Mikaël

"Mikaël" udkom i 1904 og blev i 1924 filmatiseret af Carl Th. Dreyer.
***
Det er simpelthen den mest lidenskabelige kærlighedshistorie, jeg til dato har læst. Den emmer af seksualitet og jalousi, af længsel og bedrag uden at præsentere en eneste beskrivelse af direkte seksuel karakter!
Hovedpersonerne er den store franske kunstner Claude Zoret – ”Mesteren”. Han har adopteret Mikaël, billedskøn, tjekkisk, også maler. Zoret har brugt Mikaël som model i sine monumentale malerier og givet ham berømmelse og luksus, og så svigter, bedrager og forråder Mikaël sin velgører, godt hjulpet på vej af forelskelse i en russisk prinsesse.
Romanen er henlagt til Paris, og ”Mesteren” lever her et liv i overflod og har en social position, der er en verdenskunstner værdig; og fremmede nationaliteter og eksotiske navne fra Europas adelskalendere er medspillere, de fleste dog på sidelinjen, når det gælder kærlighedsdramaet.
For ingen tvivl om det: romanen drejer sig om en erotisk konflikt, selvom forholdet mellem Zoret og Mikaël er skildret som et far/plejesøn-forhold. Det er åbenlyst, at Zoret er en forladt elskende, der er ved at blive vanvittig af sorg. En far ville normalt ikke blive så ulykkelig over, at sønnen har fået sig en kvinde, så man må forestille sig en homoseksuel forbindelse mellem dem. Det er også klart de mandlige skikkelser i romanen, der lever!
Romanen er fyldt med hentydninger og antydninger, men forklaringen er naturligvis at finde i Herman Bangs egen personlige historie. Han er angst, forståeligt, for åbent at vedkende sig sin homoseksuelle tilbøjelighed over for et stærkt repressivt, censurudøvende samfund; siden gør han det dog, men i hans digterværker er homoseksualiteten altid halvt eller kvart forklædt. Og ”Mikaël” er da også henlagt til udlandet for at fjerne mennesker og begivenheder fra det hjemlige, genkendelige miljø.
Datidens syn på homoseksuelle var bigot og brutalt; de var forbrydere, over for dem var der frit slag. Gennem hele sit liv led Herman Bang af angst for afsløringer og blev udsat for de mest modbydelige forfølgelser, også efter at han var blevet anerkendt som en betydelig digter. Han var vittighedstegnernes yndlingsoffer og blev kaldt ”Jomfru Hermine Bang” eller ”Frøken Bang”, også hånet af tidens store koryfæ Georg Brandes.
(Litteratursiden)