Klimaet og kunstneren

NY ESSAYBOG AF CHARLOTTE WEITZE OM KLIMAET SOM EKSISTENTIEL TRUSSEL

Som skønlitterær forfatter har Charlotte Weitze gennem sine seneste værker skildret vores forhold til naturen og klimakrisen. I sit første store essay undersøger hun med udgangspunkt i sit eget liv, hvordan vi i mødet med kunsten kan reflektere over alt det uforudsigelige og irrationelle ved klimaforandringerne.
For Charlotte Weitze går vejen til et dybere og bredere engagement i klimakampen hverken gennem forskningens benhårde facts eller politikernes moralske formaninger. Weitze undersøger, hvordan kunsten kan være et eksistentielt refleksionsrum – et sted, hvor vi kan finde vores egen måde at involvere os i klimaforandringerne på – tilpas følsomt uden at blive grebet af angst.
KLODENS KLIMA I KUNSTENS PERSPEKTIV
Videnskabsfolk og politikere har sagt alt det rigtige, men uden den store effekt. Kunne det give mening at udtrykke sig ’forkert’ – i betydningen åbenlyst famlende, anderledes indfølende, kreativt undersøgende – og måske opnå en effekt ved at lade mennesker mærke efter og tænke selv? I en kunstners tilgang til klodens klima lægges der ikke skjul på al den tvivl, bekymring, angst og forvirring, der kendetegner et menneskes oplevelse af naturens voldsomme forandringer.
ET FORSØG MED HUD OG HÅR
Med essayet ser Weitze tilbage på sin barndoms oplevelse af naturen og frem til i dag, hvor hun sammen med sin familie har sat egne mål for et mere bæredygtigt liv. Det er en vandring gennem kunstværker fra 1970’ernes aktivisme til nutidens kunst, bl.a. af Olafur Eliasson og Karin Lorentzen. Forfatterens engagement er dog ikke privat, men personligt, i bogstaveligste forstand et forsøg på indlevelse med hud og hår.

Charlotte Weitze er skønlitterær forfatter og dramatiker. Klimaaktivisme og en kunstnerisk interesse for natur løber som en rød tråd gennem hendes forfatterskab, i Rosarium (2021), i cli-fi-romanen Den afskyelige (2016) og ikke mindst her i hendes nye essay om Klimaet og kunstneren.