Fra zarørnen til den røde fane 1: 1894-1914

I første bind, som omfatter romanens prolog samt 1. og 2. del, forelsker den unge kornet Sablin sig i den revolutionære Marussja. Han får et barn med hende, men som adelig kan han ikke gifte sig med en arbejderpige. I stedet tager den kommunistiske student Korshikov sig af hende og gifter sig med hende; da hun dør under fødslen, tager Korshikov barnet til sig. Sablin gifter sig i stedet med en af sin egen klasse, Vera Konstatinovna Wolff, "en efterkommer af hertugerne af Kurland", som han får to børn med, Tanja og Kolja. Hans karriere er for opadgående, og han avancerer efter sin deltagelse i den russisk-japanske krig efterhånden til fløjadjudant ved zarens hof, hvor også Vera Konstantinovna har sin gang som selskabsdame for zarinaen - en stilling, der bringer hende under skæbnesvanger indflydelse af præsten Grigor Rasputin, der har en stadig mere dominerende rolle hos zarfamilien.
Endnu er zaren Gud i Rusland. Men 1. august 1914 erklærer Tyskland krig.
"Fra zarørnen til den røde fane" er verdenshistorie set fra "den anden side": En roman om Rusland i perioden 1894-1921, skrevet af en zartro, hviderussisk kosakofficer. Romanen er til dels selvbiografisk med Alexander "Sascha" Nikolajevitch Sablin som forfatterens litterære alter ego.
Pjotr Nikolajevitch Krasnov var en russisk officer og forfatter, som blev født i Skt. Petersborg 10. september (gl.russisk tid) 1869. Familien havde gennem flere generationer været soldater og officerer, og den unge Krasnov fulgte i deres fodspor.
Han var tidligt interesseret i litteratur og militærhistorie og allerede som 22-årig udgav han historiske værker og romaner. Under Bokseropstanden var han korrespondent i Kina, og senere rapporterede han fra den russisk-japanske krig; samtidig steg han stadig i graderne, og da revolutionen brød ud i lys lue i 1917, blev han leder af de styrker, der skulle bekæmpe bolsjevikkerne. I 1919 flygtede han til Tyskland, og 1923 videre til Frankrig, hvor han blev leder af en antikommunistisk organisation.
Samtidig fortsatte han sin litterære virksomhed, og udgav i mellemkrigstiden et hav af romaner og militærhistoriske værker.
Under 2. verdenskrig tilsluttede Krasnov sig Nazityskland ud fra en naiv forestilling om derved at kunne bekæmpe kommunismen. Ved krigens slutning overgav han sig til de britiske styrker Wien og blev senere udleveret til Sovjet, hvor han 17. januar 1947 blev hængt.