Bøger udgivet af Forlaget Sisyfos

Tre forsømte brødre, en dekadent levemand af en far, to jaloux kvinder og et mord. Dostojevskijs sidste store roman og hovedværk Brødrene Karamazov ligner umiddelbart opskriften på en klassisk thriller eller kriminalroman, men er samtidig meget mere.De tre brødre repræsenterer hver deres eksistentielle og psykologiske position, og selvom romanen ikke savner ydre plot og handling er den samtidig en dyb fortolkning af det 19. og siden 20. århundredes filosofiske spørgsmål. Den grænseløse og udsvævende Dmitrij, den kølige, intellektuelle Ivan og den menneskevarme og stærkt troende Aljosja bliver i løbet af romanen kastet rundt imellem et væld af bipersoner og positioner med et bestialsk mord som romanhandlingens samlende midtpunkt. Hvem er morderen, er romanens store spørgsmål, og svaret er langt fra ligetil.Brødrene Karamazov blev Dostojevskijs sidste og mest omfangsrige værk. Med denne roman samlede han trådene fra alle sine store romaner Idioten, Forbrydelse og Straf og Onde Ånder. Temaerne, der i disse tidligere romaner kun var delvist forløst, fik i Brødrene Karamazov deres endelige form. Det var planen at der skulle komme en forsættelse til romanen, men kort efter dens udgivelse døde Dostojevskij af en blodstyrtning. Romanens betydning for eftertidens litteratur kan næppe undervurderes, og så forskellige forfattere som James Joyce, Franz Kafka, Virginia Woolf og Orhan Pamuk har omtalt den som afgørende for deres forfatterskab, mens Sigmund Freud har kaldt den ’den mest storslåede roman der nogensinde er skrevet’. Romanen har tidligere været oversat til dansk, senest i 1940erne af Georg Sarauw. De tidligere oversættelser har dog været præget af datidens tendens til fortolkning og sproglig udglatning. Nærværende oversættelse skulle gerne råde bod på disse fortolkninger og begrænse sig til en meget nøje oversættelse af Dostojevskijs oprindelige tekst.

Det døde hus er Dostojevskijs måske mest personlige roman, baseret på hans ti år i fangelejr og landflygtighed i Sibirien, straffen for en deltagelse i en politisk studiekreds. Romanen følger den adelige straffefange Gorjantjikovs oplevelser i en sibirisk fangelejr, hvor han stifter bekendtskab med en broget skare af medfanger fra alle lag og egne af det russiske samfund. Med psykologisk dybde beskrives forbrydelsens væsen og det særlige lejrliv, der som en modpol til det omgivende samfund har udviklet sine egne normer og regler. Romanen blev Dostojevskijs andet gennembrud efter 1840’ernes tidlige værker og kan ses som en forløber for hans senere store værker. Mange af de kendte personer fra romaner som Idioten, Forbrydelse og straf og Onde ånder findes i deres urform i disse ’Optegnelser fra det døde hus’.

En lille landsby i det sydøstlige Ungarn hjemsøges af et cirkus der medbringer en kæmpe blåhval på en blokvogn. Med cirkustruppens ankomst begynder byen at forandre sig og et faretruende oprør tager sin begyndelse. Uddrag fra bogen: ”Hverdagenes vante orden var afløst af et stadig mere omsiggribende kaos, fremtiden syntes uforudsigelig, fortiden uigenkaldelig og alle dagliglivets foreteelser så vilkårlige, at man for så vidt kunne forestille sig hvad som helst, for den sags skyld også at ikke en eneste dør i verden længere kunne åbnes, eller at hveden groede med akset nedad, eftersom det kun var symptomerne på den destruktive desintegration, der var mærkbare, mens årsagerne blev ved med at være uoverskuelige og abstrakte, følgelig var der intet andet at gøre, end hårdnakket at gribe til hvad som helst, blot det var håndgribeligt.” László Krasznahorkai er født i Gyula i Ungarn i 1954. Han er en af Ungarns vigtigste samtidsforfattere og er blevet tildelt en række litterære priser i Ungarn, Tyskland og USA for sine romaner og noveller. I 2015 modtog han The Man Booker International Prize. Sammen med landsmændene Imre Kertész, Peter Nadas og Peter Esterházy udgør han en generation af forfattere, der alle har haft deres gennembrud i tiden efter Anden Verdenskrig. Hans stil bliver ofte sammenlignet med forfattere som W.G. Sebald og Thomas Bernhard, mens hans eksistentielle tematikker kan sammenstilles med Kafkas, Gogols eller Dostojevskijs. ”Modstandens melankoli” er den første af hans romaner, der er oversat til dansk.

Morgenrøde består af i alt 575 små og større tekststykker, hvori Nietzsche reflekterer videre over alt, kun alt for menneskeligt (der var titlen på hans foregående værk). Værkets fragmentariske karakter reflekterer i sig selv den gamle verdens opbrud til den frembrydende modernitet samtidig med at det udtrykker den erkendendes forsøg på at være loyal over for denne kompleksitet. Nietzsches ætsende analyser af vægtige problemstillinger og hans træffende iagttagelser såvel som den store integritet, der bærer dem, vil fortsat tale til læsere af i dag. Morgenrøde er det sidste af Nietzsches store værker, der hermed for første gang foreligger på dansk.Filosoffen Friedrich Nietzsche (1844- 1900) var født i Tyskland (Sachsen) ud af en præsteslægt. Professor i klassisk filologi 1869-79. Nietzsche spænder i sin filosofi over en perspektivrig kritik af både kultur, religion, moral, kunst, sprog og erkendelse. Han er berømt eller berygtet for sine ord om, at “Gud er død"; men hans filosofi er samtidig et vedholdende forsøg på at afkode den deraf følgende nihilisme og på den anden side at skabe modværdier – måske nye, men da mere livskraftige illusioner. Hans mest kendte værk er Således talte Zarathustra. Ved sin filosofis talrige facetter, vide udblik og en inciterende formuleringskunst er Nietzsche forblevet en stadig levende og diskuteret inspirationskilde. Selv skulle han ikke opleve noget af al denne yndest: ved årsskiftet 1888-89 udsluktes hans bevidstheds lys, og han forblev lige til sin død formørket.

Wilhelm Meisters læreår handler om købmandssønnen Wilhelm, der i en ung alder først forelsker sig i teatret og siden i en ung smuk skuespillerinde. Hans passion for teatret får ham til at bryde op fra sit hjem, hvor det ellers forventes, at han skal føre familiens handelsvirksomhed videre. Blandt omrejsende skuespillere og gøglere finder Wilhelm langsomt sig selv og danner sin balancerede personlighed, udspændt mellem kunsten og en borgerlig tilværelse. Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), tysk forfatter og videnskabsmand der stod i spidsen for den såkaldte Weimarer Klassik, der også talte Friedrich Schiller. Goethe skrev både drama, lyrik og prosa og hans værker hører til blandt de mest indflydelsesrige i eftertidens europæiske litteratur. Wilhelm Meisters læreår (1795-96) er blevet kaldt den første dannelsesroman og betragtes sammen med Wilhelm Meisters vandreår (1829) som Goethes prosahovedværk.

I et lille landbrugskollektiv i en udørk af en landsby melder to gådefulde personer deres ankomst. Kollektivets beboere stiller store forventninger til de to mystiske fremmede og det bliver svært at afgøre om der er tale om profet og discipel, eller om det er selve djævlen og hans lærling der har meldt sin ankomst. László Krasznahorkais debutroman fra 1985 Satantango er en almengyldig fortælling om fascination og forfald i en totalitær verden. I en særegen stil, med alenlange sætningskonstruktioner, indkapsler romanen et dystopisk og humoristisk-grotesk univers. László Krasznahorkai er født i Gyula i Ungarn i 1954. Han er en af Ungarns vigtigste samtidsforfattere og er blevet tildelt en række litterære priser i Ungarn, Tyskland og USA for sine romaner og noveller. Sammen med landsmændene Imre Kertész, Peter Nadas og Peter Esterházy udgør han en generation af forfattere, der alle har haft deres gennembrud i tiden efter Anden Verdenskrig. Hans stil bliver ofte sammenlignet med forfattere som W.G. Sebald og Thomas Bernhard, mens hans eksistentielle tematikker kan sammenstilles med Kafkas, Gogols eller Dostojevskijs. Krasznahorkai modtog i 2015 The Man Booker International Prize. Forlaget Sisyfos har i 2015 udgivet Krasznahorkais Modstandens melankoli der oprindeligt udkom i 1989.

Egentlig er der slet ikke noget, der hedder Petersborg-fortællinger. I al fald var det ikke Gogols egen idé. Tre af fortællingerne udkom oprindeligt i bogen Arabesker (1835), som han selv kaldte for ”en forvirret blanding af alt mellem himmel og jord”. Den indeholdt diverse essays om historie og kunst – ja, og så ”Nevskij Prospekt”, ”Portrættet” og ”En afsindig mands optegnelser”.”Næsen” blev trykt i 1836 i Aleksandr Pusjkins tidsskrift Den Samtidige. Det skete, efter at den i første omgang var blevet afvist af Den Moskovitiske Iagttager, der betegnede den som ”nedrig og triviel”. Seks år senere vejrede ”Næsen” igen morgenluft. I 1842 blev den genudgivet i Den Samtidige, denne gang i en bearbejdet udgave. Blandt andet havde Gogol fjernet de mest åbenlyse hentydninger til, at episoden med næsen blot var en drøm. På russisk hedder fortællingen Nos, men til at begynde med var titlen Son, som netop betyder ”Drømmen”.”Kappen” (som til at begynde med hed ”Fortællingen om embedsmanden, der blev frarøvet sin kappe”) udkom som den sidste i 1842, selvom Gogol havde bagt på den i seks år. Fortællingen blev indlemmet i hans samlede værker, der udkom samme år – der var hans verdensberømte komedie Revisoren også med, men ikke Døde sjæle, der udkom særskilt, også i 1842. I slutningen af 1800-tallet begyndte man at referere til historierne som ”Petersborg-fortællinger”, og i 1924 udkom de første gang særskilt under den betegnelse. Hvis russisk litteratur havde et Mount Rushmore, ville Nikolaj Gogol (1809-52) være mejslet i granit side om side med Aleksandr Pusjkin, Ivan Turgenev, Fjodor Dostojevskij og Lev Tolstoj. Gogol var ukrainer ud af en lavadelig familie med eget landsted, men få midler. Han rejste til Petersborg 18 år gammel med en eksalteret drøm om at tjene staten som embedsmand. Men det var som forfatter, han fandt sit kald – godt hjulpet på vej af sit store idol, den senere nationaldigter Aleksandr Pusjkin. De mødte hinanden i 1831 og indledte et arbejdsvenskab, som Gogol værdsatte dybt. Samme år skrev de begge historie; Gogol med "Aftener på en gård nær Dikanka" og Pusjkin med "Salig Ivan Petrovitj Belkins fortællinger", der lagde grundstenen til de store prosaværker i 1800-tallets russiske litteratur. Få år senere fulgte fortællingerne, der er blevet kendt som "Petersborg-fortællinger" (1835-42), mens komedien "Revisoren" fra 1836 placerede Gogol som en stor samfundssatiriker. Rollen som satiriker i opposition til tsarens Rusland passede på ingen måde Gogol, og i perioden frem til 1848 levede han store perioder i udlandet. Her skrev han blandt andet det meste af hovedværket "Døde sjæle" fra 1842. Gogol blev i de efterfølgende år ufrivilligt omdrejningspunkt for den russiske intelligentsias opposition til tsarens styre. Gogol kæmpede forgæves med anden del af "Døde sjæle", som han brændte det meste af manuskriptet til. Han døde desillusioneret og afkræftet af sygdom i 1852.

Witold Gombrowicz’ dagbog blev til, mens han var i eksil i Argentina. I perioden 1939-1963 befandt Gombrowicz sig i Buenos Aires efter at være strandet på en rejse fra sit hjemland Polen ved anden verdenskrigs udbrud. Bag sig havde han et eksperimenterende forfatterskab, der havde gjort ham kendt i Polen og i kulturelle kredse i det øvrige Europa. Eksilet i Argentina gav Gombrowicz et helt nyt perspektiv på både polsk og europæisk kultur, og det er dette verdensbillede, man bliver præsenteret for i disse dagbogsoptegnelser. Intet er for stort eller småt til at finde plads på disse sider, der både kan læses som en selvanalyse og en kulturkritik af alle samtidige æstetiske og ideologiske værdier. Witold Gombrowicz (1904-1969) skrev både romaner, skuespil og noveller. Dagbogen, der også tæller perioden 1959-69, anses for hans hovedværk.

I denne første samlede udgave på dansk af Aleksandr Pusjkins fortællinger og kortromaner indgår blandt andet de genrefornyende "Salig Ivan Petrovitj Belkins fortællinger". De var digteren Pusjkins første prosaværk og blandt andet derfor udgivet som værende skrevet af den opdigtede amatør Belkin. Siden har Belkin-fortællingerne fået klassikerstatus. Som alle værkerne i denne samling viser de hvordan Pusjkin både tematisk og sprogligt grundlagde den russiske skønlitteratur, som hans efterfølgere Gogol, Turgenev, Dostojevskij, Tolstoj og Tjekhov med flere stod i gæld til. "Spar Dame", med sin blanding af gotisk romantisk drama og realisme, vil vække genkendelse hos danske læsere på grund af Tjajkovskijs opera af samme navn. Romanen "Kaptajnsdatteren" er et af den russiske litteraturs mest elskede hovedværker. I den uafsluttede roman "Peter den stores afrikaner" berører Pusjkin sine egne afrikanske aner, og med den historiografiske pastiche "Gorjukhino Kirkebys historie" viser han – som var en habil historiker - sit kærligt satiriske talent. Den Walter Scott-inspirerede kortroman "Dubrovskij" er med en dramatisk røver- og kærlighedshistorie som motor en humanistisk og dog usentimental beskrivelse af russisk herregårdsliv i 1800tallet.Aleksandr Sergejevitj Pusjkin (1799-1837) betragtes som Ruslands nationaldigter og skaber af det russiske sprog. Både for sine værker og for den aura af lys, intellektuel og åndelig suverænitet, der er om hans person, er han stadig elsket, ja forgudet af sine landsmænd. Først med Pusjkin blev den russiske litteratur national, skrevet på russisk – selv om adelen længe efter fortsat talte fransk og knap beherskede russisk. Pusjkin skrev både lyrik, drama og epik – for eksempel de berømte versdramaer "Jevgenij Onegin" og "Boris Godunov", (der ligger til grund for berømte operaer af henholdsvis Tjajkovskij og Musorgskij) - og i sine sidste år altså også prosa. Inden for alle genrer var han en fornyer, i nogle tilfælde skaberen af dem på russisk jord. Hans mest berømte prosaværker er alle med i denne samling. Blandt Pusjkins mest berømte poetiske værker er det legendariske langdigt "Bronzerytteren", der var med til at skabe den særlige Petersborg-mytologi, der siden blev fulgt op af Nikolaj Gogol, Fjodor Dostojevskij, Andrej Belyj og Aleksandr Blok – for ikke at nævne Anna Akhmatova og Josef Brodskij. I hele Rusland læres digte af Pusjkin i skolerne, de reciteres ved sammenkomster og synges som sange, ligesom navnene på hans hovedpersoner er kendte af alle russere.Pusjkins liv blev afbrudt af en duel da han var 37 og familiefar, et resultat af en flirtende kone, ydmygelser ved tsar Nikolaj den Førstes hof og først og fremmest et heftigt temperament, som står i skarp kontrast til den klarhed og harmoni, der hersker i hans værk.

I Ja fra 1978 gennemgår en videnskabsmand en livskrise, i forbindelse med sit videnskabelige arbejde i en lille landsby. Da en Schweizisk ingeniør og hans persiske kone ankommer til byen, finder videnskabsmanden i den persiske kvinde en ny åndsfælle. På lange gåture i skovene uden for landsbyen, får videnskabsmanden bearbejdet sin livskrise i samtaler med den persiske kvinde. Desværre har samtalerne den modsatte effekt på den persiske kvinde. Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition.

På et isoleret sted ved Islands sydkyst, hvor der aldrig sker noget som helst, modtager man efterretninger om verdenskrigens rædsler. Inden man ved af det, har begivenhederne sendt deres forgreninger til stedet, og nutiden holder sit indtog med uforudsigelige følger. Forfatteren tegner et knivskarpt billede af et samfund ved et vendepunkt, af menneskets evige kamp for sin tilværelse, kampen mod uvidenhed og ensomhed, og mellem sandhed og løgn, mod dumhed og griskhed. Og historien gentager sig til stadighed under nye og ændrede vilkår, generationer kommer og går … men slægtens ånd fornægter sig ikke, ingen kan flygte fra sig selv. Romanen er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2016. Guðbergur Bergsson (f. 1932) har skrevet et stort antal bøger, oversat fremstående værker og bidraget med artikler til aviser og tidsskrifter. Han har modtaget adskillige priser og hædersbevisninger for sine værker, bl.a. Den Islandske Litteraturpris og Det Svenske Akademis Nordiske Pris.

Om bogen To unge mænd, Witold og Fuks, forlader storbyen for at hellige sig studier i den polske Zakopane-provins. De indlogerer sig på et privat pensionat, men finder udenfor pensionatets have et mærkværdigt syn i form af en hængt spurv. Mysteriet om hvem der har hængt spurven tager form af en detektivgåde de to unge mænd forsøger at løse. Familien bag pensionatet bliver dybt involveret i opklaringen af mysteriet, der imidlertid tager en absurd drejning. Gombrowicz’ udgangspunkt i detektivgenren udvikler sig i løbet af Kosmos til at blive en eksistentiel fabel om mening og fortolkning af virkeligheden, mens det oprindelige mysterium om spurven fortaber sig i tåger. Kosmos er med Gombrowicz’ egne ord: "ikke en almindelig roman, der fortæller en historie, lad os sige en tragisk kærlighedshistorie. Det centrale tema i romanen er selve tilblivelsen af dens historie, med andre ord tilblivelsen af en virkelighed ... I romanen ser vi, hvordan en given virkelighed stræber efter at blive til ud fra vores associationer, dovent, kejtet ... i en jungle af misforståelser og forfejlede fortolkninger. Og i hvert øjeblik fortaber den uhåndterlige konstruktion sig i kaos."Om forfatteren Witold Gombrowicz (1904-1969) debuterede i Polen i 1930’erne, og sammen med Bruno Schulz og Stanislaw Ignacy Witkiewicz betragtes han som en af de radikale fornyere af den polske højmodernisme. Eksperimenterne med litteraturens former og genrer, den kreative bearbejdning af de moderne kunstneriske og intellektuelle strømninger: psykoanalyse, eksistentialisme, surrealisme og avantgarde, gjorde de tre ”musketerer” (Gombrowicz’ spøgefulde betegnelse for gruppen) berømte også uden for Polens grænser. Gombrowicz selv var kosmopolit, fra 1939 levede han i eksil i Argentina og senere, i 1960’erne, i Frankrig. Hans romaner blev oversat til mange sprog, og hans skuespil opføres den dag i dag på et stort antal europæiske scener. Kosmos blev hans sidste værk, og lige inden sin død erkendte Gombrowicz selv i et interview, at bogen kan læses som en ”sum” af hele hans forfatterskab:"For mig er Kosmos sort, først og fremmest sort, en slags oppisket strøm fuld af hvirvler, forhindringer, oversvømmelser, sort vand, hvor tusindvis af affaldsstumper driver forbi, og mennesket står og stirrer på det – stirrer på det og er fanget af det – og forsøger at afkode, forstå, forbinde det til en eller anden helhed… Sorthed, frygt og nat. En nat gennemtrængt af lidenskabelighed, inficeret med kærlighed. Ikke til at vide… Jeg tror, at frygten i Kosmos vil blive afkodet, men ikke lige med det samme."

Mellem 1963 og 1980 modtog Bernhard 9 af de mest prestigefyldte priser i den tysksprogede verden. I Mine priser redegør Bernhard for omstændighederne i forbindelse med disse prisceremonier og de indimellem skandalelignende scener der fulgte hans ofte provokerende takketaler. Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. Uddrag: "Det vi taler om er uudforsket, vi lever ikke, men formoder og eksisterer som hyklere, fornærmede som vi er, i naturens fatale, når alt kommer til alt, letale misforståelse som vi i dag i kraft af videnskaben er fortabt i; fremtrædelserne er dødelige for os, og ordene som vi jonglerer med i hjernen på grund af vores forladthed, de tusinde og hundredetusindevis af forslidte ord som vi takket være den infame sandhed kan erkende som den infame løgn og omvendt den infame løgn som den infame sandhed, uanset sprog, uanset forhold, ordene som vi drister os til at udtale og skrive, og som vi som talende vover at fortie, ordene som kommer af intet, som ikke er til noget, som ikke er for noget, hvilket vi ved og holder hemmeligt, ordene som vi klamrer os til fordi vi er vanvittige af afmagt og ramt af galskabens fortvivlelse, ordene som kun inficerer og ignorerer, udvisker og forværrer, ydmyger og forfalsker, forkrøbler og fordunkler og formørker, som når de kommer ud af munden og nedfældes på papiret, misbruger os ved hjælp af deres misbrugere; ordenes og deres misbrugeres karakter er det uforskammede; ordenes og deres misbrugeres åndstilstand er den hjælpeløse, lykkelige, katastrofale . . ."

Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. I Beton fra 1982 kæmper musikologen Rudolf med at skrive en afhandling om komponisten Mendelsohn Bartholdy. I stedet for at komme i gang med skriveprocessen, fortaber Rudolf sig i alle mulige overvejelser om livet, særligt centreret om forholdet til hans søster. For at få skrivero tager han til Palma på Mallorca, men forstyrres her af mindet om en kvinde med en grufuld skæbne.

I Thomas Bernhards femte og sidste selvbiografiske roman følger vi ham i hans første syv leveår. Fra hans landflygtige fødsel i Holland, hvor hans alenemor forsørger ham i hans første leveår, til hans liv hos hans bedstefar i Østrig og Tyskland i de efterfølgende år. Uddrag fra bogen:"Når hun så mig, så hun min far, hendes elsker som havde ladt hende i stikken. I mig så hun kun alt for tydeligt ham der havde ødelagt hende, det samme ansigt, ved jeg, for jeg har trods alt engang set et fotografi af min far. Ligheden var forbløffende. Mit ansigt lignede ikke kun min fars, det var det samme ansigt. Den største skuffelse i hendes liv, det største nederlag indtraf i det øjeblik jeg kom til verden. Og skuffelsen kom hende i møde hver dag jeg levede sammen med hende. Selvfølgelig mærkede jeg hendes kærlighed til mig, men samtidig altid også hadet til min far som stod i vejen for min mors kærlighed til mig. På den måde blev min mors kærlighed til mig, barnet født uden for ægteskab, altid undertrykt af hadet mod dette barns far; kærligheden kunne aldrig udfolde sig frit og med den største naturlighed."Om forfatteren:Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. Et barn er den sidste af fem selvbiografiske romaner, som udkom i årene 1975-82. De fire første, Årsagen. En antydning (da. 2011), Kælderen. En unddragelse (da. 2012), Åndedrættet. En afgørelse (da. 2013) og Kulden. En isolation (da. 2014) er alle udkommet på Forlaget Sisyfos.

I krigens sidste desperate år, oplever Bernhards alter ego som fjortenårig, hvordan hjembyen Salzburg langsomt går i opløsning under de allieredes tæppebombardementer. Den ydre terror har sit indre modstykke på kostskolen, hvor den unge dreng er helt overladt til nazisten Grünkranz’ nåde. Midt i al desperationen opbygges et fællesskab blandt byens hårdt prøvede civilbefolkning. Men med krigens afslutning begraves nazismens rædsler i ruinerne, og fællesskabet erstattes af en gennemgribende fortrængning. På kostskolen afløser en katolsk dagsorden den nazistiske, men det gør faktisk ingen forskel for den unge, kriseramte Bernhard. Årsagen er en sønderlemmende kritik af Østrigs forfald til løgnen og fortrængningen, men først og fremmest er den et gribende portræt af et ensomt, fortvivlet og højt begavet ungt menneske, der får sin sensibilitet skærpet af krigens rædsler. Citat fra bogen:”Disse optegnelser må noteres nu og ikke senere, de må noteres i dette øjeblik hvor jeg har mulighed for uden forbehold at hensætte mig i den tilstand jeg befandt mig i dengang i min barndom og ungdom og særligt i lære- og studietiden i Salzburg; jeg må gøre det med den ubestikkelighed og oprigtige skyldighed som er nødvendig for en sådan beskrivelse som antydning af dette sandhedens, virkelighedens og fakticitetens øjeblik dengang”.Årsagen er den første af i alt fem autobiografiske romaner Thomas Bernhard skrev i perioden 1975-82.Pressen skriver: ”Thomas Bernhard lægger ikke fingrene imellem i det første bind af sine fem selvbiografiske romaner, der nu langt om længe med 36 års forsinkelse udkommer i en strålende dansk oversættelse (…) Selvbiografien er en mesterlig skildring af et ungt menneskes indre og en rambuk ind i den institutionaliserede dumhed. Skulle nogen få den idé at spærre oversætteren inde, indtil de næste fire bind ligger klar, skal de endelig ikke holde sig tilbage.” Anders Engberg-Pedersen i Weekendavisen "Stor ros til oversætteren Søren R. Fauth, som med sikker hånd og stilfornemmelse har løst en særdeles vanskelig opgave." **** Mikael Busch i Jyllands Posten ”Er bombardementerne af Salzburg, ligene i gaderne og byens naziskole nøglen til Thomas Bernhards forfatterskab? I en roman fra 1975, som nu udkommer på dansk antyder han et svar” ♥♥♥♥♥ Thomas Thurah i Politiken

’Netotjka Nezvanova’ er historien om en fattig lille pige, der vokser op i skyggen af sin dominerende stedfar. Han betragter sig selv som et misforstået musikalsk geni, men er i det omgivende samfunds øjne en fordrukken døgenigt. Lille Netotjka er dybt fascineret, ja nærmest forelsket i sin stedfar og det udnytter han til at få lokket penge ud af hendes hårdtarbejdende mor. Hver gang hun passerer et bestemt hus på gaden, fantaserer hun om, at de aristokratiske beboere vil trække hende ud af fattigdommen. Og en dag går hendes drøm på næsten magisk vis i opfyldelse! Hun bliver indlemmet i familien og bedste veninder med husets datter. Men nu skal hun leve sit liv på helt nye vilkår, og hendes eneste hjælp er hendes sjæls renhed. Kræfter, hun ikke forstår, både i familien og inde i hende selv, river og flår i hende, så hun ikke længere ved, hvem hun er, eller hvem hun skal være. Romanen var den sidste, Dostojevskijs skrev, inden han i 1849 blev dømt til 10 års fangelejr og landflygtighed, og den eneste med en kvindelig hovedperson. Skildringen af den unge pige, der må så meget ondt igennem, har stærke romantiske træk, men giver også en forsmag på den psykologiske realisme, som Dostojevskij siden skulle udfolde i sine mere berømt romaner.Romanen er oversat af Trine Søndergaard, mens lektor og Dostojevskij-forsker Tine Roesen har skrevet efterskrift.

'Stemmeimitatoren' fra 1978 er formentlig Thomas Bernhards mest sorthumoristiske værk. I 104 korte tekster hudfletter han det moderne samfund i en stil, der kan minde om en højtidelig retsreportage. En komiker springer i ’Alvor’ ud fra en klippe, hold efter hold af ’Huleforskere’ forsvinder i de huler de skulle udforske, og borgmestrene i ’Pisa og Venedig’ overvejer at bytte om på Kampanilen og Det Skæve Tårn. Mord, selvmord og en lang række fantastiske begivenheder i Europa, Nordafrika og Sydamerika fremstilles, så de virker troværdige, men ender ud i det absurde. Bogen er oversat af Søren R. Fauth, mens forfatter Jeppe Brixvold har skrevet efterskrift. Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition.

I begyndelsen af 1950’erne flytter drengen Gyuri og hans familie ind i en villa i Budabjergene. Ungarn er underlagt et hårdt, stalinistisk diktatur, hvor Gyuris forældre nyder fordelene af at være loyale partisoldater i den nye kommunistiske stat. De paradisiske forhold i og omkring villaen kan dog ikke holde den angst nede, der konstant forfølger Gyuri, og han begynder langsomt at opføre sig sadistisk og nedgørende overfor sine omgivelser. I 'Bibelen' bliver den politiske virkelighed i Ungarns 50’ere med sproglig præcision gjort til et psykologisk kammerspil, hvor fortrængt begær, mødet imellem skyld og uskyld og forskellige samfundslag slår gnister. Péter Nádas f. 1942, arbejdede oprindeligt som fotojournalist, men debuterede som forfatter med 'Bibelen' i 1967. Hans tilgang til de psykologiske aspekter af det kommunistiske styre i 50’ernes og 60’ernes Ungarn endte med et publiceringsforbud fra 1969 frem til 1977, hvor romanen 'Slutningen på en familieroman' udkom. Siden fulgte tobindsværket 'Memoirernes bog' fra 1986, der for alvor gjorde ham til en af den europæiske litteraturs største forfattere. Senest har man på dansk kunne læse storværket 'Parallelle historier' fra 2005, hvor Nádas fortsætter med at flette den europæiske historie sammen med menneskeskæbner i Ungarn og Centraleuropa. Nádas’ stil er kendetegnet ved en ordrig prosa, der bevæger sig i én strøm ud og ind af hovedet og kroppen på hans karakterer, med særligt fokus på den sanselige spænding, der opstår mellem mennesker. Med 'Bibelen' i dansk oversættelse er det nu muligt at følge kimen til de temaer fra Nádas’ senere store romaner, der har været med til at cementere hans status som en af Ungarns største forfattere i nyere tid.

En landsby, som med krigen udvikler sig fra rolig til beklemt. En trediveårig mand i midtlivskrise. En far der ikke kan elske sin søn, og en flok krigsveteraner der tager krigen med sig i deres civile liv. Ingeborg Bachmanns Det tredivte år er en både brutal, smuk og livsklog skildring af det centraleuropæiske menneske anno 1961. Bachmann var selv i midten af trediverne da bogen udkom og er lykkedes med at lade sit røntgenblik trænge lige så dybt ind i den mandlige psyke, som i den kvindelige. Samlingen, er præget af krigens sorte skygge. Alligevel indeholder den små antydninger af håb om en ny tid hvor det særligt er de borgerlige patriarkalske dyder, der står for fald. I Barndom i en østrigsk by skildres den omsiggribende uro og paranoia der opstår i et landsbysamfund efterhånden som anden verdenskrigs skygge trækker op i horisonten. Det tredivte år er en knivskarp analyse af de overvejelser man står i, når livets alvor trænger sig på og ungdommens ubekymrethed er forbi. Alt følger, på uhyggelig vis, en mand der ikke formår at elske sit barn og først for sent erkender hvad han kunne have gjort anderledes. Blandt mordere og galninge viser hvor tynd civilisationens fernis er hos den generation af mænd der gik forrest på krigens slagmarker. Et skridt mod Gomorra skildrer en borgerlig kvindes forsøg på at frisætte sig i mødet med en yngre kvinde. En Wildermuth følger en dommers sygelige sandhedssøgen, der har forpestet hans liv. I Undine går afsiges der dom over en særlig mandetype under samlebetegnelsen ’Hans’. Ingeborg Bachmann (1926 – 1973) er en af østrigsk mest betydningsfulde forfattere. Efter en doktorgrad på baggrund af studier i filosofi, psykologi og germanistik debuterede hun som digter i 1953. Hun blev en del af den såkaldte Gruppe 47, der blandt andet talte digteren Paul Celan, som hun stod i et forhold til. Hendes værker tæller især kortprosa, digte og ikke mindst hørespil. Mod slutningen af sit liv påbegyndte hun en romancyklus, hvoraf kun romanen Malina blev udgivet. Efter hendes tragiske død i 1973 er den ufuldendte roman Franzas bog også blevet udgivet. Bachmann beskrives ofte som en stærk feministisk stemme, men som Det tredivte år vidner om, var hun en lige så stærk skildrer af den mandlige som af den kvindelige psykologi.

En ungarsk forfatter får sin selvbiografiske roman om opholdet i koncentrationslejren Auschwitz afvist af et forlag. Med denne ’fiasko’ i bagagen, begynder han at gennemgå alle de noter han tog i forbindelse med arbejdet på romanen. Noterne fører hans opmærksomhed mod hans liv efter koncentrationslejropholdet og en ny roman tager form. Denne roman i romanen følger Steno, der ankommer til sit gamle hjemland, efter en udlandsrejse. Han prøver konstant at tilpasse sig, først i sin gamle stilling som journalist, siden som fabriksarbejder, men alle steder er han en fiasko. Ved venners hjælp bliver han medarbejder i et ministerium, men hans manglende interesse for det bureaukratiske magthierarki, sender ham igen på gaden som arbejdsløs. De mange nederlag får Steno til at indse at han må gå i gang med det eneste projekt han brænder for; at skrive en roman om sin fortid. Imre Kertész (1929 – 2016), ungarsk forfatter til en række romaner og essaysamlinger. Kertész modtog i 2002 Nobelprisen i litteratur for et forfatterskab der ifølge nobelkomiteen ”fremhæver den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.

Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. Forstyrrelse fra 1967 er en af Thomas Bernhards tidlige romaner, der var med til at give ham hans internationale gennembrud. En læge tager på sygebesøg med sin søn til forskellige patienter i den østrigske delstat Steiermark. Turen former sig som i Dantes Den guddommelige komedie, hvor lægen og hans søn, som Dante og Vergil, bevæger sig igennem forskellige versioner af helvede hos de afstumpede og forstyrrede patienter. Den sidste patient, fyrsten Saurau, afslutter romanen i en lang monolog, der former sig som et opgør med den moderne civilisation.

I Thomas Bernhards anden selvbiografiske roman Kælderen. En unddragelse (1976), der udspiller sig umiddelbart efter Anden Verdenskrig, indleder han sine læreår med at vende gymnasiet ryggen og gå i den modsatte retning for at begynde i købmandslære. I Salzburgs ghetto, Scherzhauserfeldkvarteret, kommer den unge købmandslærling i livets hårde skole blandt byens ydmygede og sårede. Arbejdet og de mange menneskelige møder, forvandler den introverte dreng til et socialt individ og sender mod slutningen hans stræben i en ny retning; han begynder at tage undervisning i sang. Kælderen kan læses som en klassisk dannelsesrejse, hvor et ungt menneske ved at vælge sin egen vej finder sig selv. Bernhards kontrapunktiske prosa og kompromisløse sandhedssøgen er endnu engang med til at gøre rejsen til en helt igennem moderne selvbeskrivelse.Citat fra bogen:I årevis havde jeg eksisteret i bøger og skrifter og blandt hoveder der ikke var andet end bøger og skrifter, i den indeklemte lugt fra den skimmelagtige og indtørrede historie, stedse som om jeg selv allerede var historie. Nu eksisterede jeg i nutiden, i alle dens lugte og hårdhedsgrader. Jeg havde taget denne beslutning og gjort denne opdagelse. Jeg levede efter i årevis at have været død. De fleste af mine egenskaber, absolutte fortrin ved min karakter, var allerede i løbet af de første dage i kælderen kommet til syne igen, efter at de i årevis havde været begravet og tildækket i opdragelsesmetodernes afskyeligheder, udviklede de sig helt af sig selv i de nye omgivelser der på den ene side var præget af mine kolleger i butikken, på den anden side af kunderne som mennesker eller menneskene som kunder og frem for alt, hvilket jeg med det samme lagde mærke til, i det uhyre nyttige spændingsforhold mellem disse to menneskegrupper hvor jeg udførte mit arbejde, et arbejde som jeg fra det første øjeblik havde haft glæde af.

I Thomas Bernhards fjerde selvbiografiske roman Kulden. En isolation er den lungesyge Bernhard indlagt på lungesanatoriet Grafenhof. Hans sygdom forværres af lægesjusk og han svinger imellem oprør og tilpasning i løbet af det lange ophold. Imens løsnes hans bånd til familien, der bliver ramt af et dødsfald hvilket på godt og ondt sætter den unge Bernhard fri. Uddrag fra bogen »Siddende på træstubben så jeg mig banke på alle disse husdøre, men der blev ikke åbnet for mig. Jeg var altid blevet afvist, aldrig accepteret, aldrig taget imod. Mine fordringer var aldrig blevet accepteret, mine krav var de mest storhedsvanvittige, krav som et ungt menneske sætter så højt at de ganske enkelt ikke kan accepteres, de mest storhedsvanvittige krav til livet, til samfundet, til alt. Derfor måtte jeg i mit hovmod der gjorde krav på alt, hele tiden eksistere med nakken dukket. Hvordan var det nu det egentlig hang sammen, sagde jeg, altså kronologisk?, hvorefter jeg pakkede alt det som var pakket ind og snøret sammen, ud igen, lidt efter lidt, nu havde jeg den nødvendige ro, og før jeg havde fået pakket alt ud, krigen og dens følger, min bedstefars sygdom, min bedstefars død, min sygdom, min mors sygdom, hele min families fortvivlelse, deres knugende livsomstændigheder, håbløse eksistenser, pakkede jeg det hele ind igen og snørede det til. Men jeg kunne ikke lade denne sammensnørede pakke ligge, jeg måtte tage den med mig igen, og af og til åbner jeg den og pakker den ud, for derefter at pakke den ind igen og snøre til.« Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. Kulden, En isolation er den fjerde af fem selvbiografiske romaner, som udkom i årene 1975-82. De tre første, ’Årsagen. En antydning’ (da. 2011), ’Kælderen. En unddragelse’ (da. 2012) og ’Åndedrættet. En afgørelse’ (da. 2013), er alle udkommet på Forlaget Sisyfos.

I den tredje selvbiografiske roman af Thomas Bernhard er det selve hans eksistens, der er på spil. Som attenårig bliver han indlagt med en alvorlig lungesygdom og svæver længe mellem liv og død. På dødens rand vælger han imidlertid at kæmpe sig tilbage til livet, mens flere i hans nære omgivelser allerede har givet op. Hans skæbne som kunstner bliver samtidig beseglet, da lungesygdommen tvinger hans liv i en ny retning. Uddrag fra bogen Jeg ville leve, alt andet betød ingenting. Leve, jeg ville leve mit liv, på den måde og så længe som jeg ville. Dette var ikke et højtideligt løfte, men noget som den der allerede havde været opgivet, bestemte sig for i dét øjeblik hvor den anden foran ham var holdt op med at ånde. Af to mulige veje havde jeg denne nat i det afgørende øjeblik bestemt mig for livets vej. Det er meningsløst at tænke over om denne beslutning var rigtig eller forkert. Den kendsgerning at det tunge, våde vasketøj ikke var faldet ned over mit ansigt og havde kvalt mig, var årsagen til at jeg ikke ville holde op med at ånde. Jeg ville ikke, som den anden foran mig, holde op med at ånde, jeg ville fortsætte med at ånde og leve videre. Jeg skulle tvinge sygeplejersken, der var overbevist om at jeg skulle dø, til at føre mig ud af badeværelset og tilbage til sygesalen, og derfor skulle jeg ånde videre. Havde jeg blot et øjeblik slækket på denne vilje, ville jeg ikke have levet en eneste time til. Det var op til mig om jeg skulle fortsætte med at ånde eller holde op. Det var ikke ligbærerne i deres obduktionskitler der kom ind i badeværelset for at hente mig, men de hvidklædte plejere der førte mig tilbage til sygesalen, sådan som jeg ville det. Jeg bestemte hvilken af de to mulige veje jeg skulle gå. Vejen ind i døden ville have været nem. Også vejen ind i livet havde den fordel at være selvbestemt. Jeg mistede ikke alt, jeg beholdt alt. Det tænker jeg på når jeg vil videre. Om forfatterenThomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. Bernhard har inspireret europæiske forfattere som Imre Kertész og Elfriede Jelinek og danske forfattere som Christina Hesselholdt, Lars Frost, Peer Hultberg og Jeppe Brixvold. Åndedrættet er den tredje af fem selvbiografiske romaner, som udkom i årene 1975-82. De to første Årsagen. En antydning og Kælderen. En unddragelse udkom på Sisyfos i 2011 og 2012.

'Gyserhistorier' foregår i en lille landsby ikke langt fra Budapest på en ø i Donau i sommeren 1967. Romanen følger et broget persongalleri der befinder sig i en ildevarslende tilstand, som om hele landsbyen gyser. Den brændende sommerhede sitrer af noget indestængt, der venter på at kunne bryde ud. Undervejs skiftes mellem forskellige ‘historier’, der knytter sig til forskellige karakterer, og disse historier væver sig mere og mere ind i hinanden, og nye sammenhænge opstår. Romanens karakterer er fyldt af forestillinger, fordomme, fantasier, drømme og syner, som gradvist bliver vanskeligere at adskille klart fra virkeligheden. Karaktererne kan selv komme i tvivl om, hvad de siger højt, og hvad der alene er tanke. Hvad er virkelighed, hvad er fantasi, og hvilken synsvinkel er den rigtige? På trods af forsøg på nøgterne, til tider videnskabelige beskrivelser og analyser er tilnærmelsen mellem forestillinger og virkelighed ikke til at stoppe. Selv om bogens karakterer har vidt forskellige forudsætninger med hensyn til erfaring, uddannelse og dannelse, og om de er bymennesker eller landsbyboere. I et stort crescendo samles alle tråde i romanens gysende afslutning.Péter Nádas f. 1942, arbejdede oprindeligt som fotojournalist, men debuterede som forfatter med kortromanen 'Bibelen' i 1967, udkommet på Sisyfos i 2023. Hans tilgang til de psykologiske aspekter af det kommunistiske styre i 50’ernes og 60’ernes Ungarn førte til et publiceringsforbud fra 1969 frem til 1977, hvor romanen 'Slutningen på en familieroman' udkom. Siden fulgte tobindsværket 'Memoirernes bog' fra 1986, der for alvor gjorde ham til en af den europæiske litteraturs største forfattere. Senest har man på dansk kunne læse storværket 'Parallelle historier' fra 2005, hvor Nádas fortsætter med at flette den europæiske historie sammen med menneskeskæbner i Ungarn og Centraleuropa. Nádas’ stil er kendetegnet ved en ordrig prosa, der bevæger sig i én strøm ud og ind af hovedet og kroppen på hans karakterer, med særligt fokus på den sanselige spænding, der opstår mellem mennesker. Med Gyserhistorier cementeres yderligere Nádas’ status som en af Ungarns største nutidige forfattere.

På den endeløse sydrussiske steppe nær det nuværende Ukraine er den niårige dreng Jegorusjka på vej hjemmefra, til skolegang og et ukendt liv i en fremmed by. Hans morbror, en driftig handelsmand, er på vej mod det Azovske hav og har modstræbende lovet sin søster, der er enke med kun det ene barn, at få knægten bragt frem. Med på den lange rejse er også en skikkelig gammel præst. På rejsen ­­– hvor han det meste af tiden ligger oven på et højt læs uldballer ­– gennemlever Jegorusjka hjemve, angst, undren og sygdom og møder de voksnes mysterier, skæbner og omsorg. Men hovedpersonen i 'Steppen' er steppen selv, dens himmel, dyr og planter, voldsomme hede, uvejr, fare, skønhed, dens uendelighed og uransagelige vemod. Anton Pavlovitj Tjekhov (1860-1904), hvis farfar var livegen, blev født i steppebyen Taganrog ved det Azovske hav som søn af en købmand, der gik fallit da Tjekhov var 16. Han læste medicin i Moskva og arbejdede som læge inden han helligede sig litteraturen. 'Steppen. Historien om en rejse' (1888) er Tjekhovs første store seriøse værk efter at han igennem 1880’erne – en trist og reaktionær periode i Rusland – havde skrevet hundredvis af små humoristiske historier til pressen for at forsørge sig selv og sine søskende og forældre. Sin ’slave-baggrund’ vristede han sig ud af hele livet. Tjekhov forblev i sine værker kølig over for sin samtids omdiskuterede spørgsmål og ideologier, men hans knappe, diskrete og empatiske prosa viser en stærk skønhedssans og blid melankoli. Tjekhov var i alt Dostojevskijs modsætning, men de to førte i samme grad den russiske litteratur ind i modernismen. Tjekhov kom til at spille en stor rolle i det tyvende århundredes europæiske og amerikanske litteratur og har stærkt inspireret blandt andre Ernest Hemingway, Raymond Carver og Alice Munro. Hans sene dramatik, 'Mågen', 'Onkel Vanja', 'Tre søstre' og 'Kirsebærhaven', havde til at begynde med ikke succes i Rusland på grund af misforståede opsætninger, men i dag er Tjekhov den næstmest opsatte dramatiker i verden efter Shakespeare.

I en fabulerende monolog, der er lige så bidsk morsom, som den er grænseoverskridende, gør en ung kvinde op med alt det, der har formet hendes hidtidige eksistens. Alt imens en vis dr. Seligman gør sig klar til at operere hende, betror hun sig til ham om sit liv og om sit forhold til maleren K. Seksuelle fantasier om Hitler, opgør med tysk mad- og kropskultur og en særlig japansk sexrobot er bare nogle af emnerne i fortællerens ustoppelige talestrøm. I spændingsfeltet mellem kulturel og seksuel identitet på den ene side og den fysiske krop på den anden udfordrer romanen vores forestillinger om, hvad der ligger fast fra naturens hånd, og hvad vi faktisk selv kan ændre på. Katharina Volckmer er født 1987 i Tyskland og bosiddende i London, hvor hun arbejder på et litterært agentur. Aftalen, oprindeligt udgivet i 2020, er hendes debutroman. Den er oversat til 16 sprog og opsat som teaterstykke i flere lande.

Hun er en hæmningsløs elsker og en ondskabsfuld men morsom betragter af det moderne liv. I en fabulerende lang monolog bevæger fortælleren i Permafrost sig igennem sit livs op- og især nedture. Fra barndommens spirende seksualitet, til sit fuldt udfoldede og grådige forbrug af kvinder i voksentilværelsen som evighedsstudent. I skyggen af den store livsudfoldelse dvæler hun ved selvmordstanker og manisk frygt for sygdom, indrammet af en eksistentiel angst for ikke at passe ind. En dobbelttydig roman, eller som avisen El Pais skrev, ”Baltasar behandler følelser som radioaktivt materiale; det vil sige, som noget der både dræber og gennemlyser os”.Catalanske Eva Baltasar havde 10 digtsamlinger bag sig, da hun i 2018 debuterede med Permafrost. Romanen er noget så sjældent som et portræt af en selvmordstruet kvinde fortalt med stor humor og livsappetit. Romanen har vundet flere priser i Catalonien og Spanien, og er blevet oversat til en lang række sprog. Baltasars baggrund som lyriker fornægter sig ikke i den tætpakkede, billedrige prosa. Permafrost er den første af tre romaner, Baltasar har skrevet, der undersøger kvinders vilkår i forskellige afgørende livssituationer.

'Areopagitica´ er et forsvarsskrift for trykkefrihed og angreb på censur, historisk, aktuelt og generelt. Den specielle titel stammer fra den oldgræske taler Isokrates´ skrift af samme navn, hvori denne plæderede for at moderere det radikale demokrati i Athen ved at genoplive rådet af veletablerede og kyndige borgere, der fra gammel tid havde haft sæde på højen Areopagos. Var Athen i krise på Isokrates´ tid, gjaldt det i ekstrem grad England i 1644, da hele landet lå i borgerkrig på alle fronter, ydre som indre, religiøst, politisk og etnisk, og intolerancen i denne religionskrigenes tidsalder i Europa rasede med bål og brand og censur mod ´de andre´, de anderledes tænkende og troende. Da Miltons eget parti, puritanerne, havde fået magten i det engelske parlament, greb også de til den bogcensur, som de så længe selv havde lidt fra konge- og kirkemagtens side. Da er det, at Milton skrider til et velargumenteret og i samtiden unikt angreb på selve censuren - 50 år før dens ophævelse i England og 200 år førend i Danmark. Et af omfang lille, men i historisk betydning vidtrækkende skrift, der hører hjemme i den tidligste fase af Oplysningen. John Milton, engelsk digter (1608-74), mest berømt for sit store epos ´Paradise Lost´ (1667; da. ´Det tabte paradis, 2008), digtet over Bibelens syndefaldsmyte, hos Milton en allegori om Gud og Satan i kamp om menneskets sjæl, om dets syndighed og anger og mulighed for tilgivelse. Hertil indbød Miltons dramatiske tidsalder med dens krig på sjæl og legeme om såvel den rette tro som den rette styreform: borgerkrigen mellem puritanere og statskirke, parlament og kongemagt og mellem englændere, skotter og irere. Milton tog aktivt del heri, idet han, den lærde puritaner og republikaner, udgav en række skrifter mod konge- og bispemagt, foruden værker om sit folks historie, om opdragelse og retten til skilsmisse. I 1644 trodsede han tillige den af sine egne genindførte censur ved at udsende skriftet ´Areopagitica´, et historisk forsvar for trykkefriheden. Milton endte sine dage som fuldstændig blind, men havde således tidligt og klart set, hvad der var og er den ufravigelige betingelse for et samfund, der bygger på viden og fri udveksling af synspunkter. "Giv mig frem for alle andre friheder friheden til at vide, til at ytre mig og til frit at argumentere efter min samvittighed." (Fra ´Areopagitica´).