Bøger udgivet af Gladiator

Der er nok for Ebbe at være bange for. Skydebanen nede bag Sortevejen og katastroferne inde i fjernsynet. Hestene, der kan sparke, og vandet, der kan komme og oversvømme gården, hvisdæmningen bryder sammen. Men heldigvis er der også Otto. Tættere på Jorden end jorden er historien om at slå det ihjel, du elsker. Og om hjælpen, der kommer, når det, du frygter mest, pludselig træder frem af mørket.

STIGNINGER OG FALD er en skildring af en barndom på Mols i 1980erne. En lyrisk bevægelse gennem de landskaber, der både er naturens og sindets. Et portræt af en familie, af en hjemstavn og af mødet med sproget. Barndommens steder og barndommens ord. Alt det, der former et menneske.Pressen skriver:”Debutanten Josefine Klougart har lagt et guldæg […] en ualmindelig smuk og sikker debutroman.”– May Schack, Politiken"Med denne fremragende debut demonstrerer Josefine Klougart et lysende talent for at forme præcise sansninger og kloge overvejelser i og med sproget. Hvad kan det ikke blive til i fremtiden?"– Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad” Klougart er et lysende fortælletalent med et sprog, der skinner som nypudset sølvtøj.” – Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet"Josefine Klougart behersker den altmodische naturlyriske prosa til perfektion, hendes sprogfornemmelse og skrivetalent er umiskendeligt, og hendes evne til at undvige begivenheder til fordel for sansninger, er med til at portrættere romanens jeg. […] Det giver en stemningsmættet og indtryksfuld prosa om alle de stigninger og fald, der udgør vores liv, og som opleves af en pige, der har barndommens åbenhed i behold." – Klaus Rothstein, Weekendavisen

Karens familie går i opløsning. Hun er ikke lykkes med at holde sammen på familien og hun må skilles fra faderen til hendes lille datter. Nu skal hun til at dele sin datter. Der melder sig et kor af stemmer, en strøm af gode råd og formaninger, et helt nyt sprog: Tilknytning. Forudsigelig adfærd. deleordning. Forældremyndighed. Overgangsfase. Monica Isakstuen tager med romanen VÆR GOD VED DYRENE fat på et aktuelt og ekstremt betændt problemfelt i mange menneskers liv i dag: Hvad gør vi når kernefamilien falder fra hinanden, og forældre og børn skal finde nye måder at leve på - hver for sig og sammen? VÆR GOD VED DYRENE er Monica Isakstuens gennembrudsroman og hendes første bog på dansk. I 2016 blev romanen tildelt Norges største litteraturpris, Brageprisen, for årets bedste roman.

ROMAN OM EN ENGEL OG EN PIGECecilie Lind romandebuterer med Til enengels forsvar, hendes femte bog. Hver sætning hos Cecilie Lind har attitude og temperament:skriften vrænger, er sødladen, indigneret, næsten hallucinatorisk, den opløsertid og rum og bliver svimmel og udarter med meta-kommentarer og synskehvirvler. Enengel går i krig. En engel forfalder. En engel forløber sig. Hun skulle tagesig af en pige, som skytsengel, men forelsker sig i pigen. Hun bliverlidenskabelig, det går ikke, hun forvises. Pigen kommer til orde. Englenstilles for retten. Det ser sort ud, og Gud træder til. Jeg er en gud. Jeg er svag, men jeg er mægtig, men jegtrænger til et kælent hjerte, en engels tålmodighed – Og sandeligsiger jeg jer: Jeg er en herre, en pige, en hykler, liderlig efter Satan ogEnglen, begærer: selskab og flammer og lyshav og ondskab og hellighed ogtilgivelse – åh tilgivelse. Hvilket lifligt fænomen. At kunne befris for sigselv og sin almagt, og sin altoverskyggende angst, og sin altopslugendekærlighed. Jeg elsker alt itu, og jeg græder mine guddommelige tårer hvereneste aften, og min gråd er regnen der falder og befrier ørkenen for sin tørsti den kolde kolde stjernenat. Cecilie Lind, født 1991, debuterede i 2010 med Ulven åd min eyeliner, siden har hunudgivet Dughærget pupil accelererertusmørke, 2012, Strunk, 2015 og Scarykost, 2016.

Man kunne sige det samme om Dan Turèll, som Dan Turèll sagde om Allen Ginsberg:Ginsberg er vokset og vokset med årene, han har transcenderet sig selv for hvert nyt årti, han har stadig været nye og andre steder henne – og dog har han hele tiden været den samme skæve, forvirrede Allen fra Paterson, New Jersey, der i sin ungdom, altid lige skulle til at rejse et eller andet sted hen, ligegyldig hvor … Og: Han har eksperimenteret med alle de tilstande der kan trække et menneske ud af sit sædvanlige fængsel: med drugs, med religion, med udskejelse, med faste, med bøn. Lige bortset fra, at Dan Turèll ikke er fra Paterson, New Jersey, men en skide Vangede-boy fra Vangede, det vil sige – i forhold til Gentofte – den forkerte side.Med Medie Montager fra 1975 fortsætter Gladiator og Chili Turèll maraton-udgivelserne af Dan Turèll. Efter Carma Cowboy og Bevægelser formålsløst cirklende fra henholdsvis 1974 og 1971, som begge har lyrikken som omdrejningspunkt, er vi nået til reporteren og essayisten, eller simpelthen Medie-Montage-Mageren Turèll, han, som ved så meget og har så meget på hjerte, han brænder. – Kort: formidleren Turèll.Det handler om slægten, det vil sige: bedstefar Ezra Pound, onkel Bill Burroughs og fætter-Lou (Lou Reed). Hvor den samtidige Vangede Billeder handlede om familie og naboer, genboer og de handlende i alle tiders trygge Vangede er vi her inviteret indenfor i æteren, den privat Turèll’ske æter vel at mærke, idiosynkratisk og anderledes farlig.Om Pound: I London, i 1908, 23 år gammel, erklærede Pound nysgerrigheden hellig. Ikke skønheden, ikke kærligheden, ikke moralen – men nysgerrigheden, måske som den håndværksmæssige, praktiske manifestation af kærligheden … Han så nysgerrigheden som en dør, man går igennem ”til en langsom forståelse (langsom selv om den kan være en løbende serie af lysende forståelse og opfattelse i glimt).”Om William S. Burroughs: Hvad Burroughs har erfaret som følge af sit bevidsthedsarbejde gennem stoffer og sprog er det samme: at ”Verden” i sidste instans er en sansefilm … enhver selv kan skabe, men oftest får skabt for sig af et kontrolsystem. Dette kontrolsystem opererer ved hjælp af ord og billeder … Og hele samfundets kontrolsystem, om samfundet så er kommunistisk eller kapitalistisk, består af ord skjult under vilkårlige betegnelser som ”jura”, ”psykologi” eller ”politik” … For Burroughs er konsekvensen indlysende. Han raser: Klip kontrollinjerne. Gå til modangreb. Dette er en teknisk operation. Endelig om Lou Reed: De vil til enhver tid sige Lou Reeds nerver er i uorden, at han er neurotisk, syg eller gal. Velvet Underground er skyggen mellem Lou Reed og klinikken. Læg mærke til ordet håndværk i Turèlls omtale af Pound. Turèll regnede sig selv for håndværker, som hans far var elektriker, det er her hans stolthed ligger, og det er bl.a. af bedstefar Pound, onkel Bill og fætter-Lou, han lærer – og med dem, thank good! han lærer fra sig.

Om mørke handler om mørket i alting, eftermiddagen, døden. Den fortsatte undergang, kærlighedens mørke og naturens, skybrud og sygdom. Bogen er en moderne apokalypse og en protest mod nogle helt grundlæggende forhold. Og så handler den om sol og lys og øjne.

“Det, jeg skriver, sætter sig i din bevidsthed. For eksempel en gigantisk flok af spurve, duften af forårsregn, en messingmaskine under jorden, der langsomt driver kontinentalpladerne mod hinanden, et lyn fikseret i et øjeblik mellem dets mystiske ophav i de elektriske sortskyer og dets samtidige ankomst i jorden under os, dets væren begge steder på samme tid, både udspring, afsked, rejse, ankomst og opløsning på samme tid. Sådan er teksten, som det lyn. Jeg skriver det lige nu. Og ligegyldigt hvornår du læser det, er det dette nu, du oplever.”En tid med mirakler er anden bog i erindrings-trilogien, der begyndte med En vej ud af tågen. Det er en bog om den ensomhed, der har fulgt forfatteren hele livet. Et essay om kærlighed og længsel og begær. En dagbog fyldt med fragmenter og drømme, fortællinger og undren og en spirende fejring af livet, som det findes igen efter mange års sorg.

Sidste år modtog Anita Furu Bogforums debutantpris for Mit halve liv – en stærk og rørende roman om den jødiske flygtningepige Ruth, der som 6-årig bliver adopteret fra Rusland til Danmark. Nu er Anita Furu klar med en selvstændig opfølger – Jeg er en, der kan sige sådan! Ruth er blevet 73 år, og hendes handlekraftige datter Inge presser på for, at Ruth, før det er for sent, tager kontakt til de søskende, hun blev skilt fra som lille. Ruth og Inge tager til England og møder Ruths storesøster og storebror, der også blev bortadopterede, men Ruth kæmper med modstridende følelser. Hendes søskende har detaljerede minder om barndommen i Rusland, mens Ruth næsten intet husker. Kan man række henover de år, der er mistet? Og hvad skete der med den ældste storebror Isak, som blev tilbage i Rusland, men lovede at hente sine søskende og tage dem med til Amerika? Ruth får sat relationerne til sine nærmeste på prøve – som søster, men også som mor, mormor og veninde. Romanerne om Ruths liv er inspireret af Anita Furus familiehistorie. Men forfatteren tager sig friheden til i fiktionen at lade det uskete ske – da virkelighedens Ruth ville tage kontakt til sine søskende, var det for sent.

Josefine Graakjær er tilbage. Hendes debut Rosebud fra 2015 var formet som en kvindes henvendelse til en mand, ét langt brev. Som 1. en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2. en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste at blive hørt. Men hele tiden, bag ved i Rosebud rumsterede familiehistorien med druk og selvmord og det er nu den historie, hun med romanen Johannes tager fat på. I prologen et resume af fortællingen: Min farfar blev læge, og han hængte sig på hospitalet. Nej, kvalte sig med en ledning på Ærøskøbing Sygehus 80 år gammel. Farfar havde den sygdom Grundtvig havde, sagde han. Han kunne godt have trængt til en gang elektrochok, til at få neuronerne spredt lidt. Men han selvmedicinerede sig med alkohol. Og blev til sidst mere og mere dement og depressiv. Og selvfølgelig også kærlig. Den her historie er en historie fra hans 80-årige krop der var ved at falde sammen, men med en stadig lyst til at skrive til en gammel elskerinde. Du er min, skriver han til hende – til Pia. Jeg ville gerne have mødt hende, den halvblinde sygeplejerske der læste teologi, og som farfar ville forlade hjemmet for og bo sammen med. Det her er deres historie. Som også blev min. Min farfar hed Johannes; hans bror Richard vandt EM med det danske landshold i 1992. Min families triumf og tragedie kan spores tilbage til ham. Nej, nærmere til hans mor. Hun var en tyran, som min farmor siger. Fra prologen fører Josefine Graakjær sin læser ind i hvad man kunne kalde et stemmernes rige. Idet forfatteren lader os lære sine personer at kende indefra, gennem deres tanker og tale. Farfaren, Richard, farfarens kæreste Pia, oldemor. – Alt sammen igennem barnebarnet Josefine Graakjærs eksklusive og tror-jeg-godt-man-kan-sige forelskede skrift. En skrift som så rammende – som en art poetik – beskrives i romanen: Hakke op i hovedsætningerne eller efterligne en almindelig mands tale. Personligheden stiliseret til sammenhængen, det samme jeg forladt af sig selv. Fortælleren er en snylter på karakterens bevidsthed og vælger tilfældigt fra det mulige. Man kan se spørgsmålstegnene i hendes ansigt, det der kunne være sket i stedet, en anden scene. Og det er her på sin plads at sige, at Josefine Graakjær skriver en særlig form for litteratur. Ikke lige ud ad landevejen. Hun skriver en form for litteratur, som indeholder sig selv. Hvilket vil sige, at man må forstå, at man er med forfatteren på herrens mark. Man må forstå, at der ikke er nogen andre autoriteter end dem, som teksten hele tiden definerer. Således på den ene side udgør teksten i den grad sin egen autonomi. På den anden side, hvis man accepterer præmissen, er Josefine Graakjærs indlevelse i sine karakterer så righoldig at man kommer dybt ind i den menneskelige krop og psykes kringelkroge. For krop og psyke hører hos Josefine Graakjær i romanen Johannes uløseligt sammen. Ligesom man, når man taler om form, bliver kastet over i indhold, og når man taler om indhold bliver kastet over i formen, sådan hænger også krop og psyke sammen. – Ikke på et abstrakt plan, men i sætning for sætning. Og det er netop sætningerne hos Josefine Graakjær, der gør en svimmel. Det er her, det sker, det er her, man frydes og det er her, man næsten ikke tør trække vejret, for hvad sker der. Farfaren, Johannes, romanens ubestridte hovedperson er ramt på kornet. En gammel mand, liderlig og fortabt, hallucineret, sødmefuld og vulgær. – Man bliver klogere som menneske af at læse Josefine Graakjær.

Modsat sin tids medsøstre har Adda Ravnkilde ikke brug for et pseudonym: Der er ikke noget at skjule, tværtimod tror hun på sig selv - hun vil sig selv og er i den grad dedikeret til kunsten. Satiren og lidelsen hænger sammen i Adda Ravnkildes værker: Hendes selvmord som 19-årig var ikke noget almindeligt selvmord, men et rasende sådant, en art kommentar til selvmordet. Også i selvmordet smeltede lidelsen og satiren sammen for Adda Ravnkilde. Adda Ravnkilde henvendte sig til Georg Brandes med et manuskript, de mødtes, Brandes fandt hende talentfuld – og hun tog livet af sig. Først da Brandes læste i avisen om hendes død, tog han affære. Han foranstaltede udgivelsen af Judith Fürste, skrev forord, mens Erik Skram forestod udgivelsen af de to fortællinger En Pyrrhussejr og Tantaluskvaler. Judith Fürste udkom først, selv om Adda Ravnkilde var klar over, Tantaluskvaler var et mere betydeligt værk, hendes foretrukne, og det, hun først lod Georg Brandes se. Adda Ravnkilde kan sit kram og bør læses som en forfatter der insisterede på at gøre noget helt og med denne insisteren som drivkræft skriver hun om kunstnerisk arbejde – javist – men også om omkostningerne ved at give sig hen, lade sig forføre og overgive sig, også til lidelsen. Og så er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af blot 19 år indførte ordet lady-like på dansk.

Cassandra er en samling af fem kortebøger, fem skildringer af verdens dans mellem udvikling og undergang. Hver bogsfortælling er sin egen brik i en kaotisk profeti, hvor selv fortællerens stemmeer i afmagt. Lovsange kalder på Gud, et ukendeligt mørkt væsen, der dog har sitgreb i alle livets voksende dele. Stemmen samler sig uformående mod en hadefuldoverstadighed, hvor næring betyder gift og skabelse betyder destruktion. See Følge. Jeg kunde mumle saa mange varmeBjæff om det rige Skin, det gyldne Grums fran Solnedgangen, der kæles nedad iden graa Mark kaldet asfalt, mellem de polerte Mure.Kund mumle saa mange Hvalpes vrede Bjæff imodHals Trug Baandet over deres Skuldre. Gyldenvarmt.Kunde mumle Skin Rige over det faldendeGyldne Sol ventende over Zootarnet, stillesagte førend Mørket kværker. Et Skinsaaet Lyes af oss orange skumklart , Søjler aff Varme fra vores Bjæf, saa Rigestablet af sovende Hvalpes Bunke.Kapitlerne omfatter en del forskellige genrer, og Cassandra har både spor afpoesi, korttekst, prædiken, essayistik og profetiske syner. Hver tekst eropløst i et anakronistisk særsprog. Man rives ind og ud af etfaux-kierkegaardsk dansk, panskandinavisk, oldgræsk og klange, der kun tilhørerafgrundens støj.Særsprogets stemme påkalder sin egen støj og selvmodsigelse.Bag den vævede tekst findes en psykologi, splittet ad mellem ungdomsminder,argumenter og rablerier. Denne "Cassandra" når næsten at fremkomme,men er forudbestemt til kollaps som alt andet i fortællingen, når stemmenflænses, brændes eller knuses.

Litteraturen lever i høj grad af urimelige påstande. Således påstår Hans Otto Jørgensen i Revolutionær, at han fra sit sjette år forfaldt til revolten, fordi han blev sparket halvt ihjel af et par kvier, fordi hans far, som skulle have passet ham – og altså også passet på ham – svigtede og forsvandt ud i laden, og fordi hospitalet svigtede og lod ham ligge og ingenting sige i 2 måneder.Som det hedder: Volden kommer fra neden, fra et ophøjet sted. Det fornedrede ophøjes.Men det er kun ét spor. – En Andy Warhol-komposition peger nemlig på en række serier, nogle opkaldt efter Warhol, som BEAUTIFUL flowers, Flesh, CAMPBELL’S SOUP, det er de vandrette linjer, andre, og det er så de lodrette, har William S. Burroughs, bondemanden Jens Thorsensen og søsterens død som strøm.Alle ikonografiske størrelser, som er kendt fra Hans Otto Jørgensens tidligere bøger, fra debuten Tårnet i 1989 via Nåden fra 1996 til Hestens øjne 2008, og som her gennemskrives igen. Som en undersøgelse, hvor nye forbindelser opstår og forsvinder til fordel for endnu andre fortællinger.Hans Otto Jørgensen har talt om, at det er bekvemt, at have et net at indfange stoffet med. I Revolutionær forsøger han at skrive uden for dette net. Uden for lands lov og ret. I en geografi, som bliver kaldt Burroughs Island.En anden påstand: Kysset er tilbage for den, som smadrede alting. Som udgør forsoning. Hvor det ellers kan være svært at se, hvor forsoningen er. Hvor der er plads. På Herrens mark.

Har jeg været her før? spørger Sandra Holm i bogens allerførste linje. Hun befinder sig i sit barndomshjem i svenske Norrland tæt på polarcirklen og burde kende svaret. Alligevel er hun i tvivl. Eller er det måske bare kokketeri: Spørgsmål. Hvem har behov for at danse meget. Svar. Jeg. Der er så meget at se, at høre, at vide, at henrykkes over.Romanen er organiseret serielt, hovedpersonen er fra begyndelsen udstyret med et sæt af færdigheder, som gennemspilles igen og igen, frem for at hun udvikler sig og får en dybere forståelse af sig selv og dette og hint. Rastløs, sørgmodig, ambitiøs, drikkende skriverkvinde.Udgangspunktet er ønsket om at skrive en bog eller breve til den finske forfatter Pentti Saarikoski (1937-1983) efter at have læst hans Brev til min hustru fra 1968, der handler om ham, der går alene rundt i Dublin og skriver og drikker og tænker på sex. Dem, han har haft sex med. Han skriver om kommunisme eller skinkesandwich, han spiser, hvis han kan få dem ned, og om kusse og Jesus i tilfældig rækkefølge. Han har lovet sig selv ikke at rette et ord. Det inspirerer Sandra Holm.Hun bor i København, men tager til Milano. Her vil hun kunne skrive og drikke som Pentti Saarikoski. Hun vil være en skandale som han. De indgår en slags pagt, men det er svært for hende at overholde hans stramme deroute-kur: Jeg har ingen vanskeligheder med at spise sådan som du har i Dublin, Pentti. I modsætning til dig bliver jeg kolossalt sulten af at være beruset. Pentti Saarikoski begynder Brev til min hustru med konstateringen: Jeg har været her før. Sandra Holm vender det om til et gentagende spørgsmål. Men ikke kun titel-spørgsmålet går igen, også Polarcirklen, som man med dens særegne karakter – midnatssol om sommeren, polarnat om vinteren – kun kan erfare vished om ved i al sin sentimentalitet at have levet nær den. Og, i denne sammenhæng nok så vigtigt: polarcirklen er et fælles sted for Sandra Holm og Pentti Saarikoski, som også kommer der oppe fra det høje nord. Sandra Holm skriver: Jeg spurgte stilheden ved polarcirklen, hvad jeg skulle gøre? – I det hele taget er der en eksotisk og erotisk aura omkring lokaliteter. København er den store by, i Milano er der pensionatet med tre storartede ludere i luksusklassen. Alle steder er jeget i kontrast til stedets evighed kun et lille jeg: dødeligt og gennemtrivialiseret. Men modsat Polarcirklen er kussen og flasken til at tage og føle på, sproget bliver vulgært, safterne flyder. Sandra Holm lærer af det sanselige, og det sanselige er en god lærer. Man bliver klogere af at læse hende, når hun fx forsøger at forstå himlen over sin hjemegn ved at sammenligne den med sin ungdomskrop Den er end ikke en stemning, dertil er den alt for tynd og gennemsigtig. På sin egen måde ligner den leden eller henrykkelsen, som er sværest at forklare og beskrive.Har jeg været her før udkom 1978, Sandra Holms tredje bog, efter debuten Barnlige slagsmål 1969 – hun udgav endnu én, Dans mit mismod væk 1982 – og var et hit, blev anmeldt på dagen etc. Men døden tog ikke kun Sandra Holm, 1987, da hun var 44 år gammel, men også hendes forfatterskab. Det være hermed genintroduceret.

Frida er udvekslingsstudent fra Kbh i Leipzig i det tidligere Østtyskland. Hun er ikke noget i sig selv, en tom beholder, som søger indhold. Hun har hang til kunsten, færdes blandt unge med lignende tilbøjeligheder, og længes usigelig efter én at holde af – eller måske, slet og ret: den store kærlighed. Men det er svært. Men hun er åben. – Alting er så alt for uforpligtende. Vi følger Frida i nogle måneder, fra vinteren bliver til forår, hvor den fremmede verden strømmer uhindret igennem hende. Og sammen bliver vi klogere på, hvad historien har at sige os med dens reminiscenser fra 2. verdenskrig og kommunisttiden, ikke bare i erindringen hos de gamle, men helt ned i gadebilledet med dets levninger af huse fra før det store bombardement side om side med DDR-plattenbau. Og ikke mindst den nye generations ironiske dyrkelse af det hengangne og opblomstringen af nynazismen. Selma Rosenfeldt-Olsens debutroman er ikke bare velturneret, den er klog. Frida laver fejl på fejl, men der er noget forsonligt over hende, måske netop fordi hun laver fejl. Der er noget klovn over hende. Hun vil være fotograf, men de fleste af hendes billeder er mislykkede, uskarpe eller taget fra for lang afstand. Hun tager MDMA, første gang med succes, anden gang går det galt, og hun får det virkelig dårligt. Ham, hun er forlibt i, vil ikke have hende, selv om hun gør sig alle mulige anstalter, mens ham, hun ikke vil have, ikke er til at være i fred for. Men udgangen er lykkelig og en ny begyndelse. – Ligesom romanen synes at være begyndelsen på et forfatterskab.

Halfdan Pisket – ham, ja – har lavet Låsesmedsfilerne, og den er mildt sagt anderledes. Det vil sige anderledes end Dansker-trilogien, Halfdan Piskets absolutte gennembrud inden for tegneseriekunsten. Ikke bare i Danmark, men også rundt om i det store udland. Låsesmedsfilerne handler om en ung vildfaren og hans rejse frem mod svendeprøven som låsesmed, og hvad deraf fulgte. Enhver seksuel orientering prøves af, sadisme, masochisme etc., indtil alt bliver trivielt, og følelserne for den anden forsvinder. Et forsøg ud i det nekrofile bliver et vendepunkt. En grotesk, pornografisk og ikke mindst humoristisk dannelsesrejse, for Halfdan Pisket er – hvad man ikke mærker i Dansker-triologien – netop også satiriker og humorist. Og et poetisk sprog, som vi slet ikke har set rækkevidden af. Låsesmedsfilerne, fortæller Halfdan Pisket, var den første tegneserie, han skabte alene – over et par måneder i 2012 – og altså hans egentlige debut. Den er skabt ud af det vakuum af afmagt, der opstod i dagpengesystemet, efter han færdigjorde sin uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og det er tydeligt, at hans baggrund – eller ”dannelse” om man vil – kommer fra hjemmelavede zines, lange breve og kunst snarere end fra en traditionel tegneseriebaggrund. I bogen optræder en række elementer, der senere danner grundlag for hans trilogi (Desertør 2014, Kakerlak 2015 og Dansker 2016): minotauren, knivene, de ansigtsløse, kærlighed til referencen og – ikke mindst – et lemfældigt forhold til virkelighed og fiktion. Låsesmedsfilerne trækker linjerne op bagud og komplimenterer Dansker-trilogien. Værket bliver bestandig større.

En to tre er en samlet genudgivelse af Ida Marie Hedes Seancer (2009), Det kemiske bryllup (2013) og Inferno (2014).I alle tre bøger skildres virkeligheden ikke gennem psykologiske dybder, men gennem skiftende vidensområder: Det geologiske, det teknologiske, det eventyrlige, det cinematiske, det arkæologiske, det kunsthistoriske, det biografiske, det psykologiske, det seksuelle, det materielle, det feministiske.Den egentlige hovedperson er den kultur, vi lever i. En kultur, der fetisherer både historiske figurer, begivenheder og sanselige former. Og hvor alle disse ting recirkulerer og ofte antager nye, porøse former. Alle tre bøger bevæger sig med lethed gennem tid og rum, de blander konstant det organiske og materielle med det teknologiske – sådan at teknologi og materialitet nærmest bliver acceleratorer for nye, smidige idéer, som en protest mod den mådeholdne tanke.I Seancer møder vi både Mary Shelley, Marilyn Monroe og spiritualisten Kate Fox. Bogen undersøger teknologiske opfindelser som morsekoden og elektriciteten og hvordan disse nybrud influerer bevidstheden, især ungpigesindet, og skaber mulighed for forandring. I Det kemiske bryllup fødes to tvillinger ud af en højttaler: Her er teknologien startskud for en alternativ slægtsrejse, bogen taler om kvindeliv, om kollektivitet, om oprindelse: Hvad består mennesket af? Af kulturens billeder, af dna, af kærlighedsforhold, af oprørstrang? Forbinder berøringer og fælles tilstande os i lige så høj grad som blodsbånd? I Inferno trænger substanserne sig på, psyken bliver nærmest en tilstand i materien, når August Strindbergs roman fra 1888 genskrives med udgangspunkt i det utopiske projekt det er, at genopfinde en olie, der kan redde verden fra undergang.Selvom der i de tre bøger er en bevægelse fra tekstsamlingen mod romanen, er alle tre værker mest af alt undersøgende, i tilblivelse.

Olivia Levison er sin generations bedste tænker. Debut med Min første Bog i 1874. Men som kvinde, når man ikke lige har Amalie Skrams kampgejst, afskåret fra offentligheden, usikker på, om ikke det kun er manden forundt at eje et skabende gen, kommer der ikke samlet set mere end én roman, endnu en novellesamling, en biografi om en engelsk socialist og et par anmeldser og nogle rejsebreve og andet småt i ugepressen ud af forfatterskabet.I et brev til forfatteren Erik Skram i 1879 skriver hun, at det hvirvlende, det usikre, det brudte Menneske er nået et Skridt videre end det vegetativt sikre. – Og: hun ser menneskene som blandet, som har den største Møje med at finde sig til Rette, som af deres Længsel, deres Erkendelse, deres Viden, deres Villen, deres Sanselighed, deres Retskaffenhed drejes rundt i en Hvirvel, og ser Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag.Denne hvirvlen og det at se Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag er helt i tråd med J.P. Jacobsens tænkning, når han i et brev til Edvard Brandes i 1880 skriver I Virkeligheden er der enkelte Sider i Menneskene der ikke hænger sammen; hvor skulde ogsaa en saa complex, saa mange Steder fra hentet, uddannet og paavirket Ting som den aandelige Side af et Menneske, være organisk HelHer, ikke hos Brandes og hans snak om at sætte under debat, men i de to udsagn, Olivia Levison og J.P. Jacobsens, er det moderne menneske kommet på banen.I nærværende udvalg kommer man næsten hele vejen rundt i de kortere prosagenrer. Novelle og essay blandes fx i Støv til en helt ny og, kunne man påstå, privat genre. Sådan som genrespørgsmålet er vitalt for en række andre af tidens forfattere, Knud Hjortø med sine syner, Johannes V med sine myter og Marie Bregendahl med sine billeder.Men Olivia Levison er tidligt ude. Hun er så klog, og man bliver gerne klogere af at læse hende.

Horden er en bog med digterportrætter fra den periode, vi plejer at forbinde med Georg Brandes og det moderne Gennembrud og videre frem gennem symbolismen, det vil sige fra J.P. Jacobsens skelsættende novelle Mogens 1872 til Marie Bregendahls roman En dødsnat fra 1912.Med denne samling portrætter forrykker Hans Otto Jørgensen det herskende perspektiv på perioden. Brandes bliver sat til vægs, mens J.P. Jacobsen og Olivia Levisons flueøjede modernisme gør godt. “Litteraturen kvalificeres ifølge J.P. Jacobsen ikke ved fasthed, ikke ved færdigetilstande, men ved en margen af muligheder, som giver plads til alt muligt.Ting, begivenheder etc. forløber ikke kun fra ét punkt til et andet, som årsag og virkning,i simpel linearitet, men oppebæres af komplekse, måske endda modsætningsfyldte uafgørligheder. Det er i omegnen af dette, det jacobsenske program, Horden foldes ud.”- Hans Otto Jørgensen

Strunk er et langdigt fuld af legesyge og viljestyrke. Det handler om at etablere en selvopholdelsesdrift, men at gøre det nynnende, at genopfinde rygsøjlen som strengeinstrument. Rummet er pigeværelset, og tonen er gurlesque. Det er et digt, der broderer sig frem, rastløst og uforsonligt.Digterkollegaen Signe Gjessing har læst bogen og skriver følgende:“STRUNK er kompromisløshed, uindskrænket magt + ømhed over for kausalitet. Alvorligt talt ”at have et smukt sind” … bogstaveligt, et sind, der er majet ud … Den ”indre skønheds” indre kropssprog, den indre skønheds synlige og håndterbare fysiognomi, gestik – vi har i Cecilie Linds langdigt STRUNK en tekst, der er ren mimik – betydning som mimik: betydning, der opfører sig forførende, inciterende, elegant, som den ydre skønhed kan det.”Cecilie Lind debuterede i 2010 med den lille digtsamling, Ulven åd min eyeliner, på undergrundsforlaget OVBIDAT og har flere gange siden 2008 været publiceret i tidsskriftet Hvedekorn. I 2012 udkom Dughærget pupil accelererer tusmørke under Cecilie Linds egen genrebetegnelse, usagn, på Samleren. Lind blev i 2011 optaget på Forfatterskolen, som hun dimitterede fra i 2013.

En nat i 2020 endte jeg på skadestuen, høj på crystal meth og med en dildo der havde sat sig på tværs i røven. Et blodigt og tåkrummende forsøg på selv at hive den ud med en gaffel og en bidetang er beskrevet i kapitlet der starter side 34 i bogen. Det var et rock bottom, men også en opvågning, en erkendelse af et problem jeg måtte forholde mig til. Skræmmende mange bøsser er blevet afhængige af en cocktail af sex og stoffer, også kaldet chemsex. Jeg er en af dem, og jeg har skrevet en bog om det. Det er min fjerde roman Romeo & Seahorse, og den udkommer 1. december på forlaget Gladiator.

Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri handler om forældreparret Theis og Viktoria. De er indlagt med deres for tidligt fødte barn Elias. En klaustrofobisk periode på tre måneder på en neonatalafdeling. Skriften i Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri er både nøgternt beskrivende og mere sansende fabulerende, fuld af humor, omsorg og ømhed for de mennesker, der er omdrejningspunktet for romanen, og for de børn, der fødes for tidligt, og som hjælpes ind i livet af maskiner.Luca Engberg Talamona (1993) debuterede med den anmelderroste digtsamling Alcatraz (2017). Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri er hans anden udgivelse.

"De kigger på Jakob og Smumsi med mørke øjne, hver gang de sætter ild til en ny prut, som om noget skæbnesvangert her er i vente. Måske er de to unge mænd slet ikke forhærdede gårdskarle, måske er de i virkeligheden sarte sjæle fanget i et par forkerte kroppe, sarte sjæle, der drømmer om at rejse rundt på fremmede kontinenter og optræde med deres fantastiske illuminationer, helt uden tanke for traktorkørekort og kuldsejlede svinestalde, begæret af varmblodige kvinder, båret på skuldrene af beundrende mænd, på optog gennem byernes udsmykkede gader, tiljublet overalt: Buenos Aires, Montevideo, Santiago de Chile. Og så afslutter den rødhårede ellers hele dette festfyrværkeri med knaldeffekt. Den lange stikflamme står lige ud i luften."Jacob Grønlykke debuterer med en grotesk sydfynsk Southern Gothic fortælling. To umage drenge på flugt. I det mørke og grumme landskab, de bevæger sin ud i, har de kun hinanden at stole på. De ender i et ingenmandsland, hvor tid og sted efterhånden opløses i en voldsom dødedans. ”Mælk og Blod er på alle måder en storslået roman, med et persongalleri for hvem enhver handling er på liv eller død. En lærd roman. Et erindringsprojekt, et ”symbolsk” ødelæggelsesprojekt og resignation/søgen efter den ultimative sandhed.” - Hans Otto Jørgensen

Putska er en autobiografisk roman, der handler om forfatterens egen barndom og ungdom i Krakow i 1950’ernes og 1960’ernes Polen, år, der er turbulente og fulde af forandringer – især for en ung kvinde med jødisk afstamning, der må tage stilling til egen identitet i kølvandet på Seksdageskrigen i Mellemøsten. Samtidigt er romanen et kritisk, men også kærligt, tilbageblik på Polen under et totalitært og tiltagende antisemitisk styre, og handler også om det levede ungdomsliv i et intellektuelt universitetsmiljø, med alt hvad der hører sig til af sorger, glæder og forelskelse.Janina Katz er og var en fremmed fugl. Hendes historie er vanvittig: hun var og er jøde og havde under krigen som lille ophold hos en katolsk familie, mens næsten hele hendes familie blev udryddet i kz-lejre etc. Dog: moren overlevede … Men i forbindelse med Seksdagskrigen i Mellemøsten mellem de arabiske lande og Israel om palæstinensernes håbløse situation som fange i eget land, blev tiderne igen strenge for jøder i Polen. Janina Kats bemestrede dansk, et udsøgt dansk, og debuterede som lyriker med Sin mors datter i 1991 og udgav en række digtsamlinger, noveller og romaner, i alt tæt på tyve værker.Dem og os. Dem og os. Janina Katz’ forfatterskab er berigelse af den danske litteratur og et vigtigt bidrag til at definere hvad det vil sige at være ikke dansk, men multikulturel, sådan som de fleste af os i en eller anden forstand er.

Smitte gennem hud og luftveje er strømmen af erindringer om en barn- og ungdom på den lille ø, Femø, i Smålandsfarvandet nord for Lolland - en ø og en natur, der, som en krop, langsomt degenererer, og som opfører sig utilregneligt. I romanen orienterer den kvindelige hovedperson sig mod øen for at blive rask og for at kortlægge en tabt hukommelse og sammenstykke en fortælling om sig selv og sin forståelse af livet, døden og begrebet skæbne.Det er en roman, der handler om, hvordan barndommen reaktualiserer sig selv op gennem voksenlivet, og de anskuelser og strukturer, der etableres i barndommen, og som gør det ensomt at være barn. Og den handler om at blive alvorligt syg, mens man stadigvæk er ung, og ikke mindst om alle de mentale og eksistentielle forskydninger, det afføder. Romanens forløb strækker sig over et halvt år, fra den kvindelige jeg-fortæller i december får konstateret modermærkekræft, til sankthans året efter.

Romanen foregår i Berlin og tager udgangspunkt i en konflikt mellem Aaron, en amerikansk-jødisk, homoseksuel boghandler, og det venstreorienterede café-kollektiv, der er er hans nabo. Konflikten bryder ud, da Aaron, ud fra en intellektuel nysgerrighed og måske en smule fascination af det forbudte, arrangerer et foredrag om den fascistiske forfatter og esoteriker Julius Evola. Hvis det stod til Aaron, ville han nok betegne sig selv som venstreorienteret. Alligevel er Kreuzberg pludselig klistret til med plakater, der hænger ham ud som nazist. Antityskland er en politisk sæbeopera, der starter hvor samtalen normalt bryder sammen. Om højreradikal vold og nabokrig på venstrefløjen, om veganske burgere og talende grantræer, om borgerkrigen i Syrien og hvad vi stiller op med Israel. Men hvor går grænsen for, hvad der kan siges ustraffet? Og er det muligt at finde fred i skyggen af andres forbrydelser? Nikolaj Tange Lange er født i 1980 og har boet i Berlin siden 2007. Han debuterede i 2018 på Forlaget Gladiator med Livet er en fest og så dør man. Antityskland er hans anden roman.

Josefine Klougarts anden roman er en undersøgelse af et destruktivt seksuelt forhold mellem en mand og en kvinde. København står som kulisse, gamle historiske bygninger, tømt for mennesker, men med en påtrængende understrøm af natur. En bar rummer et publikum, der gør forholdet til en scene, der udforsker et rum af begær, magt og ydmygelse. Pressen skriver:»grusomt smukt og intenst.«**** – Per Krogh Hansen, Berlingske Tidende »Det er og bliver imponerende, så megen friskhed og liv den unge forfatter kan tilføre det danske sprog.«– Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad »Klougart er et unikt sprogtalent i krydsfeltet mellem lyrik og prosa.«– Frank Hansen, Ekstra Bladet

I Organe Remain gendigter Jonas Rolsted Koranens fortællinger om Jesus og fantaserer videre. Organe Remain er blevet til på en rejse gennem Libanon med Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og Koranen i tasken. Disse tre bøger viste sig at tilbyde forskellige vinduer ind til mange af de samme personer og ud af rejsen voksede Organe Remain. Bogens første del består af legender med afsæt i Koranen og Det Arabiske Barndomsevangelium, fortællinger om Jesus som barn og som ung mand. Jonas Rolsted, født 1980. Nomineret til Montanas Litteraturpris for Flex Death i 2012 og for Abandon Green Language i 2015.

Jacob Skyggebjergs pamflet 'Vi ses på Mars når lokummet eksploderer og klimaet går amok' repræsenterer et udvalg af de politiske skrifter, Skyggebjerg har haft bragt i diverse medier siden forfatterdebuten i 2013. Budskabet er klart - her er ingen højre- eller venstresnoning: Gennem ligegyldighed kommer undergang, og ligegyldighedens last er i høj grad hvad vi, danskerne, og menneskene i det hele taget lider under. Vort samfund består på det, at vi kan undlade at forholde os. Vi har i bytte for velstand og magelighed måttet acceptere: Håbløshed. Meningsløshed. Tankeløshed. Verdens undergang. Samlingen er i den grad debatskabende. Skyggebjerg er provokerende og underholdende, men først og sidst - skarp og intelligent.

Sonja Hauberg blev født i 1918 og døde i 1947. 29 år blev hun. Hun nåede at udgive to romaner: Hvad vil du med mig? og Syv Aar for Lea, og et enkelt skuespil: Ebbe Skammelsøn.Ved sin død efterlod Sonja Hauberg manuskriptet til sin tredje roman: April, der først blev udgivet i 1961. April er Sonja Haubergs sidste og mærkeligste bog. Bogstaveligt talt skrevet til ende på dødslejet.Sonja Haubergs skrift tér sig. Den tér sig i det realistiske, og den tér sig i det kaotiske og afvigende.For April er en roman der drømmer. Drømmer sig bort fra mareridtet der er virkeligheden, krigen, fornuften, apatien, volden, løgnene. April er en forbløffende almindelig og en forbløffende ualmindelig roman. Et meget charmerende paradoks at stifte bekendtskab med. Det er realisme, i én forstand, i udgangspunktet, men romanen kan ikke holde sig på måtten, den må ud og skal ud og afsøge grænseområder..