Mod kunsten

TOMAS ESPEDAL, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 og har i alt udgivet elleve romaner. Hans forrige bog, GÅ, handlede om nødvendigheden af at bryde op og være i bevægelse, hver gang forfatteren flyttede ind i et hus og slog sig ned, gik han i stå. I MOD KUNSTEN er situationen en anden.
Forfatteren har mistet sin mor og sin kone og flytter ind i et hus på Askøy ved Bergen for at være far og mor for sin datter. Han holder hus, køber ind, laver mad, vasker tøj. Alt ligger i faste rammer, og det at skrive er et arbejde. Der hviler en fred over huset, og hver morgen, når datteren er gået i skole, sætter han sig ved skrivebordet.
Espedal skriver om naturen og sit eget liv, han skriver om bedsteforældrene og slægtens historie gennem tre generationer, om længsel og savn og drømmen om fællesskabet. Hver fortælling bliver en lille roman i sig selv, hvad enten det handler om de to halvvoksne søstre der bliver jaget hjemmefra af farens nye kone eller om drengen der bliver sendt til slægtninge på landet under krigen og savner sin mor.
I alle bogens fragmenter, enten det nu er de små historiske fortællinger, de konkrete dagbogsnotater, de poetiske partier som nærmer sig digte, eller de mere essayistiske passager, handler om det at skabe kunst. Den første sætning skal være hård som stål, skriver Espedal, og lægger til: Men også mit sprog vil forandres, langsomt, som når vi bytter et navn ud med et andet, en sætning med en ny, den første sætning, den skal være blød som voks.
I København gør han treogtyve år gammel sin første roman færdig. Han læser Poul Borum og Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Han deler et værelse med en pige på et kollegium i Rødovre og tager ind til København, går på Krasnapolsky og Bo-Bi Bar og opfører sig som han tror en forfatter skal opføre sig. En dag siger pigen at hun flytter, hun har i smug læst hans roman og siger at den er fuld af løgn. Du må skrive bogen om, det forlanger jeg, siger hun.
KRITIKERPRISEN, fra komitéens begrundelse:
"Kritikerprisen for bedste voksenbog 2009 går til et poetisk og usædvanligt skriveprojekt. Det er en beretning om en slægts historie, om at skrive og arbejde, om at flytte eller blive boende, og det er et skrift til en mor. Værket kan siges at gå til angreb på kunsten og er samtidig et tydeligt skrift for kunsten. Det er personligt, selvbiografisk, til tider hudløst. Mod kunsten er stor romankunst og viser Tomas Espedals originale blik."