Bag om Hjerteland
Hun bliver mindre og mindre,
imens hun falder gennem luften. Til sidst er der bare en rød klat tilbage.
Hvidt skumsprøjt bliver synligt der, hvor hun rammer vandoverfladen. Snart er
havet stille igen, som om ingenting er hændt. Den røde prik er væk. Havet har
slugt hende. På et eller andet tidspunkt bliver hun spyttet ud igen og driver i
land.
Mens syrenerne trækker spor af lilla og hvidt gennem det fynske
landskab, bliver Torben Juhl overtalt til at efterforske drabet på præsten
Søren Berg. Søren Berg var præst i den lille menighed Guds Hus, der spiller høj
rockmusik til gudstjenesten og går ind for fri kærlighed.
Efterforskningen hvirvler Torben Juhl rundt blandt excentrikere, som
citerer Højsangen og drømmer om at omdanne Fyn til et toscansk mekka for
økologiske fødevareproducenter. En dramatisk begivenhed i silhuetten fra
renæssanceborgen Egeskov under den eksklusive Heartlandfestival giver flere grå
hår på Torben Juhls hoved. Men måske kan det solglitrende sydfynske øhav kaste
lys.
Hjerteland handler om
tro, svigt og lidenskab og er andet bind i serien om den dedikerede pladesamler
og efterforsker Torben Juhl.
Finn Wiedemann, f. 1964, er bosat i Odense, uddannet Cand. Mag og
har en ph.d. i kulturanalyse. Han er ansat som lektor ved Syddansk Universitet,
hvor han blandt andet underviser i emner som uddannelse og samfund samt
organisation og ledelse. Han har tidligere udgivet en række skøn- og
faglitterære bøger. Hjerteland er efterfølgeren til krimien Blodbøg, der udkom i 2020.
Vis mere