Bag om Relikvie
Relikvie er minimalistisk i sit udtryk – en reportage om de mindste forskydninger i et kvindeligt jegs hverdag, og det vel at mærke en hverdag, hvor der ikke sker ret meget – men så meget større i tanke, og i hvad man kunne kalde etisk fordring.
Da vi kørte over broen lige før og kom fri af bygningerne, faldt solen ind på en pige, som sidder i den anden side af bussen med en skijakke på. Jeg tænker på om hun mon, før det skete, havde følt sig efterladt, om hun om morgenen ikke magtede at vaske sit hår, ikke rigtigt kunne insistere på sig selv, og om hun, da vi krydsede broen, vidste, at også jeg sad og mærkede den vilje, lyset havde valgt hende med, at det insisterede på hendes vegne.
Kvinden kræver absolut ærlighed af sig selv, hun er konstant anfægtet af – på gaden, i bussen i forhold til en tilfældig medpassager eller nårsomhelst – om hun nu er nok menneske.
Fordi man i ensomheden lever på grænsen af det menneskelige.
Det bliver en nødvendighed for hende at forbinde sig og at skrive disse forbindelser. For simpelthen ikke at gå i opløsning, at falde fra hinanden.
Vi er meget langt fra eksistentialismens sværmen for den fundamentale ensomhed; for her er det i selve berøringen at alting begynder – gennem det sprog, der hele tiden insisteres på som noget, der både kan nægte og frelse.
Relikvie består af 3 dele. De indledes af en liste hvor alt, hvad der overhovedet betyder noget, bliver samlet sammen som relikvier i et forsøg på at gøre livet helligt, at få tingene til at bevare deres styrke, at overskride døden.
I første del opholder jeget sig alene i London og registrerer omhyggeligt hverdagens hændelser og tanker og sin længsel efter kærlighed – den navngivne anden.
I anden del er jeget tilbage, hjemme i København, deler tilværelse med sin kæreste, men er om muligt endnu mere alene og skriver et langt kærlighedsbrev til sangeren Kurt Cobain, som bliver en slags åndelig livsledsager.
Men de piller, jeg tar, gør mig lysfølsom. Jeg ved heller ikke, hvor interesseret jeg er i den sol, der tilbydes. Det passer selvfølgelig ikke! Men Kurt, jeg fryser sådan, at jeg ikke holder ud at sidde mere end et par timer på en stol. Jeg er forfærdelig urolig. Mine trøjer er så tyndslidte og blege, jeg bliver fuldstændig sindssyg. Og nu hvor solen lægger sig over mig her i sengen, kommer jeg til at tænke på alle de munde, der nogensinde har kysset de syge. Jeg må græde lidt. Jeg må sværge: Dét lys er også en andens.
Endelig i tredje del ryddes der op, med flere på hinanden følgende flytninger, jeget flytter, ting – verdens enorme mængder af ting – både dem der har stået fremme, men også dem, som før var gemt væk, men nu skal pakkes om, afgiver en pludselig ny betydning.
Julie Mendel appellerer til og tror på det bedste i mennesket. Man kunne sammenligne med en anden ung lyriker, Andreas Pedersen, som debuterede sidste år med den meget roste samling Fryden, som på samme måde har lagt den ironiske distance bag sig og alvorligt insisterer på det gode. Intensiteten hos Julie Mendel er så høj, hver sætning er så vigtig, at den kommer til at synge ... Næsten umenneskelig.
Selve skriften, det at benævne, bliver et spørgsmål om liv eller død. At være præcis nok. Nu kan jeg mærke, at du sover, din fine røde brystvorte. Du skal ikke være bange. Det er vel først, når vi kalder noget for noget, at vi kan se det.
Vis mere