bedstefar er død, ligesom kongen og dompappen, og da Arvid ser et billede af moren som ung, forstår han at tiden går og så græder han og siger at han ikke vil blive en dag ældre. Barndomslandets mytologi består af kvindefængslet og Laden og typer som Fede og Bandini, italiener og kunstmaler. Vi befinder os sidst i halvtredserne og i begyndelsen af tresserne, der er kold krig og Cuba-krisen står for døren. En morgen siger klasselæreren til eleverne at de skal bede til Gud, for atomkrigen lurer og enden er nær. Klip fra anmeldelser: »... en perle.« - Mai Misfeldt, Berlingske Tidende 6 ****** »I den norske forfatter Per Petterson romaner er der »næsten kun hovedsætninger, men syntaksen er formidabel«. Så kort forklarede Naja Maria Aidt i et interview sidste år hvorfor den roman, hun endnu aldrig har skrevet, helst skulle være »som en roman af Per Petterson«. Det vil sige romaner »helt uden fyld«, sagde hun til Politiken. Paradoksalt nok er det måske netop ordknapheden, der har gjort Per Petterson til så stor en succes, endda internationalt. (-) Pettersons svendebrev som sprogmager kan man roligt kalde den tyve år gamle debut, mester er han blevet. Ubesværet, enkelt og med »næsten kun hovedsætninger« trækker han her sine fine tråde. (-) De heldigste, som endnu har hele forfatterskabet til gode, kan med fordel begynde her - ved begyndelsen.« - Søren Vinterberg, Politiken »Der er både humor og ømhed i Per Pettersons debut fra 1987 om drengen Arvid, der vokser op i en forstad til Oslo i slutningen af 1950´erne. (-) Per Petterson mestrer kunsten at skrive let om det svære. Han har lært af Ernest Hemingway og Kjell Askildsen, hvordan man med diskrete beskrivelser giver plads til læserens egen medskabelse af den fiktive verden. (-) Som læser er man med hele vejen og taknemlig for at have lært Arvid at kende.« - Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad