Kærlighedens aldre

Der findes mange definitioner på, hvad kærlighed har. En af de mest pessimistiske er formuleret af psykoanalytikeren Jacques Lacan: ”Kærlighed er at give, hvad man ikke har, til en, som ikke vil modtage det”. Men omvendt kan man også tro på de tomme hænders mirakel: I det øjeblik, man giver, hvad man ikke har, modtager man det.
Kærlighedens aldre handler om, hvad kærlighed er for fortælleren – en ældre lyriker – set i hvert ti-år fra 1940 til 2010, og rummer samtidig skitser til et tidsbillede af disse år. Romanen beskriver kærligheden mellem mor og barn, mellem skolebørn, samt den ødipale kærlighed mellem fortælleren som ganske ung og en kvinde, der er dobbelt så gammel som ham selv. Og den beskriver mange variationer af mand-kvindeforholdet.
Er kærligheden ordløs, eller gør den for alvor sproget meningsfyldt? Er også fysisk vold en længsel efter kærlig kropskontakt? Er kærligheden indgangen til en ukendt dimension? Udelukker kærlighed til hele menneskeheden, at der bliver kærlighed nok til det enkelte menneske?
Spørgsmålene er nemme at stille, svarene vanskelige at finde.