Macunaíma

Macunaíma er den berømte klassiker om, hvordan Brasilien bliver brasiliansk. En litterær uafhængighedserklæring – satirisk, kritisk og fabulerende. Kort sagt, en vilter fortælling der bringer antihelten Macunaíma fra urskovens dyb til storbyens vanvid.

”De grinende piger lærte ham, at kæmpeaben ikke var nogen abe, den hed en elevator og var en maskine. Tidligt om morgenen lærte de ham, at al den kvidren, brølen, råben og skrigen, hylen, snorken og larmen ikke kom fra dyr, men var bilhorn, ringeklokker, fløjter, al denne dytten og båtten, det hele var maskiner. De brune leoparder var ikke brune leoparder, de hed derimod Ford, Hupmobile, Chevrolet, Dodge, Marmont og var maskiner. Træmyreslugeren, de ildsprudlende slanger, inaja-palmerne, de rygende curuatá-palmer var derimod lastbiler, sporvogne, tog, lysreklamer, trafiksignaler, radioer, motorcykler, telefoner, drikkepenge, plakater, skorstene ... De var maskiner, hele byen var en stor maskine!”

Mário de Andrade (1893-1945) var en af bagmændene bag den brasilianske litterære modernisme, der først og fremmest gik ud på at gøre sig fri af den europæiske og amerikanske dominans og finde sin egen identitet og kultur. I Brasilien går han for at være modernismens far. Hans stil var nyskabende, vilter og frodig, og hans værker er blevet kaldt uakademiske og sært originale, da han har en forfriskende uformel stil. Macunaíma repræsenterer en sproglig fornyelse i brasiliansk litteratur, blandt andet med sit livlige talesprog. Selv var han ikke nogen halvstuderet røver – han var uddannet pianist, en meget anerkendt musikforsker og litteraturkritiker og kendt for sit indgående kendskab til brasiliansk etnografi, myter og lokale traditioner, som han forskede i i mange år og undersøgte på sine store rundrejser i Brasilien og flere nabolande. Alt dette er grundlaget for Macunaíma, som han efter eget udsagn skrev i løbet af seks uger i hængekøjen, mens han morede sig gevaldigt. Bogen markerer bruddet med udenlandsk kulturindflydelse og er således en litterær uafhængighedserklæring, som han blev hyldet for helt frem til sin død i 1945.
Med efterord af Inger Sjørslev