Mammut

”Jeg synes, vinen er lidt dyr i forhold til de andre på hylden, men jeg nikker. Vil gerne ud herfra, væk fra lokumspapir i tre lag, svinekød i familiepakker, kaffe på tilbud og hakkede tomater på dåse. Vi når op til kassen, hvor de andre kunder står i kø for at betale på beløbet. Mens Jonas lægger rødvinen på kassebåndet, ser jeg Antons mor i køen ved siden af. Anton rækker hende en glitret pose fra de nederste hylder. Hun sukker og lægger slikket på båndet sammen med en pose lakridssnører og pakken med Coco Pops.”

I Mammut møder du Sara, en kvinde omkring de 30. Hun forsøger på den ene side at leve op til sine forældres og kærestes forventninger om hus, hæk og Weber-grill, mens hun på den anden side føler sig som suffløren, der ufrivilligt spiller hovedrollen i en andens liv. Hun bliver mere og mere sikker på, at hun bliver nødt til at tage et opgør. Men tør hun det?

Mammut er skrevet af Signe Birkum (f. 1983), der er uddannet cand.ling.merc. fra CBS. Hun har tidligere arbejdet ved Kgl. Dansk Generalkonsulat i München og ved det østrigske handelskammer i København. Signe debuterede med novellen Metro Sapiens på forlaget Arkiv for Detaljer i 2015.

Interview med forfatteren
Hvad inspirerede dig til at skrive ’Mammut’?
Jeg vil snarere sige, at jeg var provokeret: Jeg havde sagt et på papiret fantastisk job op Udenrigsministeriet, og jeg var flyttet tilbage til Danmark uden at have et sted at bo. Og det eneste, jeg hørte, var: ”Det kan du da ikke, hvad har du så tænkt dig?”

Jeg kunne, og jeg kan stadig i dag, ikke forstå, at det ikke var grund nok, at jeg var bundulykkelig. Men der var ligesom en samfundsmæssig præmis om, at man ikke siger sådan et job op - og da slet ikke uden at have et endnu bedre på hånden. Det provokerede mig.

Hvad er dit budskab med bogen?
Jeg vil gerne slå et slag for, at det egentlig er lige meget, om du sidder i et 9-17-job på et kommunekontor i provinsen, eller om du sælger alle dine ejendele og tager på jordomrejse. Det vigtigste er, at det er et bevidst valg, som du selv har truffet, og at det ikke er noget, du gør, fordi du tror, det er det, du bør.

Jeg ville blive så glad, hvis jeg kunne få et par stykker til lige at standse op og tænke sig om. Lige at spørge sig selv: ”Er jeg glad nu?” I stedet for bare at gøre det, som er det næste ’naturlige’ eller ’fornuftige’ skridt.

Det kan godt være, at det rigtige er at blive i sit kommunale job, hvis du er glad. Så er alt jo godt. Men spørg i det mindste lige dig selv. Tag stilling.