Bøger udgivet af Forlaget Gladiator

Om natten havet fortsætter, hvor Johanne Kirstine Falls debutroman Der er altid nogen at befri slap: Hovedpersonen Katrina udskrives fra Odense Universitetshospital efter en længere indlæggelse med anoreksi. Hun indleder et forhold til Markus og hans ven Sebastian.De introducerer hende til et nyt liv fyldt med stoffer, vold og eksperimenterende sex. Vi får, som i Der er altid nogen at befri, hele forløbet skildret gennem Katrinas på en gang følsomme og nøgterne, på grænsen til det brutale, blik, der til tider brænder sammen i en verden af vrangforestillinger og selvdestruktivitet. Hele læsningen igennem sidder man uvægerligt på kanten af stolen og tænker: Nej! Hvor længe kan hun holde til det.

Der var et orkester og let påklædte damer. De ville være kaniner. De havde kaninører og en lille haledusk i enden. De hoppede som kaniner. Det morede at se dem hoppe, at de kunne finde på det. At sætte sig hos en herre og kilde ham på halsen og sige dikke dik. En kalv med seks ben blev drevet rundt i manegen. En dreng gik bagefter og slog på den med sin kæp. Han var barfodet og hans tøj hang i laser. Kalvens ekstra to ben hang og dinglede slapt ned fra ryggen. Alting var ligesom forvrænget. At verden kunne være sat sammen på den måde. Det var, som om det alt sammen var blevet skilt ad og samlet igen og havde fået vendt det hvide ud af øjnene. At stå og dreje på et sving. - Uddrag fra bogen.

Med udgangspunkt i kirkeårets evangelietekster, som søndag efter søndag læses op under gudstjenesten og som præsten prædiker over, har Charlotte Strandgaard med digtsamlingen Min tro givet sin personlige tolkning af troens spørgsmål.Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, skriver i sin anbefaling:Charlotte Strandgaard har med denne Min tro begået en andagtsbog. Man læser en bibelsk tekst og følger kirkeåret og derefter rykker man 2000 år frem i historien og læser hendes overvejelser. Overvejelserne er sprogligt enkle, rammende, eftertænksomme og ganske ofte provokerende. Personerne er ikke ophøjede og fjerne, men meget tæt på. Nærmest ubehageligt tæt på, men derfor også læsværdig.Der er ikke plads til idealisering, hverken af den bibelske person eller læseren.Personligt finder jeg karakteristikken af kvinderne i Ny Testamente meget stærke og i de digte, hvor Charlotte Strandgaards eget liv tydeligt anvendes som baggrund, er teksterne gribende og bevæger læseren. Forfatteren er meget generøs med sine egne erfaringer og derfor er teksterne oprigtige og til at forholde sig til."Det kan ikke siges bedre.

Charlotte Strandgaard fejrer sit 50 års forfatterjubilæum med digtsamlingen Ingenmandsland, som er umiskendelig Charlotte Strandgaard. I stemmeføringen og med hensyn til emnets presserende aktualitet. Stemmen er som altid lige sikker – Charlotte Strandgaard gør det aldrig vanskeligere, end det er, og det er svært, det er i sig selv en kunst – og emnet syg- og alderdom har, vil man erfare, smasket hende én lige i ansigtet:Lige før forløsningen falder han på gulvet. Med megen møje får vi hevet ham op. / Jeg får selv krampe i venstre ben igen lige før orgasmen. Vi flytter rundt på /mit ben. Og så lykkes det /endelig. Han mumler, at alderdommen ikke vinder ved nærmere /bekendtskab.Humoren er en god partner, den forløser som oftest de mest tåkrummende situationer, men det kan også blive så pinagtigt, spørgmålene til eksistensen så delikate, at kun poesiens billedsprog kan hamle op med det. Således i Oldingens visdom:Hvordan ser oldingens visdom ud /Jeg prøver forgæves at se den for mig /Jeg prøver forgæves at tegne den /Jeg prøver forgæves at filme den // Sandet i hænderne drysser fra mig / Sandet er ikke til at holde fast /Sandet er oldingens visdoms enæggede tvillingMen der er også plads til, at Charlotte Strandgaard reflekterer over sin egen historie og egne bedrifter som forfatter i frontlinjen. Og ikke uden triumf konstaterer hun, at ligesom hun var den første, der skrev poesi om menstruationsblod og nedbrød tabuer der, sådan nedbryder hun nu tabuer om kroppens nedbrydning og fordærv og blod i afføringen.

Den svære toer. Uha, man ryster i bukserne bare ved tanken! Men hvad gør Jacob Skyggebjerg? Efter succesen med den autobiografiske Vor tids helt fra 2013? Han griner. Han er frygtløs. Han skriver en kollektivroman om syv kvinder. Syv kvindelige forfattere på skriveophold på en højskole i den fiktive midtjyske provinsby Vikøbing i påskeugen, hvor de arbejder på deres nye værker og hver aften læser de ting, de skriver, op for hinanden.Men frem for skrivning, er det mere madlavning i køkkenet, kaffe og afslapning på terrassen, der trækker. Og diskussioner. Og diskuteret bliver der. De syv forfattere kommer fra hvert deres hjørne i det danske samfund, og med sig bringer de hver deres opfattelse af verden, hvert deres levede liv og historie, som de inderligt beretter om og debatterer med hinanden.En undersøgelse af samfundet, og de mennesker, der befolker det. På godt og ondt, og dermed en hyldest til de mennesker. Det kan man sgu da kalde et koncept.Jacob Skyggebjerg imiterer gennem kvinderne ubesværet en vifte af litterære genrer. En skriver for eksempel science fiction, en anden skriver på en børnebog, og en tredje på en erotisk krimi. Karaktererne fuldendes gennem deres respektive litterære stemmer. Hver med sine særheder og mangler, hver med sin charme.Væk er forfatterens jeg-fortæller, korsfæstet af karaktererne, for i Hvad mener du med vi, er scenen deres. Skyggebjerg er således blot en flue på væggen, men ikke en hvilken som helst flue, det er – som i Vor tids helt – en minutiøst registrerende en af slagsen. Man fatter ikke, den i en sådan grad kan gå ind i og være hver enkelt karakter; en fuldstændig identifikation.Jalousi, bagtalelse. Dyb smerte og sorg. Skyggebjerg tør tage fat, hvor det gør allermest ondt. Men ikke for at dyrke smerten, tværtimod: Han er ikke vulgær, men nærmere renfærdig – og med en vanvittig appetit på livet, som er så smittende. Og en humor, der kan give selv den tristeste undertøjsblonde en forsonende tone.Hvis Vor tids helt var hovedret, hvor der som råvarer i rigt mål doseredes af hovedstolen, af provinshul og stofkultur, er Hvad mener du med vi desserten, sukkersød og cremet, en kæmpedessert på lige over 300 sider. Hvis Vor tids helt stank af mand og sure sokker, dufter Hvad mener du med vi af kvinder. Først og sidst: Kvinder.Man kommer til at tænke på værker af folk som Kirsten Thorup og Dorrit Willumsen. Hvis man endelig skal sammenligne med nogen. Tove Ditlevsen.Hvad mener du med vi er indstillet til DR Romanprisen 2016.

Bogen At se med egne øjne er en sprudlende personlig beretning om en af de mere løsslupne feministiske bølger, nemlig begyndelsen af 3. bølge i starten af 1990’erne og de mange unikke projekter med afsæt i KVINFOs bibliotek. Samtidig er bogen et fuldflæsket og velargumenteret angreb på den ideologiske iver, der i disse år rammer overalt i det danske samfund i form af nedskæringer, lukninger og udflytninger. I tilfældet KVINFO udstilles kulturminister Mette Bocks slagtning af institutionens næsten 60-årige virke med vidensindsamling og -formidling punkt for punkt som populistisk symptom på afmontering af velfærdsstaten. At se med egne øjne dokumenterer og behandler perioden fra Nynne Koch for første gang i 1964 registrerede kvinderelevant litteratur på Det Kgl. Bibliotek over KVINFO som genopfinder af 8. marts, arnested for Årets Pikhoved og vigtige mentorordninger for indvandrerkvinder til efterspillet om KVINFO som politisk kampplads i 2017.

Vi skal have fat i en ny genrebetegnelse for at bestemme hybridværket 1.7 tipping point, som Silja E.K. Henderson debuterer med. En montage bestående af forfatterens egne digte, dagbogsblade og erindringsbrokker, readymades om verdens tilstand fra internettet og en dystopisk novelle i bedste science fiction stil, der tematiserer menneskets nuværende tilstand: katastrofeafventende.Igennem værkets utallige referencer fra alt fra videnskabelige artikler til twitter-opslag og citater fra store tænkere som Hannah Arendt og Bertolt Brecht oversvømmes læseren af information, statistikker og tal – præcist som værkets jeg drømmer om kontinenternes oversvømmelse. På den måde udtrykkes oversvømmelsen både i værkets indsamling af information og stemmer, samtidig med at syndfloden som motiv ligger og lurer under hele værkets fremfærd.I en vekslen mellem det nære og hjemlige i dagbogsnotaterne og det truende apokalyptiske i faktaklip og statistikker skriver Henderson sig ind på katastroferne og spørger: Hvad nu hvis depressionen ikke skyldes overdreven pessimisme, men en rationel vurdering af tingenes tilstand? Hun skriver klimakrise og ulighedskrise og flygtningekrise sammen til én og samme problemstilling – og kæmper som menneske, intellektuel og som mor på den ene side med at erkende sin egen og samfundets apati, og på den anden side med at overskride den i det fælles og hudløse ‘vi’. Det er den sammenknytning af den private anfægtelse og det fælles samfundsbetingede ansvar, der gør 1,7 tipping point til så stærk en bog. Henderson skriver sig ind i den kritiske tradition, der de seneste mange år har blomstret med danske forfattere såsom Lars Skinnebach, Theis Ørntoft og Glenn Christian, men også internationale kunstnere som Ai Wei Wei og økokritikkens teoretiske fader Timothy Morton. Men Henderson gør økokritikken voksen, hun påtager sig et ansvar fremfor blot at forkynde katastrofen. Og så kan hun skrive – hun kan samle det intime og det fjerne i sætninger, der understreger menneskets foragt overfor sin egen position. I jegets eget ansigt, og i børnenes, ses hele katastrofens udfald.

Simon Glinvads roman Medskyldig handler om at finde sig til rette med sit ansvar. Ansvar for sin familie, i samfundet og i forhold til sig selv. Med alle de forventninger, der er, om at være en god søn, en god far, at kunne forsørge sig selv og sine børn – og måske ikke mindst indfri egne ambitioner om en karriere som forfatter. Grænser spiller en vigtig rolle. Grænsen mellem barn og voksen, mellem faren og den modne mand og en farfar på vej ind i altheimers skyggeland. Grænsen mellem rig og fattig, mellem det velbjærgede Danmark og mennesker, som er flygtet fra krig og ødelæggelse. Grænsen mellem motorvejen og det stillestående land og mellem provinsielt villakvarter og metropolen.Simon Glinvad skriver medrivende, som læser glemmer man tid og sted. Konflikterne i både samfundet med f.eks. de tiltagende problemer med flygtninge fra et krigshærget Syrien og på det personlige plan bliver stadig mere udtalte, reflektionerne – både de kold-hjernede og de selvbebrejdende – tilsvarende dybere, men frem for løsninger hober spørgsmålene sig op.Som læser bliver man klogere på verden i en globaliseret tidsalder og de konflikter, der udspiller sig overalt, og man bliver tvunget til at tage stilling og vælge side: For eller imod humanismen.

Bogen fortæller en kritisk historie om transnational adoption. Med udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer tegnes et portræt af en adopteret og et adoptionskritisk miljø i Sydkorea. Refleksioner over en opvækst i Danmark blander sig med oplevelser fra en hverdag i Seoul og beretninger fra andre adopterede. Bogen er resultatet af mange års research, og den kommer rundt om en lang række emner som slægtskab, racisme, køn, krig og global ulighed. Vreden er omdrejningspunktet i bogen, der rummer mange lag af følelser og en underspillet humor.Bogen beskriver et nyt erfaringsområde i dansk litteratur. En dybt personlig og politisk bog, der kan læses som både et digt, et kollektivt vidnesbyrd og en dokumentation af forholdene i adoptionsindustrien. Samtidig er bogen et vigtigt indspark i den aktuelle debat om transnational adoption, en debat der i mange år har været domine-ret af adoptanter og dem, der arbejder i adoptionsindustrien. Nu bliver debatten beriget en stemme, som er den adopteredes egen.

Allerede på første side i Nikolaj Tange Langes debutroman er scenen sat: En technoklub i Berlin, der damper og sveder under en tre uger lang hedebølge. Gæsterne daser i skyggen på hullede lædersofaer, der tungekysses i krogene og danses vildt. Og der sniffes, sluges og sælges: Ketamin, MDMA, coke og meget andet. En ecstasy-hangover kureres med speed: Rusen og jagten på den næste beruselse er allestedsnærværende. På Berlins klubscene betyder klokken ikke noget, dagslyset kommer og går, og det samme gør opturen – og efter den nedturen med svedeture, depressive tanker og en altoverskyggende tørhed i munden.

Aleksandar Sajins nye roman Ivan Blank er en komedie om kærlighed og utroskab, om løgn og bedrag, om vanvid og kunstnerisk blindhed, om PET, om åbenbart grundløse asylansøgere, om det danske retsvæsen, om drømmen om villa, Volvo og vovse …Ivan er forfatter i eksil i Danmark, han kom hertil som flygtning i forbindelse med Balkan-krigen i begyndelsen af 1990erne og er, som det hedder, velintegreret, akkurat som forfatteren selv. Alligevel er romanen langt fra at være af den populære auto-biografiske slags. Der er for megen fantasme, handlinger og handlingsfigurer brækker hele tiden over og lander i det groteske, der er for megen slapstick over alle de forskellige kærlighedsforhold, vi som læsere føres igennem, der er for megen humor, man er indimellem ved at dø af grin.Ivan arbejder som serbokroatisk tolk og når han er ude og tolke – i en eller anden dum flygtninglejr – er der altid endnu en Ivan, han skal tolke for. Det er absurd, bureukratiet bliver udstillet, hvilket abolut ikke gør det mindre – bureaukratiet, altså - endsige mindre gennemskueligt, personalet inklusiv Ivan Blank og borgeren, der endnu ikke har status som en sådan, men asylansøger, klart uden at have grundlag for at søge asyl, bliver til små tilfældige brikker i et større spil. Og da Ivan i erhvervsøjemed skal sikkerhedsgodkendes af efterretningstjenesten går det helt galt.

FREISCHWIMMER er Nis-Christian Bredholts debut.FREISCHWIMMER er en skleroseramt mands bekendelser. Men det er meget mere end det, det er en flaksende fortælling, der tager sin begyndelse i Polen i 1980’erne… over diagnosen sklerose i 1990’erne til den daglige kamp med en kronisk sygdom.”Du har sklerose” sagde Karen Østergaard, neurologen på Odense Universitetshospital d. 6 oktober 1996 … men jeg tænkte: Endelig! Endelig får jeg lov til at spille med i en rigtig film.Bogen handler om et menneske, der prøver at bryde med sin katolske opvækst for at få sin egen historie, men langsomt må erkende, at sklerosen er kommet til at spille hovedrollen i hans liv, og at livet kom til at handle om horrible kendsgerninger.

Tantaluskvaler er givetvis både en kærlighedshistorie og en kunstnerroman. Men det er diskvalificerende ikke at læse bredere. Som om Adda Ravnkilde som kvinde ikke skulle kunne andet end ulykkelig kærlighed og halvdårlig kunst. Adda Ravnkilde er interesseret i den direkte relation, mand og kvinde imellem, uden støj på linjen. Hun går i Tantaluskvaler næsten videnskabeligt til værks i udforskningen af kærlighedsforholdet mellem den unge Elisabeth Due og den ældre Grev Høegh. Det gælder liv og død, og den erotiske flirt kamufleres som en kamp på ord mellem hendes unge idealisme og hans altid lige veloplagte nihilisme.Adda Ravnkilde kan sit kram og bør læses som en forfatter der insisterede på at gøre noget helt og med denne insisteren som drivkræft skriver hun om kunstnerisk arbejde – javist – men også om omkostningerne ved at give sig hen, lade sig forføre og overgive sig, også til lidelsen. Og så er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af blot 19 år indførte ordet lady-like på dansk.

I Hinsides skildrers hospitalshverdagens trummerum. Vores helt står op, klæder sig på, spiser sladrer, med de andre patienter, klager over medicineringen og lægerne og deres inkompetence og planlægger ildspåsættelse af og flugt fra hospitalet. Hun sulter sig og kan i flere dage ikke lokkes ud af sengen, hun vil ikke, men bremses af sig selv i lillepigeagtig trods, velvidende, det er det, hun gør. Hun er gal.

Marie Bregendahls største bedrift efter En Dødsnat fra 1912, som vi tidligere udgav i Sandalserien, er efter min bedste overbevisning tvillingeromanerne Blandt de Unge og I Fest og Trængsler fra henholdsvis 1919 og 1921. De to små romaner er en del af syv-binds-værket Billeder af Sødalsfolkenes Liv, men kan med fordel læses for sig.Mod slutningen af Blandt de Unge er det som om Else, den ene af de to kvindelige hovedpersoner, den anden er Lise, som vi også kender fra En Dødsnat, kender sin skæbne, som om hun med en egen søvngængeragtig beslutsomhed konsekvent gør noget andet, end det, hun med fornuften ved, er rigtigt … Og da blander også uventet den alvidende fortæller sig og siger med et djævelsk glimt i øjet, at det med Else er en lang, lang Historie. Vorherre maatte vide, hvordan den vil ende.Midtvejs i I Fest og Trængsler flytter Else til Viborg, væk fra landsognet, for at lære at sy, for hun mener stadig, at strammer hun sig rigtig an, bliver det nok godt med hendes udkårne Christian. – Men ved på dette sted at flytte handlingen til Elses kammer i Viborg, flytter Marie Bregendahl samtidig blikket væk fra Sødalsfolkene. I Elses langsomme tilbageskriden gennem selvødelæggelsen opgiver Marie Bregendahl sit skæbneunivers til fordel for det psykologiske portræt. Dramaet selv kommer i fokus, og Else bliver hovedperson i sin egen fortælling.Et psyko-drama af dimensioner, båret af Marie Bregendahls vrede over kvindens stilling. Dertil et stykke kulturhistorie, fra land til by og hvad deraf fulgte: nemlig tilblivelsen af den enkeltes individuelle psyke, som ikke fandtes i agrarsamfundet.

Amalie Skram er kendt for sine romaner: Constance Ring (1885) om mandens overgreb på sin meget unge kone og tvilingerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (begge 1895) om Amalie Skrams indlæggelse på psykiatrisk hospital , så hun tilhører ikke absolut en marginaliseret gruppe, men hendes noveller i Sommer (1899) er ikke meget kendt i Danmark.Her tager hun springet: fra en forholdsvis nøgtern social-psykologisk realisme, drevet af indignation på henholdsvis kvinden og den syges vegne, overgår hun til noget, der mest af alt ligner den gotiske fortælling, som vi kender fra Edgar Allan Poe.Amalie Skram kalkulerer med gyset, at bringe læseren til at gyse. Chokeffekter er hidtil blevet betragtet som ikke-stuerene, men i Sommer klistres der på med slet skjulte henvis til sex og død. Som f.eks. i Det røde gardin, som den kvindelige hovedperson falder for og køber, selv om hun synes, det har en giftig farve, som minder hende om lugten af lig, og uden hun i øvrigt ved, hvad hun vil bruge det til.Kvinden dør allerede på side 2, pludselig og stille. Og så får gardinet anvendelse. Manden svøber hende i det, men en stor grønlig flue kryber rundt på hendes bryst under det. Vi er på side 4, jeg citerer slutningen: Men skjære en Flænge i Foret – han tog op sin Lommekniv, og bøjede sig over den døde. Der steg Liglugt op mellem Folderne paa det røde Gardin.Novellerne handler fremdeles om forholdet mellem mand og kvinde. Men qua den korte form er fronterne trukket skarpere op end i romanerne. Amalie Skrams liv er en skandale, hun er i 1899 på vej mod sin anden skilsmisse, og, kunne være, så må litteraturen følge med og blive skandaløs.

Litteraturen lever i høj grad af urimelige påstande. Således påstår Hans Otto Jørgensen i Revolutionær, at han fra sit sjette år forfaldt til revolten, fordi han blev sparket halvt ihjel af et par kvier, fordi hans far, som skulle have passet ham – og altså også passet på ham – svigtede og forsvandt ud i laden, og fordi hospitalet svigtede og lod ham ligge og ingenting sige i 2 måneder.Som det hedder: Volden kommer fra neden, fra et ophøjet sted. Det fornedrede ophøjes.Men det er kun ét spor. – En Andy Warhol-komposition peger nemlig på en række serier, nogle opkaldt efter Warhol, som BEAUTIFUL flowers, Flesh, CAMPBELL’S SOUP, det er de vandrette linjer, andre, og det er så de lodrette, har William S. Burroughs, bondemanden Jens Thorsensen og søsterens død som strøm. Alle ikonografiske størrelser, som er kendt fra Hans Otto Jørgensens tidligere bøger, fra debuten Tårnet i 1989 via Nåden fra 1996 til Hestens øjne 2008, og som her gennemskrives igen. Som en undersøgelse, hvor nye forbindelser opstår og forsvinder til fordel for endnu andre fortællinger.Hans Otto Jørgensen har talt om, at det er bekvemt, at have et net at indfange stoffet med. I Revolutionær forsøger han at skrive uden for dette net. Uden for lands lov og ret. I en geografi, som bliver kaldt Burroughs Island.En anden påstand: Kysset er tilbage for den, som smadrede alting. Som udgør forsoning. Hvor det ellers kan være svært at se, hvor forsoningen er. Hvor der er plads. På Herrens mark.

I alle tre bøger skildres virkeligheden ikke gennem psykologiske dybder, men gennem skiftende vidensområder: Det geologiske, det teknologiske, det eventyrlige, det cinematiske, det arkæologiske, det kunsthistoriske, det biografiske, det psykologiske, det seksuelle, det materielle, det feministiske.Teksten er hele tiden bevidst om, hvor den bevæger sig hen. Den skjuler intet. Læseren behøver derfor heller ikke at lede efter en logisk sammenhæng mellem de forskellige dele, eller forsøge at åbne teksten i en fortolkende gestus. Meningen er ikke at overskue alt – men i stedet at lade sig føre af det sprog, der ikke interesserer sig for en psykologisk realisme, hvor alt kan henføres til noget andet, og hvor ligningen går op, men snarere former en idiosynkratisk bevægelse gennem skiftende betydninger.Den egentlige hovedperson er den kultur, vi lever i. En kultur, der fetisherer både historiske figurer, begivenheder og sanselige former. Og hvor alle disse ting recirkulerer og ofte antager nye, porøse former. Alle tre bøger bevæger sig med lethed gennem tid og rum, de blander konstant det organiske og materielle med det teknologiske – sådan at teknologi og materialitet nærmest bliver acceleratorer for nye, smidige idéer, som en protest mod den mådeholdne tanke.

Johannes Holbek (1872-1903), præstesøn i præsteslægt, tilhørte, som han selv siger, ET BJERG AF ANER, op gennem 1890'erne i landflygtighed i Paris. Tegner (i en årrække tilknyttet dagbladet Politiken) og maler og forfatter (selv om han ikke udkom før efter sin død). Én af de store symbolister, som bl.a. inspirerede Storm P, men som også i dag inspirerer sådan en som tegneseriekunstneren Halfdan Pisket – og en digter som Cecilie Lind med sin hallucinerende skrift.

Mogens Klitgaards litterære karriere er kort, den starter omkring hans tredive års fødselsdag i 1936 og slutter ni år senere med hans alt for tidlige død i 1945. Klitgaard døde som følge af tuberkulose.Han debuterede i 1937 med Der sidder en mand i en sporvogn, som øjeblikkeligt slog igennem og kom i flere oplag. Det er hans mest læste roman, men vi har valgt i Sandalserien at pege på hans næste bog, Gud mildner luften for de klippede får fra 1938.Ikke fordi det er en bedre bog, men den er mere moderne i snittet og benytter Klitgaards eget liv som ramme for fiktionen: en ung mands omflakkende tilværelse fra knægt på et børnehjem til vagabond rundt i Europa og på et tidspunkt storsmugler af cigaretter fra Narvik i Norge til først minearbejderne i Kiruna og senere til det meste af Sverige.

ADRIEN er en rejse gennem Europa. En roman om at være undervejs, om at sætte den ene fod foran den anden. Vi møder romanens hovedperson, Elena, efter at hun har rejst rundt på Kreta og det sydlige Grækenland med sin gøglerven, Patrick. Elena er åben, hun har et nysgerrigt, næsten naivt blik på verden. Og det er med dette blik, at vi møder den sælsomme og smukke Adrien. De rejser sammen fra Gythio op gennem Grækenland, og det er på denne rejse, hun lærer livet på vejene at kende:"Jeg skal lære at gå. Mine fødder bryder igennem sneens skorpe, synker ned og bliver væk i det våde hvide, som fingre man begraver i dyrenes vinterpels. Jeg lærer at træde i Adriens fodspor og tage usandsynligt lange skridt. Han finder en vandrestav til mig, den står lænet op ad vejkirken vi spiser frokost ved, det er en fin og kroget bøgestav. ”Velkommen til vores vandrefamilie,” siger han".

Emil Aarestrup (1800-1856) udgav i hele sit liv én bog, Digte, i 1838. Den slutter af med en digtcyklus på 51 digte, der hedder 'Erotiske Situationer'. En situation er en tilstand man kan befinde sig i, legemligt og/eller sjæleligt. Emil Aarestrups situationer er korte handlingsforløb af erotisk karakter. Hvert digt er altså lig med en situation. Måske kun et øjeblik, eller rettere en redegørelse for øjeblikket. Han bremser tiden voldsomt op og folder situationen ud. Men situationerne er kunstige. For det første er Emil Aarestrup rolledigter. Hans jeg er ikke ham selv. For det andet er det ikke virkelighedens verden, han vil skildre. Farverne er skarpere, kontrasterne klarere. Der er skruet op for det hele.

'Drømme' af Rud Lange er en fortælling om en krop i forfald, der kaldes lort allerede første side. Kroppen har tuberkulose, den er afhængighed af alkohol. Det er et brug-og-smid-væk-gode, en midaldrende kvindekrop, der levede af prostitution indtil selv de mindst kræsne mænd ikke gad længere. Men kroppen nægter at dø så usselt som på fattiggården, så kroppens ejer – Marie – vælger at tage turen tilbage til den gade, hvor hun trak. Her tænker Marie, at hun kan dø med bare en form for værdighed.

Efter længere tids søgen, genfinder Nis sin lillebror Frej. De har ikke set hinanden, siden de begge afsonede lange domme for hashhandel. Frej er nu eksmisbruger og uhyre selvindsigtsfuld. Han kræver, at Nis skal begynde at arbejde med sit kvindehad og indre dæmoner. Nis tager imod udfordringen og overtaler kæresten Ronja til, at de sammen skal tage på et to-ugers selvudviklingsophold hos den excentriske psykoterapeut Carl-Mar.

I Opdateret finder du brevet til Georg Brandes, talestykket Passiar,plus et udvalg af artikler og kommentarer i Kvinde og Samfundet og Brev til Menneskene. I brevet til Brandes forsikrer Helga Johansen, at hun ikke henvender sig på grund af ulykkelig kærlighed, at hun slet ikke er i stand til at fremkalde følelser af en sådan art, der er ikke noget hjerte at knuse. Hun har dårligt ben som følge af en ulykke som barn, hun er halt, en krøbling, hvilket, mener hun, definitivt stempler hende som anderledes. Som følge af smerterne har hun oparbejdet et misbrug af opium. Hun forfalsker recepter og er dermed kriminel. Hun arbejder som lærerinde i almueskolen, men har sadistiske fantasier om sine elever og må opgive sit kald.Det er at være udenfor. Sadist, pyroman, opiofag, sindssyg. Men den røde tråd hele vejen igennem er, uden svinkeærinder, opgøret med enhver form for autoritet. Om det er sindssygehospitalet eller andre instituioner, om de har mure eller ej, kobler hun magtens arrogance til det samme ene: manden-som-sådan.

Inge Pedersen har skrevet en superb roman om at være ung i midten af 1950erne. Det vil sige om at være ung kvinde inden eller netop imens de første frihedsdrømme – længe inden det egentlige ungdomsoprør, som vi stadfæster til 1968 – blev formuleret. Med rock ’n roll, oprøret i Ungarn og et offensivt kærlighedsliv inkl. erotik.

Frida er ung eventyrske fra Kbh i Leipzig i det tidligere Østtyskland. Hun er ikke noget i sig selv, en tom beholder, som søger indhold. Hun har hang til kunsten, færdes blandt unge med lignende tilbøjeligheder, og længes usigelig efter én at holde af – eller måske, slet og ret: den store kærlighed. Men det er svært. Men hun er åben. – Alting er så alt for uforpligtende. Vi følger Frida i nogle måneder, fra vinteren bliver til forår, hvor den fremmede verden strømmer uhindret igennem hende. Og sammen bliver vi klogere på, hvad historien har at sige os med dens reminiscenser fra 2. verdenskrig og kommunisttiden, ikke bare i erindringen hos de gamle, men helt ned i gadebilledet med dets levninger af huse fra før det store bombardement side om side med DDR-plattenbau. Og ikke mindst den nye generations ironiske dyrkelse af det hengangne og opblomstringen af nynazismen.

En gruppe tjekkiske digtere kaster sig i frihedsrusen, der blev skabt efter Murens Fald ud i et eksperiment: Et kunstnerisk kollektiv, hvor alle grænser – bevidsthedsmæssige, seksuelle, kunstneriske – forsøges nedbrudt. Da grundlæggeren, Frau Spiegel, anklages af samfundet, tvinges dets medlemmer og følgere til at reflektere over, hvad kollektivet søgte og opnåede i dets korte levetid. Digtsamlingen, Landskabsdigternes Klub, er et forsvarsskrift for Frau Spiegel, som J. Kadlec i trods beslutter sig at forfatte. Anders Søgaard, der til daglig er professor i kunstig intelligens ved Københavns Universitet, vender tilbage til dansk litteratur efter 15 år. 'Landskabsdigternes Klub' handler om, hvad der sker, når vi forsøger at skubbe grænserne for, hvad der er os menneskeligt muligt. I livet. I sproget.

Hver sætning hos Cecilie Lind har attitude og temperament: skriften vrænger, er sødladen, indigneret, næsten hallucinatorisk, den opløser tid og rum og bliver svimmel og udarter med metakommentarer og synske hvirvler. En engel går i krig. En engel forfalder. En engel forløber sig. Hun skulle tage sig af en pige, som skytsengel, men forelsker sig i pigen. Hun bliver lidenskabelig, det går ikke, hun forvises. Pigen kommer til orde. Englen stilles for retten. Det ser sort ud, og Gud træder til.

Susan Simonsen debuterer med DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE, en hybrid af genrer, fra reportagen over essaystikken til det lyriske. Det handler om den politiske kultur på Christiansborg. Susan Simonsen skriver om sine erfaringer som praktikant hos Venstre og senere som medarbejder i Social- og Integrationsministeriet (fra 2010 til 2012).Men DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE er ikke en “sladder-bog”, som vi ellers har set eksempler på, men en kritisk analyse af de politiske arbejdsprocesser og den politiske kultur – og det er alt andet end kedeligt. I kraft af sin sikre sans for form og hvilke muligheder de formelle greb rummer, styrer Susan Simonsen os igennem dagene, ugerne, månederne, hvor hendes drøm om at blive del af embedsmandsvældet nedbrydes, og hvor ikke kun hendes personlighed, men også kroppen bliver syg.