Bøger udgivet af Forlaget Korridor

Klokken 9.14. Hun steg på bussen, der ankom præcist. Bussen var tom. Kvinden i den lilla nederdel satte sig på det tredje enkeltsæde foran i bussen, mens jeg satte mig ned på det allerbagerste, brede sæde. Det var længe siden, jeg havde kørt med samme bus som Kvinden i den lilla nederdel. Alene det gjorde mig lykkelig.Kvinden i den gule cardigan er fascineret af Kvinden i den lilla nederdel. Eller besat. Hun udspionerer hende, hun bekymrer sig om hende, hun hjælper hende, hun vil være tæt på hende, hun vil være venner med hende, hun vil være hende ..?Sidste års vinder af Japans mest prestigefyldte litteraturpris Akutagawaprisen, Natsuko Imamuras Kvinden i den lilla nederdel, er en mærkværdig, original og foruroligende fortælling. Det er en dyster og uhyggelig, men også komisk novella der gennem sin aparte jeg-fortæller udforsker ensomhed, misundelse, sociale og arbejdsmæssige hierarkier og en til tider desperat længsel efter at finde sig selv og blive set.I modsætning til de foregående japanske værker vi har udgivet i novellaserien er virkeligheden her renset for magisk realisme. I udgangspunktet er det en stalker-historie: Kvinden i den gule cardigan observerer Kvinden i den lilla nederdel i butiksarkaden, i parken, i bussen, på arbejdspladsen, foran hendes lejlighed. Men alligevel er der noget i den virkelighed der radikalt bryder med den gængse opfattelse det rationelle når identiteter opløses, sammensmeltes eller spaltes. For hvem ér Kvinden i den lilla nederdel egentlig? Og hvem er Kvinden i den gule cardigan?Så vidt jeg kunne høre, fortalte hun ikke en eneste gang, at hun var blevet nevet i næsen. Men jeg er helt sikker på, at jeg har nevet hende i næsen. Eller måske har jeg slet ikke nevet hende i næsen. Eller har jeg virkelig nevet en person, jeg ikke kender, i næsen? Jeg ved det ikke. Som det er nu, føles det lidt, som om det, jeg har gjort, slet ikke er sket.Så nu vil jeg prøve at nive hende i næsen igen. Denne gang vil jeg bore neglene ind i næsen, så det kommer til at bløde.Natsuko Imamura (1980) tilhører den yngre generation af japanske forfattere. Hendes værker har opnået stor anerkendelse både blandt læsere og kritikere, og har vundet flere af de store litteraturpriser som eksempelvis Mishima Yukio Prisen og Dazai Osamu Prisen.“Very powerful . . . Meticulous and extremely precise . . . Reading this book made me feel like I was in an unstable and strange world.” - Sayaka Murata, forfatter til Døgnkioskmennesket“Imamura definitely has a special talent for vividly depicting people who have deviated from the bounds of normal behavior. . . . When I got to the final scene . . . the sense of loneliness, bursting out through the madness, truly moved me.” - Yoko Ogawa, forfatter til The Memory Police“When you read this novel, you really get a sense of the author’s voice . . . to beautiful effect.” - Hiromi Kawakami, forfatter til At træde på en slange samt Senseis mappe

Yukiko Motoya (1979) tilhører en ung og fremadstormende generation af kvindelige japanske forfattere. Hun har vundet flere store litterære priser inklusive den mest prestigefyldte, Akutagawaprisen, for Et eksotisk ægteskab, og er derudover anerkendt dramatiker, radiovært og direktør/instruktør for sin egen teatertrup.Motoya, der blandt andet sammenlignes med Banana Yoshimoto og Sayaka Murata, er optaget af de vanskeligheder moderne mennesker har ved at indgå i sociale relationer. Hendes karakterer er ofte underligt adskilte ikke bare fra hinanden, men også fra sig selv. I Et eksotisk ægteskab er det (par)forholdets faldgruber der dissekeres, når mand og kone forandres helt fysisk og ophører med at være sig selv.

Wladimir Kaminers bedstsælgende kultklassiker, Russerdisco er en samling fortællinger om hverdag og vanvid i Berlins gader i perioden lige efter murens fald. Det er fortællinger hvor avantgarde-kunstneren, taxachaufføren, skuespilleren, grønthandleren, den prostituerede, rabineren, lykkeridderen, lejesvenden og den vietnamesiske cigaretmafia optræder og skildres med migrantens skarpe blik for hverdagens eksotisme. Og hvor den mangfoldighed der udgør Berlin beskrives på mesterlig vis. Fortællingerne er skæve og absurde, men rummer også en skarp social realisme, hvor trøstesløse karakterer og skildringer leveres med en eminent sproglig lethed og rytme. Og så er de genkendelige. Enhver der har besøgt Berlin igennem de sidste to årtier vil kunne nikke genkendende til flere af karakteristikkerne – af stederne, af typerne – og dog vil næste tur ned af Schönhauser Allee, Sophienstraße, Prenzlauer Allee eller Lychener Straße pludselig ikke være helt den samme. Kaminer, der oprindeligt er født og opvokset i Moskva, emigrerede til Berlin i sommeren 1990 blot tre måneder før genforeningen af Tyskland. Oplevelser i og omkring det russisk-jødiske fællesskab i Berlin danner rammen om de sammenvævede fortællinger, der sammen huses under titlen Russerdisco. Russerdisco er i dag er en etableret klassiker indenfor berlinerlitteratur. Den har solgt over en million eksemplarer i Tyskland, er oversat til 15 sprog, er filmatiseret og foreligger nu altså også på dansk oversat af Lasse Rask Hoff.

Det er nu femogtyve år, siden jeg sidst har myrdet nogen. Eller er det seksogtyve år? Det er i hvert fald længe siden. En morders dagbog er både fængslende, foruroligende og provokerende i sin udforskning af hvad det vil sige at bevæge sig på kanten – mellem liv og død, mellem det gode og det onde, mellem hukommelse og glemsel. Hovedpersonen er en pensioneret, alzheimersramt seriemorder der læser buddhistiske sutraer, skriver digte og citerer Nietzsches filosofi, samtidig med at han, bevæbnet med post-it sedler, diktafon og dagbog, desperat forsøger at holde fast i resterne af den hverdag og den hukommelse, der nådesløst smuldrer mellem fingrene på ham. Da han mistænker sin datters kæreste for at være en artsfælle, påtager han sig en sidste opgave: at slå kæresten ihjel.Mordet har været hans profession. Han kender alt til den praktiske og tekniske research, og til vigtigheden af nøje planlægning, men hvad stiller man op med sin research, når man hele tiden glemmer, hvorfor man udfører den? Når tidsfornemmelsen udviskes og virkelighedsopfattelsen forsvinder? Når man bliver i tvivl om, hvem det er der skal slås ihjel?Kim Young-ha [1968] er født og opvokset i Sydkorea. Han debuterede i 1996 med romanen I Have the Right to Destroy Myself, der er oversat til mere end ti sprog og har siden da skrevet en række prisvindende romaner, heriblandt En morders dagbog, der ligesom debutromanen også er filmatiseret.

Sun Pin tilhører den yngre generation af forfattere i Kina. Hendes udgangspunkt er storbylivet og enebørnene, og i sine efterhånden mange novellaer undersøger hun ofte, hvad det har kostet hendes generation at tilpasse sig og overleve i en verden, hvor der stilles krav om succes på alle hylder. Ensomhed, opofrelse, udnyttelse og fornedrelse spiller en central rolle i forfatterskabet, og ofte går Sun Pin så tæt på sine hovedpersoner, at hun nærmest svælger i deres pinefuldt navlepillende forsøg på at træde sig selv under fode. Det er dog værd at hæfte sig ved, at Sun Pin altid behandler sine hovedpersoner med stor nænsomhed og udviser stor forståelse for – og indsigt i – deres højst kaotiske følelsesliv.Det er blandt meget andet Sun Pins følsomme greb og værkernes insisterende skrøbeligt-stærke feminine tankestrømme, der gør hendes litterære stemme interessant, også set op mod tidens mange strømninger udi det kønnede. Sun Pins novellaer har vakt opsigt i hjemlandet. Hun er bl.a. blevet lovprist af store og kontroversielle forfattere som Su Tong og Yan Lianke og har modtaget flere litterære udmærkelser.

Brudgommen var en hund er en dybt mærkværdig, bizar og udpræget drømmeagtig fortælling om et romantisk og seksuelt forhold mellem en lærerinde og en hundelignende mand. Romanen udpeges af The New York Times som Yoko Tawadas mesterværk, og dens drømmelignende karakter sammenlignes med værker af Kafka. Yoko Tawada (1960) er en af Japans største forfattere og har vundet et utal af litterære priser. Hun har i en årrække har været bosat i Berlin og skriver både på tysk og japansk. Kortroman Brudgommen var en hund vandt Akatugawa prisen i 1992 og er oversat fra japansk af Murakami-specialisten Mette Holm.

Kærlighed i et nyt årtusind er en roman, der cirkler mellem det ydre og indre, det fysiske og det psykiske. Mellem det at kunne styre og definere sit liv og at slippe kontrollen for at kunne leve – mellem at leve prosaisk og poetisk. Det er en roman, hvor poesien åbner laguner i sproget.Til tonerne af Kameliadamens sang kaster en række kvinder og mænd sig ud i livet for at finde og redefinere kærligheden og friheden. De tager sig en elsker eller gør karriere som sexarbejdere eller træffer helt andre valg i deres søgende vandring gennem livet som det spænder sig ud mellem frihed og fastlåsthed. Can Xue skriver på en gang legende og letbenet og dybt alvorligt, når hun giver sit bud på kærlighed og liv som det også kunne forme sig – organisk og bevægeligt – i dette stadig nye årtusindEn del af vanskeligheden ved at læse Kærlighed i et nyt årtusind var, at jeg ikke kunne stoppe med at tweete passager. [...] Det er uimodståeligt, den måde man træder ind i denne komiske, skiftende ikke-tid. - Eileen Myles Can Xue beskrives oftest som avantgarde-forfatter og med sin eksperimenterende og surrealistiske stil skiller hun sig ud fra den mere traditionelle kinesiske socialrealisme. Hendes forfatterskab har fået international opmærksomhed de seneste år, hvor bl.a. Kærlighed i et nyt årtusind, og hendes seneste roman I live in the slums har været longlistet til The International Booker Prize, ligesom hun også bliver nævnt i hovedfeltet af seriøse kandidater til Nobelprisen. På dansk foreligger Aldrende skyer i drift, oversat af Sidse Laugesen & Rakel Haslund-Gjerrild og udgivet i Korridors novellaserie.

”En virkelighed stammer fra en vanvittig periode i mit liv, en tid hvor vold og blod strømmede som bølger mellem linjerne, og handlingen strakte sig fra mareridtet til den stivnede rædsel. Det fik flere til at tro, at det ikke var blod, men istapper, der løb i mine årer.” Sådan skriver Yu Hua i en af de samlinger, hvor værket En virkelighed står trykt. Og det er da en måde at læse novellaen på, men der er også andre. Måder, der ikke udelukker, men supplerer hinanden, hvilket er vigtigt, når man læser en forfatter som Yu Hua. For nok har vi at gøre med en novella fra et sygt og vanvittigt hjerte. Men det gør dermed også En virkelighed til en novella, der beskriver, hvordan og hvorfor dette hjerte er sygt.Yu Hua blev født i 1960 og levede dermed hele sin barndom i skyggen af Den Store Proletariske Kulturrevolution. Der lærte han, at et sprog, der kun accepterer én eneste sandhed, er virkelig farligt. Yu Huas første værker var simple på overfladen. Letlæste og alligevel så grumme, at det lette blev næsten umuligt at synke. Det hjerteskærende ved dem er vel netop afstanden mellem det barnlige sprog og den uhyrlige, afkoblede fortælling. Selv sagde han, at han skrev sådan, fordi han ikke kunne ret mange ord. Og jo, hans skolegang var amputeret. Men stilen, det forkrampede og kappede, var også en måde at udtrykke sig på, i et sprog, som før havde svigtet. Det pegede på sproget selv, og dets uformåenhed, pegede på en uhyrlig virkelighed. For børnene under Kulturrevolutionen var sandheden på mange måder sproglig og poetisk, metaforisk: En mor var ikke en moder, det var Partiet. En far var ikke en fader, det var Formand Mao. Sandheden kunne ikke gradbøjes, og det kunne sproget heller ikke, uden at man bragte sig selv og sin familie i fare. Sandheden kunne ikke ses, den var i sproget, og først langt senere viste det sig, at Sandhed var en Løgn. Hvilket alligevel må være noget af en erkendelse for et barn, som da var blevet en ung mand.En virkelighed er på mange måder en hård, barberet og kejtet tekst. Både som tekst og som fortælling. Måske kan man tænke den som en drøm, og i så fald er det nok et mareridt. Og så må man huske på, at mareridtet var, hvad disse unge børn havde gennemlevet. Kulturrevolutionen var afsporet, fordi sandheden blev ensporet, og derved blev afsporet, eller forvandledes til en entydig, afkoblet og absurd virkelighed. Yu Hua skriver muligvis både surrealistisk og absurd, men siger selv, at det er, fordi den virkelighed ,han beskriver, er absurd. Hvis det er ord, der også gælder her, så er dette også en tekst, der undersøger, hvad der sker, når mennesket lever i en virkelighed, som er blevet forvredet og amputeret. Måske er det tanker, man kan tage med sig, når man læser denne lille, hårde novella, om en tid og fra et sted, der på mange måder er fjern og uforståelig, men som alligevel rummer vigtig viden om verden, også for os. Dog bør man i så fald huske på, at dette (heller) ikke er hele sandheden.- Sidse Laugesen, oversætter

Membraner er en spekulativ fiktion, der med lige dele ømhed og skarpsindighed skildrer den unge kvinde Momos forsøg på at forstå sig selv og grænserne for sin krop og bevidsthed i en verden, der er gennemsyret af teknokapitalismens fremskridt. Chi Ta-wei fremskriver på en gang et sci-fi dystopisk samfund med dataindsamling, overvågningsteknologi og ødelæggende klimaforandringer, og en queerfuturisme, der undergraver heteronormen og drømmer transkroppe og fersken-fødsler frem med en særlig økokritisk sensibilitet.Langs en dunkel horisont svævede to skyhvide silhuetter. Det var hende og hende – Momo og Andy. De vandrede rundt i en by med et netværk af klare kanaler. Hvilken by var det? Momo mindedes vagt noget hun havde læst i en discbog af Shakespeare om Købmanden fra Venedig … Sammen brød de igennem den dystre tåge, iklædt masker af guld og sølv med påmalede tårer, som jokere i et spil kort. De dansede hånd i hånd og ville have kysset hinanden hvis ikke maskerne havde dækket deres læber. Andy løftede Momo op, så højt, så højt, indtil Momo sad på toppen af Andys hoved. Andy pressede Momo ind i sit kranie som man presser en kanyle ind i en blodåre. Inde i Andys kranie hørte Momo Andys lydløse stemme sige ”Du - er - en - kanariefugl - i - bur.”Chi Ta-wei [1972] er en prisbelønnet forfatter og lektor i taiwansk litteratur ved det Nationale Chengchi Universitet i Taiwan, hvor han forsker i LGBT-studier, handicapstudier og kinesisksproget litteratur. Chi Ta-wei har udgivet flere bøger og essays og Membraner anses for at være et hovedværk inden for den kinesisksprogede queerlitteratur.

Edith Södergrans Septemberlyren er et ikonisk værk fra forfatteren der betegnes som den første, og største, modernist i svensk-finsk poesi. Digtsamlingens “Indledende bemærkning” er en bredside til tidens (mandlige) kritikere og det litterære parnas, og vel en af de mest kraftfulde indledninger nogensinde skrevet til en digtsamling. Den afsluttes med de senere så berømte ord:Min selvsikkerhed beror på at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke op til mig at gøre mig mindre end jeg er.Södergran hengiver sig betingelsesløst til digtenes skabende kraft. Ofte bevæger hun sig gennem utopiske landskaber. Ofte med stærk inspiration fra Nietzsche. Og ofte med et engagement, en insisteren og en vildskab der er hæsblæsende.TRIUMF AT VÆRE TIL . . .Hvad frygter jeg? Jeg er en del af uendeligheden.Jeg er en del af altets store kraft,en ensom verden i millioner af verdener,som en førstegradsstjerne der slukkes sidst.Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!Triumf at mærke tiden løbe iskold gennem sine årerog høre nattens tavse flodog stå på bjerget under solen.Jeg går på sol, jeg står på sol,jeg kender ikke til andet end sol.Tid — forvandlerske, tid — fordærverske, tid — fortryllerske,kommer du med nye rænker, tusind kneb for at byde mig en tilværelsesom et lille frø, som en snoet slange, som en klippe midt i havet?Tid — din morderske — vig fra mig!Solen fylder mit bryst op til randen med dejlig honningog hun siger: engang slukkes alle stjerner, men de lyser altid uden frygt.

Hvor Europa begynder er en samling af tekster der bevæger sig gennem skiftende landskaber af eventyr, familiehistorie, drømme, hverdagslivet, mærkværdige ord og løsrevne bogstaver. Tawada udvisker skellet mellem fakta og fiktion, mellem prosa og poesi, og fortællingerne beskriver fragmenterede verdener, hvor selv en by, eller en krop, kan blive en form for tekst, og hvor læseren pludselig bliver lige så meget en fremmed som forfatteren, eller som de karakterer der befolker fortællingerne: et spøgelse af en brændt kvinde, en kvinde der rejser med den trans-sibiriske jernbane, en mekanisk dukke, en tunge, en munk der dykker ned i sin egen reflektion. På subtil vis gør Tawada tilstande af fremmedgjorthed, og det at være i-mellem, til en både eksotiske og forvirrende oplevelse, og i processen opfinder hun nærmest en ny måde at opfatte ting på mens hun udfolder sine fine fortællinger.Yoko Tawada [1960] har været bosat i Tyskland siden de tidlige 8o´ere – først i Hamburg og siden i Berlin – og hun skriver sine værker på både tysk og japansk. Flere af værkerne har vundet stor international anerkendelse og modtaget nationale priser i både Tyskland og Japan. Hun optrådte på Louisiana Literature i 2018. Korridor har tidligere udgivet novellaen Brudgommen var en hund (i Mette Holms oversættelse).

“Kun begyndelse og slutning stod tilbage, hoved og hale løb sammen i ét og lå som en bizar, deform fisk foran hende. Midten var skåret væk, hugget af, revet ud.Hun kunne se bundter af blodrøde nerver dunke i kroppens bortskårne del. Nerverne fik det døde stykke til at stråle som en ferskenblomst. Og dog forstod hun at det allerede var dødt, at det rådnede op, og forrådnelsen var skarpere og mere farvestrålende end døden selv.”Da den unge pige Li Chengjing bliver dumpet af sin kæreste over telefonen, går hun helt i opløsning. Han er alt, hvad hun har at holde sig til, og hun vil gøre alt, hvad der står i hendes magt for at få ham tilbage. Hun vil overlæsse ham med gaver, købe sig til hans kærlighed, hun vil … Hendes desperate forsøg starter med en lang togtur og ender med en lang, mærkværdig nat i et ramponeret boligkompleks i et nedslidt industrikvarter, hvor Li Chengjing kæmper for at holde fast i sig selv og opføre sig som et ordentligt menneske samtidig med at hun bevæger sig længere og længere væk fra den hun gerne vil være. De tusind bæsters nat er en fortælling om at være skrøbelig og stærk på samme tid, om at elske og føle sig elsket, om desperation og værdighed, om at være ung i en tid, hvor der kun er plads til dem, der får succes.Sun Pin (1983) tilhører den yngre generation af kinesiske forfattere. Hendes novellaer har vakt opsigt i hjemlandet, hvor hun bl.a. er blevet lovprist af store forfattere som Su Tong og Yan Lianke. Hun har modtaget flere litterære udmærkelser. I Korridors novellaserie er tidligere udkommet Uendelig lidelse. Om denne skrev Kamilla Löfström:Sun Pin er […] ikke det mindste moralsk. Hun giver absolut ingen svar eller løsninger. Skriver blot den ene scene frem efter den anden med mennesker, der handler ud fra den placering, de har i det økonomiske hierarki. De er alle afhængige af hinanden, yderst skrøbelige, men de eneste relationer, man kan handle på, er dem, der drejer sig om penge: prostitution, korruption helt oplagt.

Hiromi Kawakami (1958) er en mester i magisk, eller måske snarere mytisk, realisme og skriver narrativer frem, hvor det magiske, det mytiske og det hverdagslige skildres med en sådan lethed og ligefremhed at sondringen mellem dem udviskes og ophører med at eksistere.Ved at lade sine karakterer leve med en slange der antager menneskelig form som den lyster, eller ved at lade dem forstørres, formindskes, forsvinde giver hun sin helt egen tolkning af de menneskelige og familiære relationer det moderne menneske indgår i, sætter spørgsmålstegn ved de traditioner og konventioner vi orienterer os i forhold til og spejler i sidste ende det rationelle i det irationelle.Kawakami er en af Japans største forfattere. Hendes værker er oversat til mere end 15 forskellige sprog og hun har vundet et stort antal priser samt været shortlistet til Man Asian Literary Prize i 2010. På dansk er tidligere udkommet bl.a. Senseis mappe og Kvinden ved havet.At træde på en slange vandt Japans mest prestigefyldte litteraturpris, Akutagawaprisen, i 1996.

Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handling består af fem dele, der skiftevis zoomer ud i verden og tilbage ind i jegets intime rum på den sorte kontorstol i Aarhus Nord. Nogle digte er kogt helt ned til essensen af dette jeg, andre digte giver jeget lov til at rable derudaf. Digtene går i dialog med det kedelige, banale, hverdagslige, og tager dermed også livtag med nogle mere eksistentielle spørgsmål om ensomhed og angst, fordi disse netop ofte opstår med udgangspunkt i det daglige, såvel som i radioens stemmer og Google Chromes mange åbne faner. I enkelte tilbageskuende afbræk zoomes ud for at se det hele fra et andet perspektiv, her opholder jeget sig i Wien, Tbilisi og Kina. Det er en digtsamling med kritisk (og ofte både skeptisk og ironisk) stillingtagen til det omgivende og til selvet. Digtene centrerer sig ikke så meget om et enkelt tema, men giver et mere generelt indblik i en ung mands liv, der konstant forsøger at holde styr på sine egne følelsers autonomi og på ikke at fare vild i internettets filtre, den sociale angst og ytringsfrihedens absolutismer.Noa Kjærsgaard Hansen[1989] har en BA i litteraturvidenskab og en Cand.mag i Æstetik & Kultur. Han er redaktør på Litteraturtidsskriftet Standart og har udgivet digte i diverse antologier og tidsskrifter (Floret, Slagtryk, La Granada, Lasso m.fl.). Han debuterede med digtsamlingen ’jeg bliver hurtigt træt af at sidde her i hjørnet og føle ting forsvinde’ på Forlaget Weltscherz i 2013.

Fremtiden er soft pink er Nina Wengels skønlitterære debut. Det er en barsk, humoristisk og kafkask novella der følger Crazy Lady´s færden igennem psykosen, på hospitalet og på jobcenteret.Værket er skrevet i en ubarberet, til tider naivistisk, prosa, der på sin helt egen vis formår at skabe et direkte forhold til læseren, alt imens teksten bevæger sig fra det helt nære til det nært dadaistiske. Det er absolut personligt, men det er meget mere end det. Det er en udstilling (men aldrig en vrængende udstilling - og heri ligger en af værkets helt store styrker) af et udsnit af de systemiske virkeligheder vi omgiver os med. Og normaliteten? Hmm. Lad os bare nøjes med at sige at Crazy Lady læser Kafka i venteværelset.Korridor er himmelhenrykt over at få lov til at præsentere dette værk.Nina Wengel (1979) er billedkunstner uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2008. Hun har ved flere lejligheder arbejdet med tekst som en integreret del af sin kunstneriske praksis, og hun har deltaget på udstillinger i bl.a. København, Århus, Rio, Johannesburg, Havanna, Göteborg, Hamborg, Holstebro, New York, Lissabon, Belgrad samt aktuelt i Tokyo

Hun så rundt, værelset virkede provinsielt, men provinsielt på en raffineret måde. Madame Liang sad henslængt i en lænestol med det ene ben op over armlænet, en højhælet guldtøffel dinglede yderst på tåen og kunne falde på gulvet med et smæld når som helst. Fasterens hat var lagt bort og erstattet af et papegøjegrønt hovedtørklæde til dagligbrug, og Weilong kunne ikke lade være med at spekulere over, hvordan håret så ud indenunder, og om det mon var farvet. Weilong blev stående foran fasteren, men det var, som om fasteren slet ikke bemærkede hende, hun var dybt koncentreret om palmebladsviften, som hun holdt foran ansigtet, det så ud, som om hun sov.Eileen Chang (1920-1995) var blot 24 år, da hun steg som en komet på den litterære stjernehimmel. I 1941 måtte hun afbryde sine studier i Hongkong, da byen blev bombet af japanerne. Herefter vendte hun tilbage til sin fødeby, Shanghai, og skrev i 1943/44 en lang række noveller og novellaer, der blev udgivet i tidsskrifter og siden samlet i debuten Romancer (1944). Romancer, kalder vi dem, og det er vel også den mest korrekte oversættelse af samlingens titel chuanqi. Men for en moderne læser knytter ordet romance sig måske mere til kærlighed, flirt og romance – selvom den brug af ordet først kom frem i midten af 1950’erne. Den egentlige litterære betydning af romancer på dansk er ”et (længere) fortællende digt med lyriske indslag og med replikker – stilistisk inspireret af folkevisen”, og en mere direkte oversættelse af det kinesiske begreb chuanqi ville være ’overleveringer af det forunderlige’. Det er vigtigt at have in mente, når man oversætter titlen på Eileen Changs debutsamling, for Eileen Chang var bestemt ikke bleg for at lege med denne klassiske kinesiske genre, og der er mere dybde på spil i romancerne end det blotte og bare kærlighedsforhold.Dette andet bind af Shanghairomancerne indeholder de to novellaer Det første røgelseskar og Det andet røgelseskar samt novellen Jasminte

Hun spærrede øjnene op og stirrede frem for sig, de solide, små guldvedhæng i hendes ører var som kobbersøm, der naglede hende til døren – en sommerfugl i en glasæske, farvestrålende og fortvivlet.Eileen Chang (1920-1995), der i dag betegnes som en af Shanghaimodernismens helt centrale figurer, var blot 24 år, da hun steg som en komet på den litterære stjernehimmel. I 1941 måtte hun afbryde sine studier i Hongkong, fordi byen blev bombet af japanerne. Herefter vendte hun tilbage til sin fødeby, Shanghai, og skrev i 1943/44 en lang række noveller og novellaer, der blev udgivet i tidsskrifter og siden samlet i debuten Romancer (传奇 Chuanqi (1944)). Romancer blev en øjeblikkelig succes og var udsolgt i løbet af få dage. De novellaer, der her præsenteres, stammer fra denne første udgivelse – en tid, hvor Eileen Chang syntes ekstraordinært produktiv.Dette første bind (bind 2 er under forberedelse) af Shanghairomancerne indeholder to af Changs mest ikoniske værker, novellaerne Kærlighed i en faldende by og Den gyldne lås, samt novellen Afspærring.Fra efterordet:Opium, undtagelsestilstand, bombardementer, flugt, opløsningen af de klassiske kinesiske idealer. Alt dette eksisterer som et bagtæppe for Eileen Changs novellaer og giver dem et præg af hastværk, af nuets forgængelighed. Meget ofte placeres fortællingen i en slags standset tid, hvor nostalgien for det forgangne nu er til stede endnu, før nuet forgår. Overalt i teksten ses denne rammesætning om fortællingen, der river øjeblikket ud af tiden, gør det til en historie, en romance, og samtidig placerer den, hvor den hører hjemme; som et unikt historisk øjeblik, der aldrig siden kunne genskabes. Det er denne modernitet, som den purunge Eileen Chang formår at skrive frem i et sprog, der er så smukt, at det kan gøre helt ondt at oversætte. Hun skriver på et tidspunkt, hvor moderniteten er akut til stede som en midlertidig (s)tilstand, hvor det klassiske kinesiske og det moderne eksisterer samtidig og lige levende og nærværende. Hun skriver på én gang tindrende moderne og altmodisch romantisk og kobler tingene og menneskene, stilstand og bevægelse, beskriver det indestængte og opbruddet, alt det, der lurer i tingenes – og sædernes – forfald/opløsning. Fanget i tiden, som et møl i skæret af en lampe.

Idol, brænder handler om Akari, en high school elev med indlæringsproblemer hvis eneste passion i livet er hendes “oshi” (hendes idol) Masaki Ueno, der er medlem af det populære J-pop band Maza Maza. Idolet er rygraden i hendes tilværelse, det alt aktivitet centreres omkring, og da idolet anklages for at have forulempet en kvindelig fan og trækkes gennem en shit storm falder hendes verden fra hinanden. Rin Usamis kortroman giver os et unikt, passioneret men også foruroligende indblik i et aspekt af den japanske otaku kultur, og mere universelt i idoldyrkelse og ungdomsliv - som fænomener og som vilkår.Værket blev tildelt den mest prestigefyldte japanske litteraturpris, Akutagawaprisen, i 2021Rin Usami [1999] er en af Japans nye, helt unge litterære stjerner. Idol, brænder er hendes anden udgivelse. For sin første roman, Kaka, modtog hun bl.a. Yukio Mishima-prisen.

En pige ved et busstoppested gør grin med forretningsmænd der forsøger at forcere en tyfon med åbne paraplyer - indtil en ældre mand fortæller hende at de gemmer på hemmeligheden om at flyve. En butiksassistent kører i et desperat forsøg på at finde det helt rigtige tøj en kvinde gennem byen i et mobilt prøverum, efter at kvinden (eller er hun en kvinde?) har brugt hele natten på at prøve sig igennem samtlige beklædningsgenstande i butikken. En anden kvinde udfordrer sin grædefærdige og uforstående elsker til duel ved floden, hvor de møder flere andre par med samme ærinde. Og en tredje kvinde bor i en hytte oppe i bjergene, hvor hun har selskab af en flok hvide hunde der om natten dækker hele hendes krop som en levende dyne.I Yukiko Motoyas noveller er intet som det tager sig ud på overfladen. Hun trækker tæppet væk under det hverdagslige og velkendte for at vise, at der under normalitetens blankpolerede overflade ligger en bizar og fremmed verden fyldt med eksotiske ritualer og mærkværdige hændelser. Et gennemgående tema for en række af novellerne er livet og hverdagen som ung kvinde, og med det en problematisering af (køns)roller, forventninger – såvel egne som samfundets – og det moderne liv, hvor ensomhed og manglende evne til at skabe meningsfyldte sociale relationer bliver et gennemgående træk. Flere af novellerne er magiske, men ikke i en magisk-realisme som den vi kender fra eksempelvis Hiromi Kawakami, Yoko Tawada eller Haruki Murakami. Mere i en lidt twistet surrealismen møder Alice i eventyrland.Yukiko Motoya (1979) er japansk forfatter, dramatiker og teaterinstruktør/direktør. På dansk er tidligere udkommet Et eksotisk ægteskab (tildelt den prestigefyldte Akutagawapris i 2015) i Korridors novellaserie. Værket har fået en flot modtagelse af såvel læsere som anmeldere. Ud over den allerede omtalte Akutagawapris har hun bl.a. også vundet Mishima Yukio Prisen, Kenzaburo Oe Prisen og Kishida Kunio Drama Award.

Rammen for Aldrende skyer i drift er historien om en kvinde, Xu Ruhua, som har en affære med naboens mand Geng Shanwu, men inden for denne ramme beskriver Can Xue med et brutalt fravær af sentimentalitet den skade, den psykiske vold, den magt, den overvågning karaktererne udsætter hinanden for, og deres paranoia og manglende evne til at indgå i meningsfyldte sociale relationer. Værket er lyrisk og halucinerende, men materien er skidtet, mudderen, insekterne, afføringen, understregelsen af de ikke-attraktive kroppe og deres væren i verden.Can Xue beskrives oftest som avantgarde-forfatter og som en unik stemme i kinesisk litteratur, der med sin eksperimenterende og surrealistiske stil skiller sig ud fra den mere traditionelle kinesiske socialrealisme. Hun er ikke tidligere oversat til dansk, men hendes forfatterskab har fået international opmærksomhed de seneste år. Elsempelvis var hendes seneste roman Love in the New Millennium longlistet til Bookerprsen i år, og hun blev endnu en gang nævnt i hovedfeltet af kandidater ved året uddeling af Nobelprisen.

Den kritikerroste norske musiker og forfatter Jenny Hvals skønlitterære debut.Hendes bryster presser let mod min ryghvirvel. Jeg mærker ingen brystvorter, bare glat hud, og der hvor brystvorterne skulle have været, er der i stedet to små huller. Fra de to huller vokser to tynde stilke ud som borer sig gennem min hud og mit kød, vikler og spinder sig rundt om min rygrad. Langs rygraden begynder der at vokse små, gule frugter. Jeg mærker smagen af dem i munden: kold, sød plantesaft.Norske Jo tager til Aybourne for at studere biologi. Hun flytter ind hos Carrel som bor alene i et nedlagte bryggeri i udkanten af byen. Bryggeriet viser sig at leve sit eget liv, præget af forrådnelse og gæring og langsomt begynder de to unge kvinders liv at smelte sammen - med hinanden og med bryggeriet.Fra anmeldelse af den engelske oversættelse:“In Paradise Rot, Jenny Hval creates a parallel world that’s familiar but subtly skewed. As intriguing and impressive a novelist as she is a musician, Hval is a master of quiet horror and wonder.” – Chris Kraus, forfatter til I Love DickJenny Hval (1980) er en norsk musiker, sangskriver og forfatter det oftest arbejder i feltet mellem musikken, litteraturen og det performative. Hun debuterede som forfatter med Perlebryggeriet i 2009 og har siden udgivet to andre skønlitterære værker - senest romanen Å hate Gud i 2018. Perlebryggeriet er hendes første udgivelse på dansk. Den blev sidste år oversat til svensk og engelsk.

Wang Xiaobo (1952 - 1997) er kinesisk kultforfatter og essayist. Han er særligt kendt for sine ærlige, til tider groteske, skildringer af sexualitet og en udpræget evne til at afdække og pege på menneskelig absurditet, undertrykkelse og ufrihed - ofte gennem et dybt humoristisk og aparte take på virkeligheden. Kortromanen Blødt som vand, en af de første nutidige skønlitterære tekster i Kina der eksplicit omhandler homoseksualitet, er et SM-orienteret kærlighedsdrama hvor en ung intellektuel forfatter forelsker sig i en smuk politimand Guldalder handler om en ung storbystuderende der under kulturrevolutionen bliver sendt på genopdragelses-/arbejdslejr på landet. Her forelsker han sig i en ung smuk læge, som han opfordrer til at leve op til sit ry som ‘en slidt sko’.

Prosateksterne i ’Bindevæv’ tager afsæt i refleksioner over mellemrummets mange tilstande og former, både gennem tekstens egen stoflighed og opbygning, men også gennem relationen og forbindelsen mellem to personer.’Bindevæv’ handler om at indtage og bebo overgange – om forandringer og bevægelse, muligheder og valg. Tekstens ’jeg’ befinder sig i et konstant mellemværende, der aldrig bliver enten-eller, men en flimrende tilstand af både-og. Gennem uventede sammenstillinger og associationer sammenflettes krop, grænser, sprog og identitet, i et rum der er præget af afstand så vel som tæthed.Tekstsamlingen inkluderer en serie af grafiske tryk der, tilsvarende teksternes opsætning og grafiske udtryk, undersøger betydningen af afstand, mellemrum og sammenbinding.Hedvig Skjerdingstad (1989) er udøvende arkitekt, uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i København. Hun arbejder i et spændingsfelt mellem arkitektur, kunst og tekst, og har tidligere haft værker med på Forårsudstillingen og Kunstnernes Efterårsudstilling. Bindevæv er hendes skønlitterære debut.

Den gamle mand døde under hjulene på det tyvende århundredes godstog. Der var intet andet end pletter, blodpletter og kødstumper tilbage, da dets fulde længde havde fortæret ham. Og det samme er ved at ske med min generation. Nej, jeg hader ikke at være sort. Jeg er bare træt af at sige at det er smukt. Nej, jeg hader ikke mig selv. Jeg er bare træt af at folk støder deres knoer ind i min kæbe. Sultens hus er en af de stærkeste og mest brutale beskrivelser af ghettoliv og håbløshed i Zimbabwe (Rhodesia) i årene op til selvstændigheden. Allerede mens selvstændighedskampen antog momentum, udtrykte Marechera skepsis overfor det nationalistiske projekt og den etniske polarisering der bl.a. førte til guerillaernes overgreb mod civile. Værket kan ikke opsummeres mere præcis end Doris Lessings gjorde det:Like overhearing a scream

I 2011 begyndte det oprør i Syrien, der har ført til en af de blodigste konflikter i nyere tid. På samme tid begyndte den 30-årige Aboud Saeed sin egen personlige revolution på Facebook. Hans daglige statusopdateringer er blevet en litterær dokumentation af hans hverdagsliv. Aboud Saeed skriver anekdoter, aforismer, digte og kommentarer. Om sin mor, om rygning, om smedjen, om Facebook, om kærlighed og om hverdagen under den voldelige syriske konflikt. Med sort humor og ironisk distance udfolder han den absurditet der omgiver ham - på arbejdet, i byen, på facebook - og giver et anderledes, tankevækkende og meget menneskeligt perspektiv på situationen i landet.“Going on Facebook without getting to know Aboud Saeed is like traveling to Paris without seeing the Eiffel Tower.” Annahar Newspaper, Lebanon

KIM JIYOUNG, FØDT 1982 er fortællingen om en pige, født af en mor, hvis svigerforældre ønskede sig en dreng; om en søster der deler værelse med storesøsteren, mens lillebroren får sit eget; om en datter, hvis far bebrejder hende, når hun bliver chikaneret sent om aftenen; om en mønsteransat der forbigås når forfremmelser skal uddeles; om en hustru der opgiver sin karriere og selvstændighed for at blive hjemmegående.Men nu er KIM JIYOUNG begyndt at opføre sig mærkeligt. KIM JIYOUNG er deprimeret. KIM JIYOUNG er vred. KIM JIYOUNG er sin egen kvinde. KIM JIYOUNG er alle kvinder.Kim Jiyoung, født 1982 er på det overordnede plan fortællingen om en ung kvindens livshistorie fra barndom til moderskab, men gennem forskellige nedslag tegnes der et billede af de traditionelle kønsrollers stadige dominans og forventningerne til disse også i det moderne liv, og der rettes en skarp kritik mod den kønsdiskrimination, der stadig er normen. Romanen skabte stor debat, da den udkom i Sydkorea, og den krediteres for at være en af katalysatorerne bag den opblomstrende feministiske debat, der indtil for nylig har været stort set fraværende i den offentlige diskurs i Sydkorea.Cho Nam-joo [1978]. Sydkoreansk forfatter og manuskriptforfatter (film og TV). Hun fik sit skønlitterære gennembrud med KIM JIYOUNG, FØDT 1982, der skabte stor debat, da den udkom, og krediteres for at være en af katalysatorerne bag den opblomstrende feministiske debat i Sydkorea. Værket har opnået stor popularitet, er blevet filmatiseret og er indtil videre oversat til 20 forskellige sprog.

Engang troede jeg, at livet var som en bog, hvor man slår op på første side, og så følger den næste side og den næste side helt af sig selv, indtil man når til den sidste. Men livet er ikke som fortællingen i en bog. Selvom ordene står på rad og række, og selvom siderne er nummererede, er der ingen logisk rækkefølge. Og selvom der er en slutning, er det ikke slut.Noget bliver tilbage …Som de efterladte træer på en grund, hvor det forfaldne hus er revet ned ...Som vandet i en vase, hvor de visne blomster er fjernet …Noget blev tilbage.Yu Miri (1968) er forfatter, essayist og dramatiker. Hun er født og opvokset i Japan som barn af koreanske forældre, skriver på japansk men er sydkoreansk statsborger. Ved siden af sit virke som forfatter driver hun boghandlen Full House og Rain Theatre i sit hjem tær på Fukushima. Hun vandt den prestigefyldte Akutagawapris for romanen Family Cinema, og Ueno Station, Parkudgangen blev tildelt National Book Award for Translated Fiction I 2020.

Cui bor i Beijing, hvor alle gør hvad de kan for at hustle sig til succes i takt med, at deres forbrug af ligegyldige varer stiger. I omverdenens øjne er han en taber. Midt i 40’erne, skilt, barnløs og indlogeret hos sin søster – hvis mand er besat af at få ham smidt ud – i en lejlighed i udkanten af byen med en stor revne i væggen, som nordenvinden blæser igennem. Det eneste han virkelig bryder sig om er Beethoven og vintage højtalere, og han tjener til dagen og vejen ved at bygge tilpassede, gammeldags forstærkere til rige audio-fanatikere.En dag får han et tip fra en gammel ven om en speciel opgave: en mystisk mand der bor i en stor villa, og udstråler en slet skjult brutalitet, ønsker at få installeret “verdens bedste stereoanlæg”. Det er ikke en opgave uden ricisi, men hvis bare han ikke stiller for mange spørgsmål…Som du ved, lever jeg af at bygge rørforstærkere. Hvis man tæller sammen, er der højst tyve mennesker i Beijing der kalder det her deres levevej. Det er formentlig den mest uanselige branche i nutidens Kina. Det underlige er at selvom vi alle sammen kender hinanden, undgår vi for alt i verden at have noget med hinanden at gøre. Vi hverken undergraver eller promoverer hinanden og kommer aldrig med upassende kommentarer om hinandens evner. I stedet forsøger vi hver især at værne om den begrænsede kundekreds der opretholder vores eksistens. Langt de fleste i det her samfund er stort set uvidende om os. Men det er faktisk helt fint. Vi har også selv mere end god grund til at ignorere samfundet, skjule os i de mørke sprækker og finde tilfredsstillelse i vores usynlige liv.Ge Fei (Liu Yong) (1964), regnes for en af 80’erne og 90’ernes prominente forfattere inden for den eksperimenterende, kinesiske avantgarde fiktion. Flock of Brown Birds, Usynlighedskappen og den store Jiangnan-trilogi har alle fået en stor læserskare i Kina, og Ge Fei har bl.a. modtaget Lu Xun Litteraturpris i 2014 og Mao Dun-prisen for fiktion i 2015.

Der vil ikke blive talt om denne nat udspiller sig i et mørkt kapitel i hovedpersonens tidlige ungdom. Scenen er et klaustrofobisk, calvinistisk Afrikaaner samfund i Sydafrika i første halvdel af 1990’erne, hvor Apartheid nærmer sig sin afslutning. Hovedpersonen kommer fra en præstefamilie; salmerne bliver sunget og spillet ind i det musikalske hjerte; bibelske fakta og lister bliver lært udenad. Menigheden er både tryg og samtidig den kvælende udøver af social kontrol. Hovedpersonens opvækst og ungdom er præget af ufrihed. Revselsesretten håndhæves. Samfundet er bygget på politisk og religiøs vold. Fysisk og psykisk. Mod kvinder, mod børn. Mod analfabeter, mod frisindede, mod skæve eksistenser. Rovmord, bevæbnede overfald, optøjer, politimænd med gummikugler, tæsk og spanskrør. I skolen, på gaden, i TV, i de voksnes hviskende samtaler. Den forplanter sig i familierne, i individet. I hende. En nedarvet voldsspiral, som ingen længere kender oprindelsen af. Som ingen kan forlade. Der vil ikke blive talt om denne nat er en collageroman. Teksten starter med kortere, “langsommere” sætninger der bygges op og intensiveres, suppleret af de abstrakte, ofte dystre, og overvejende surrealistiske illustrationer, hvilket skaber en intens og foruroligende læsning.Værket er trykt på Risoprinter og bukket, samlet og bundet på Korridor i 175 eksemplarer.Marina Louise Botes [1977] er født og opvokset i Cape Town, Sydafrika. Hun har boet i Danmark siden 1997, og er uddannet musiker fra Det Kgl. Musikkonservatorium. Hun skriver på både afrikaans, engelsk og dansk. Indeværende værk er skrevet på dansk. Det er hendes debut som forfatter.