Bøger udgivet af Erik Schmidt - Fjordager Tekst & Reklame

DANNELSE - en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering - Af Steen Nepper LarsenAllerede Nietzsche leverede en sønderlemmende kritik af det, som han opfattede som dannethedens tomhed og tomgang, dens livsfjendtlighed og lidenskabsløshed, og senere i det 20. århundrede blev de magtfulde og toneangivende klassers dannelsesmonopol udfordret af ungdomsoprøret, populærkulturen, erfaringspædagogikken, rockmusikken, medieforbruget, internettet med meget mere. En pluralitet af livsformer, uddannelseseksperimenter og kulturelle aktiviteter så dagens lys, og mange engagerede sig i at skabe alternativer til borgerligheden og dannetheden. I de senere år er det også blevet hævdet, at kompetencebegrebet, arbejdsmarkedets krav, den intensiverede vidensproduktion og de globale udfordringer overflødiggør enhver tale om dannelse. Men det er denne lille bogs anliggende og ambition at fastholde, at begrebet dannelse er andet og mere end dannethed og en klasses eller elites smagsregimente, og at det indeholder en rig og levende arv. Dannelsestankerne skal med andre ord aktualiseres og revitaliseres. „Idealet er ikke at blive mere performativ, kompetent og konkurrencedygtig, men at blive bedre til at tænke, forstå og komme verden nysgerrigt og sensitivt i møde.“ (...) „Dannelse handler om meget andet end at være god til at læse bøger og at kunne nedskrive sine tanker. Dannelse er at åbne sluserne for begivenheden og sanseligheden – og at lade tanken møde og blive formet af verden.“ (...) „Dannelse består ikke mindst i retten til at fordybe sig hele livet igennem. Dannelse er afkaldet på blot at lade sig nøje med forhastede faglige udløsninger. Vejen til dannelse hænger med filosoffen Peter Sloterdijks ord sammen med forundrings- og beundringsøvelser over for kunst og kultur, alt det der ikke nødvendigvis ligner os selv, og som vi ikke selv har skabt; men som formår at anfægte os og åbne os over for verden. Dannelse er kampen mod den dovne, veltilfredse og tilpassede masse i os selv. Dannelse er at rejse små vertikaler af kvalitet i et horisontalt pløre af indifferens, nivellering og forbrug.“

OM KRISEN I DANSK PÆDAGOGIK Thomas Aastrup Rømer skriver på en gang udtryksfuldt, nænsomt, stringent, klart, kritisk, idealistisk, rebelsk og med stor sandhedskraft om emner, der spænder fra pædagogik og kærlighed til kontraktstyrede systemer med totalitære tendenser. Bange for sit eget skind er han ikke. Han kritiserer frejdigt ”størknede monarkistiske strukturer” i uddannelsesverdenen og ”den magtfulde intelligentsia” for at have blikket rettet mod fjerne lister og abstrakte begreber. Med fare for at miste anseelse, meritering og position går han end ikke af vejen for at kritisere navngivne personer og overordnede i en saglig strid. Der er blandt andet hug til Aarhus Universitet, professionshøjskolerne, læreruddannelsen, Fremtidens Skole i Odenses, OECD’s skolesyn, LP-metoden, VIA, frygten og tavshedskulturen, Silkeborg Kommune, Ny Nordisk Skole, Canada-begejstringen og til fremtrædende personer i skole- og uddannelsesdebatten: Lars Qvortrup, Jens Rasmussen, Stefan Hermann, Andreas Rasch-Christensen, Per Fibæk Laursen og Niels Egelund. Men der er også engagerede forsvar for mennesker og kolleger, der har været udsat for uretfærdigheder i de seneste år, f.eks. de afskedigede pædagogiske filosoffer, de tvangsforflyttede børnelitteraturforskere, Linda Maria Koldau og lærerne i Odense. Pædagogik er ifølge Thomas Aastrup Rømer diskussioner og praksisser, der vedrører et menneskes indvielse og tilblivelse i en levende kulturs dialoger. Men i stedet har vi fået en karikatur af en pædagogik, der ødelægger store dele af, hvad man kunne kalde en dansk eller en europæisk pædagogisk tradition. Evidenstænkningen har på ganske få år placeret sig i dansk pædagogik og uddannelse med hegemonisk status. Den pædagogiske teoridannelse domineres af den såkaldte systemteori, der opfatter alt som lukkede kognitive funktionssystemer, og som derfor afskyr virkeligheden som negativt ladede magneter. Dannelse reduceres som så meget andet virkeligt til et kommunikationstrick. Der findes i dette lys ikke noget fælles, ingen egentlig samtale, men kun lukkede selvrefererende systemer, der irriterer hinanden, skriver Rømer. Ingen fag, ingen kultur, intet fællesskab, ingen fornuft, ingen historie, ingen kærlighed, ingen frihed, ingen børn, ingen jord, ingen skønhed, ingen skabelse. Ingenting. Kun systemer og metoder. Fra pædagogik til didaktik, evidens og metode. Fra fællesskab til funktion. Fra pædagogik til metode uden tænkning og etik. Det er en farlig rejse. De i alt 80 Indlæg i denne bog, der er blevet til hen over de seneste to-tre år, har løbende været publiceret for et relativt smalt publikum på fagbladet Folkeskolens hjemmeside. Der er indlæg af meget varierende længde og karakter lige fra lange analyser af hele forfatterskaber til små pædagogiske digte. Der er både analyserende, polemiske, dagsaktuelle, kontemplative og undersøgende essays.