På elverfødder

Der er gået to år. Lucas er tilbage på Jorden som sig selv og prøver at finde sig til rette i menneskernes verden. Hans savn til Stjerne og elverne er stort, og han er på brinken af det totale kollaps, da der begynder at ske mystiske ting omkring ham. Spørgsmålet er, om Aiña nogensinde vil lade ham slippe ... Inden længe står han over for en ny fjende, der kommer til at teste, alt hvad han har lært, og alt hvad han tror på. For kan man redde nogen med et ødelagt hjerte? Selv hvis man løber på elverfødder?
”Så har vi fundet den sidste af jer. I kan smide deres kroppe, men aldrig deres stank … Herren bliver tilfreds.” Han blotlagde de skarpe tænder. ”Nu kan vi endelig forlade den her fordærvede planet. Maddiker …”
Han rynkede på næsen. Fnøs i retning af en korpulent mand i overalls, hvis ben straks gav efter under ham af skræk. Min hjerne forsøgte at analysere hans ord.
”Herren? Mener du Mallko?” Jeg famlede.
”Gæt igen.” Hærførerens rovdyrøjne gled tæt på mine. Jeg kunne lugte stanken af fordærvet kød og skulle til at snappe efter vejret, da et ord skød frem fra hans strube. Et ord der fik al luft omkring os til at visne.