Bøger udgivet af Forlaget Spring

Boldens øjne, værens ben: Notater langs idrættens spalte(n)de veje består af et langt nyskrevet essay og et parallelt spor med sanglinjer. I bogen kommer Torben Ulrich for første gang med et samlet, om end flerstemmigt bud på en fremstilling af de emner, der har optaget ham i adskillige årtier: perspektiverne for en overskridelse af idrættens grundfæstede resultatorientering og tvedeling i vindere og tabere – samt ikke mindst alt dét, der i virkeligheden er på spil: Når bolden kommer …Torben Ulrich har i en menneskealder bidraget til at udvide og berige opfattelsen af idrættens verden, først og fremmest som tennisspiller, men også på en række andre måder. I de senere år, efter at have trukket sig tilbage fra aktiv deltagelse i idrættens kredsløb, har han søgt at udtrykke sine tanker og erfaringer fra et langt liv med kropslig udfoldelse og filosofiske studier i en række forskellige medier: Jazz & Poetry, performance/danseteater, film, billedkunst og skrift (essays og såkaldte songlines).

Litteratur i brug tilbyder et kalejdoskopisk blik på forskellige former for anvendelse af litteratur. Hvordan kan nutidig fiktion og poesi fungere som dynamiske aktører i dansk og skandinavisk kulturliv – hvad er det litteraturen gør? Hvordan er forbindelserne mellem litteratur og et forskelligt udvalg af institutioner og erhverv? Hvordan bruges litteraturen af for eksempel kirken eller i socialt arbejde? Inden for jura og politisk debat, eller i uddannelsen af læger? Hvordan undervises der i litteratur i skolen, og er der nye muligheder? Og hvad kan vi lære af diskussioner om litteratur inden for psykologi og sociologi? Sideløbede hermed diskuteres bredt begrebet brug, eksisterende definitioner af litteratur og behovet for nye teorier og metoder. Litteratur i brug er en introduktion til aktuelle debatter og tendenser i litterære studier, herunder den voksende interesse for at få litteraturstudierne ud af et dødvande og gøre dem mere åbne for at forbinde sig med andre områder, at bidrage til andre felter og til det offentlige liv. Niels Bohr professor Rita Felski, Syddansk Universitet/University of Virginia indleder bogen, og bidragene forholder sig alle til Felskis banebrydende tænkning og værker inden for feltet.

Øjet evner det utrolige. HIMMELSPEJLET, LILLE SYNSLÆRE, studerer dets iagttagelsesformer og deres gengivelser i kunstens rigdom af genrer. Temaet rækker fra 1600-tallets emblemverden op igennem den billedkunstneriske modernisme og frem til medieverdenens besættende - og dybt problematiske - billedskærme. Blandt billedkunstnerne kan nævnes Albrecht Dürer, Odillon Redon, Hein Heinsen og Mogens Møller, Per Marquard Otzen og Peter Callesen. Blandt digtere, der er optaget af deres eget klarsyn, inddrages Johannes V. Jensen, Dante, Milton, Blake, Goethe, Rilke, Tom Kristensen, Frants Henningsen, Per Højholt og Inger Christensen.HIMMELSPEJLET, LILLE SYNS-LÆRE er en øvelsesbog i kunsten at se. At lære sig det, man kan i forvejen, men sjældent har tilegnet sig: at se sig selv se. Det er en synslære på samme måde, som hørelære er en grundlæggende disciplin i musikeres uddannelse, og farvelære i billedkunstneres. Det er mærkeligt, at der ikke eksisterer en tilsvarende synslære, for øjets evner og iagt­tagelsesmåder er nærmest uopregneligt mange. Billedkunstnere og digtere er synets særligt skolede iagttagere. Bogens eksempler er især hentet fra dem. HIMMELSPEJLET, LILLE SYNS-LÆRE indeholder ud over en større skitse til en syns­lære desuden 22 øvelser i kunsten at iagttage, som er en række små og noget større studier i synets registre og noget, man kunne kalde synets eller opmærksomhedens historie. Øjnene er formodentlig kroppens største virtuoser, lyn­hurtige og selv­rådige. Næsten umulige at opdrage. Et menneskes væsen sidder i synet, hvis registre er ubegribeligt rige. Nutidens civilisation kan ofte – også på problematiske måder – være en voldelig synskultur.

Bogen analyserer i et historisk længdesnit fænomenet 'gade' fra stier og ruter i de islandske sagaer til et århusiansk lyskryds' semiotiske minefelt i 2016. Undervejs undersøges blandt andet det tumultariske gadeliv i enevældens København, den industrielle gadestøj i Yonville d'Abbaye (Gustave Flaubert), stalkere og strejfere i Lopndon (E.A. Poe, Virginia Woolf), massernes amokløb i Chicago (Johannes V. Jensen), idiosynkratiske vandrere i Kristiania og Paris (Knut Hamsun, Louis Aragon), gaderytmer og offentlige toiletter i Wien (Georg Heym, Elfriede Jelinek), trafikal orden i London Underground, livet i Istedgade i København (Tove Ditlevsen og Dan Turèll) og på place St. Sulpice i Paris (Georges Perec) samt New Yorks labyrintiske grids (Paul Auster).I bogens 32 artikler tematiseres gaden som infrastruktur, som et system til regulering af bevægelse, færdsel, transport, som kanal for disciplin og orden. Men også som rum for deregulering, tumult og kaos.Gaden ses på én gang som en materiel, fysisk verden og en skov af symboler, ligesom dens historik, fænomenologi, eksistentielle, politiske og ideologiske betydninger nuanceret afsøges.

Den Rejsende er en monografi over Charles Dickens’ liv og værk. Beskrivelsen af hans liv er blandt andet støttet på de mange breve fra hans egen hånd, hvor man kan følge ham omtrent fra dag til dag. Der foreligger en del rejsebreve og to traditionelle rejsebøger fra Amerika og Italien.Både på det konkrete og det mere abstrakte plan var Dickens en rejsende. Gennem sit arbejde bevægede han sig fra samfundets bund til dets top og blev dermed symbol for sin tid, en slags inkarnation af Victoria-tiden.Dickens blev tidligt velhavende og nød det mondæne liv, især i Paris. Men hans hjerte var hos ludere, lommetyve og gadebørn i Londons slum. Når han gav stemme til dem og det lavere borgerskab, fik han læserne til at hulke af grin eller medfølelse og påvirkede sin samtid og var på den måde indirekte med til at skabe reformer.Den rejsende er båret af såvel en imponerende viden om sit emne som en mærkbar glæde ved at formidle denne viden. Det fremgår, at det som læserne i dag helst vil høre om, er Dickens’ forhold til kvinder og til børnene samt hans kontroverser med omverdenen, altså den slags stof som i de tidligste biografier har været nedtonet eller udeladt. Denne biografi råder bod på dette – hvortil føjer sig rejsen som et gennemgående motiv – både i livet og i værket.Den rejsende giver et nuanceret, oplysende og tit gribende billede af Dickens – af det, som Dickens gjorde ved dét, som livet gjorde ved ham.

Tekstmosaik - litterær rejseguide om byen, der kaldes for sydamerikas Paris. Bogen består af originalessays og oversættelser af tekster om byen. Det er historiske, kulturelle, litterære og musikalske lystvandringer, som skildrer byens særegne karakter. Bjørn Stig Hansen har leveret en række intense sort/hvide fotos.

Den, der tænker klart, lever klart...Med Opmærksomhedens filosofi stiller Finn Janning spørgsmålet: Hvordan kan vi etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden? Janning viser med afsæt i fodbold og cykling hvorledes det enkelte menneske kan udforske eksistensens muligheder og gradvist blive klogere – på sig selv og de andre. Denne filosofiske visdom er eksistentielt klargørende, idet den, der tænker klart, lever klart. Hvordan klarheden optrænes, giver Janning flere bud på, men først og fremmest handler det om en empatisk og intuitiv indfølingsevne, der gør den enkelte i stand til at rumme dét, som sker. Netop her er fodbolden eksemplarisk, fordi det som sker med en spiller, også sker med tilskueren. I bogen præsenteres en poetisk filosofi. En særlig tilgang eller indstilling til verden, der er opmærksom, problematiserende, beslutsom og frigørende. En tilgang, der sætter mennesket fri til at elske. Ud over sporten henter bogen inspiration hos blandt andre Ludwig Wittgenstein, Albert Camus, Simone Weil, Gilles Deleuze og Iris Murdoch.

Perfide portrætter er en bog om kulturjournalistik, der går til grænsen – og nogle gange over. Morten Sabroe skrev, at der bankede et svins hjerte i brystet på Ekstra Bladets chefredaktør, Sven Ove Gade. Det ville Gade ikke finde sig i. Han hev Sabroe i Byretten, som idømte ham 8 dagbøder à 400 kr. John Chr. Jørgensen fortæller om dette og flere andre perfide portrætter – og om en stribe retssager og pressenævnssager, der er blevet anlagt mod anmeldere. Kun én gang har en dansk forfatter vundet over sine kritikere i Højesteret. Den sejr havde nær ruineret ham. Uden for det juridiske system fandtes der før i tiden dueller. Nu er de erstattet af trusler, magtfordrejning og selvtægt i form af udhængninger på nettet. Internettet byder på fristende muligheder for svage sjæle, som citerer, plagierer og konstruerer. Opdigtede interviews med sportsstjerner, som for længst har opgivet at dementere løgnehistorier, og krigsreportager skrevet ved en bardisk nær fronten. Der foregår dog en vis etisk regulering i form af afsløringer, fyringer og offentlige udskamninger. John Chr. Jørgensen afdækker som den første etikken bag kulturjournalistikken i denne bog, der bugner med eksempler på skandaler i nutid og fortid.

”Er ved at læse Pontoppidans Totenreich, som fængsler mig.” Sådan skrev tyske Thomas Mann i sin dagbog i december 1920. De fleste danskere deler utvivlsomt Thomas Manns glæde ved Henrik Pontoppidans forfatterskab. Men hvor man ofte betragter Pontoppidan som en del af den litterære realisme og til tider også som elev af Georg Brandes, tilhører Mann en helt anden tradition: Den metafysiske roman og et ekko af den tyske romantiks dunkle dyrkelse af livets mørke strømme. Livets febrile hemmeligheder beskriver, hvordan Pontoppidan og Mann har langt mere tilfælles end som så. Med fokus på Pontoppidans De Dødes Rige (1912-16) og Manns Trolddomsbjerget (1924) viser Rasmus Vangshardt, at Mann kan have været væsentligt mere inspireret af danske Pontoppidan end hidtil antaget, men også at Pontoppidans forfatterskab gennemstrømmes af en romantisk og metafysisk forestillingsverden, som han delte med fillosofferne Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche – og med Thomas Mann. Det giver samtidig anledning til en revurdering af De Dødes Riges slutning: Siden bogens udgivelse har litterater diskuteret, hvorvidt dens slut-utopi er beundringsværdig eller tynd. Men Livets febrile hemmeligheder påpeger noget ganske andet: Der findes slet ikke nogen utopi.

Der hænger en rimtåge over dansk lyrik. Kun få har beskæftiget sig indgående med rimet i dansk poesi. Derfor mangler der klarhed omkring rimets særegne natur og dets poetiske potentialer. Mange har ment, at rimet blot er en begrænsende, klanglig spændetrøje, men sandheden er, at rimet kan være et frugtbart poetisk materiale, som på egen hånd fremtvinger, manipulerer og omfortolker betydning og skaber smuk poesi. I denne bog forsøger Niklas Ilsted Smith at gennemlyse rimtågen ved at fokusere på rimets poetiske potentialer, og ved at afsløre, at der løber to poetiske rimspor gennem dansk lyrik – et komisk og et kosmisk. Sporene forfølges op gennem litteraturhistorien hos digterne Jens Baggesen, H.C. Andersen, Tom Kristensen, Thorkild Bjørnvig, Dan Turèll samt i hiphopkonceptet Rap Slam Battles.Bogen er selvsagt fuld af rim. Med Turèlls ord: Blad og sé Blad og lé Her vil falde rim som sné

Gud i en kakerlak samler en række strejftog ind i grænselandet mellem liv og skrivning. Først og fremmest for at gå i dialog med andre forfattere: Simone Weil, Clarice Lispector, Gerald Murnane, Inger Christensen, Henri Michaux, Michel Serres, Robert Walser, Martin Heidegger, Peter Holm Jensen, Louise Glück, Gaston Bachelard og Franz Kafka – lytte til dem, lære af dem, tænke med dem, finde frem til en anden erfaring. Fælles for dem er, at der faktisk findes en tænkning mellem alle ting og på et mere intimt plan, en sansningens fortryllelse, der er med til at forbinde os med ting, objekter og natur.”At sanse er at være inden i noget som overstiger ens konkrete oplevelse af tingene. Fordi tingene her breder sig ud i en anden horisont, tanken ikke kan rumme.”

I de senere år har man set en ny orientering mod kroppen i dansk samtidslitteratur. Graviditet, abort, begær, kræft, handicap, selv tarmenes bakterier er rykket ind i bøgerne som væsentligt litterært stof, og de er det i hovedreglen på måder, hvor det komplekse følelsesliv, de udløser, er i centrum. Kødets poiesis udforsker denne strømning ud fra den idé, at de mange kropsportrætter udfordrer en stribe diskurs- og sprogorienterede tilgange i dansk litteratur­videnskab ved først og fremmest at skildre legemet som egenrådigt kød, der gør, hvad det vil, mindst lige så ofte som det gør, hvad der bliver sagt. Som et korrektiv foreslår bogen et alternativt litteratur­analytisk opmærksomhedsfelt, der kombinerer affektteori, nymaterialisme og postkritik, og kortlægger på den baggrund samtidslitteraturens interesse i begærs-, moderskabs- og sygdomserfaringer hos særligt Olga Ravn, Bjørn Rasmussen, Amalie Smith, Ursula Andkjær Olsen, Niels Henning Falk Jensby, Katinka My Jones, Maja Lucas, Caspar Eric, Cecilie Lind og Ida Marie Hede.

Der sker noget, når man læser et digt. Det kan føles som en rislen ned ad rygsøjlen, som noget lynende eller ildnende, det kan virke ufatteligt og ubestemmeligt, i et øjeblik kan tiden pludselig gå i stå. Det kan beskrives som et sus eller et brus, som WAUW eller wusjh – og det kan kaldes intensitet. Intensitet er netop, hvad den tyske litterat Karl Heinz Bohrer kalder det. I løbet af sit forfatterskab forsøger han at vise og beskrive, hvad det er, og hvornår det opstår i litteraturen og kunsten. Og det er med udgangspunkt i Bohrers beskrivelser og overvejelser over intensitetens væsen, at der i bogen her foreslås en indkredsning af hvad intensiteten egentlig er, og desuden hvordan man kan læse med og efter intensitet – og, vigtigst af alt, uden at overse den. For er litteraturens mening og meningen med litteraturen ikke egentlig dens intensitet? Hvorfor ikke – i stedet for at lede efter en mening, der skulle ligge skjult et sted – bare lade digtet virke og forføre i dets umiddelbare og overvældene intensitet. I stedet for at tage den intense oplevelse for givet, eller måske helt glemme den, følge ordenes vandren i digtet; i farverige sammenstød, i metaforers og metonymiers sammenslyngninger og forskydninger, i billeder der bliver til og flyder ind over hinanden, i betydninger der farer vild, og i al den musik, som får lyd i læsningen. Det er med en opmærksomhed for den slags oplevelser, og med udgangspunkt i Bohrers intensitetsforståelse, at en række danske digte fra Johs. V. Jensen til Henrik Nordbrandt og Signe Gjessing her genlæses.

Liget der blev oppe på jorden placerer sig i tilsigtet forlængelse af Edvard Beyers omfattende værk Nietzsche i Norden – et pionerarbejde, i forhold til hvilket de her fremlagte 14 bidrag skal betragtes som ajourføring og videre refleksion. Hensigten er at skabe en opdateret belysning og drøftelse af modtagelsen og bearbejdelsen af Nietzsches filosofi i Norden, samt fremadrettet at stille det spørgsmål, om bearbejdelsen af Nietzsche og hans provokerende ideer, her­under den omstridte overmennesketanke, overhovedet er blevet ført i bund. Bogen spørger, om man med samme ret kan erkende umuligheden af et gennemgribende opgør og i stedet tænke, at vi vel aldrig kan eller bør blive færdige med at tage konsekvens på Nietzsche. Heraf bogens titel: Liget der blev oppe på jorden.

På frontlinjen belyser den hidtil marginaliserede danske avantgardekunstnergruppe Linien IIs historie, fra gruppen blev stiftet i 1947 til dens opløsning i 1952 – samt dens videre efterliv helt frem til i dag. Bogen stiller både skarpt på gruppens kunstneriske og politiske arbejde, hvorved gruppen indskrives i et bredere kunst- og kulturhistorisk perspektiv. Som monografi er der tale om den første bog af sin slags, eftersom Linien II, i modsætning til f.eks. Cobra, aldrig tidligere er blevet beskrevet indgående. Dette er et paradoks, eftersom Linien II havde stærke forbindelser til mange fremtrædende kunstnere uden for Danmark, heriblandt Josef Albers, Jean Arp, Le Corbusier, Hans Hartung og Alberto Giacometti, ligesom Linien II både fik etableret udstillinger i USA og England i dens egen epokale samtid, hvilket Cobra f.eks. aldrig opnåede. Med denne monumentale monografi, hvor navnlig kunstens sociale og politiske potentiale udfoldes indgående, er der endelig føjet nye og hidtil ukendte aspekter til såvel Linien IIs historie specifikt, som til den danske efterkrigstidskunst generelt.Bogen er rigt illustreret i farver.

Da Lars von Trier i et interview blev spurgt: ”Hvorfor laver du film?”, svarede han: ”Hvorfor skider bjørnen i skoven? Fordi noget skal ud.”Von Triers film synes ofte at have en fuck-finger til konventionaliteten som deres udgangspunkt: Nu skal der spasses, nu skal heksen brændes, nu skal der skæres i klitoris, nu skal vi se en kvinde foretage en abort på sig selv, nu skal selvopofrende guldhjerter drive melodramaet ud i det parodiske, nu skal der filmes med hundrede kameraer eller ultra-slow, nu skal der fortælles og forklares med voice-over og leksikalske indklip, nu skal jeg gøre alt det, som man lærer på Filmskolen, at man ikke må. Men ud af denne provogestik vokser unikke filmiske kunstværker med en egen billedstærk nødvendighed.Von Trier udforsker begæret, misbruget, angsten, depressionen, seksualiteten, naturen, filmkunsten og det senkapitalistiske samfund med samme ubændige trang, som bjørnen skider i skoven. Med inspiration fra tænkere som Søren Kierkegaard, Jacques Lacan og Walter Benjamin og med en opmærksomhed på filmenes fortællinger så vel som deres formsprog leverer bogen analyser af to af von Triers trilogier: Guldhjerte-trilogien og depressions-trilogien.

For Dan Turèll (1946-1993) var rock/beat mere end bare musik. Det var et sprog, et bevidsthedslandskab, et lydspor til hverdagen, en syntese af energi og poesi samt et prisme, som ungdomsoprørets mange stråler samledes i. Derfor handler hans musikjournalistik både om den tid, den er blevet til i, og om forfatteren selv. At lytte til en plade kan være som at lytte til sit eget “nervesystem i stereo”, hedder det et sted.Bogens 84 tekster udgør tilsammen en vinyl-krønike over den moderne rock/beatmusiks vigtige ti-år, 1969-79. En periode, hvor syngende poeter som Bob Dylan, Lou Reed og Robert Hunter bidrog til at føre dét, der oprindelig var en ungdomskultur, ind i en mere moden fase. Og hvor Dan Turèll levede med i det hele, absorberede det og skrev om det, samtidig med at han selv blev forfatter.

Dette nummer af tidsskriftet Spring byder på seks artikler om digteren Thorkild Bjørnvig i anledning af hans 100-årsdag. Desuden kan man læse om Henrik Pontoppidans Lykke-Per både som roman og film, Kim Leines Kalak, om dansk hygge, samt om to centrale tidsskrifter omkring det moderne gennembrud.

Vinteren er kommet handler om de første syv sæsoner af tv-­serien Game of Thrones og følger således serien helt frem til finalesæsonen i 2019.Vinteren er kommet rummer en indgående analyse af plot og handlingsgang i serien. Den ser nærmere på, hvordan Game of Thrones på original vis bygger bro mellem fan­tasy­genren med dertil hørende overnaturlige hændelser, ildspyende drager og apokalyptiske hvide vandrere og en række problemstillinger af politisk og eksistentiel karak­ ter, som har optaget filosoffer og forfattere fra oldtiden og frem til i dag. Også temaer som magt, køn og reli­gion udsættes for en indgående undersøgelse, ligesom der foretages en dybdegående analyse af tv­-seriens nøglefigu­rer såsom magtstrategen Tyrion Lannister, dragemoderen Daenerys Targaryen, konfliktmægleren Jon Snow, ’seeren’ Bran Stark og den skruppelløse Cersei Lannister.Vinteren er kommet er skrevet i et underholdende og let tilgængeligt sprog og er et must for enhver, som ønsker at være væbnet til tænderne med viden og overblik, når den afsluttende sæson 8 toner frem på skærmen og kampen om, hvem der skal sidde på Jerntronen bliver afgjort.

Lars Movin kortlægger den amerikanske avantgardefilm efter 1945 gennem nedslag i de væsentligste strømninger og grupperinger og med portrætter af en række centrale filmmagere og værker. Det er en rigt illustreret fortælling, der bevæger sig fra efterkrigstidens psykodramaer via 50‘ernes personlige og poetiske værker til 60‘ernes politiske og tabusprængende undergrundsfilm – herunder miljøet omkring Andy Warhol og The Factory i New York. Og det er en fortælling, der afspejler udviklingen i den amerikanske kultur i samme periode. Bogen er baseret på mange års research samt forfatterens egne interviews med frontfigurer inden for genren heriblandt Warhol-stjernerne Taylor Mead, Gerard Malanga, Billy Name og John Giorno. Centralt i beretningen står bannerføreren Jonas Mekas og hans New American Cinema Group, som fra begyndelsen af 60‘erne søgte at revolutionere filmmediet under programerklæringen: “Vi ønsker ikke falske, polerede, glatte film – vi foretrækker dem rå, upolerede, men levende.”

Lyriske linjer fokuserer på fem poetiske tendenser og værker af 40 danske og udenlandske digtere. ”Dansk identitet” diskuterer nationalfølelse og fremmedhad fra Klaus Rifbjergs kulturradikale satirer til Eva Tinds autofiktion om racisme og stigmatisering. ”Det økokritiske” behandler forholdet mellem menne­ske og natur fra Pia Tafdrups holistiske visioner til Tor Ulvens nihilistiske verdenssyn. ”Det apokalyptiske” tematiserer civilisationens under­gang fra Georg Trakls ekspressionistiske febersyner til Ursula Andkjær Olsens polyfonier om angst og isolation. ”De lange former” undersøger langdigte fra Paal Brekkes poetiske sekvenser til UKONs serielle lyrik. ”Det konceptuelle” reflekterer over ready­mades, montager, det metafiktive og det socialt-politiske i konceptuelle værker fra Vanes­sa Place til Pejk Malinovski. Lyriske linjer afdækker nye og øjenåbnende forbindelser mellem poetiske værker, forfatterskaber, genera­tioner, nationaliteter, temaer og traditioner.

En mandsling, en magisk marionetdukke, en skægget danserinde og shamanens bevingede assistent er et udvalg fra persongalleriet i 9 fantastiske for­tællinger, der overvejende udspiller sig i Asien. Historierne tematiserer opløsning og forvandling, død og udødelighed. Den foruroligende virkelighed balancerer ofte på kanten af et magisk univers gennemsyret af myterog overtro – og blander østens legender med vestens eventyr.Dette er dragende historier om skibbrudne, der alle på hver deres måde formår at gribe ind i deres skæbne.

Med udgangspunkt i det at høre til et sted og det at miste - at være ufrivilligt født ind i en familie, været vokset op et sted, og i hvordan ens eksistens og identitet er knyttet til det sted og den familie - undersøges de grundvilkår der ligger i det at være menneske: følelser, sorg, det at miste, angst, stress og hvordan vi som mennesker er forpligtet til at håndtere alt dette i en verden af eksistentiel hjemløshed."Jeg har ofte tænkt på at spørge dig, om vi skulle starte forfra,simpelthen slette det gamle; at viske en tavle ren.Der ligger så meget postyr mellem linjerne,så mange sætninger der skulle gøres op med. Jeg ved godt det er meget at forlange af et hjerte, situationen taget i betragtning"

Denne bog beskæftiger sig overvejende med samtidige, danske digte. Den er et forsøg på at forstå både en række generelle træk og særlige karakteristika knyttet til digtene. Et væsentligt træk er den sproglige forunderlighed, der forefindes i disse digte, idet de adskiller sig fra andre digte, der har tydelige narrative forløb eller som er opbygget med udveksling af replikker, som vi kender det fra dramaer (skuespil). Denne forunderlighed viser sig i sprogets gådefuldheder samt den særlige retorik og formelle opbygning (strofer, vers, linjebrud, specielle mellemrum mellem ord osv.), der ofte er knyttet hertil. For at skelne dem fra narrative og dramatiske digte er de benævnt lyriske digte.Den sproglige forunderlighed gør også, at de adskiller sig fra de fremherskende diskurser, som vi støder på i vores hverdag hos lægen, på jobcenter, på uddannelsesinstitutioner, i politikeres tale osv. Denne forskel kan forstås som en omvæltning af sådanne diskurser. Digtenes lyriske form udgør brud med de diskurser, der dominerer vores samtid. Den sproglige forunderlighed udgør dog ikke kun brud hermed, men konfronterer også læseren med et sprog, som denne ikke bruger normalt. Lyriske digte udgør derfor en særlig sproglig begivenhed.

Vi tæller ned til jul og gør det i år med en litterær julekalender.I fireogtyve klummer er litteraturen udgangspunktet eller referencen, der sætter liv og eksistens i relief. Her gives en tanke og en oplevelse form.Den kan åbnes som en låge. For sjov og alvor. En til hver dag. God fornøjelse!

I Erfaringer på kanten rejser Alexander Carnera en række etiske, æstetiske og eksistentielle spørgsmål om vor tid. Har kunsten og litteraturen stadig en betydning for vort liv? Hvad sker der med vores erfaringer i et liv uden varighed – et liv in the flow?Enhver er overladt til sig selv, med sin egen fortælling og sin egen krop. Måske kunsten minder os om, at det ikke er nok at være i live, man må eksperimentere – gå på opdagelse uden at vide hvad man søger. Se og arbejde med tingene som de er, i deres foranderlige, nedbrydende og sære former. Standse det lineære fremskridt, se livet fra dødens side.Gennem bogens 22 essays etableres et særligt møde med kunsten og livet som det udfolder sig hos blandt andre Knausgård, Tarkovskij, Musil, Sloterdijk, Rilke, Gombrowicz, Thykier, Sontag, Blanchot, Agamben og Kiefer.Erfaringer på kanten er også et forsøg på at genopfriske evnen til at påskønne kunstens og skabelsens hemmelighedsfulde liv. Ikke for at fejre kunsten og vende livet ryggen, men omvendt for at nå frem til livet via kunsten. At være hjemme i livet takket være kunsten.

Ideen til denne samtalekreds om dansk litteratur var et stort spørgsmål: Hvad sker der med dansk litteratur efter de sociale mediers gennembrud og digitaliseringen af samfundet? Forfatterstafetten besvarer dette spørgsmål med forfatternes egne ord, deres egne beretninger og vurderinger.Forfatterstafetten er ’en monster-samtale’ om litteraturen i Danmark i dag: En samtalekreds, der tog 9 måneder at optage og skrive igennem, men som trækker linjer årtier tilbage i dansk digtning og samtidig giver en pejling af, hvor dansk litteratur er på vej hen i de kommende år.Forfatterstafetten er levende litteraturhistorie skrevet af forfatterne selv. 13 ’tunge’ og ’unge’ danske forfattere har i en kollektiv proces fremskrevet det første samlede værk, der beskriver dansk litteratur i det 21. århundrede set fra kunstnernes egen synsvinkel.De 13 forfattere er: Thomas Boberg, Mathilde Walter Clark, Adda Djørup, Signe Gjessing, Helle Helle, Peter Høeg, Pia Juul, Madame Nielsen, Leonora Christina Skov, Kristina Stoltz, Jens Smærup Sørensen, Søren Ulrik Thomsen og Christel Wiinblad.

Balancekatten er en samling filosofiske, gakkede, alvorlige, eventyrlige, paniske, fabulerende og absurde fortællinger, der på forskellig vis undersøger tilværelsens store spørgsmål. Samlingens 40 tekster spiller med og mod hinanden i deres udforskning af eksistentielle temaer som humor, sprog, identitet, angst, krop, kunst, litteratur, hjemmet, arbejde, mode, ensomhed og død. Bogen bevæger sig på tværs af tid og rum og inviterer læseren med til det mørkeste Afrika i slutningen af 1800-tallet, ind i en moderne berlinsk børnefamilie og på besøg hos en ældre mand på Amager. Men samtidig er Balancekatten også en rejse ind i sproget.Balancekatten balancerer på grænsen mellem det normale og det afvigende, det velkendte og det magiske, det meningsfulde og det absurde."Efter at have tilbragt to år i sorg tilbragte jeg nu tre år i en peberfrugt. Allerede mens jeg skar et låg omkring stilken, kravlede ned i frugten og trak taget på plads over mig, begyndte følelserne at skrumpe ind. Jeg havde stillet peberen på stranden, et øde sted på Falsters østkyst, og hver morgen stod sollyset gennem frugtvæggen på en skøn måde. Her var rødt, varmt og trygt. Kernerne hang som en lysekrone over mig, og jeg blev stadig mere tilfreds med livet."

ÆSTETISKE TOPOLOGIER udforsker forbindelser mellem sted, rum og kunst. Bogen inde­holder også en introduktion til den topologiske vending, der sætter rum og steder på dagsordenen i humaniora. Med sin overbliksskabende indføring og sine nedslag i euro­pæisk kulturhistorie er ÆSTETISKE TOPOLOGIER en læse- og lærebog for kultur- og kunstfag.

Svævende stasis sætter fokus på H.C. Andersens eventyr og historier og søger gennem en række analyser at finde ind til hvad der forener dem i deres forskellighed. Bogens argument er, at det som forener dem er, at de er blevet til i et spændingsfelt mellem den litterære arabesks uforudsigeligt svævende karakter og allegoriens på forhånd fastlagte betydningsfelt. Deraf titlen: Svævende stasis.