Ondskabens psykologi

Den 11. september 2001 er et eksempel på en dag, som satte fokus på det onde. Først fløj ét fly ind i The World Trade Center, så et andet. Med rædsel så store dele af verdens befolkning bygningens to tårne styrte sammen.
Hvad er ondskab og hvad får mennesker til at udføre grusomme handlinger? Man har troet, at det kun var mennesker med psykiske eller neurologiske afvigelser, der stod bag ondskaben. Efterhånden træder der et mere skræmmende billede frem. Chokerende er det, at torturbødlen, terroristen, videnskabsmanden, og soldaten, der piner og ydmyger deres ofre, kan være en person, som er lig vores nabo eller bekendte. Blot har de været udsat for systematiske, psykologiske påvirknings­strategier, der fremmer ondskaben. I bogen diskuteres nogle af disse strategier. Ondskab er næppe kun et individualpsykologisk fænomen? Den udøvende er i de fleste tilfælde kun det yderste led i et enestående komplekst system, der fremmer ondskab. Vedkommende er i en vis forstand bare den, der udfører det beskidte arbejde, som andre enheder og individer i systemet har planlagt. Ydmygelserne af fangerne i Abu Ghraib fængslet i Irak har vakt stor opstandelse. Men mishandlingerne burde ikke komme som en overraskelse, for der går en direkte linje fra 'hjernevask' under Koreakrigen, over Kubarks (CIAs) forhørs­manualer og til hvad der sker i Irak. Man hører oftest kun om antallet af ofre, men meget lidt om de overlevende og deres familiers langvarige lidelser. Man ­hører heller ikke så meget om de alvorlige belastninger, som professionelle behandlere af traumatiserede mennesker udsættes for. Gennem konkrete fortællinger fra mennesker, som på deres egen krop har oplevet ondskaben, diskuteres ­i bogen også de dybe ar, handlingerne efterlader.