Bøger udgivet af eBibliotek 1800

Thérèse Raquin er datter af fransk soldat og en algiersk kvinde, men da begge forældrene er døde, er hun vokset op hos faderens søster sammen med dennes svagelige søn Camille. Thérèse er udadtil flegmatisk og følelsesløs, men hendes afrikanske blod syder i hende, og da hun på tantens foranledning bliver gift med Camille, sker det ikke, fordi nogen af de to nærer nogen egentlig kærlighed til den anden, men simpelthen fordi ingen af dem ved, hvad de ellers skulle gøre. Thérèse finder imidlertid snart ud af, at Camille ikke er i stand til at tilfredsstille hende på nogen som helst måde, og tager en elsker, kontoristen Laurent, som drømmer om at kunne finansiere et liv i lediggang med den gamle fru Raquins penge – hvis han kan komme til at gifte sig med Thérèse. Men for at det kan ske, må parret først af med Camille, og efter en fælles indskydelse myrder de ham en dag under en udflugt på Seinen. Det skal imidlertid snart vise sig, at de derved kommer fra asken i ilden: Camilles spøgelse hjemsøger dem, selv i ægtesengen, og deres samvittighedsnag gør det mere og mere umuligt for de to forbrydere at leve sammen. At den gamle, efterhånden helt lammede fru Raquin hver dag sidder som en stivnet støtte og iagttager dem, gør ikke sagen bedre …"Thérèse Raquin" var Zolas tredje roman, som udkom i Frankrig i 1867, og hans første store succes. Den er et studie i begær, galskab og ødelæggelse, hvori forfatteren med klinisk præcision studerer og dissekerer sine objekters følelsesliv. Den blev nogle år efter fremkomsten af forfatteren omskrevet til et skuespil, som i oversættelse af Peter Nansen blev opført adskillige gange herhjemme og udgivet på tryk i 1891, mens den originale roman først udkom i Danmark i 1901 i en stærkt forkortet/censureret udgave.

Jean Gaussin, en ung mand af bedre familie fra provinsen, er kommet til Paris for at uddanne sig til diplomat. Ved et kostumebal træffer han den næsten tyve år ældre, men stadig smukke og charmerende, letlevende Fanny Legrand. Hun opsøger ham senere hen, og de to flytter sammen i et pseudoægteskabeligt forhold, på forhånd begrænset til det tidspunkt, hvor Jean er færdiguddannet og formodes at rejse til en eller anden fjerntliggende fransk delegation.Forholdet bliver dog fra Jeans side efterhånden kølnet, men Fanny, der godt ved, at det bliver det sidste forhold i hendes "karriere", og drømmer om et borgerligt liv med mad på bordet, hyggelige aftener foran pejsen og fast tag over hovedet, forsøger at holde ham fast i et stadig mere kvælende forhold. Da en af Jeans venners elskerinde begår selvmord netop fordi hendes elsker brød deres forhold, vover han ikke at forlade Fanny, og bliver nærmest en slave af hende, af angst for at få hendes død på samvittigheden."Sappho" er i mange henseender en senere ætling af Dumas d. Yngres "Kameliadame", men i modsætning til Marguerite Gautier er Fanny Legrand - "Sappho" – ingen engel, og Jean Gaussins moralske egenskaber såvist heller ikke fuldt på højde med Armand Duvals.

Doone-klanen - en falleret adelsfamilie – har gennem en årrække forskanset sig i en beskyttet dal i nærheden af landsbyen Oare i Exmoor i Sydengland, hvorfra de tyranniserer og udbytter omegnens bønder og små landsbysamfund. John Ridd - bogens fortæller, en lidt naiv, henved to meter høj kraftkarl af en mand – forelsker sig allerede som barn dybt og uigenkaldeligt i klanens "prinsesse", Lorna, angiveligt Doone-klanens leder, sir Ensors, barnebarn. De mødes ved et tilfælde, da drengen i et anfald af eventyrlyst benytter en "bagdør" for at komme ind Doone-dalen, og forelskelsen er gensidig. Som årene nu efterhånden går, forvandler de to børns fantasi sig til virkelig kærlighed – et ubrydeligt bånd, som får John til at vove livet for at frelse sin elskede ud af den ondskabsfulde Carver Doones kløer midt i den strenge vinter 1683-84, en af de værste, England har oplevet.Denne dåd skaffer ham Carvers nådesløse had på halsen, og fører til nogle af bogens mest gribende scener, da Carver tager hævn - men først efter at de elskende har været udsat for mange forviklinger, og Lornas sande identitet er blevet afsløret.Denne udgave er – som vist de fleste andre danske oversættelser - noget forkortet, så at læseren undgår de mange dialoger om meget lokale forhold i en tillempet 1600-tals Exmoor-dialekt, som forfatteren gjorde meget ud af.

Den flamske hund er historien om den forældreløse Nello og hans hund Patrasche, som bor hos Nellos bedstefader, den fattige Jehan Daas, i en landsby i nærheden af Antwerpen. Da den mand, som ejer huset, de bor i, sætter huslejen op, er Jehans beskedne indtægter ikke mere nok, og Nello begynder at gå rundt i Antwerpen og sælge mælk fra en lille vogn, trukket af Patrasche. Nello kan hverken læse eller skrive, men han har talent for at tegne, og indsender et af sine værker til en konkurrence, hvor man kan vinde 200 francs - dengang en formue, der kunne sikre tilværelsen for Jehan og Nello i lang tid. Men nu begynder ulykkerne at vælte ned over Nello og hans trofaste hund.Historien er Ouidas - eller Maria Louise Ramé, som hendes rigtige navn var – mest elskede og i store dele af verden stadig læste værk. Den danner baggrund for mindst ti film fra 1914 til i dag, og er motivet for to monumenter i Antwerpen, det ene, som er opført så sent som i 2016, på selve pladsen foran katedralen, hvor historiens slutning udspiller sig.De tre øvrige fortællinger i denne lille samling – Syrenkvisten, En rose fra Provence og Et blad i stormen, har alle motiver fra Frankrig i årene omkring den fransk-tyske krig og Pariserkommunen, og er alle holdt i den vemodigt-drømmende stil, som var forfatteren særegen:I Syrengrenen fortæller en skuespiller dagen før sin henrettelse, hvordan en lille kvist syrenblomster førte til kærlighed, succes og død, En rose fra Provence er omplantet fra sit solrige hjemland til en potte i en pariserkvist hos en fattig syjomfru og fortæller om hendes kærlighedshistorie med den fattige maler overfor, og i Et blad i stormen berettes om den lille idylliske og fredelige landsby Berceau de Dieu i Seinedalen, som aldrig før har kendt til krig og ulykke, indtil en gruppe preussiske soldater kommer forbi en novemberdag i 1870.

Den unge skuespillerinde Félicie Nanteuil ved Odéon-teatret i Paris er blevet træt af sin elsker og har taget en anden. Den tidligere elsker er imidlertid ikke færdig med hende og opsøger hende, netop som hun kommer fra et elskovsmøde med den nye mand. Efter at have udtalt som sin sidste vilje, at han forbyder Félicie og hendes nye elsker at tilhøre hinanden, skyder han sig foran parret. Disse hans sidste ord trænger sig ind i hendes sind og forstærkes i en grad, som forgifter hendes liv."Mesterlige er de små interiører, forfatteren tegner fra kulissernes verden … ikke mindst skildringen af en skuespillers begravelse, som hører til dem man længe vil mindes … Nævnes må også den ypperlige skildring af den gamle teaterlæge med Sokrates-ansigtet, der midt i denne letlevende verden, som han ikke kan undvære, fremsætter sære, tankevækkende paradokser," skrev Berlingskes anmelder ved den danske udgaves første fremkomst.

"Ingen egn på jorden er så vild og utilgængelig, at menneskene ikke vil gøre den til skueplads for en krig." Citatet stammer fra novellen "En rytter på himlen", og er ret sigende for forfatterens indstilling.Ambrose Bierce var engang en toneangivende forfatter og journalist i Californien, men hans eftermæle hviler fortrinsvis på værket "The Devil's Dictionary", en stor samling – som regel temmelig kyniske – aforismer og alternative forklaringer på ord og begreber, som kun delvis er omsættelige til dansk, samt på de to novellesamlinger, "Tales of Soldiers and Civilians" og "Can Such Things Be?". Ingen af disse samlinger har tidligere været oversat i deres helhed på dansk – nogle af dem kan findes et par udvalg og enkeltvis i forskellige tematiske novellesamlinger og i diverse avisers søndagstillæg, fortrinsvis omkring midten af det forrige århundrede – men her foreligger for første gang "Tales of Soldiers and Civilians" komplet på dansk.En stor del af Bierce's produktion handler om krig og krigere, om militære og personlige æresbegreber og hans scene er den amerikanske borgerkrig – fordi det var den, han kendte og og havde deltaget i. Men hans figurer og hændelser kunne lige så vel optræde i enhver anden krig før eller efter denne. En anden stor del af hans noveller - i denne samling afsnittet om 'Civile' er, hvad man kan kalde 'uhyggehistorier' – fortællinger som måske ikke er egentlige gysere eller spøgelseshistorier, men henter deres stof fra den menneskelige hjernes og forestillings overdrev – og derved er de nærmere beslægtet med de militære historier, end man ved en overfladisk betragtning ser.Samlingen indeholder

Den gamle Francesco Cenci er en ondskabsfuld satan, der har fået sin to ældste sønner slået ihjel og begår både fysiske og psykiske overgreb mod datteren Beatrice og hendes moder. Til sidst bliver det dem for meget, og de to kvinder får ved hjælp af to lejemordere faderen myrdet. Mordet er imidlertid temmelig amatøragtigt udført, og Beatrice, hendes moder og de to medhjælpere bliver efterfølgende dømt af pave Clemens 8. – som ellers har ladet mangt og meget passere, hvad faderens forbrydelser angik – og de bliver henrettet efter passende mængder tortur. Shelleys banebrydende skuespil blev aldrig opført, mens han levede: dets temmelig direkte behandling af emner som mord på forældre og incest var ikke spiselige for datidens moral, og det var først i 1886, The Shelley Society besørgede en privat opsætning. En offentlig fremførelse i England fandt først sted i 1922.

Dr. Emil Gräsler er "badelæge", dvs. han deler sin praksis mellem et kursted i det hjemlige Tyskland i sommersæsonen og et tilsvarende på Lanzarote om vinteren. Han er ugift, men har i femten år levet sammen med sin stilfærdige og noget tungsindige søster Friederike. Da søsteren begår selvmord, står dr. Gräsler alene i verden som en mand kun lidt over sin bedste alder.Da han kommer hjem til Tyskland, møder han den 27-årige Sabine Schleheim, som tydeligvis føler sig tiltrukket af den noget ældre mand, og han finder, at hun er den perfekte livsledsagerinde (og erstatning for Friederike) for ham.Efter nogen tid, hvor han også lader sig friste af et tilbud om at overtage en lokal kuranstalt, tager han til byen for at ordne søsterens efterladenskaber, og han opdager, at hun ikke så ganske var det anonyme skyggevæsen, han troede at kende.I byen træffer han på den livsglade, purunge og fascinerende Katharina Rebner, og lader sig i den grad charmere, at han installerer hende hos sig.Dr. Gräsler kan ikke beslutte sig - skal det være Sabine eller Katharina?

Da direktørerne for Pariseroperaen overlader tøjlerne til nye kræfter, er der ingen, der ved, hvorfor de har så travlt med at komme væk. Det viser sig dog ret hurtigt, at det skyldes et mystisk væsen, som kalder sig Operaspøgelset, og som har tiltaget sig magt over alt og alle indenfor Palais Garniers mure. Men hvem er dette operaspøgelse, og hvorfor er han så optaget af den lille forældreløse koristinde Christine Daaé, at han næsten er i stand til at begå mord for at give hende en hovedrolle?Der er næppe mange, der ikke kender eller i det mindste har hørt om historien her om det grimme og misdannede og dog skønhedssøgende spøgelse i Pariseroperaen, om ikke andet så på grund af Andrew Lloyd Webbers musical. Men lige siden sin fremkomst i 1910 har journalisten Gaston Leroux' historie fascineret alverdens film- og musikskabere, og herhjemme udkom den allerede samme år som bogudgaven i Frankrig i en desværre noget molestreret oversættelse i dagbladet København.Denne udgave er baseret på den første danske bogudgave fra 1926.

En lille flåde med amerikanske oprørere ligger omkring 1780 ud for Englands østkyst, hvor de er på vej ind i en bugt for hente en lods, den mystiske mr. Gray, til at føre dem gennem de revfyldte farvande. Netop på det sted bor også de to kaptajners kærester, Katherine Plowden og Cecilia Howard, myndlinge af den gamle, stivsindede og kongetro oberst Howard, som på grund af det amerikanske oprør har bragt dem hjem til England.Katherine og Cecilia er ikke så ganske tilfredse med deres ophold, som i mange måder er en regulær indespærring, og Katherine, som er den mest handlekraftige af de to, får sat gang i et komplot med amerikanerne om at befri dem.Bogens titelperson, omend ikke egentlige hovedperson, er modelleret over den amerikanske frihedskrigs-søhelt, John Paul Jones, og den spektakulære skildring af kampen mellem en lille amerikansk flok skibe og den engelske flådes flagskib hen mod bogens slutning er inspireret af et slag i september 1779."Lodsen" var Coopers fjerde roman, og hans første egentlige søroman – han skrev nemlig meget andet end de fem indianerromaner, der er hans bud på berømmelsen her til lands: hele ti af hans romaner foregår på søen.

Historisk roman, som foregår i Paris i revolutionsårene 1793-94. Den unge maler Évariste Gamelin bliver ved en indflydelsesrig bekendts hjælp medlem af Revolutionsdomstolen. I begyndelsen er han optændt af en idealistisk forestilling om at øve retfærdighed, men lader sig rive med af den stadig mere vanvittige dans om guillotinen, overbevist om at frelse fædrelandet fra forrædere og antirevolutionære, uden nåde og eftertænksomhed, selv om nogle af ofrene er familie og venner.Guderne er Robespierre og Marat, og guderne tørster – efter blod.

19 rørende, menneskelige og til tider sentimentale fortællinger om samfundets stedbørn i UnderDanmark i 1920'erne. Her er Kludelas og Rendemasken, "Lille Mie", gadehajer, ægteskabssvindlere og alfonser – alle fiktive personer og skæbner, men taget af det liv, forfatterinden mødte i sit sociale arbejde og som journalist ved dagbladet Social-Demokraten, det være sig i fattigkvartererne, på Fælleden eller i de fattige træskure ved lossepladsen.Skyggebilleder var Caja Rudes bogdebut.

Den unge mineralog Alexis Hartz føres i et syn af sin kusine Laura ind i krystallernes verden, hvor han gennemrejser et landskab, som synes at være en forstørret udgave af en geode, han et øjeblik forinden stod med i hånden. Senere rejser Alexis sammen med Lauras fader, den kyniske og muligvis gale menneskeforagter Nasias, til Nordpolen for at finde indgangen til den virkelige krystalverden i jordens indre, hvorved han regner med at fortjene Lauras kærlighed.Der er anelser af Edgar Allan Poes "Arthur Gordon Pym" i denne sære lille feberdrøm af en roman, og Jules Verne har sandsynligvis ladet sig inspirere af "Laura" til dele af "Rejsen til jordens indre", som udkom året efter.

I 1868 er høsten slået fejl i Østerbotten og derfor drager østerbottningerne sydpå, til bl.a. Tavastland der endnu ikke er ramt af hungersnøden – blandt dem den foretagsomme Kalle Pihl og den knap så initiativrige Kalle Lehtimaa.I Tavastland tilbydes Kalle Pihl af den rige godsejer på Herrø, kaptajn Thoreld, et lille sted med vækstmuligheder for en driftig mand – på betingelse af, at Kalle gifter sig med kaptajnens frille, den kønne mejerske Anna Mellilä. Det har han ikke noget imod, men der er den lille hage, at Kalle allerede er gift og har børn hjemme i Østerbotten. Det er Kalle Lehtimaa imidlertid ikke ikke – og under et gilde drikker Kalle Pihl ham fuld og køber hans "præstebevis" - det eneste legitimationspapir, man havde i Finland på den tid. Dermed kan Kalle Pihl fremstille sig for kaptajnen som ugift og få både gård og en smuk kone.Samme år ødelægger en frostnat i juni høsten i Tavastland, og hungersnøden rammer også dér. Kalle Lehtimaa har aldrig fået sig sikret andet end løst arbejde, og med sulten og nøden kommer også den tanke på ham, at Kalle Pihl på uretmæssig vis har tilranet sig den gård og den pige, der rettelig skulle have været hans …Karl August Tavaststjerna var en finsk forfatter, som blev født i 1860 på familiegodset Annila i S:t Michel i landskabet Södra Savolaks (og ikke i Bjørneborg, som bl.a. den danske Wikpedia påstår). I 1878 begyndte han at studere arkitektur i Helsinki og Paris, men han havde allerede fra sin tidlige barndom interesseret sig for poesi og skrevet digte og skuespil. Han debuterede i 1883 med "För morgonbris", en samling ungdomsdigte, og fortsatte senere med flere digtsamlinger, skuespil, romaner og noveller. Tavaststjerna havde tætte forbindelser til folkene omkring "det moderne gennembrud" over hele Skandinavien, og indførte realismen i finsk litteratur. Han døde af en lungebetændelse i 1898 i Björneborg, hvor han året før var tiltrådt en stilling som redaktør af det lokale svensksprogede dagblad, Björneborgs Tidning.

De tre kompagnoner George Barker, James Stacy og Philip Demorest har haft held med guldgraveriet på Heavy Tree Hill, har solgt udbyttet og deres lod, og skal nu til at skilles. Aftenen før de tager afsted, holder de en lille uformel afskedsfestlighed – i al gemytlighed naturligvis, selv om man aner en understrøm af misundelse og fjendtlighed hos de mindre heldige deltagere. Den efterfølgende nat hører Demorest nogle underlige lyde fra ydervæggen, der hvor kompagnonerne har et par tilbageværende guldklumper stående. Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at nogen er ved at skaffe sig adgang: Demorest hugger kniven i den hånd, der er på vej ind, ejermanden trækker den til sig uden at give en lyd fra sig – og så sker der tilsyneladende ikke mere.Tre år senere er Barker blevet gift, og som den naive sjæl han er, indlader han sig i alskens tvivlsomme foretagender og lader sig tage groft ved næsen af sin kones familie. Den klogere Stacy har grundlagt et succesrigt bankforetagende, og Demorest er rejst til Europa. Alting er således i en god gænge, men i kulisserne lurer stadig gamle fjender fra guldgraverdagene på at ødelægge de tre kompagnoner og få fat i deres formue.

Kristian den Andens ti korte regeringsår fra 1513 til 1523 hører til de mere omtumlede perioder i Danmarkshistorien, og der er skrevet utallige værker om hans regeringstid, både faghistoriske og romaner. En af de sidstnævnte er Carl Bernhards "Krøniker fra kong Kristian den Andens tid", forfatterens største værk, som bygger på flere års studier og har inspirationer fra både Walter Scott, Prosper Mérimée og Victor Hugo.Den gennemgående tråd i historien er to sammenknyttede kærlighedshistorier: Den unge hofsinde Klavs Daas kærlighed til den adelige Gundel Griis, og plejedatteren af en værtshusholder uden for Københavns Østerport, Annas kærlighed til Klavs Daa. Rundt om dem og indvævet i deres skæbne bevæger sig et rigt galleri af samtidens større og mindre personligheder: Kong Kristian og hans purunge dronning Elisabeth, mutter Sigbrit og hendes datter Dyveke, høvedsmanden på Københavns slot Torben Oxe, den bedrageriske skriver Hans Faaborg, svenskeren Gustav Eriksøn (senere Gustav I Vasa af Sverige), skotske og tyske lejesoldater, samt små og store skurke af alle klasser, ikke mindst et par morderiske munke, som arbejder i det skjulte på kongens og mutter Sigbrits undergang.

Den gamle enkemand Juha Uutela beslutter sig til at gifte sig med sin nabo Keskitalos unge datter Manta – han er henved de halvfjerds og Manta er et par og tyve – men om Mantas mening spørges der ikke. Keskitalos motiv er, at Uutela som svigersøn nok kan hjælpe ham ud af hans gæld, Uutelas at han er en uægtefødt, der ved hårdt arbejde har tjent sig op i verden fra ingenting til gårdmand – og derfor vil han nu have en gårdmandsdatter til hustru.Det viser sig imidlertid snart efter brylluppet, at Manja er blevet gravid, og det er ikke med Uutela. Da Keskitalo opdager Mantas tilstand, griber panikken familien, og de overtaler Uutela til at købe en gård så langt væk, som de kan overskue, og "flygter" med børn og husdyr og Uutela bort fra Tavastland til landskabet Savolaks for at skjule skammen og undgå folkesnakken.Mantas tilstand bliver efterhånden svær at tage fejl af, men alligevel kommer det som et chok for Uutela, da Keskitalo ønsker ham tillykke – han er udmærket godt klar over, at barnet ikke kan være hans. Men han er en filosofisk anlagt gammel mand, der gerne vil sine omgivelser det bedste, og en stor del af bogen udgøres af de tanker han gør sig for lidt efter lidt at finde sig til rette med situationen.

Olaf er søn af en storbonde, men efter et par pige-eventyr på sin hjemegn kommer han i konflikt med sin fader, der ikke vil tillade ham at gifte sig med "en tjenestetøs", og han forlader hjemmet for at blive tømmerfløter. På sine ture rundt i landet efter arbejde går han fra favn til favn, elsker dem alle, men bliver ikke hos nogen. Da han endelig finder den rette, bliver de gamle eventyr ved med at spøge i ham, og han må komme overens med fortidens spøgelser, før han kan falde til ro som familiefader.

Jacopo Foscari, en søn af den gamle doge af Venedig Francesco Foscari, har to gange været sendt i eksil, første gang for korruption, anden gang for mordet på et medlem af I Dieci, bystatens timandsråd. Han er nu kaldt tilbage fra eksilet på Candia (Kreta) for at blive anklaget for at stå i korrespondance med republikkens fjender, den osmanniske sultan og hertugen af nabostaten Milano. Ved skuespillets begyndelse har Jacopo fået bevilget et kort ophold i det pinlige forhør, han er underkastet, mens Timandsrådet beslutter at idømme ham et fornyet eksil, denne gang for livstid, fremfor den dødsstraf, der ellers som regel blev brugt i sådanne tilfælde. Dogen underskriver dommen, skønt hans hjerte bløder for denne hans sidste overlevende søn, og hans hustru Marina beder for ham … men Skæbnen er ubønhørlig."De to Foscari" er et skuespil i fem akter på urimede vers fra 1821. Det dannede forlæg for Giuseppe Verdis opera "I Due Foscari" fra 1844.George Gordon Byron, senere Lord Byron (født 22. januar 1788, død 19. april 1824) var en engelsk digter og politiker.Lord Byron var en af den romantiske bevægelses ledende skikkelser, berygtet for sin flamboyante livsstil: en oprører, en forfører, men også et offer for dybe, lidelsesfulde passioner – en af hans elskerinder kaldte ham "mad, bad and dangerous to know". Trods sit korte liv var han måske en af de mest kendte personligheder i sin tid - også uden for England –, og han fik en enorm indflydelse på sine litterære efterfølgere, ikke mindst gennem sine geniale digte og skuespil.Han døde af malaria i eksil i Grækenland, hvor han med en lille privat hær havde involveret sig i den græske frihedskrig.

Annelise er en ung kvinde, som af nød og sygdom har "solgt sig under ægteskabs form" til en halvgammel, sygelig – og rig – afdanket militær, oberstløjtnant Kall. Under en sommerferie på gården Rugholm genser hun sin barndomskæreste, gårdens unge søn Jørgen, og forholdet blusser op igen. Men atmosfæren på godset er noget giftig: både den gamle moralsk forargede Farmor og "snogene", ægteparret Spagh, som egentlig stod til at arve Kall, før han giftede sig, ser i Annelises og Jørgens forhold en mulighed for at bagtale Annelise overfor hendes ægtemand og ad den vej få skaffet hende af vejen som arving."Annelise" er en temmelig anderledes historie end de rejsebeskrivelser og drengebøger om Peder Most mfl., som havde skabt Walter Christmas' forfatternavn, og man kan spekulere over, hvorfor han skrev den – og det gjorde anmelderne da også, da den udkom første gang i 1913, hvor man var enige om, at bogens menneskeskildring og -opfattelse var håbløst forældede, og at forfatteren i det hele taget manglende evnen til at skrive om et så følsomt og lyrisk emne. Nu er det så over 100 år siden, og en nutidig læser behøver ikke tage sig af, om bogen er ti eller tyve år bagud for sin tid eller måske lovlig robust i sit sprog hist og her, og kan blot læse den som den i og for sig meget romantiske lille afstikker fra forfatterskabets hovedlinje, den er.("Annelise" omtales i visse bibliografier som "noveller" - altså i flertal. Det er den ikke, det er én novelle; der er ikke andre fortællinger i bogen.)

Foma er som søn af en russisk købmand allerede fra sin tidlige ungdom opdraget til at skulle overtage faderens driftige virksomhed med handel og transport på Volga. Og Foma er da også en energisk, idérig og foretagsom ung mand med drømme og ønsker for sin fremtid, men føler sig mere og mere klemt inde de forventninger, der stilles til ham af faderen og senere en onkel, der også er købmand, og anskuer verden fra en købmands synsvinkel. Og da han arver firmaet og formuen, føler han det som en tung vægt, der lægges på ham, og han forsøger at få onklen til at overtage det hele, blot for at få sin frihed. Foma gør oprør mod hele sin egen stand og miljø – og går til grunde ved det."Livet brænder ham op. Han opdager, at der ikke er plads til helte, at de bliver besejret af alle livets små daglige krav, ligesom Herkules, der besejrede hydraen, men blev overvundet af en hærskare af myg," skrev forfatteren til en forlægger i 1898.Foma Gordéjev var Gorkijs første roman, og er et meget anderledes værk end de "vagabondnoveller", han indtil da havde skabt sit navn på.

Træskomageren Thibault får en dag besøg af en stor, sort ulv, som søger beskyttelse med kongens ulvejægermester, baron Jean, og hans jagtfølge. I bytte tilbyder den Thibault magt – ikke til at skaffe sig selv goder, men til at gøre andre ondt. Der er kun én lille betingelse: for hvert ønske skal Djævelen betales med et hår – for det første ønske – to for det næste, så fire, seksten og så fremdeles. Han får også et kobbel ulve til følgesvende med i købet. Træskomageren tror, han ad denne vej kan bane sig vej frem i verden og få de goder og privilegier, som han så meget misunder baronen og andre bedre stillede på egnen.Men som altid, når man indgår handler med Djævelen og hans kumpaner, får man noget andet ud af sin aftale end man regnede med. Og det gælder også her: Alle Thibaults ønsker om ondt over sine medmennesker bliver prompte udført – men han får ikke selv noget ud af det, hverken penge, kvinder eller rang – snarere tværtimod. "Ulveføreren" er skrevet i en periode, hvor Dumas befandt sig i eksil i Belgien, og billedlig talt sad og så længselsfuldt over mod den franske grænse og hans elskede barndomsegn Villers-Cotterêts på den anden side. Ligesom "Catherine Blum" er "Ulveføreren" bygget på et sagn derfra, som en af hans faders vildtfogeder fortalte ham, da han var ung, og indeholder i endnu højere grad end "Catherine Blum" elementer af den gotiske genre.

Andet bind – som omfatter historiens 3.-6. del – indledes i en sommerhed ukrainsk landsby nær grænsen til Tyskland, hvor kosakofficeren Paul Nikolajevitch Karpov er udstationeret med sin afdeling. I begyndelsen af august overskrider en østrig-ungarsk kavalerideling grænsen og bliver fuldstændig udslettet af russerne. Dermed er 1. verdenskrig begyndt for Rusland, og Sablin sendes med sit regiment til Polen, hvortil han snart efter følges af sønnen Kolja, der mod faderens vilje har bedt om at blive sendt til fronten. Slag følger på slag, og imens den ene regering afløser den anden i Skt. Petersborg, er den zartro general Sablin vidne til krigens ødelæggelser og hærens stadig dalende effektivitet og moral i takt med at den infiltreres af kommunistiske agenter – deriblandt en vis menig Korshikov.Samtidig er Sablins datter Tanja fulgt efter zarfamilien, da den sendes i eksil, og skildrer i breve de stadig mere ydmygende forhold der bydes den tidligere "hersker over alle russere"."Fra zarørnen til den røde fane" er verdenshistorie set fra "den anden side": En roman om Rusland i perioden 1894-1921, skrevet af en zartro, hviderussisk kosakofficer. Romanen er til dels selvbiografisk med Alexander "Sascha" Nikolajevitch Sablin som forfatterens litterære alter ego.Pjotr Nikolajevitch Krasnov var en russisk officer og forfatter, som blev født i Skt. Petersborg 10. september (gl.russisk tid) 1869. Familien havde gennem flere generationer været soldater og officerer, og den unge Krasnov fulgte i deres fodspor.Han var tidligt interesseret i litteratur og militærhistorie og allerede som 22-årig udgav han historiske værker og romaner. Under Bokseropstanden var han korrespondent i Kina, og senere rapporterede han fra den russisk-japanske krig; samtidig steg han stadig i graderne, og da revolutionen brød ud i lys lue i 1917, blev han leder af de styrker, der skulle bekæmpe bolsjevikkerne. I 1919 flygtede han til Tyskland, og 1923 videre til Frankrig, hvor han blev leder af en antikommunistisk organisation.Samtidig fortsatte han sin litterære virksomhed, og udgav i mellemkrigstiden et hav af romaner og militærhistoriske værker.Under 2. verdenskrig tilsluttede Krasnov sig Nazityskland ud fra en naiv forestilling om derved at kunne bekæmpe kommunismen. Ved krigens slutning overgav han sig til de britiske styrker Wien og blev senere udleveret til Sovjet, hvor han 17. januar 1947 blev hængt.

I Don-gebetet forsøger man at organisere modstanden mod bolsjevikkerne. En gruppe unge mennesker, som havde slået følge med oberst Sablin under hans flugtforsøg, deriblandt Nika Poleshajev, som er dybt forelsket i Sablins datter Tanja, er lykkeligt ankommet dertil. Derimod er oberst Sablin blevet fanget og ført til Petersborg, hvor han først fængsles, men senere får lov til at flytte tilbage i sin gamle lejlighed, mens bolsjevikregeringen forsøger at overtale ham til blive officer i den nye røde hær, sådan som flere andre har gjort. Han modstår dog både lokkemad og trusler, og overlades til sidst til en agent i det hemmelige politi, den tidligere menige i hæren Viktor Korshikov, der nærer et voldsomt had til Sablin.I den ottende afsluttende del af romanen er Poleshajev på sin søgen efter Tanja kommet tilbage til Petersborg, hvor han udgiver sig for revolutionær og slutter sig til Korshikovs klike, trods sin væmmelse over den stadig mere depraverede adfærd, Tjeka-agenten udviser. Endelig en dag finder Korshikov på at lade Poleshajev deltage i en masse-eksekution af en flok tilfangetagne fjender af revolutionen, hvoriblandt Tanja Alexandrovna Sablin …"Fra zarørnen til den røde fane" er verdenshistorie set fra "den anden side": En roman om Rusland i perioden 1894-1921, skrevet af en zartro, hviderussisk kosakofficer. Romanen er til dels selvbiografisk med Alexander "Sascha" Nikolajevitch Sablin som forfatterens litterære alter ego.Pjotr Nikolajevitch Krasnov var en russisk officer og forfatter, som blev født i Skt. Petersborg 10. september (gl.russisk tid) 1869. Familien havde gennem flere generationer været soldater og officerer, og den unge Krasnov fulgte i deres fodspor.Han var tidligt interesseret i litteratur og militærhistorie og allerede som 22-årig udgav han historiske værker og romaner. Under Bokseropstanden var han korrespondent i Kina, og senere rapporterede han fra den russisk-japanske krig; samtidig steg han stadig i graderne, og da revolutionen brød ud i lys lue i 1917, blev han leder af de styrker, der skulle bekæmpe bolsjevikkerne. I 1919 flygtede han til Tyskland, og 1923 videre til Frankrig, hvor han blev leder af en antikommunistisk organisation.Samtidig fortsatte han sin litterære virksomhed, og udgav i mellemkrigstiden et hav af romaner og militærhistoriske værker.Under 2. verdenskrig tilsluttede Krasnov sig Nazityskland ud fra en naiv forestilling om derved at kunne bekæmpe kommunismen. Ved krigens slutning overgav han sig til de britiske styrker Wien og blev senere udleveret til Sovjet, hvor han 17. januar 1947 blev hængt.

I første bind, som omfatter romanens prolog samt 1. og 2. del, forelsker den unge kornet Sablin sig i den revolutionære Marussja. Han får et barn med hende, men som adelig kan han ikke gifte sig med en arbejderpige. I stedet tager den kommunistiske student Korshikov sig af hende og gifter sig med hende; da hun dør under fødslen, tager Korshikov barnet til sig. Sablin gifter sig i stedet med en af sin egen klasse, Vera Konstatinovna Wolff, "en efterkommer af hertugerne af Kurland", som han får to børn med, Tanja og Kolja. Hans karriere er for opadgående, og han avancerer efter sin deltagelse i den russisk-japanske krig efterhånden til fløjadjudant ved zarens hof, hvor også Vera Konstantinovna har sin gang som selskabsdame for zarinaen - en stilling, der bringer hende under skæbnesvanger indflydelse af præsten Grigor Rasputin, der har en stadig mere dominerende rolle hos zarfamilien.Endnu er zaren Gud i Rusland. Men 1. august 1914 erklærer Tyskland krig."Fra zarørnen til den røde fane" er verdenshistorie set fra "den anden side": En roman om Rusland i perioden 1894-1921, skrevet af en zartro, hviderussisk kosakofficer. Romanen er til dels selvbiografisk med Alexander "Sascha" Nikolajevitch Sablin som forfatterens litterære alter ego.Pjotr Nikolajevitch Krasnov var en russisk officer og forfatter, som blev født i Skt. Petersborg 10. september (gl.russisk tid) 1869. Familien havde gennem flere generationer været soldater og officerer, og den unge Krasnov fulgte i deres fodspor.Han var tidligt interesseret i litteratur og militærhistorie og allerede som 22-årig udgav han historiske værker og romaner. Under Bokseropstanden var han korrespondent i Kina, og senere rapporterede han fra den russisk-japanske krig; samtidig steg han stadig i graderne, og da revolutionen brød ud i lys lue i 1917, blev han leder af de styrker, der skulle bekæmpe bolsjevikkerne. I 1919 flygtede han til Tyskland, og 1923 videre til Frankrig, hvor han blev leder af en antikommunistisk organisation.Samtidig fortsatte han sin litterære virksomhed, og udgav i mellemkrigstiden et hav af romaner og militærhistoriske værker.Under 2. verdenskrig tilsluttede Krasnov sig Nazityskland ud fra en naiv forestilling om derved at kunne bekæmpe kommunismen. Ved krigens slutning overgav han sig til de britiske styrker Wien og blev senere udleveret til Sovjet, hvor han 17. januar 1947 blev hængt.

Fortællingen "Havets barn" var den sidste, Jack London fuldendte før sin død i 1916. Den får du her sammen med 6 andre mindre kendte tekster fra hans hånd; de fleste humoristiske øjebliksbilleder fra hans eget liv samt et skuespil, eller nærmere en sketch, enakteren "Modermærket", som blev opført i San Francisco i 1910.Indhold:Havets barnDøde mænd går ikke igenNoget der aldrig blev til nogetSkippersejladsFirspand og sømandTo år foran mastenModermærket

I pastor Maynard Gilfils hus findes et værelse, som kun bliver åbnet en gang om året. Det indeholder minder om en ung pige, som ingen mere kan huske, men som en kort tid var hans hustru. Hendes navn var Caterina Sarti - Tina, som hun blev kaldt - en forældreløs datter af en italiensk musiker, som den adelige familie Cheverell tog til sig og opdrog som sin egen. Sådan da, for da det kommer til stykket, regnes hun i virkeligheden ikke for et ligeværdigt medlem af familien. Caterina forelsker sig arvingen til Cheverells titel og formue, den flotte kaptajn Anthony Wybrow, og han i hende, men den gamle sir Christopher har udset sig en brud af bedre herkomst til sin arving - og den vage Anthony er ikke i stand til at (vil måske heller ikke) sætte sig imod sir Christophers ønsker. Men han er også for fej til uden videre at slippe Tina ...Imens er og forbliver den unge Maynard håbløst forelsket i Tina, men tilbageholdende og ubemærket, som han nødvendigvis må være som huskapellan hos en engelsk lord i 1700-tallet, levnes der ham ikke mange andre muligheder end at søge at samle vragstumperne sammen, efter at katastrofen er sket.

Da mr. Tryan ankommer til Milby med sine foruroligende evangeliske og puritanske anskuelser, står den lille by dybt splittet i en bitter kamp over hans metoder - især hans indførelse aftengudstjenester. Den stolte, men ensomme og ulykkelige Janet Dempster, som er den mishandlede hustru til en af mr. Tryans mest hidsige modstandere, den fordrukne prokurator Dempster, ser på de nedværdigelser og forfølgelser, der bliver præsten til del, uden at føle særlig medlidenhed med ham, og støtter ligefrem sin mand i hans fremfærd, men da situationen i hendes hjem tilspidses mere og mere - hun vover at nægte at udføre en af sin mands befalinger -, finder hun ro og frelse fra en ganske uventet kant."Janets anger" var den tredje af de romaner, Mary Ann Evans fik udgivet anonymt i Blackwood's Edinburgh Magazine i 1857. Den er aldrig udkommet i bogform i Danmark, og man kan måske spørge sig selv, hvad kirkelige stridigheder i 1800-tallets England kan sige en nutidig dansker. Men allerede på dette tidlige tidspunkt af hendes skønlitterære karriere er der spor og anelser af, hvad hun senere skulle blive til; hendes personers følelsesliv og handlinger er eviggyldige, og det, der foregår i Milby kunne lige så godt foregå i et hvilket som helst andet søvnigt landbysamfund, hvor der kommer nye folk til, som rusker op i gamle, indgroede vaner - hvad enten de nu er af religiøs eller af anden art.

Titelfiguren Amos Barton er den nye præst ved sognekirken i Shepperton, hvor han med kone og seks børn for en sulteløn forsøger at holde sognets beboere tæt ind til den anglikanske kirkes moderlige bryst. Men han er ny - og slet ikke som den gamle præst - han nærer bl.a. visse upopulære anskuelser såsom at forbyde brugen af snus under gudstjenesten, og da han indlader en vis grevinde Caroline Czerlaski, hvis polske grevenavn af sognets sladdertasker anses for noget tvivlsom, som logerende, går det helt galt - der hviskes om, at hun nok er præstens elskerinde, og tænk, sådan lige for næsen af hans hustru! Det skal ikke beskrives detaljeret her, men grevinden viser sig at blive mere en belastning end en indtægtskilde, præstens kone dør, og selv bliver han offer for en anden præsts intriger og må forlade embedet.Fortællingen om den velmenende præst med de upopulære ideer og den sørgelige skæbne var Mary Ann Evans' første trykte fiktionsværk - den blev udgivet anonymt i Blackwood's Edinburgh Magazine i januar og februar 1857, og det var først da den sammen med to efterfølgende fortællinger blev trykt i samlingen "Scener fra præstelivet" (Scenes of Clerical Life) året efter, at hun første gang optrådte under pseudonymet George Eliot.

Tom og Maggie Tullivers fader driver en vandmølle ved floden Floss, og fører ustandselig processer mod lodsejere højere oppe af floden, som "tager hans vand". Hans sidste proces driver ham ud i en omfattende gæld, og da han taber den, er han ude af stand til at betale sine lån tilbage. En lokal prokurator Wakem opkøber gældsposterne og overtager møllen, men tilbyder Tulliver ansættelse som bestyrer. Tulliver tager mod tilbuddet, men opfatter i det hele Wakem som hans og hans families værste fjende, et i og for sig ganske urimeligt had, som han på sit dødsleje giver i arv til børnene.Bogens egentlige hovedperson er Maggie Tulliver, som gennem de 10-15 år, historien dækker, vokser fra en sær, selvstændig og krælighedssøgende pige til en sær, selvstændig og kærlighedssøgende ung kvinde, som i modsætning til resten af familien lider af en udpræget retfærdighedssans, og som holder af bøger, intelligent samtale og musik, men ved familiens fald tvinger sig selv ind i en slags religiøs afholdenhed.Men bogen rummer udover Maggie Tulliver et stort og rigt persongalleri, ikke mindst Maggies og Toms tre selvretfærdige og rethaveriske Dodson-tanter, hvis harme på familiens vegne flere gange rammer deres søster, Elisabeth Tulliver og hendes efter deres mening tåbelige familie, der ikke er Dodson-arven værdig. Eliots beskrivelse af tanterne er selv i dag af en kaliber, der både giver et umådelig morsomt billede af disse småstadsfruer, men samtidig er så livagtig, at læseren godt kan forledes til at ønske at kunne få fat i kraven på dem for at fortælle dem, hvor urimeligt de egentlig fører sig frem.Denne udgave er baseret på den uforkortede danske førsteudgave fra 1877.