Bag om pyt
Den navnløse kvinde rammes af stress og oplever et identitetstab, efter hun er blevet skilt, og sønnen er flyttet hjemmefra. En hemmelighed fra fortiden rumsterer, og på arbejdet som underviser spidser tingene til med merkantile krav og samarbejdsøvelser på gulv.
Pyt af Merete Hellerøe er en coming of middle age-fortælling om en stille eksistens fra Midtjylland. Hun spørger sig selv, hvad meningen med det hele er. Midtvejskrisen udvikler sig til et opgør med det moderne livs absurditeter og mandens definerende blik på kvinden.
Romanen er sanseligt og knugende fortalt med en underspillet humor, og langsomt åbner bevidstheden sprækker til fremtiden. For det er aldrig for sent.
Merete Hellerøe, f. 1966, er uddannet fra Designskolen Kolding og Aarhus Universitet med en master i retorik. I dag er hun redaktionel medarbejder på Filmmagasinet Ekko, hvor hun har skrevet essays om kvindeliv.
Vis mere