Huset ved Flo-engen

Kjell Johanssons barndomserindringer foregår i 1950’erne i en arbejderforstad i det sydlige Stockholm. Her, lidt for sig selv i en forfalden rønne ud til Flo-engen, lever familien Johansson. Centralt i fortællingen står den fandenivoldske far som kommer hjem fra søen – eller fængslet? Johan Johansson er en original med en dobbeltbundet personlighed: sjov og storskrydende og kærlig ægtemand og far det ene øjeblik; fraværende eller fuld og lejlighedsvis voldelig djævel det næste. Den øvrige familie består af en opofrende mor som hellere vil købe bøger end nyt sengelinned, en søn og en datter, og oppe på første sal en morfar og mormor som ligger i konstant krig med svigersønnen. Historien er set gennem sønnens øjne, han som sammen med sin storesøster tvinges til at lære at overleve i en verden hvor ingen er til at stole på, og hvor der falder tunge skygger dels fra faderen, dels fra det svenske folkehjem hvor de ”almindelige” bor.

Om huset ved Flo-engen og det omgivende samfund siger fortælleren: ”I sådan en rønne placerer fattigvæsenet eller de sociale myndigheder eller tilfældet folk der ikke opfører sig som andre, som eksempelvis drikker. Og drikker de ikke mere end andre, så horer de, og horer de ikke, så lever de fandenivoldsk på en anden måde. Og hvis de ikke lever fandenivoldsk, og hvis de har arbejde og opfører sig ordentligt og virker venlige og hæderlige på alle måder, så er det bare et usædvanlig lumsk trick for at narre de almindelige, for hvordan man end vender og drejer sagen, så er de anderledes end almindelige mennesker, mørkere, både på ydersiden og indersiden, mere beskidte, mere snuskede, mere fattige.
Uden os var de almindelige ingenting.”