Gertrude Colbjørnsen

Den frigjorte kvindelige seksualitet blev et centralt programpunkt for det moderne gennembrud. Jacobsen havde skitseret dens konturer i Fru Marie Grubbe, og med hovedværket Gertrude Coldbjørnsen (1879) skrev Erik Skram (1847-1923) dens dannelsesroman.

Hovedpersonen, den moderløse 16-årige Gertrude, er opdraget af sin ugifte tante til en religiøst begrundet patriarkalsk lydighed. Uden at forstå, hvad det ægteskabelige samliv indebærer, tager hun imod frieriet fra en 20 år ældre advokat. Det er et passende parti for dem begge, men de er ikke forelskede i hinanden. I forlovelsestiden møder hun maleren Fabricius, som hun passer bedre sammen med alders- og følelsesmæssigt. Deres samvær vækker hendes personlige liv, og før hans afrejse til hæren erklærer de hinanden deres kærlighed. Fabricius forventer, at Gertrude slår op med sin forlovede, men hun kan ikke modstå presset fra tanten, som kalder det en dødssynd at ville både bryde løftet til advokaten og gifte sig med en moderne ateist. Få måneder efter Gertrudes bryllup bliver Fabricius hårdt såret i slaget ved Dybbøl. Gertrude besøger ham på lazarettet, men da han hører, at hun er gift, viser han hende bort. Hun aborterer, bliver skilt og lever et par år sammen med sin far og tante, før hun opsøger Fabricius, og de forlover sig.

Gertrude beskrives fra begyndelsen som et barn, der ikke har fået lov til at gøre sine egne erfaringer. Hendes far, der er kritisk over for tantens opdragelse, mener, at hun er „spunden ind i et Net af Kærlighed og Katekismus, saa at hun ikke har en Tanke fri“. Advokatens frieri og ægteskabet kaldes af Fabricius og hans meningsfæller for voldtægt. Advokaten er gået „løs paa sin Forelskelse, som man springer paa sit Bytte“ og har på bryllupsnatten taget Gertrude „med Vold“. For Fabricius er der ingen kærlighed undtagen mellem ligestillede parter. Han kontakter ikke Gertrude efter hendes skilsmisse, fordi hun har svigtet ham og må komme til ham af egen drift:

Havde han nemlig givet efter for den Længsel efter hende, som han aldrig havde været uden, og paany nærmet sig hende, vilde han have købt deres Forening for dyrt. Han havde jo da sat den Fordring til, at hun skulde, om det end kun var i et Øjeblik, vise, at hun fattede hele Størrelsen af den Uret, hun havde begaaet. Uden det vilde hendes Kærlighed i hans Øjne være mindre end hans, og deres Forbindelse vilde da være som mellem en Giver og en Modtager. Det maatte ikke være saa. Havde han ikke Visheden om deres Følelsers Jevnbyrdighed, var deres Lykke bygget paa Sand.

Romanen fik en dårlig modtagelse af både højre- og venstrepressen. Carl Ploug skrev i Fædrelandet, at sandheden var ofret på tendensens alter, når tanten og advokaten så unuanceret skulle udstilles som skurke, og at portrættet af Gertrude var selvmodsigende. På den ene side bebrejdes hendes omgivelser, at hun er fastholdt i barnlig uvidenhed og udleveret til en ældre ægtemands forgodtbefindende. På den anden side forventes det, at hun kan bryde disse bånd, så såre hun og Fabricius har erkendt deres indbyrdes kærlighed.

Erik Skram o. 1900. Skønt hans livsanskuelse var „grundet paa Elskov“, som han skrev til Georg Brandes, formåede han ikke at overbevise Amalie om sine følelser. Efter deres separation i 1900 og Amalies død i 1905 giftede han sig igen som 60-årig med en yngre kvinde.

© Fred. Riise/Det Kgl. Bibliotek

Erik Skram o. 1900. Skønt hans livsanskuelse var „grundet paa Elskov“, som han skrev til Georg Brandes, formåede han ikke at overbevise Amalie om sin... | Læs mere

Kritikken forstod ikke, at Erik Skrams naturalistiske menneskesyn ophævede modsætningen ved at gøre den erotiske kærlighed til personlighedens midtpunkt. Det er en kraft, mener Fabricius, der har styrke til at drive alle opdragelsens „Paafund og lavede Fornemmelser“ ud af sindet og lade det „rene Menneske“ blive tilbage. Skønt Fabricius er maler, betragter han kunsten som en andenrangs gengivelse af virkeligheden. Digteren og maleren gengiver kun „den døde Masse“, det er „i selve Livet, at den Virkelighed findes, som menes, eller skulle menes, naar man taler om Kunst“.

Gertrude har evnen til at finde sin kvindelige natur bag den kønsrolle, opdragelsen har påtvunget hende. Det beviser hun også i en scene, hvor et større selskab på skovtur ser nogle nøgne bønderkarle bade. Mens de øvrige hurtigt fjerner sig, bliver hun stående sammen med Fabricius og nyder uden skamfølelse det maleriske syn. Når hun alligevel retter sig efter omgivelserne og gifter sig med advokaten, har hun forrådt denne sin egentlige natur. Det tvinger Fabricius hende til at indse. Han presser hende til at frigøre sit driftsliv og befri sig fra den traditionelle kvinderolle og fralægger sig samtidig sin egen kønsrolles patriarkalske magt. Deres ligestilling udtrykkes symbolsk ved, at hun kommer for „paa sine Knæ at bede om hans Tilgivelse“, mens hans ene ben på lazarettet er amputeret over knæet.
(Dansk Litteraturs Historie)