Bøger udgivet af Gladiator

I Drømmeflygtningen følger man en ung kvindes fald gennem psykiatrien, manden og borgerligheden. For hvor flygter man hen, hvis man ikke er ønsket, ikke passer ind nogen steder? Hvis ens kvaliteter, visioner, talent bliver betragtet som sygelighed? Man flygter ind i drømmene. Der er højere til loftet. Jegfortælleren, jeget, betragter sig selv som en drømmeflygtning, som en ung kvinde på flugt fra virkeligheden. Med hallucinationer, kunstneriske aspirationer, drømme. Revolutionsdrømme, vage drømme om frigørelse, frihed. En anden verden. Men også en opvækst på bunden af samfundet, uden fremtidsudsigter, forudbestemt til ikke at blive til noget, til at skure andres gulve, være ubetydelig, føle sig forkert.Jegets hallucinationer fremstår ligeså virkelige – eller uvirkelige – som hospitalets trøstesløse rum og rutiner. Virkelighed og uvirkelighed glider ind i hinanden i flydende overgange. Det er ét fedt sådan et sted: institutionens grå, dystre, monotone, degraderende, umyndiggørende verden. Hvide rum beboet af halverede, fragmenterede, knuste, amputerede bevidstheder. Silhuetter, skygger. Kroppe, der kortvarigt træder ud af hvidheden og forsvinder igen.Drømmeflygtningen var Lillian Jacobsens debut, som hun udgav i 1978 på forlaget Kvindetryk.Lillian Jacobsen blev født et sted i Jylland i 1945, og gik ud af skolen som femtenårig for at arbejde. Et år senere flyttede hun til hovedstaden, hvor hun tog mellemskoleeksamen på aftenskole-kursus samtidig med at hun arbejdede som rengøringsassistent. Fire år senere, i 1965, efter afbrudt skolegang, sygdom og forskellige jobs som bl.a. servitrice og fabriksarbejder, blev hun indlagt på den lukkede afdeling, knap tyve år gammel.For Jacobsen er sproget ikke et redskab til udtryk for tanken. Eller indtryk af virkeligheden. Sproget i sig selv er virkelighedsskabende, det griber ind, konstruerer, kategoriserer, dømmer, det har destruktiv kraft i de forkerte hænder, en fremmed magt, det siver ind i systemet.Sproget er mændenes, magtens, borgerlighedens, journalernes. Altså må det nedbrydes, destabiliseres, sættes sammen på nye måder. Ingen sætninger, ingen begreber er præcise nok i sig selv – og det er da også det, der kendetegner Jacobsens skrift: en enorm sprog- og selvbevidsthed.

Ole Sarvigs Stenrosen udspiller sig i efterkrigstidens Berlin, udbombet og hærget. Man præsenteres for et omfattende persongalleri, som alle har oplevet krigens begyndelse og slutning. I et langt tilbageblik følger man deres deltagelse i krigen og hvilken betydning krigen har haft på deres liv. Særligt de to karakterer, Endré og Werners oplevelser er i fokus. Alle karakterer lever i efterdønningen af nazismen og den efterfølgende søgen efter et værdigrundlag i skyggen af krigen. For Sarvig lægger vægt på den glæde og det sammenhold, som nazismen gav det tyske folk, fx, Endrés indrullering i Hitler Jugend, men beskriver også nuanceret den efterfølgende sindstilstand, at skulle forholde sig til de valg man har taget i en krigsrus.Krigen er en metamorfose, hvor byer og lande og folk undergår hastig forvandling. Kulturen forvandles. Det er mutation, tilpasning, evolution. Over nat – man kan ikke kende sig selv. I spejlet. I psyken. Man kan ikke kende sinenærmeste. Som de ser ud. Som de opfører sig. Man kan ikke kende sin verden. Som den ser ud. Som den opfører sig. At gå ind på krigen er at gå ind på omvæltningen. Det er det, vi får at se i Stenrosen. Stenrosen er ikke kun fiktion, men også en nuanceret kulturhistorisk skildring, af en særlig problematisk periode i europæisk historie. Der er noget umiskendeligt sci-fi over byen efter krigen. De overvågede, regulerede mennesker. De anonyme soldater. Vopo’erne, gadehøjttalerne på Unter den Linden, der ligner store padehatte på lange stilke og spiller marchmusik og udstikker kommandoer og instrukser til befolkningen. Når meget i Stenrosen kan minde om science fiction eller Pink Floyds The Wall, er det fordi, der er tale om universelle billeder af det totalitære, af totalitarismens vanvid. I Stenrosen er Sarvigs lyriske bevidsthed til stede som en velslebet sproglig bevidsthed. Personerne og stederne bliver fremskrevet med en usædvanlig præcision.Ole Sarvig, 1921-1981. Dansk forfatter. Debuterede med digtsamlingen Grønne digte (1943). Sarvig var mest kendt for sin lyrik, men udkom også med romaner som blandt andet Stenrosen (1955), Den Sovende (1958), og De rejsende. En undergangsroman (1978). Stenrosen er Sarvigs første roman.

Helga Johansen er rabiat. Hun er med som blind passager hele vejen fra Georg Brandes og Det Moderne Gennembrud til århundredeskiftet. Hun var fireogtyve år gammel, da hun i 1876 skrev et fireogtyve sider langt brev til Georg Brandes. I 1898, toogtyve år efter, debuterede hun med tre noveller eller talestykker, hun under pseudonymet Et Fruentimmer, kaldte Rids. Slet og ret. Herefter hovedværket Hinsides i 1900, den lille pamflet Brev til Menneskene i 1903 og enkelte artikler og et stk. dramatik i Kvinden og Samfundet. Romanen Hinsides blev godt modtaget, ja overvældende godt. I pressen og blandt andre forfattere og meninge læsere som kom og bare sagde SHIT. I Opdateret finder du brevet til Georg Brandes, talestykket Passiar, plus et udvalg af artikler og kommentarer i Kvinden og Samfundet og Brev til Menneskene. I brevet til Brandes forsikrer Helga Johansen, at hun ikke henvender sig på grund af ulykkelig kærlighed, at hun slet ikke er i stand til at fremkalde følelser af en sådan art, der er ikke noget hjerte at knuse. Hun har dårligt ben som følge af en ulykke som barn, hun er halt, en krøbling, hvilket, mener hun, definitivt stempler hende som anderledes. Som følge af smerterne har hun oparbejdet et misbrug af opium. Hun forfalsker recepter og er dermed kriminel. Hun arbejder som lærerinde i almueskolen, men har sadistiske fantasier om sine elever og må opgive sit kald. Det er at være udenfor. Sadist, pyroman, opiofag, sindssyg. Men den røde tråd hele vejen igennem er, uden svinkeærinder, opgøret med enhver form for autoritet. Om det er sindssygehospitalet eller andre institutioner, om de har mure eller ej, kobler hun magtens arrogance til det samme ene: manden-som-sådan.Helga Johansen, 1852-1912, dansk forfatter. Debuterede med Rids – tre monologer (1896), dernæst Hinsides (1900) og Brev til Menneskene (1903). I 2013 blev Hinsides genudgivet i Sandalserien på Forlaget Gladiator.

De nøjsomme er ikke en generationsroman, for den beskriver ikke bare én generations kamp. Den beskriver den evigt menneskelige frustration over dissonansen mellem den rendyrkede erfarings ubeskrivelige kaos og det rationelle, praktiske og logiskes diskriminerende orden. Umuligheden af at italesætte det, der rører sig.Poul Vad, 1927-2003. Debuterede med digtsamlingen Den fremmede dag (1956), men udgav derfra primært romaner som bl.a De nøjsomme (1960) og dernæst Taber og vinder (1967), og Dagen før livet begynder (1970). Derudover udgav han et par essaysamlinger, en novellesamling og sidst, men absolut ikke mindst, må nævnes hans kunsthistoriske produktion, som omfatter en række monografier om danske billedkunstnere.

Løg er en roman, der foregår rundt omkring i København og lidt også ude i Charlottenlund og ad landet til, men først og fremmest foregår den inde i hovederne på bogens syv centralkarakterer. Løg er ikke en handlingsbåren roman, det er ikke klassisk drama. Handlingen er meget stilfærdig, en trissen rundt i den stille, begivenhedsløse bliven til arbejder – et ikkeeventyr uden heltedåd – det er det gigantiske drama, der foregår inden i hovederne på disse grå eksistenser, der er fortællingen. Nedbrydelsen fra drømmende ungt menneske til færdigt formet arbejder. Vi følger de syv hovedpersoner (lidt af barndommen og siden) fra de med konfirmationen gør deres entre i voksenlivet og nogle få år frem, hvor de – ifølge samfundets normer – er fuldendte mennesker, gift, med barn, lejlighed, regninger og gæld. Hvad der udadtil kunne synes at være en dannelse, der foregår og gør børnene til voksne, bidragende borgere, er i virkeligheden én lang fornedring af dem som personer – som de mennesker, de er. Der er altså en grund til, at strukturen er, som den er – der er ikke, som Hans Kirk ellers formulerede det i sin anmeldelse ved bogens udgivelse, tale om „en håndfuld noveller, der er plukket i stykker og sat sammen igen til en roman“ – der er ikke tale om syv selvstændige fortællinger, men derimod én fælles fortælling om livets udvikling, formningen af sindets lag, på de betingelser, som er stillet i de københavnske slumkvarterer og deres befolknings traditioner. Kirk brød sig ikke om Løg, fordi den ikke var en eventyrlig fortælling om arbejdere, der klarede den, den var ikke en vejledning i eller en påstand om muligheder for at gøre noget til det bedre – den var ærlig, og det var menneskenes naturs ageren i ikkenaturen, den handlede om. Og derfor, i sidste ende, en tordnen mod samfundets institutioner med arv og familie og ægteskab og forpligtelser. Et oprør mod det, der ikke er frihed – arbejderslum eller ikke – det er det, der er Herdals ærinde.Harald Herdal 1900-1978. Debuterede med digtsamlingen Nyt Sind (1929). Senere udkom romanerne Man skal jo leve (1934), Løg (1935) og En Egn af Landet (1939). Derudover omfatter Herdals forfatterskab talrige noveller, essays og artikler.

Man kan drømme på to måder; man ønske sig noget, håbefuldt, naivt, og man kan hallucinere, mens man sover. Rud Langes roman Drømme (1910) drømmer på begge måder, og det bruges til at give talerør til de ødelagte eksistenser, der fandtes på Brøndstræde tilbage i slutningen af det 19. århundrede. Det er en umådelig københavnsk og historisk bog, men dens beskrivelse af usselhed er genkendelig for den moderne danskerDrømme er en grim bog, der udstiller lusetheden i sin samtid, men det er også en smuk bog. Det er en fortælling om en krop i forfald. Kroppen har tuberkulose, og dens afhængighed af alkohol etableres nærmest plat. Kroppen er et brug-og-smid-væk-gode, en midaldrende kvindekrop, der levede af prostitution indtil selv de mindst kræsne mænd ikke gad den længere. Denne krop af skidt og møg erklærer dog allerede på anden side, at den nægter at dø så usselt som på fattiggården, og kroppens ejer – Marie – vælger at tage turen tilbage til den Bogen er skøn i sin syrefuldhed, men også i sin tvetydighed, da Marie før sine syner er sultende, dehydreret, gammel, svag og syg. Drømmene kan både forstås som en gave/test fra Himmelen og som en hallucination, og skismen imellem de to giver læseren en rigtig bitter smag i munden: enten er universet uretfærdigt, eller også er universet uretfærdigt. Marie håber på at få al sin jordiske lidelse til at give mening på et højere plan, men selv hvis hun går til himmels, har det gamle Danmark stadig skidt på hende. Både fysisk og åndeligt.

Carl Hansen Fahlberg (f. 1870) er opvokset i datidens nørrebroske slum i København. Han tog ansættelse ved Københavns Opdagelsespoliti, og det var mens han bestred dette hverv, han skrev Spild. Han var dedikeret i sit arbejde, og var blandt andet manden, der fik fingeraftrykidentifikationsmetoden indført i Danmark. Spild er en undergangsfortælling, men den er først og fremmest dannelsesroman. Den beskriver den livsbane, der nærmest er uundgåelig for fattige i datidens København. Det er børn, der dag ud og dag ind konfronteres med deres elendige kår og samtidig skal se på, hvad der er at mæske sig i på den anden side. Det er livet i de rædderlige lejligheder med fugt og skarn i hjørnet og drukne forældre, der slås og ikke tør eje møbler, fordi de så ikke kan få den fattighjælp, de har brug for. Et spild af mennesker og alt hvad de indeholder af tanker og drømme og håb, et spild af samfundsressourcer.Spild alene som blot og bar læseoplevelse besidder en helt absurd intensitet. Det ligger i bogens undertitel: Silhouetter fra forbryderverdenen, at de karakterer – de skæbner – og de begivenheder, handlinger og situationer, der illustreres, er kunstfærdige gengivelser af virkelighed.Vi er med hele vejen gennem Spild. Vi ser, vi lugter, vi smager, vi hører, vi føler, vi fornemmer – intet dokumentarværks rekonstruktioner i levende billeder kunne have taget os bedre med gennem 1890’ernes slum!

Ulla Ryums Natsangersken er på den ene side en dybt excentrisk kvindelig romankarakter med et vildt følelsesregister, et tumultarisk indre, et falleret og ophøjet liv; og samtidig en strøm af et menneske, en cyklisk struktur, der gennemflyder romanen Natsangersken fra 1963, og måske gør denne bog til et billede, som Ulla Ryum selv har kaldt den, eller måske snarere til en undersøisk filmmontage med skrattende højtalere og kraftige mikrofoner, hvor lyden indimellem går ud, så alt flyder og er uigenkendeligt, for så at begynde igen som tolvtonemusik, Elvis-numre eller fuglekvidder. Natsangersken er en falleret kunstner, eller det vil sige, hun har en drift efter at skabe, men hun dovner, går tilbage i seng, er apatisk, hun kan ikke drive det til mere. Hendes stolthed og levebrød er skulpturerne: Natsangersken lavede kitschede duer eller pigehovedet til gravsteder, tilfældige bekendte fra værtshuset sidder model, venskaber med andre begynder med, at hun ser et potentiale i deres ydre former. Andre mennesker, før hun kender dem har tillid til dem, er objekter, så det er lettere at distancere sig og opretholde indre kontrol. Hun er alene, Natsangersken, skrøbelig og fuld af barnesår og kærlighedssår, men ikke uden relationer til andre, både kulørte og kiksede og ømme og hadske. Ulla Ryums tidlige forfatterskab, der ud over Natsangersken bl.a. er udgjort af bøgerne Spejl fra 1961, Latterfuglen fra 1965 og Jakkelnatten fra 1967, var opsigtvækkende på sin tid. Ryum blev beskrevet som både en ’sibylle’, en surrealist og en mystiker, man opfattede hendes bog som vildt, kryptisk og fremmedartet.

Det er kærligheden, det er beruselsen, det er lidenskaben, men det er også fattigdommen, der er på spil i Lauritz Petersens Gadens roman fra 1896. I Petersens kollektive roman er det ikke en hovedperson der er i fokus, men mere et miljø; nemlig gaden. Dermed handler Gadens roman ikke om et enkelt individ, men derimod om de forskellige steder: Urtekræmmer Hansens butik, Café chantanten Nordstjernen, hjemme hos familien Jakobsen og der er således flere karakterer, der får deres historie fortalt. Vi møder Dronningen, der altid går i lange kjoler, Schmidt med studenterhuen, Greven med det røde skæg.Bare ved en gengivelse af romanens karakterer, kan man fornemme, hvordan Lauritz Petersen i sine beskrivelser af karaktererne har en forkærlighed for det overdrevne, tenderende til det absurde. Karaktererne bliver præsenteret og beskrevet en efter en, men tilsammen udgør de et hele: De udgør gaden. Det brede fokus er tænkt til at fordre en særlig ekstrem atmosfæreansning. Karaktererne myldrer ind og ud mellem hinanden.Det bliver gennem det hypersociale liv karaktererne lever, at romanen giver en forståelse af mennesket som et socialt væsen og ikke som et i sig selv hvilende individ. Alle karaktererne har hver især, og af hver deres grund, et enormt behov for at fodre deres sociale relationer, og det er til tider som om, det bliver en afhængighed for dem – at være ude, at være sammen, at være sociale.Fattigdommen er ikke til at komme udenom i Gadens roman. Den er allesstednærværende, og den synes at forfølge karaktererne, selvom de gør alt i deres magt for at slippe af med den. Livet på gaden er travlt, hårdt og fattigt, det er et liv i prøvelse og plage, men karaktererne forsøger at drømme hinsides det liv, til et liv, hvor der er ingen prøvelse og plage er. Lauritz Petersen, 1868-1951. Debuterede i tidsskriftet Nordstjernen med fortællingen En Kunstner (1888). Herefter udgav Petersen adskillige romaner: Mennesker (1891), Mellem Klitter (1894) og Gadens Roman. (1896)

Stillezone handler om at være barn og jøde og kvinde. Om sex og barndom og grøntsager. Den handler om sanserne og Anden Verdenskrig. Om at føle sig fremmed i sin egen familie. At opdage at alle er børn hele livet.Shosha Florrie Raymond er født 1993, opvokset på Frederiksberg og i Nordvest og bosiddende i et kollektiv i Rødovre. Stillezone er hendes debut."Jeg står foran spejlet på mit værelse og undersøger mine armhuler. Hårene er krusede og flere centimeter lange. Stiklingerne skal trækkes fra hinanden. Jeg sidder på plantemaskinen og planter porrer. Hjulet mellem mine ben består af to runde plastikflader, der skiftevis bliver tvunget fra hinanden og klemt sammen. Når mellemrummet opstår, stikker jeg en porrestikling ind i åbningen.”

Jeg skal med til fuglenes fødselsdag er et poesi-eksperiment, hvor modernismens mange retninger fra surrealisme til konkretisme blandes sammen. Resultatet er et underligt, smukt og overraskende sprogligt monument – en poetisk verden bygget efter den konkrete verdens hemmeligheder. İlhan Berk skrev engang, at ”det, som poesien ønsker at vise, er sig selv.” Og Jeg skal med til fuglenes fødselsdag lever fuldstændigt op til dette. İlhan Berk (1918 – 2008) er en af de mest betydningsfulde digtere i den moderne tyrkiske litteratur. Han var forfatter til mere end tredive digtsamlinger, samt litteraturkritiske skrifter og selvbiografier. Berk var en modernist par excellence, og hver eneste digtsamling fra hans hånd var et nyt, overraskende, fantasifuldt og udfordrende eksperiment. At skrive digte var en lidenskab for ham. Han sagde: ”Jeg betragter verden som et sted at skrive, ikke et sted at leve.”

Johannes V. Jensen (1873 – 1950) er en dansk nationalskat. Romaner som Kongens Fald og Den Lange Rejse bidrog til at han modtog Nobelprisen i litteratur i 1944, der sikrede ham en plads som en af de mest prominente figurer indenfor europæisk litteraturhistorie, dengang såvel som nu. Madame D’Ora er den første af Jensens to Amerikaromaner, den udkom kort efter Kongens Fald og chokerede datidens læsere i både sin form og indhold. For Madame D’Ora er kitsch af værste skuffe, og et overraskende projekt fra Jensens hånd. Romanens handling udspiller sig i New York, hvor den Londonfødte videnskabsmand Edmund Hall søger efter selve livets grundstof, mens hans kone Madame D’Ora kæmper med jalousien over Halls fascination af unge kvinder og det spirituelle. De to hovedpersoner er i sig selv parodier: Edmund Hall er videnskabsmand og som i myten om Faust i færd med at finde selve livets urstof, det vil sige, som Hall selv udtrykker det: hvad Stof er og hvordan det kan omsættes til Kraft. Og Madame D’ora er falleret varietésangerinde, og allerede for gammel til at indtage rollen som forførende viv. Selve romanens genreopbygning er også en parodi: ikke blot over kærlighedsromanens melodrama, men også thriller-og horrorgenren. På den måde er Madame D’Ora en rigtig ’amerikanerroman’ – fyldt med spænding og gys, men også humor og den ironiske distance, vi sådan praler af at bemestre her i det kolde nord. Og ikke mindst er den en sand fornøjelse for enhver, der ønsker at dykke ned i et overraskende saftigt hjørne af Johannes V. Jensens forfatterskab.

Høstnætter (1994) er ikke blot en roman, men snarere et filosofisk eksperiment – en messende meditation over forholdet mellem bevidsthed og omverden, virkelighed og drøm. Romanen er forankret i det danske agrarsamfund anno 1900, hvor vi følger den unge dreng Jes, mens han lever som arbejdsdreng på en gård, hvor han går til hånde på marken og i staldene. Jes har ingen forældre, vi ved ikke hvor han kommer fra eller hvem han er, kun at han bevæger sig i grænselandet mellem voksen og barn: at han på den ene side er håbløst angst, og til tider overvældes af en uforklarlig lammende frygtsomhed, og på den anden side blot er en ung dreng, med alt hvad det indebærer af usikkerhed, forelskelseskvaler og spirende seksualitet. Romanens strukturerende princip er en faren ind og ud af drøm og virkelighed, Jes’ store tvivl og de implicitte spørgsmål: Hvad findes udenfor menneskets egen bevidsthed? Hvad er virkeligt og hvad er forestilling? Og hvis det forestillede forekommer det enkelte individ ligeså validt eller afgørende som det virkelige, hvilken betydning har det så at skelne? Efteråret er i ham, det er, som hører han en levendes klage, det er det ikke, det er blæsten; ellers er det køerne, han hører; når blæsten holder en pause, eller det er aftener uden blæst, er det køernes brummen og hiven i bindslerne; det er, som den lyd aldrig vil slippe ham; kan andet ikke døve den, er den der. Det er, som skal han altid være i dette kammer; han er til tider ved at tro, det er kun her, han altid er, at det kun er i ham, der er morgener og dage uden for kamret, så er det dette, han skal kæmpe med. Hvert eneste scene, hvert eneste billede i Høstnætter er så energiladet, så fuldkommen overbevisende, at ingen læser kan tvivle på Skovs kompromisløse sprogunivers, der med sikker hånd giver litterær form til den unge, tvivlende bevidsthed.

At beskrive en Grete Roulund-roman er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om. Grete Roulunds bøger beskæftiger sig med sci-fi og horror, genrer der ofte er forbundet med den amerikanske litterære tradition, og det er ganske sigende for de universer hun fremskriver at hun har studeret filmvidenskab, med speciale i Draculafilm. Roulunds øjne var igennem hele hendes forfatterskab stift rettede mod mørke og undergang. Hendes fascination af vold, undergang og lovløshed er ikke ulig den anerkendte amerikanske forfatter Cormac McCarthys sci-fi-og westernromaner, såsom The Road og Blood Meridian. Sådan er det også i romanen Blackhawk. Vi befinder os i en snedækket skov et sted i Canada. Flere eftersøgningsenheder er sendt ud for at finde resterne efter et flystyrt. Vi følger én af enhederne med to rangers; Keagan og Blackhawk. De bor sammen i en lille hytte, hvor de fordriver tiden med ugeblade, kryds og tværs, én bog med noveller og rigeligt med whisky. Kort inde i historien bides Blackhawk af en kanin med rabies og her startes et kapløb med tiden. For sygdommen kræver medicinsk behandling, men vejrforholdene besværliggør kontakten med hovedbasen. Hvorvidt den nødvendige medicin når frem, udgør det første spændingsmoment i bogen, som senere akkompagneres af en fejde med en gruppe indianere i området. Bogen afsluttes makabert og de sidste sider bliver siddende i knoglerne på læseren langt tid efter man har lukket bogen. Roulunds Blackhawk vil vække glæde og gru hos de læsere, der tørster efter en fortælling om vold og overlevelse, i et canadisk vinterwestern landskab.

Helene Johanne Christensens debut, digtsuiten Blå, er sensationel i sin insisteren på det enkle eller ligefrem bogstavelige. Blå afbilder ikke verden, men er verden – eller bedre: verden i sin tilbliven, en metamorfose. Blå er en kærlighedshistorie, som – omkring frasen et nyt lys – insisterer på ikke at ville nøjes, insisterer på og længes efter en forandring af relationen mellem jeget og den elskede. Der er noget Inger Christensensk over dens måde at organisere stoffet på i en stadig gentagelse og variation af de samme få elementer: et værelse, havet, en åben plads, en statue, farven blå.I og for sig er der tale om en ganske nøgtern undersøgelse af sproget, hvordan det er i glidningen mellem elementerne, betydningen opstår. Men det er også – samtidig med denne undersøgelse, og heri ligger digtenes stærke nødvendighed – et helt almindeligt menneskes desperate forsøg på at fastholde et håb om forløsning. Rum tegnes op, lys og skygge brydes, bånd brister og bindes på ny, og tider mikses sammen. Et jeg og et du. Et forsøg på at nærme sig noget andet, noget nyt, lade et nyt lys kaste sig over relationerne, stederne og tiden. Meget civiliseret, men i så fald med en egen vildskab i det civiliserede.

Rudyard Kipling, Herman Melville, Joseph Conrad, B. Traven skriver om sømænd og livet til havs. Det er den tradition, Hans Hedegaard Andersen tager op. Hans debutroman Manden i månen fra 2016 havde den fuldbefarne sømand Lasse som hovedperson, styrmand på Mærsks containerskibe i vagter af 3 måneders varighed syd om Afrika, men med skibe som i sig selv udgjorde hele kontinenter, så havet selv nærmest var usynligt. Anderledes er det i Fem dage for ROSE: Hovedpersonen Simon er amatør. Han har en drøm om at sejle, så da han og hans kæreste Laura skal på ferie, er hans første indskydelse sejlferie. Laura modsætter sig, det gider hun ikke, hun dyrker triatlon og kan ikke forestille sig noget mere kedeligt end fjorten dage ombord på en båd. I Florida møder parret ved et tilfælde den fallerede pilot og racerkører, Steve. Han har en båd, ROSE, som skal sejles fra en havn til en anden, og inden Simon og Laura har set sig om, er de overtalt til at foretage sejladsen. Heraf titlen. Her kommer havet til sin ret og det så meget, at det er lige ved at gøre det af med Simon. – Det foregår i Den Mexikanske Golf, motoren sætter ud, for det første, og for det andet bliver det et allerhelvedes uvejr. Her er udfordringer som hos ovennævnte klassikere fra sejlbådenes tid, hvor det handler om liv og død. Spillet – for man synes næsten at have et spil foran sig som på teater eller i en film – er sublimt, magtforholdene parret imellem skifter hele tiden og den ellers vage Simon bliver gennem de voldsomme udfordringer fra havet mand. Det er den korte version af fortællingen, den er elementært spændende, som en spændingsroman, med en jævnt stigende kurve. Den handler om løgn og bedrag, hvordan de to mistror hinanden. Og hvordan parforholdet som sådan er på spil. De fleste mandlige forfattere kan skrive om tvivlesyge mænd, nogle af dem også om mænd, der bliver mænd, men Hans Hedegaard Andersen kan også skrive om kvinder. I lange passager i Fem dage for Rose – og ikke kun i konfliktsituationer, men også i erotiske scener og i ønsket om at blive gravid – folder forfatteren sig ud med en unik forståelse af den feminine kvindes selvforståelse. Ydermere får man som læser et sjældent indfølt blik på denne Steve og hans miljø i Floridas sumpe ved The Forgotten Coast og kontrasten hertil i form af de unge og meget rige på det ferieresort, hvor Simon og Laura restituerer sig efter den farefulde sejlads i Den Mexikanske Golf. Fem dage for ROSE er både en udflugt med døden, en kærlighedshistorie og en miljøskildring.

Et gadekryds mellem ugebladsnovelle og avangardeEdith Rode havde en ballast af dannelse, og herværende J.e.d. opbyder i al sin tilsyneladende uskyld alt, hvad man kan drive ud af en sådan dannelse. Det er avantgardens principper, Edith Rode arbejder med, der er frit valg på alle hylder, men i en folkelig udgave. Det er det, der kommer til udtryk i den mageløse J.e.d.: Jeg elsker dig.– Og brevformen: den naturlige skrifts form, hvis en sådan findes, kendt og brugt af enhver. Altså en familiær form. Hvor afsender og modtager kender hinanden, eller i hvert fald ved, hvor hinanden bor, og således også ved ret præcist, hvad der tales om. Hvilket betyder, at man kan springe lige ud i det. Hvilket igen giver dette overskud. En leg med alle mulige tricks, et festfyrværkeri.Det er kulørt. Man kan synes kærlighedshistorien i J.e.d. er noget søgt, handlingsudviklingen er aldeles triviel, først er han i offensiven, så er hun, men det er præmissen, den må man tage eller lade være, men tager man den, får man til gengæld også alt det andet i tilgift.Et sandt overflødighedshorn af muligheder stillet til rådighed af denne meget dannede stillist.

Tove Meyers digte Skygger paa Jorden udkom 1943. Samlingen er organiseret i to dele, som bærer de megen sigende titler Riget indeni og Skygger paa Jorden. På den ene side det indre liv, på den anden side den ydre verden.Asger Schnack skriver i sit efterskrift: Vi befinder os under Anden Verdenskrig, så skyggerne kan forstås som krigens ufredsskygger. Men hele tiden, når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om. Der er hele tiden en gliden fra verden til verden, sansningerne og de ydre erfaringer står i gæld til den indre smerte, ekstasen eller drømmens mystik – og omvendt.Skyggerne er således ikke først og fremmest krigens skygger, men snarere (jf. titeldigtet) et udtryk for en platonisk opfattelse af tilværelsen, hvor vi lever i en skyggeverden, som slører for den egentlige – åndelige – verden, som vi kan lære at se. En skematisk opdeling af virkeligheden, som er mere teori end erfaring, men som ikke desto mindre gennemtrænger flere af digtene som en splittelse mellem det ideelle og det sansede. Endelig, og det er måske det vigtigste, optræder skyggen som digterjegets personlige skygge, som et billede på en indre, udspaltet ’mørk’ side af sindet, der forfølger det lyse jeg.Tove Meyer udgav i alt seks digtsamlinger, fra debuten Guds Palet 1935 til Brudlinjer 1967. Hele hendes forfatterskab er, som Asger Schnack skriver, kendetegnet ved en bevægende fragt af følelse, der indeholder smerte, iblandet en skær lykkefølelse. Den grundlæggende oplevelse er mystisk, og hvor digtene samler sig til klarsyn, er de udtryk for en surrealistisk betonet indsigt i livets helhed, dets bagvedliggende rum, hvor et højere identitetstab kan opnås, en gåen op i universet, men ikke ligetil eller gratis.Mærkeligt, det altid er Schade og Gustaf Munch Petersen, vi skal læse. Tove Meyer fortjener bedre. Hun skriver – i Skygger paa Jorden: Højt over vort Hoved gaar Solen men under os Skyggernes Hær tegner onde Karrikaturer af denne vor jordiske Færdog videre Som sorte Flammer de slikker langs Klodens buede Hvælv fortærer alt hvad de støder paa – fortærer til sidst os selv.

Schade var surrealist, mild og sværmerisk, fra sin debut 1926 med digtsamlingen Den levende violin og alle årerne frem. Hvad enten han skrev lyrik, prosa eller dramatik, for selv om han er mest kendt for sine digte, gjorde han sig i alle genrer. Herværende Helvede opløser sig fra 1953 er den modne Schades værk, bohemens værk, fra det Københavnske natteliv anno efterkrigstid. - Et godt sted at begynde. Hvis man ikke allerede er faldet over manden med den umiddelbare adgang til – hvad man bedst karakteriserer som – universel kærligheden. Med efterskrift af Peter Laugesen, som én gang for alle – på tværs af alle ismer – placerer Schade i en dansk-jysk tradition med Johs. V. Jensen og Thøger Larsen som pejlemærker.

Alcatraz er en kunstnerkoloni, et kulturelt fristed i Umbriens bjerge i Italien, hvor Luca Engberg Talamonas far bor. Man får straks associationer til den berygtede fængselsø ud for San Fransisco. Fængslet er vel at mærke et af de mest sikrede, hvor bl.a. Al Capone sad, og i bogen er det også sikkert fra begyndelsen, at faren ikke undslipper kræft-døden. Digtene handler om den kræftsyge far, en verdensmand, tidligere medarbejder på såvel Det Italienske Kulturinstitut i København som på Den Italienske Ambassade i Tel Aviv. Han har venner over det meste af verden og er stor i slaget til det sidste. Sønnen er på besøg, naboerne forstyrrer, alt imens faren fremviser en enorm optimisme og stædighed i en stræben efter at forlænge livet gennem film, litteratur, samvær og teknologi. Digtene handler også om et kulturmøde: det ekspressive italienske (faren og hans familie) overfor det nedtonede danske (sønnen og hans mor). Det er frem for alt i det møde og i absurditeten, at digtene henter deres energi. Humoren, der udspringer af de absurde situationer, er hele tiden tilstede, særlig i kraft af en påtrængende ældre nabo. Man kan ikke lade være med at tænke på den amerikanske beat-digtning, især Allen Ginsbergs dødsdigt til sin mor Kaddish til Naomi. Alt kommer med i Luca Engberg Talamonas vildtvoksende digtning, lugten af død, anekdoter, erindringer fra farens barndom og farens livslange fascination af film. Til det sidste levede drømmen om at vise film for et publikum i Alcatraz, som han havde gjort det på Det Italienske Kulturinstitut. Alt fastholdes og styres af farens dødssyge tilstand. En kæmpedebut. Ovenpå Lea Løppenthins Nervernes adresse fra 2014 og Andreas Pedersens Fryden fra 2016. Lyrikken har det rigtig godt.

Johannes Holbek Af Dekadent Barbari + Holbek som tegner HOLBEK ER STOR Jeg skrev i Den bronzefarve kalkun 1993 en hyldest til Johannes Holbek. Indledningen lyder sådan her: Jeg talte med Holbek. Han som skyr det hele på en gang. – Han sagde: ”Fri mig fra æstetikkens kummer. Fri mig fra den villede villen. Fri mig fra ikonet og ikonets kitch, glimmerværk. – For rene billeder, renset for smag, den pæne, for kultur, liderlighed, det er nu engang hvad vi i vor simple bestræbelse må søge.” – Det har jeg tænkt meget over siden. – Men altså, han er stor. Det er altid svært at sige noget fornuftigt til den slags mennesker ... Holbeks Af Dekandent Barbari kommer meget belejligt til jul, til denne i alt misforståede højtid. Han er en kalkun, og det i sig selv er naragtigt. Forsåvidt vi i DK, fordi vi er danske, spiser and. Det er ikke til at holde ud, vi skulle have været englændere og spist kalkun. – Jeg er sikker på, Holbek meget bedre ville have kunnet klare sig som engelskmand. Han ville, som han sagde, være urban, han stræbte efter den om jeg så må sige ultimative dannelse. Holbek, et barn af William Blake, Lautréamonts fætter, urban. Tegner og digter. I denne Sandaludgivelse er det primært digteren, vi har fokus på. Hasselbalchs kultur-bibliotek lavede en glimrende introduktion til hans tegninger, som man kan tjekke ud, indtil Sandalserien får taget sig sammen til også at udgive hans billeder. Johannes Holbek er præstesøn, Indre Mission, tilhørte, som han selv siger, et Bjerg af Ahner. Født 1872, allerede som helt ung dedikeret for kunst og litteratur. Ophold i flere omgange op gennem halvfemserne i ensomhed i Paris, fattig og sulten, nervesvækket, satiretegner hos Edvard Brandes på Politiken, hvorfra han blev fyret med et egentlig sammenbrud til følge. Holbek er en udannet bølle i forhold til alt andet end kristendommen, hvor han også optræder som bølle. Holbek har ingenting andet end sin skrift. Rasende og uregerlig. Hans opgør var med lutherdommen og den uhæmmede materialisme. Hans svar: at bryde sammen. Død for egen hånd 1903. Johannes Jørgensens signalement af Holbek i anledning af en mindeudstilling i Den Fri i 1904: Johannes Holbek giver sig straks til kende som en idealistisk anlagt mand. Det, han hader, det, han kæmper mod i sin kunst, er tidens kulturfjendske magter: mammonismen, merkantilismen, det filistrøse demokratiske barbari. Hans ejendommelige begavelse, noget af en tænkers, noget af en poets, noget af en spotters, mere af en drømmers, mest af en kunstners, gjorde ham til en sær og i det daglige liv ubrugelig personlighed. Jo, i denne søde juletid er Holbek et must. Så ikke alting bliver så fadt og forløjet og ho-ho-Magasin-og-julemandsagtigt. Holbeks foragt for det etablerede kender ingen grænser. Det dobbeltmoralske, det slebne, det sleske og den skjulte nederdrægtighed i embeds medfør hos lægmand og lærd, dumhed, hjerteløshed. Det er, hvad han ser. Han er på det nærmeste paralyseret. Han foragter middelmådighed, og han foragter frem for alt institutionernes adoption af en kristendom, som for ham betyder alt, men gennem institutionerne forvanskes til intet.

Hvilket navn er du? Hvilket ord er hen? Hvilken stol er han? Sådan spørges der igennem "jeh suiz un alma". Det handler om at være. Navn, køn, nationalitet, sprog. Eller et (manglende) ord. Nada nunca nadie. Om at blive til. En sjæl, et æble eller bogstavet a på et falmet fotografi. Om træer der tilpasser sig skoven, eller falder langs jorden. Man kan kalde det et langdigt, en roman eller en organisme af tekst i billedform. Først og fremmest er det en bog. Særligt er det en manøvre udi sprogets komplekse natur. Det bryder, lægger sig over siderne, danner figurer. Ord går i stykker, sættes sammen og ordnes. De kopieres, monteres og væves sammen. Et plagieret garn, en mørk pornografi. Men ordene er konkrete. Det hvide er vidt, og håret gror som sorte tråde i afløbet. "jeh suiz un alma" er en del af Schadeserien, en serie af håndlavede kunstbøger udarbejdet i samarbejde mellem forlaget Gladiator og Krabbesholm Højskole. Det visuelle og tekstlige udtryk er skabt i samarbejde med elever fra Krabbesholms grafisk linie. Nadia Josefine El Said (f. 1977) (Alma Josefina El Said) Nadia Josefine El Said kalder sig selv ordgrafiker og tekstbehandlingsmaskine. Tekstarbejdet befinder sig både i en traditionel litteratursammenhæng samt et billedkunstnerisk rum. Udover skrivning, benytter hun sig af teknikker som transkribering og cut-up/collage. Sproget er primært dansk, med elementer af svensk, engelsk, finsk, arabisk. Uddannet fra Den Danske Filmskole som animationsinstruktør 2002. Har arbejdet med animation, illustration og grafik, samt kunst- og tekstprojekter. Hun har haft tekster i Hvedekorn, Slagtryk, Texas Longhorn, samt udstillet visuelle tekstværker på bl.a. Charlottenborg og Bornholms Kunstmuseum. "jeh suiz un alma" er det første bogobjekt, Nadia Josefine El Said har faciliteret.

En kvinde går igen i alle fire fortællinger i fortællekredsen "To begravelser og en skilsmisse". I den første optræder hun som hovedperson i forskellige roller, hun er x-kone, x-tante og x-svigerinde, omtrent reduceret til kun at være x. I den anden er hun plejer på et hjem for ældre demente, og vi oplever både den demente kvindes og plejerens uværdige daglige liv på en institution. I to andre fortællinger ses kvinden, først som jævnaldrende veninde til en kræftsyg kvinde, og dernæst som ven med en drikfældig mandlig kunstner. Det onde er på spil i Eva Iversens fortællinger, i familien, på plejehjemmet, i venskaber. Der foregår misbrug, manipulation, udstilling og udnyttelse. "To begravelser og en skilsmisse" er en del af Schadeserien, en serie af håndlavede kunstbøger udarbejdet i samarbejde mellem forlaget Gladiator og Krabbesholm Højskole. Det visuelle og tekstlige udtryk er skabt i samarbejde med elever fra Krabbesholms grafisk linie. Eva Iversen (f. 1954) debuterede i 2014 med romanen "Bedrag".

Dan Turèll (1946-93) var ikke-europæisk ikke-skandinavisk, men en klon af USA. Han var den første i DK til at praktisere beat, dvs. lade sin digtning hente energi fra og styre af den her puls, som kommer fra bluesmusik. Og han er den første, der ved at søge mod vest tværs over Amerika og videre over Stillehavet, ikke gennem dyb tysk tænkning og Schopenhauer, kommer i berøring med zenbuddhismen. Og hvis beaten kommer til at udgøre det første ben i hans digtning dér omkring 1970, udgør zen det andet. Endelig det tredje ben: hallucinogener og stofkultur … som Turèll fyrer op under i de år … i alle mulige subudgivelser, med titler som Changes of Light og Occult Confessions … kulminerende med BEVÆGELSER, FORMÅLSLØST CIRKLENDE i 1971. Turèll praktiserer skrift. Uden den Villy Sørensen’ske lutring – som har redet dansk litteratur som en mare, fra eksistentialismens dage og hele vejen op og ud i gymnasier og almindelige læsere – uden forestillingen om, at det private skal lutres i et eller andet dyb, vi har i os, for at blive alment og forståeligt og frem for alt dybt nok til, at vi kan tage det alvorligt. – Turèll hamrer løs på skrivemaskinen, skriften strømmer og – har man fornemmelsen af – ryger direkte i trykken. I stedet for lutring sætter han alt ind på stilen, og det er så den alene, i dens umiddelbarhed, som så umiskendelig er Turèll, der sætter sig hos læseren.

En moderne troubadourMogens Klitgaards litterære karriere er kort, den starter omkring hans tredive års fødselsdag i 1936 og slutter ni år senere med hans alt for tidlige død i 1945. Klitgaard døde som følge af tuberkulose.Han debuterede i 1937 med Der sidder en mand i en sporvogn, som øjeblikkeligt slog igennem og kom i flere oplag. Det er hans mest læste roman, men vi har valgt i Sandalserien at pege på hans næste bog, Gud mildner luften for de klippede får fra 1938.Ikke fordi det er en bedre bog, men den er mere moderne i snittet og benytter Klitgaards eget liv som ramme for fiktionen: en ung mands omflakkende tilværelse fra knægt på et børnehjem til vagabond rundt i Europa og på et tidspunkt storsmugler af cigaretter fra Narvik i Norge til først minearbejderne i Kiruna og senere til det meste af Sverige.Klitgaard er virituos, han skriver realisme, men sin helt egen form for realisme. Hans politiske ståsted og poetik er uadskillelig. Han skriver et sted: Et sundt demokrati vil altid ligne en byggeplads, en levende groende virksomhed, der aldrig opnår orden. Nej, det er godt at bo på en byggeplads. – Og på samme måde med hans skrift: Den er om ikke en byggeplads, så en slags montage, idet Klitgaard slipper fortællingen og zoomer ind på alle de små ting omkring stederne, menneskene og årstiderne, der samler sig og danner en helhed, et billede, modsætningsfyldt etc. Således bliver København, Klitgaards egen by, som han kender som sin egen bukselomme, både storstad og europæisk provins, rig og fattig, kaotisk og simpel – og han selv: et ganske almindeligt menneske, som han benævner sig selv i det poetiklignende essay En søndag for to år siden fra 1938, men også denne særlige. Der er ikke noget at prale af, og Klitgaard praler ikke, men giver den som moderne troubadour med en underspillet tone, som er helt hans egen. Man kunne sige: den er hans signatur.Gud mildner luften for de klippede får = Et hovedværk i mellemkrigstidens danske litteratur.

Amalie Skram er kendt for sine romaner: Constance Ring (1885) om mandens overgreb på sin meget unge kone og tvilingerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (begge 1895) om Amalie Skrams indlæggelse på psykiatrisk hospital , så hun tilhører ikke absolut en marginaliseret gruppe, men hendes noveller i Sommer (1899) er ikke meget kendt i Danmark.Her tager hun springet: fra en forholdsvis nøgtern social-psykologisk realisme, drevet af indignation på henholdsvis kvinden og den syges vegne, overgår hun til noget, der mest af alt ligner den gotiske fortælling, som vi kender fra Edgar Allan Poe.Amalie Skram kalkulerer med gyset, at bringe læseren til at gyse. Chokeffekter er hidtil blevet betragtet som ikke-stuerene, men i Sommer klistres der på med slet skjulte henvis til sex og død. Som f.eks. i Det røde gardin, som den kvindelige hovedperson falder for og køber, selv om hun synes, det har en giftig farve, som minder hende om lugten af lig, og uden hun i øvrigt ved, hvad hun vil bruge det til.Kvinden dør allerede på side 2, pludselig og stille. Og så får gardinet anvendelse. Manden svøber hende i det, men en stor grønlig flue kryber rundt på hendes bryst under det. Vi er på side 4eg citerer slutningen: Men skjære en Flænge i Foret – han tog op sin Lommekniv, og bøjede sig over den døde. Der steg Liglugt op mellem Folderne paa det røde Gardin.Novellerne handler fremdeles om forholdet mellem mand og kvinde. Men qua den korte form er fronterne trukket skarpere op end i romanerne. Amalie Skrams liv er en skandale, hun er i 1899 på vej mod sin anden skilsmisse, og, kunne være, så må litteraturen følge med og blive skandaløs.

Charlotte Strandgaard fejrer sit 50 års forfatterjubilæum med digtsamlingen Ingenmandsland, som er umiskendelig Charlotte Strandgaard. I stemmeføringen og med hensyn til emnets presserende aktualitet. Stemmen er som altid lige sikker - Charlotte Strandgaard gør det aldrig vanskeligere, end det er, og det er svært, det er i sig selv en kunst – og emnet syg- og alderdom har, vil man erfare, smasket hende én lige i ansigtet:Lige før forløsningen falder han på gulvet. Med megen møje får vi hevet ham op. / Jeg får selv krampe i venstre ben igen lige før orgasmen. Vi flytter rundt på /mit ben. Og så lykkes det /endelig. Han mumler, at alderdommen ikke vinder ved nærmere /bekendtskab.Humoren er en god partner, den forløser som oftest de mest tåkrummende situationer, men det kan også blive så pinagtigt, spørgmålene til eksistensen så delikate, at kun poesiens billedsprog kan hamle op med det. Således i Oldingens visdom:Hvordan ser oldingens visdom ud /Jeg prøver forgæves at se den for mig /Jeg prøver forgæves at tegne den /Jeg prøver forgæves at filme den // Sandet i hænderne drysser fra mig / Sandet er ikke til at holde fast /Sandet er oldingens visdoms enæggede tvillingMen der er også plads til, at Charlotte Strandgaard reflekterer over sin egen historie og egne bedrifter som forfatter i frontlinjen. Og ikke uden triumf konstaterer hun, at ligesom hun var den første, der skrev poesi om menstruationsblod og nedbrød tabuer der, sådan nedbryder hun nu tabuer om kroppens nedbrydning og fordærv og blod i afføringen.

Skriftserie for ny dansk litteratur #3 er lavet i samarbejde mellem Forlaget Gladiator og Vestjyllands Højskole. Skriftserien indeholder bidrag af en lang række forfattere og billedkunstnere med tilknytning til Gladiator.Overskriften for skriftserien er Billedmageri & Social indignation — Utopi & Politisk digtning. Denne overskrift er ikke grebet ud af den blå luft, men valgt på baggrund af nogle tendenser, som redaktionen for skriftserien mener at have kunnet spore i de seneste års litteratur. Den sociale indignation ses som bekymring for samfundets udvikling i almindelighed, ét tema er marginalisering af de svage, bl.a. de psykiske syge, og hvad det i det hele taget vil sige at være normal, indvandring etc. Et andet tema er den globale opvarmning og hvad de klimatiske forandringer kommer til at betyde nu og her og på sigt.Med skriftserien ønsker redaktionen, forfattere og forlag at skabe ny dansk litteratur, som fortæller om vor tids situationer i et sprog, som taler til vore tids unge. Skriftserie for ny dansk litteratur giver et billede af tiden, som rækker ud over teksterne.

Ninette Larsen, HybridNinette Larsen udtrykker i sine debutdigte Hybrid noget nyt, noget ikke-før-set. Hun repræsenterer ikke bare den yngste litteratur, hun inkarnerer den. Det vil sige: hun er en sådan ny litteratur. - Hun ånder sit udtryk med samme selvfølgelighed, som hun trækker vejret. Det er naturligt for hende at skrive præcis, som hun gør. Altså er hendes digte digte i naturform. Sådan som digte må være og skrives for et natur-talent.I mangel på den erfaring og det panser, som årerne giver eller kunne give, har hun kun sproget selv til rådighed. Men det har hun qua sin alder til gengæld også i overmål. Hun er nemlig i den fase af livet, hvor billederne bliver til. Det vil sige ikke-20-år-gammel. Man tænker uvilkårligt på Morti Vizki eller Michael Strunge. At der er den uspolerethed i billeddannelsen og i farten og dødsforagten. Og at den uspolerethed paradoksalt nok lever af og med det dybe sår. Hybrid. 68 sider