Hvad ingen så

I Hvad ingen så fortæller Gitte om sin barndom i 1960'erne og 1970'erne fra de tidligste øjeblikke, hun kan huske, over sin første anbringelse som treårig og videre til, hvordan hun efterfølgende kastes rundt i et system, der gang på gang svigter hende.
Hendes forældre var alkoholiserede, og plejepersonalet på de institutioner, hun anbringes på, tabte hende, så det nu har sat spor i hende, som selv den dag i dag sidder dybt. De få jævnaldrende og voksne, der formåede at udvise omsorg og forståelse, forsvandt lige så hurtigt ud af hendes liv, som de opstod.
Hvad ingen så tydeliggør de problemer, der er ved både den tidligere og nuværende tilgang til anbragte børn. Den er et indspark i debatten om, hvordan vi skaber bedre betingelser for anbragte såvel som udsatte børn – men den er først og fremmest Gittes egen historie.