Landskabet som verdensbillede

Her præsenteres et nyt og omfattende bud på, hvordan landskaber i vestlig billedkunst lader sig tolke i forhold til de kulturer, der skabte dem.

Dens afsæt er et hidtil uudforsket udviklingsmønster, der præger landskabsskildringen fra hulemalerierne i ældre stenalder frem til 1800-tallets moder­nitet. Gennem en strukturalistisk sammenligning mellem dette mønster og yderligere tre analysefelter - selvbevidsthed, socialt betinget naturforståelse og verdensbillede - fremskrives et fascinerende indblik i kulturens makrohistoriske organisation, og der plæderes ikke mindst for den kontroversielle tanke, at kulturen på et vist iagttagelsesniveau er præget af en retningsbestemt evolution.